Mathilde "Meta" Calvi di Bergolo (; 17. september 1885 – 16. oktober 1949), kendt som H.H. Prinsesse Aage, Grevinde af Rosenborg fra 1914 til sin død, var en italiensk adelskvinde, der ved sit ægteskab med Prins Aage (søn af Prins Valdemar og barnebarn af Christian 9.), blev medlem af det danske kongehus samt den første grevinde af Rosenborg.
Hun blev født komtesse Calvi di Bergolo i Buenos Aires, Argentina, som datter af den italienske diplomat Carlo Calvi, 5. greve di Bergolo. Faderen var italiensk gesandt i København 1901–1910, og hun voksede derfor i væsentligt omfang op i Danmark, hvor hun i hovedstadens selskabsliv lærte prins Aage at kende. De to blev hemmeligt viet i 1914 i Torino, Italien, uden forudgående forlovelse, hvilket vakte betydelig opsigt ved hoffet og i offentligheden. Ægteskabet var morganatisk, og prins Aage måtte frasige sig titulatur, prædikat og arveret til den danske trone. Ved kgl. reskript fik parret kort efter tillagt titlerne Prins og Prinsesse Aage, greve og grevinde af Rosenborg. Mathilde blev dermed Danmarks første Rosenborg-grevinde, en adelstitel, som senere blev tildelt flere ikke-fyrstelige sidegrene af den Glücksburgske slægt. Parret fik ét barn, greve Valdemar af Rosenborg (1915–1995).
Prinsesse Aages liv kom i høj grad til at udspille sig mellem Danmark, Italien og Frankrig. Efter Landmandsbankens krise og ægtefællens formuetab indtrådte prins Aage i den franske Fremmedlegion og gjorde tjeneste i Nordafrika, hvilket medførte længerevarende adskillelse og hyppige ophold for hende og sønnen bl.a. hos sine forældres slot i Torino samt i Paris og i perioder Marokko. I de perioder, hvor hun var hjemme i Danmark optrådte jævnligt som kongehusets repræsentant ved især italiensk-relaterede begivenheder, og var i en vis udstrækning også kendt for diverse velgørenhedsengagementer. I efteråret 1938 blev hun genstand for international presseomtale i forbindelse med skilsmisserygter og prins Aages planlagte nygiftermål med en amerikansk dollarprinesse.
Efter at prins Aage døde i Marokko i 1940, bosatte hun sig fast i København i Det Gule Palæ, hvor hun også under tidligere ophold havde boet. Under og efter 2. verdenskrig var hun knyttet til Røde Kors’ hjælpearbejde, særligt i relation til italienske flygtninge og krigsfanger, og hendes katolske tilhørsforhold kom bl.a. til udtryk gennem en tæt forbindelse til Sct. Joseph Søstrene. Hun debuterede som forfatter i 1941 med erindringsartikler om Marokko og skrev senere i dansk presse om Victor Emanuel 3.s død og sin families forhold til det italienske kongehus.
Prinsessen var kunstinteresseret, modebevidst og blev i samtiden beskrevet som en eksotisk "mørk" skønhed præget af "grandezza". Hun var velanset i kongehuset og blev fremhævet for en retsindig karakter og et mildt, tilbageholdende væsen. Hun døde i 1949 efter længere tids hjertesygdom. Efter bisættelse i København blev hun ført til Norditalien og begravet i familiens kapel.
Baggrund og opvækst thumb|240x240px|Heraldisk våbenskjold for adelsslægten Calvi di Bergolo. Hun blev født ind i det grevelige hus Calvi di Bergolo, en adelsslægt fra Piemonte i Norditalien, den 17. september 1885 i Buenos Aires, Argentina, som ældste datter af gesandt Carlo Giorgio Lorenzo Calvi, 5. greve di Bergolo og Anna baronesse Guidobono Cavalchini Roero San Severino. Hun blev kaldt "Meta". Hun havde tre brødre, to søstre, der begge døde som spæd. Hendes moster var marchesa Paola Dalla Valle (født Guidobono Cavalchino Roero Sanseverino), hofdame hos dronning Elena og gift med Alessandro Dalla Valle, og de to ejede slottet i Pomaro Monferrato. De fik ingen børn, og ved deres død arvede hendes bror grev Carlo Calvi de Bergolo slottet.
Familien Calvi blev adlet i 1814, da stamfaren Lazzaro Calvi blev ophøjet i grevestanden. I 1837 fik hans søn, Peter Georg Calvi, lov til at tilføje Greve af Bergolo til navnet.
