Møllemarkskolen (tidligere Rødbyvej Skole) var en folkeskole i Nakskov fra 1914 til 2008. Den lå på Rødbyvej i den sydøstlige del af byen.Møllemarkskolen. Historisk Atlas, besøgt 2. februar 2026.

Skolen blev bygget som led i en meget ambitiøs skoleplan for Nakskov i årene omkring første verdenskrig. Den fungerede som skole i 94 år, indtil den efter gennemførelsen af Strukturreformens kommunesammenlægninger på Lolland blev lukket i 2008. Lukningen skete som led i den nye Lolland Kommunes nyordning af skolesystemet i en tid med faldende elevtal på Lolland og dårlig kommunal økonomi. Selve skolebygningen blev stående i nogle år, men blev endelig nedrevet i 2013, året før dens 100-års-jubilæum.

Området Møllemarken

Møllemarken er et område sydøst for den gamle købstad Nakskov. Betegnelsen optræder blandt andet på et matrikelkort fra 1807. Området havde hørt under købstaden siden 1500-tallet og blev bebygget fra slutningen af 1800-tallet som et af Nakskovs nye forstadskvarterer, da der var behov for boliger til de arbejdere, der strømmede til den voksende industriby.Nakskovs nye forstæder. Afsnit i "Nakskov. Bevaringsværdier i byer og bygninger 1990. Miljøministeriet, Planstyrelsen i samarbejde med Nakskov kommune. Ifølge en indberetning til centraladministrationen i København i 1735 havde Nakskov 8 vindmøller på det tidspunkt, hvoraf hele 5 lå på Møllemarken - deraf navnet.C.C. Haugner: Nakskov Købstad. Udgivet i Nakskov 1918.

Historie

Nakskov Byråd besluttede at opføre skolen i 1913, og undervisningen startede ved det næste skoleårs begyndelse 18. maj 1914. Skoleåret skulle egentlig være begyndt 1. maj, men da var bygningerne, som skoleforstander Larsen havde tegnet, endnu ikke færdigopført. Skolen var en forskole for 7-11-årige børn. Derefter skulle skolegangen fortsætte i en af byens hovedskoler. Lidt over 200 børn rykkede ind på den nye skole. Man havde ikke ønsket at bruge for mange penge ved skolens udsmykning eller materiel. Der var således ingen gymnastiksal fra starten, men dog noget så moderne som et lysbilledapparat.John Madsen: Møllemarkskolen. S. 29-34 i "Nakskovs skoler". Det Gamle Trykkeri, Nakskov, 2017.

Som Nakskovs andre forskoler blev skolen i Besættelsens sidste år anvendt til at huse tyske flygtninge, hvilket krævede en efterfølgende renovering af lokalerne. Ellers skete der bygningsmæssigt ikke meget på skolen før efter skoleloven af 1958. Den medførte, at skolen på linje med byens øvrige forskoler overgik til at være en hovedskole - i første omgang med undervisning til og med 7. klasse. I 1960'erne blev en større nybygning iværksat, der var færdiggjort i 1968. Herefter kunne skolen byde på de samme tilbud som Nakskovs øvrige skoler. Desuden blev den hovedkvarter for Nakskov kommunale Ungdomsskole.

Den nye tilbygning bestod af tre nye fløje med klasselokaler, faglokaler, fællesområde og administration. På dette tidspunkt havde skolen 409 elever fordelt på 21 klasser.Beretning om Nakskov kommunale skolevæsen skoleåret 1968-1969 ved stadsskoleinspektør Kaj Erik Hansen.

Skolens lukning

Efter strukturreformen, der medførte en kommunesammenlægning og dannelsen af den nye Lolland Kommune i 2007, blev der besluttet en ny skolestruktur i kommunen. Den medførte blandt andet, at Møllemarkskolen sammen med to andre skoler, Halsted-Avnede Centralskole og Vestenskov Skole, skulle lukkes. 1. august 2008 ophørte Møllemarkskolen dermed at fungere som skole, og børnene blev flyttet til områdets øvrige skoler. I 2013 blev bygningerne revet ned.

Kilder

Kategori:Folkeskoler i Lolland Kommune Kategori:Etableret i 1914 Kategori:Ophørt i 2008 Kategori:Nedlagte folkeskoler Kategori:Uddannelse i Nakskov