Anita Moorjani (født 1959) er forfatter til fem bøger, herunder New York Times-bestselleren Dying to be Me (på dansk: At dø for at leve).
I 2002 blev Moorjani diagnosticeret med kræft (Hodgkin lymfom). I 2006 blev hun indlagt på hospitalet, hvor hun lå i koma i 30 timer. Under komaen havde hun en nærdødsoplevelse, som ændrede hendes liv, og som er en af de mest kendte nærdødsoplevelser.
Biografi Tidlige år og uddannelse Anita Moorjani blev født 16. marts 1959 af indiske forældre i Singapore. Kort efter fødselen flyttede familien til Sri Lanka. Da hun var to år gammel, flyttede familien til Hongkong, hvor hun voksede op.
Moorjani og hendes bror gik i britiske skoler. Som etnisk minoritet på en skole med et flertal af britiske elever blev hun ofte udsat for mobning. Hun voksede op med flere sprog og beherskede både sindhi, kantonesisk og engelsk.
Moorjani følte altid, at hun ikke kunne gøre sine forældre tilfreds. De var traditionelle indere. På et tidspunkt arrangerede de et ægteskab for hende. Få dage før sit bryllup løb hun væk. Hendes handling bragte stor skam over familien, og i lang tid var hun udstødt af Hongkongs indiske samfund.
Nærdødsoplevelsen I sommeren 2001 fik hun at vide, at hendes bedste veninde havde fået en aggressiv kræftsygdom. Få måneder senere fik hun den samme besked om sin mands svoger. Hun blev overvældet af en dyb frygt for selv at få kræft, for både veninden og svogeren var på hendes alder.
Hun begyndte nu at læse alt om kræft. Men jo mere hun læste, jo mere frygt fik hun. Hun begyndte at tro, at alt var kræftfremkaldende – mikrobølger, konserveringsmidler, luftforurening, sollys, mobiltelefoner, og så videre. Til sidst blev frygten så stor, at hun begyndte at frygte selve livet.Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 74.
I 2002 fik hun selv konstateret kræft (Hodgkin lymfom). Da hun fik beskeden, blev hun grebet af rædsel. I de næste fire år fik hun det stadig værre. Hendes liv virkede efterhånden meningsløst på hende. Alt tydede på, at hun ville dø. Til sidst opgav hun kampen mod kræften.Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 92-93.
I begyndelsen afviste hun konventionel medicin. Hun eksperimenterede med forskellige former for alternativ behandling, men uden held. Hun gennemgik derefter flere konventionelle kræftbehandlinger. Men på det tidspunkt sagde hendes læger, at det var for sent at redde hendes liv. Lymfomet havde spredt sig til hele kroppen. Den 2. februar 2006 gik alle hendes organer i stå, og hun gik i koma (en dyb bevidstløshedstilstand).
Under komaen fik hun en usædvanlig nærdødsoplevelse. Hun oplevede mange af de karakteristiske elementer ved en nærdødsoplevelse. Hun oplevede blandt andet, at hun forlod sin krop, og at hun kunne iagttage, hvad der skete i operationsrummet. I sin bog At dø for at leve siger hun, at selvom hun lå i koma, var hun bevidst om alt, hvad der foregik omkring hende. Hun kunne mærke, hvad hendes mand følte, og hun kunne mærke sin bror, som var i Indien og skyndte sig at nå et fly for at være sammen med hende, før hun tog sit sidste åndedrag. Hun kunne se sin livløse krop, der lå på hospitalssengen, men hun var ikke længere knyttet til den. Hun følte, at hun kunne være overalt på samme tid. Hun følte sig forbundet med alle. Og hun følte sig omgivet af en utrolig kærlighed.Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 98-106.
Hun følte, at hun i den virkelighed havde en enorm klarhed, og at hun kunne forstå alt. Hun forstod, hvorfor hun havde fået kræft. Og hun forstod det sande formål med, at hun blev født til livet.Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 109.
Hun oplevede, at hun kom op på et højt åndeligt bevidsthedsniveau, hvor hun oplevede en stærk betingelsesløs kærlighed:
”Jeg følte mig helt omsluttet af et hav af betingelsesløs kærlighed og accept. … Jeg forstod, at alene det faktum, at jeg eksisterede, gjorde mig værdig til denne blide omsorg uden fordømmelse.” Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 111.