Prinsesse Aage fremhævede i sine erindringer, at hun, skønt "fuldt og helt dansk Prinsesse", var "født Italienerinde", og at hendes slægt gennem generationer havde stået i et tæt venskabsforhold til Italiens kongehus, dvs. Huset Savoyen. Hun angav, at hun havde kendt kongefamilien "fra altid" og "fra min tidligste Barndom". Hendes familie fulgte kongefamilien, da "Landsdelen Savoyen blev taget af Franskmændene" og hendes bedstemor havde forbindelse til hoffet. Hendes egen mor modtog "hele sit Brudeudstyr som Gave" fra kongeparret.
Hendes bror, general Giorgio Carlo Calvi di Bergolo, der efterfulgte faren som 6. greve af Bergolo, blev i 1923 gift med prinsesse Iolanda Margherita af Savoyen, datter af kong Victor Emanuel 3. af Italien. Hendes bror var lærer for Prins Viggo, da han studerede på den italienske rideskole i Pinerolo.
Det københavnske selskabsliv thumb|309x309px|En ung komtesse Calvi di Bergolo. Hendes far var fra 1901 til 1910 Italiens gesandt i København. Familien var bosiddende på Trondhjems Plads, pr. Østerbrogade nr. 2 B. Komtesse Mathilde opholdt sig derfor i Danmark i en stor del af sin ungdom og hvor en væsentlig del af sin opvækst og dannelse skete. Hun lærte at tale et "smukt Dansk", blev fortrolig med dansk levevis og bevarede et nært forhold til dansk kunst og litteratur samt et personligt netværk af venner og veninder i byen. I det københavnske selskabsliv vakte hun opmærksomhed og blev omtalt som "meget fattet", idet hun "gjorde megen Lykke", og det blev særligt fremhævet, at hendes "mørke Skønhed vakte overalt megen Opsigt".
Komtesse Mathilde blev i samtiden beskrevet som "den høje, slanke komtesse Meta", en "ombejlet skønhed" ved adelens og diplomatiets store fester. Hun færdedes fra gesandtsboligen i Østbanepalæet og sås ofte i byen, bl.a. i Grønningen, og i legationskredse omtaltes hun som "den smukke komtesse Meta", med "adskillige attachéhjerter" knyttet til sig.
Prins Aage dukkede omtrent samtidig op som en markant ung skikkelse i Københavnerlivet og gled hurtigt ind i det højere selskabsliv, hvor han blev en hyppigt inviteret gæst. Ved prinsesse Maries store balmasquéfest (maskebal) traf han for første gang den unge komtesse. Senere sås parret hyppigt sammen i de kredse, hvor hof, diplomati og det mondæne København mødtes, herunder ved hoffester, på væddeløbsbanen og ved større sportsstævner. Deres fælles sportsinteresse blev et fast samlingspunkt, og i sommeren 1908 spillede de "hver dag tennis" sammen, og de blev også set på ridture i Dyrehaven samt på tennis- og skøjtebanerne i Kastellet, "hvor byens fornemste ungdom driver sport". I hofkredse blev samværet længe opfattet som en almindelig flirt, men ved familiens afrejse fra København i 1910 blev det fremstillet som mere forpligtende: de to "sørgede" og lovede hinanden "trofasthed".
Efter familiens afrejse fra Danmark i 1910 trådte faderen ud af det italienske diplomatis tjeneste, og familien førte siden en tilbagetrukket og meget stille tilværelse på familiegodset i omegnen nord for Torino i Piemonte.
Ægteskab med Prins Aage thumb|Prinsesse Aage af Danmark, Grevinde af Rosenborg. Et muligt giftermål mellem prins Aage og Mathilde Calvi di Bergolo havde været drøftet i den kongelige familie allerede flere år før vielsen. Prinsesse Marie af Orléans støttede angiveligt sin søns ønske om at ægte sin barndomsveninde, mens kong Frederik 8. var forbeholden og blokerede i praksis en gennemførelse. Efter kongeskiftet (1912) blev forbindelsen i større grad accepteret.
Komtesse Mathilde Calvi di Bergolo blev den 17. januar 1914 borgerligt viet med premierløjtnant i Livgarden, prins Aage ved Torino på grev Calvi di Bergolos gods nord for byen. Vielsen fandt sted i en snæver kreds og alene i brudens families nærvær. Efter vielsen deltog de nygifte i en familiefrokost hos brudens rige moster, marchesa Paola Della Valle de Pomari, hvorefter bryllupsrejsen blev påbegyndt.
