Lois Frances Booth til Bjergbygård (undertiden Frances Lois Booth; senere Fru Juelsberg; 2. august 1897 – 26. februar 1941), kendt som H.H. Prinsesse Erik, Grevinde af Rosenborg mellem 1924 og 1937, var en velhavende canadiskfødt arving og dansk godsejerinde. Ved sit ægteskab med den danske Prins Erik, Greve af Rosenborg, søn af Prins Valdemar (søn af Christian 9.) og Prinsesse Marie af Orléans, var hun i en periode medlem af det danske kongehus indtil deres skilsmisse. Ægteskabet var morganatisk og indebar, at prins Erik frasagde sig sin arveret i den danske tronfølge.

Booth var en såkaldt dollarprinsesse, barnebarn af den canadiske multimillionære industrimagnat John Rudolphus Booth, der havde tjent en formue på bl.a. tømmerhandel i Ontario. Hun tilhørte dermed en af Canadas mest velhavende familier, blev anset som hovedarving til hendes farfars formue, og i medgift fik hun ca. 10 mio. kr. (svarende til ca. 332 mio. kr. i 2025).

Booth og prins Erik mødtes under hans ophold i Canada, bl.a. i Alberta, og forlovelsen blev offentliggjort ved årsskiftet 1923/1924. De blev viet 11. februar 1924 i Ottawa ved et bryllup, der fik omfattende presseomtale som en af byens allerstørste societetsbegivenheder, med deltagelse af fremtrædende canadiske politikere og repræsentanter for det officielle liv. Efter brylluppet rejste parret til Europa, hvor de bl.a. opholdt sig i London og blev modtaget ved det britiske hof, før de fortsatte til Danmark, hvor Booth deltog i udvalgte kongelige arrangementer. Parret bosatte sig derefter i Californien (Arcadia, Los Angeles County), hvor de levede relativt tilbagetrukket og drev en frugt- og fjerkræfarm. I 1928 flyttede de til Danmark, og i 1931 erhvervede Booth herregården Bjergbygaard ved Mørkøv på Sjælland som særeje. Under parrets tid på godset blev det moderniseret og ombygget, og Bjergbygaard dannede i en periode ramme for stort selskabsliv og gæstfrihed, herunder i forbindelse med udenlandske royale gæster på besøg i Danmark. Samtidig var Prinsesse Erik kendt for en udpræget kunstnerisk interesse, hvor hun især arbejdede med skulpturer, var i lære hos Elna Borch og indrettede et atelier på godset.

Ægteskabet med prins Erik blev efter separation ophævet ved kgl. bevilling i 1937, hvorefter hun mistede titulaturen som prinsesse og grevinde af Rosenborg. Senere samme år indgik hun ægteskab med sin privatsekretær Thorkild Juelsberg. I første ægteskab fik hun to børn, Alexandra og Christian. Hun døde 1941 efter længere tids sygdom og blev under besættelsen bisat i København. Efter eget ønske blev hendes jordiske rester efter krigen overført til Beechwood Cemetery i Ottawa.

Baggrund og familie Lois Frances Booth (for- og mellemnavn skrives omskifteligt) blev født den 2. august 1897 i Carleton, Ottawa, Ontario, Canada, som eneste datter af tømmerhandler John Frederick Booth (1865-1930) og Frances Alberta Hunsicker (1866-1964). Hendes farfar, John Rudolphus Booth (1827–1925), var en yderst velhavende canadisk tømmermagnat og jernbaneentreprenør. Han kontrollerede omfattende hugstrettigheder i det centrale Ontario og opførte Canada Atlantic Railway (Georgian Bay–Ottawa–Vermont) som led i transport og eksport af tømmer. I 1890’erne blev hans træindustrielle virksomhed omtalt som blandt verdens største. Bedstefaren regnedes for en af Canadas allerrigeste handelsmænd.

Ægteskab med prins Erik thumb|Prins Erik i 1924. Efter at have drevet Kokkedal Slot, beliggende syd for Brovst i Nordjylland i perioden 1917-23, flyttede Prins Erik, tredje søn af Prins Valdemar, til Canada, hvor han drev en gård og satte sig ind i moderne, amerikansk storlandbrug.Bramsen, bd. 2, p. 248. Parret mødte hinanden på en udflugt til Lake Louise ved Banff i Alberta, mens Frances Lois rejste rundt i Canada. Prins Erik arbejdede som cowboy og rancharbejder, inden han købte sin egen ejendom i Alberta, tæt på sin grandfætter, den daværende prins af Wales, nær den lille landsby Markerville i Alberta, der ligger cirka 30 kilometer sydvest for byen Red Deer. Han var Erik bl.a. ansat hos mejeriejer Daniel Mørkeberg i Red Deer.