Hun oplevede også at hun transcenderede sin kendte identitet:
”I denne tilstand af klarhed indså jeg ..., at jeg ikke var den, jeg altid havde troet, jeg var: Her er jeg uden min krop, race, kultur, religion eller trosforestillinger … og alligevel eksisterer jeg stadig! Hvad er jeg så? Hvem er jeg? Jeg føler mig bestemt ikke reduceret eller mindre på nogen måde. Jeg har aldrig været så stor, så mægtig eller så altomfattende. … Jeg følte mig evig, som om jeg altid havde eksisteret og ville vedblive med det uden begyndelse eller ende.” Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 100-11.
På et tidspunkt under sin nærdødsoplevelse blev hun opmærksom på sin afdøde far og sin afdøde bedste veninde. De fortalte hende telepatisk, at det ikke var hendes tid til at dø. Hun skulle vende tilbage til sin fysiske krop. Først ønskede hun ikke at vende tilbage til kroppen, for den var jo syg og døende. Men i næste øjeblik indså hun, at fordi hun nu forstod årsagen til sin kræft og vidste, hvorfor hun blev født til livet, ville hendes krop læges hurtigt, hvis hun vendte tilbage til den. Hendes far og hendes ven sagde til hende, at hun havde brug for at vende tilbage og "leve sit liv uden frygt."Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 121.
Det, som alle troede var hendes uundgåelige vej ind i døden, blev hendes livs store vendepunkt. Efter 30 timers koma vågnede hun op. Inden der var gået fire dage, skrumpede hendes tumorer med ca. 70%, og inden der vår gået fem uger, var hun kræftfri og blev udskrevet fra hospitalet. Hun måtte dog tilbringe nogle måneder i fysioterapi for at genvinde sin styrke og evnen til at bruge alle muskler og lemmer. Men hendes kræft vendte aldrig tilbage.
Professionelt liv Moorjani indsendte beskrivelsen af sin nærdødsoplevelse og efterfølgende helbredelse til hjemmesiden for Near Death Experience Research Foundation (NDERF). Hjemmesiden var drevet af af onkologen Jeffrey Long og hans kone, Jody Long.
Hendes historie vakte opmærksomhed hos den amerikanske selvhjælpsforfatter Wayne Dyer. Han kontaktede sit forlag, Hay House, og bad forlaget om at finde Moorjani og foreslå, at hun skrev en bog om sin nærdødsoplevelse.
Da forlaget kontaktede hende, var hun med på ideen, og i 2012 udkom hendes bog Dying to be Me (på dansk: At dø for at leve). To uger senere var bogen på New York Times' bestsellerliste. Moorjani blev derefter inviteret til at medvirke i udsendelser på mange Tv-kanaler. Dying to Be Me er solgt i over en million eksemplarer verden over og er udgivet på mere end 40 sprog.
I de følgende år udgav Moorjani yderligere tre bøger: What If This Is Heaven? (2016) (på dansk: Du er nok!), to børnebøger: Love: A Story About Who You Truly Are (sammen med Angie DeMuro) (2017), og Scaredy Caterpillar (sammen med Keith Malinsky) (2022), samt den selvstyrkende Sensitive Is the New Strong (Simon and Schuster, 2021).
I bogen What If This Is Heaven? (Du er nok!) går Moorjani i dybden med, hvad hun lærte af sin nærdødsoplevelse. Hun opsummerer lærdommen i følgende sætninger: "Din eneste opgave er at elske dig selv, værdsætte dig selv og legemliggøre denne sandhed om selvværd og selvkærlighed, så du kan være kærlighed i praksis. Det er en sand måde at tjene både dig selv og dine omgivelser på." Anita Moorjani: Du er nok, s. 19.
Man skal altså elske sig selv betingelsesløst. Når man elsker sig selv og kender sit sande værd, så er der ikke noget, som man ikke kan heale. Det oplevede hun selv, da hun trodsede al medicinsk viden og healede sin kræft i slutfasen. Kræften forsvandt, da hun blev bevidst om sit eget værd. Når man derimod lever sit liv i frygt, så kan man ikke virkelig elske sig selv. Når man legemliggør denne sandhed om egenværd og sandhed, så kan man være kærlighed i praksis.Anita Moorjani: Du er nok, s. 17-18.