Nyheden udløste betydelig opsigt i København, ikke mindst fordi ægteskabet blev gennemført uden en forudgående offentligt kendt forlovelse. Ved hoffet havde prins Aages ægteskabsønske været kendt i nogen tid, men beslutningen blev fremlagt som en "uomstødelig kendsgerning", og før de formelle og etikette-mæssige konsekvenser var endeligt afklaret. Prins Aage betragtede vielsen som en fuldkommen privatsag, og havde udelukkende indhentet sin fars tilladelse umiddelbart forinden, og ikke kongens. Ifølge en senere beretning reagerede prins Valdemar kraftigt på at have fået meddelelsen på et så sent tidspunkt og skal ved en førstkommende møde med de nygifte have givet sin søn en lussing, før han hilste høfligt på bruden. Ægteskabet blev kort efter gjort offentligt kendt gennem en officiel hofmeddelelse udsendt om natten på foranledning af kongen og prins Valdemar.
I dagene op til vielsen rejste prins Aage fra København sammen med sin bror, prins Erik, med kurs mod London, og herfra fortsatte han videre til Italien. Han havde forud indhentet 14 dages orlov og rejsetilladelse, og kun en snæver kreds kendte rejsens egentlige mål. Efter offentliggørelsen opstod der usikkerhed om brudens stilling ved hoffet, idet kongens formelle samtykke ikke var givet på det tidspunkt, og spørgsmålet om anerkendelse og titulatur derfor stod åbent. Kabinetssekretær Anthonius Krieger ville ikke udtale sig om eventuelle forbehold fra kongens side, men oplyste, at det endnu ikke var afgjort, om prinsens gemalinde ville få titlen "kongelig højhed". Samtidig blev det fremhævet, at Kongeloven fra 1665 krævede kongens samtykke for en prins af blodets ægteskab, og at fravær af samtykke ville have statsretlige følger for eventuelle børn, herunder i forhold til arveretten. thumb|Prins og Prinsesse Aage fotograferet sammen i Milano af Luca Comerio. Begivenheden var tophistorien i danske medier, og de drøftede indgående sagens detaljer, herunder de uskrevne etikette- og rangspørgsmål. Prins Aage tilhørte Oldenborgerne (hvor Glücksborg-linjen regnes med), mens komtesse Calvi di Bergolos slægt i italiensk sammenhæng blev beskrevet som relativt nyadlet, idet grevetitlen knyttedes til en ophøjelse i 1814. Kongen førte i forlængelse heraf længere drøftelser med hoffets embedsmænd om de praktiske spørgsmål, som begivenheden rejste.
Ved offentliggørelsen karakteriserede Aftenbladet komtessen som "en mørk Skønhed, en ung Pige, der er hjemme baade i Sporten og i Husvæsenet".
Grevinde af Rosenborg thumb|Prinsesse Aage i 1914, fra postkort. Den 1. februar 1914 blev de borgerligt viede yderligere formælet ved en religiøs ceremoni. Ved kgl. reskript af 5. februar 1914 fik Prins Aage tillagt titel som prins, greve af Rosenborg, og prædikat af højhed, at regne fra ægteskabs indgåelse. I et statsråd på Amalienborg dagen forinden, havde prinsen givet afkald på sin arveret til den danske trone, for ham selv og sine efterkommere.Almanach de Gotha (Gotha: Justus Perthes, 1944), pages 43, 529
En amerikansk avis' beretning Den amerikanske avis The World (New York World) gengav i en samtidsskildring ægteskabet som et "rent og skært inklinationsparti" og fremhævede, at Prins Aage til "forbavselse for alle Europas hoffer" hemmeligt havde ægtet komtesse Calvi di Bergolo "udelukkende af kærlighed". Fortællingen lagde vægt på parrets første møde ved et bal, hvor komtesse "Meta" udmærkede sig ved at "danse ganske ypperligt" og blev betegnet som "Københavnerselskabets skønhed". Her skulle hun "ved første øjekast" have gjort "et dybt indtryk" på prinsen, der siden blev "en hyppig gæst" hos hendes far, den italienske gesandt.
Avisen hævdede, at brylluppet kunne være gennemført "allerede for fem år siden", men kong Frederik 8. nægtede samtykke pga. komtessens ringe rang. Avisen påstod endvidere, at kongen henvendte sig til Italiens konge, Victor Emanuel 3., der fjernede grev Calvi fra gesandtposten i København, mens prins Aage blev sendt på en rejse. Greven skulle have taget forflyttelsen ilde op, afbrudt sin diplomatiske karriere og trukket sig tilbage til et gods nær Torino.