Dollarprinsessens forlovelse Forlovelsen blev offentliggjort i julen efter Booths hjemkomst fra en rejse til Californien med sin mor. I slutningen af december fremkom denne information i danske medier, der meddelte at de to var blevet forlovet, og at Prins Erik agtede at frasige sig sin arveret til tronen. Der var forinden, den 21. december 1923 blevet udfærdiget et kgl. reskript, der tillagde Prins Erik titel som prins, greve af Rosenborg, at regne fra ægteskabs indgåelse. Forlovelsen vakte stor opsigt i Danmark.

I amerikanske og canadiske medier blev forlovelsen heftigt omtalt, og det blev blandt andet nævnt, at parret efter forlovelsen blev set i Russell Theatre i Ottawa ved en opførelse af The Taming of the Shrew (med Sir Martin Harvey), og at prinsen gav sin forlovede en gammel familiering med diamanter og smaragder, som havde været i den danske kongeslægt.

Forlovelsen fremkom på nogenlunde samme tidspunkt, at det også blev offentliggjort, at Prins Viggo og den amerikanskfødte frk. Eleanor Margaret Green var blevet forlovede. Hun var datter af en velhavende læge fra New York, og de to, især Booth, blev betragtet som dollarprinsesser. Blandt andet blev det omtalt, at Frk. Booth's "Rigdomme selv i Kanada gik Frasagn".

Vielse i Ottawa (1924) thumb|Bryllupsportræt af prins Erik (greve af Rosenborg) og Lois Frances Booth (prinsesse Erik, grevinde af Rosenborg), bragt i B.T. i 1924. Den 11. februar 1924 indgik Lois Booth ægteskab med prins Erik i Ottawa. Forud for vielsen indhentede parret ægteskabslicens på rådhuset, og samme eftermiddag blev de viet kl. 16 i All Saints Anglican Church af Ottawas biskop, Charles Roper. Vielsen blev omtalt som sæsonens største societetsarrangement, og omkring 1.000 gæster var inviteret, herunder premierminister William Lyon Mackenzie King, Sir Robert Borden og Lady Borden samt generalguvernøren Julian Byng, 1. viscount Byng of Vimy med hustru. Generalguvernøren repræsenterede det britiske kongepar. Flere medlemmer af den danske kongefamilie deltog, herunder hans far, prins Valdemar, og hans bror, prins Viggo, der fungerede som en af forloverne. Brudesvendene var desuden Léon greve Moltke-Huitfeldt, Grev Roussy de Sales, en søn af Marquis de Sales, Paris, samt oberstløjtnant Charles O. Fellowes, Ottawa.

I øvrigt blev brylluppet overværet af repræsentanter fra samtlige i Ottawa boende fremmede legationer, samt af de hovedrige bourgeois-familier, "som det Booth'ske hus plejer selskabelighed med". I flere avisomtaler og lokalhistorisk fortælling omtales vielsen som Canadas første og hidtil eneste "royale" bryllup.

Brylluppet affødte stor avis- og medieomtale i Canada, og blev beskrevet som en "straalende Begivenhed". Samtidige avisberetninger beskrev en stor folkelig tilstrømning omkring kirken, hvor flere tusinde tilskuere samledes i gaderne, og politiet måtte bistå med at skabe passage for gæster og kortege. Der rapporteredes sågar om enkelte ildebefindender, men ingen alvorlige ulykker.

Efter ceremonien blev der holdt reception i Booth-familiens hjem. Blandt bryllupsgaverne nævnes bl.a. en gave fra premierministeren, og brudeparret modtog tillige et større antal lykønskningstelegrammer, herunder fra medlemmer af den britiske kongefamilie. Bruden fik en stor medgift, og der gik der rygter om, at hendes farfar havde bidraget med halvdelen af hendes medgift på 4 millioner dollars. Det benægtede J. R. Booth dog, og han måtte udsende en officiel dementi.

Den daværende vicepolitichef i Ottawa beskrev den glade tilskuerflok således: "I går eftermiddags blev alle tilgængelige mænd sat ind, men ti mænd kunne ikke håndtere en menneskemængde på ti tusinde, hvoraf 90% var kvinder, der ikke gjorde, som de blev bedt om, men smilede og fniste hele tiden". Brylluppet beskrives som "[...] one of the most brilliant in Canadian society history".

Prins Erik måtte i forbindelse med sit ægteskab frasige sig titel og rang som Prins til Danmark og Kongelig Højhed og blev strøget fra den danske tronfølge. Han fik i stedet titlen greve af Rosenborg men beholdt prinsetitlen og rang af Højhed. I medgift fik hun ca. 10 mio. kr. (svarende til ca. 332 mio. kr. i 2025), og hun var hovedarving til hendes farfars formue.

Hvedebrødsdage Efter brylluppet rejste parret via Montreal og New York til Europa. De rejste på Cunard-damperen RMS Berengaria fra New York til Southampton. Herfra rejste de bl.a. til London, hvor de blev feteret i selskabslivet samt modtaget og underholdt af den britiske kongefamilie. De besøgte bl.a. danskfødte dronning Alexandra, samt kong George 5. og dronning Mary på Buckingham Palace til frokost. Herfra rejste de til Menton i Rivieraen i Frankrig, hvor de nygifte tilbragte en del af deres hvedebrødsdage bl.a. med at besøge Prins Eriks mormor, hertuginden af Chartres, Françoise af Orléans.

Fra Frankrig fortsatte de til Danmark med ØK-motorskibet Australia, hvor greveparret tilbragte påsken, og hun hilste på kongefamilien. De ankom til Frihavnen og blev mødt af en stor kongelig modtagelse, og kørte herfra til Bernstorffhøj i Gentofte, hvor de indledningsvist tog ophold. Der blev afholdt taffel, og hun deltog blandt andet i en opførsel på Det Kgl. Teater, hvor hun sad ved siden af kong Christian 10. i kongelogen. Prinsesse Erik blev den første borgerlige kvinde, der i det Glücksborgske kongehus fik haft plads i kongelogen. De afrejste den 2. maj 1924 til Holtenau ved Kielerkanalen, hvorfra de gik ombord på ØKs amerikadamper Polinia, til New York. De ankom til New York omkring den 22. maj og forblev i byen i en måneds tid for at overvære Prins Viggo og Eleanor Greens vielse.

Liv i USA og flytning til Danmark thumb|Prinsesse Erik, grevinde af Rosenborg med datteren komtesse Alexandra og sin daværende ægtefælle Prins Erik, greve af Rosenborg.Efter bryllupsfestlighederne, bosatte de sig siden i Los Angeles County, Californien, hvor de etablerede en frugt- og fjerkræfarm, Stucco Ranch (også kaldt "Arcadian"), ved Arcadia "efter videnskabelige metoder". De levede her et relativt tilbagetrukket liv, og parret deltog kun i én offentlig begivenhed, nemlig da Sveriges kronprins, den senere Gustav 6. Adolf og hustru Louise af Battenberg, i 1926 besøgte Californien, inkl. Prinseparrets Ranch. Parrets datter komtesse Alexandra blev født i Arcadia i 1927. Til deres omgangskreds hørte nogle af de rige familier i det nærliggende vinterkursted Pasadena (Rosernes by), bl.a. familien Huntington, i hvis eje er maleriet Den blå dreng af Thomas Gainsborough. En del kendte filmpersonligheder fra Hollywood frekventerede jævnligt Stucco Ranch, og det fortælles at Prinsesse Erik havde "en levende Interesse for Filmen". Den danske skuespillerinde og grevinde Musse Scheel besøgte parret i 1924, og fortalte, at den "unge Prinsesse" agerede "Have-Arkitekt og har selv været med til at anlægge den smukke Have, som omgiver Huset. Dette er yderst smagfuldt og elegant indrettet".

Allerede i efteråret 1927 pågik der rygter om, at Prins Erik agtede at frasælge sin ranch i Californien og købe et gods i Danmark, for at "slaa sig til Ro herhjemme". Prins Eriks virksomhedsforetagende mislykkedes økonomisk i 1928, hvorefter de i maj 1928 flyttede til Danmark, og her blev sønnen grev Christian født i 1932. Parret boede indledningsvist på Bernstorff Slot hos svigerfaren, samt Kokkedal Slot i Nordjylland.

I januar 1929 købte parret en stor villa på Maltegaardsvej 8 i Gentofte. Hun var i familie med den amerikanske gesandt i Danmark, Ralph Harman Booth, som ankom i 1930. Hr. Booth var halvfætter til Prinsesse Eriks far. Hun arvede omtrent 310 mio. kr. da hendes far døde i 1930.