Bogen handler desuden om det, hun kalder falske myter om livet. De falske myter er f.eks.: "Det er egoistisk at elske sig selv", "Jeg er ikke okay, du er ikke okay", "Sundhedssystemet tager sig af vores helbred", "Spirituelle mennesker har ikke noget ego" og "Vi skal altid være positive". Anita Moorjani: Du er nok, s. 7. Det gælder om at komme ud over disse myter og i stedet leve ud fra sin egen sandhed.Anita Moorjani: Du er nok, s. 20-21. Forklaringer på Anita Moorjanis helbredelse
I en artikel fra 2007 udtalte onkolog og hæmatolog T.K. Chan sig om Moorjanis tilfælde. Det var Chan, der behandlede hende i det kritiske stadium af hendes sygdom. Han forklarede hendes bedring med en udtømning af hendes lunger, udført af medicinske specialister på hospitalet, efterfulgt af kemoterapi, som hun ellers havde nægtet i fire år. Chan sagde i artiklen: "Med lymfom er det aldrig for sent." Han sagde endvidere: "Hodgkins sygdom er ganske helbredelig ... den kan have en dramatisk reaktion på kemoterapi".
I den samme artikel erklærede en anden onkolog, Peter Ko, sig dog anderledes. Ko gennemså alle Moorjanis medicinske journaler under et besøg i Hong Kong i november 2006. Han konkluderede, at kemoterapi ikke kunne have forårsaget en så dramatisk bedring. Han tilføjede, at kemoterapi endog kunne have været meget giftigt, når hendes organer var så svage, som de var. Ko udtalte: "Enten hendes sind eller krop var i stand til at sende et signal til kræftcellerne om at slukke for de muterede gener." Han sagde endvidere: "Kemoterapi virker godt mod Hodgkin, men jeg har aldrig set det virke på denne måde".
Moorjani selv forklarer forløbet på den måde, at der var tale om et åndeligt forløb, som gav sig udslag i et fysisk forløb. Frygten og de negative tanker havde nedbrudt hendes krop og havde givet hende kræft. Sygdommen var begyndt på et bevidsthedsmæssigt niveau, før de fysiske symptomer havde vist sig.Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 192-96.
Under nærdødsoplevelsen lærte hun imidlertid at slippe al frygt og at elske sig selv - at udvikle et dybt kærlighedsforhold til sig selv. Og det var nøglen til hendes helbredelse.Anita Moorjani: At dø for at leve, s. 201.
Den helbredende kraft kom fra et højt åndeligt niveau, ikke fra et fysisk niveau. Hendes nye bevidsthed påvirkede hendes krop til at standse den ukontrollerede celledeling.
Sygdommen opstod altså i hendes bevidsthed, og den blev helbredt i hendes bevidsthed. Den opstod som et resultat af hendes frygtsomme tanker og hendes manglende tro på livet. Og den blev helbredt af kærlighed og en fornyet tro på livet - ifølge Moorjani.
Skeptikere kritiserer dog Moorjanis budskab. Vicky Allen, der er journalist på den skotske avis The Herald, udtaler: "Disse mennesker er i centrum for en foruroligende tilgang til sygdom, og især kræft, der ser den som en sygdom, der skal tackles med sindet og positiv tænkning. Det er en bevægelse, som mange inden for det medicinske establishment mener er farlig." Dr. Peter Allmark fra Sheffield Hallam Universitet er medforfatter til en artikel fra 2011: A Critique Of Positive Thinking In Cancer Care. Heri fordømmer han tilgangen som "kvaksalveri". Han bemærker, at "faren ved disse ting er, at folk vil opfatte dette som et alternativ til konventionel medicin", og han opfordrer dem, der får konstateret kræft, "til ikke at afvise noget inden for konventionel behandling".
Privatliv Moorjani mødte sin mand, Danny Moorjani, i Hongkong, og de blev gift i december 1995.JO,"Life After Death and Finding Your Purpose? Anita Moorjani", Healing Earth, February 13, 2018. Bøger af Anita Moorjani Dying to be me. Hay House 2012. På dansk: At dø for at leve. Det Blå Hus 2013. Deep Meditation for Healing (Lydbog). Hay House 2012. What If This Is Heaven? Hay House Inc. 2016 På dansk: Du er nok! Borgen 2016. Sensitive is the new strong. The Power of Empaths in an Increasingly Harsh World. Hachette UK 2021. Love: A Story About Who You Truly are (sammen med Angie DeMuro). Hay House 2017. Scaredy Caterpillar (sammen med Keith Malinsky). Minky Ink 2022.
Se også Nærdødsoplevelse Eben Alexander Raymond Moody Jeffrey Long New Age Spiritualitet
Referencer
Eksterne henvisninger