Hans Gram (født 20. maj 1754 i Vor Frelsers Sogn, København, død 28. april 1804 i Boston, USA) var en dansk organist, komponist og musikpædagog, som fik betydning for udviklingen af kirkemusik i USA i slutningen af 1700-tallet.

Biografi Hans Gram blev født i en solid handelsfamilie. I modsætning til familiens forventninger tog han studentereksamen i 1770 og fortsatte derefter på universitetet. Til sin morbroder, købmanden Niels Brocks, mishag dyrkede han litteratur og musik sammen med studiekammerater som Christen Henriksen Pram og Joachim Daniel Preisler.

For Det Kongelige Teater oversatte han vaudevillen Le Tonnelier (Bødkeren), der blev opført i 1780, og han bidrog til Nytaarsgave 1782, udgivet af Christian Iversen.

Efter en affære, der kostede ham Knud Lyne Rahbeks tillid, forlod Gram Danmark i 1781 og rejste til Dansk Vestindien. I 1785 kom han til Boston i USA, hvor han virkede som musiklærer og som organist ved kirken i Brattle Street.

Tidsskriftet Massachusetts Magazine bragte fra juni 1789 flere af hans kompositioner, blandt andet The Death Song of an Indian Chief (marts 1791), der regnes for den første sang med orkesterledsagelse trykt i USA.

I 1795 udgav han sammen med komponisterne Oliver Holden og Samuel Holyoke værket The Massachusetts Compiler of Theoretical and Practical Elements of Sacred Vocal Music. Bogen fik stor betydning for en fornyelse af amerikansk kirkemusik i europæisk retning, især på grund af sin omfattende teoretiske indledning. Den blev et udbredt standardværk for musik- og sangforeninger og bevarede sin betydning langt ind i 1800-tallet.

Grams helbred var svagt, og hans økonomiske forhold usikre. Han døde i Boston i stor fattigdom. Efter hans mors død arvede hans fire børn dog tilsammen over 20.000 rigsdaler.

Hans Gram blev i 1960'erne genindsat i amerikansk musikhistorie gennem forskning af David W. McCormick og Maribel Meisel. Sidstnævnte introducerede ham i Danmark i et radioprogram den 1. juli 1969.

Familie Hans Grams ældste søn var Hans Burch (Benjamin) Gram (1786–1840). Han kom til Danmark i 1809 og uddannede sig til kirurg i København med støtte fra faderens fætter, livkirurgen Christian Fenger (1773–1845). Han fik betydning for præsten Vilhelm Birkedals opvækst, men blev senere optaget af Samuel Hahnemanns homøopatiske lære. I 1825 rejste han tilbage til New York, hvor han regnes som en pioner for homøopatien i USA.

Referencer

Kategori:Personer fra København Kategori:Organister fra Danmark Kategori:Komponister fra Danmark Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon