Magnus Barfods saga er den tolvte saga i sagasamlingen Heimskringla, skrevet af den islandske skjald og historiker Snorre Sturlason omkring 1230. Sagaen handler om den norske konge Magnus Olavsson, med tilnavnet Barfod. Magnus var søn af kong Olav Kyrre.
Om sagaen Magnus Barfods saga består af 26 kapitler og skildrer Magnus’ liv fra det tidspunkt, hvor han blev taget til konge i 1093, til han døde i 1103. Sagaen handler også om hans fætter Håkon Magnusson Toresfostre, søn af Magnus Haraldsson, der var bror til Magnus’ far Olav Kyrre. Håkon var i en kort periode konge samtidig med Magnus, men Magnus anerkendte aldrig fætteren som medkonge.
I sagaen gengiver Snorre flere skjaldekvad, hovedsageligt af Bjørn Krepphendt ("kroghåndet"). Bjørn var Magnus’ skjald og digtede blandt andet Magnusdråpa om kongen; dele af dette kvad er gengivet i sagaen. En drapa var den mest ærefulde form for kvad. Snorre fremstiller Magnus som en krigerisk mand, der lignede sin farfar Harald Hårderåde mere end sin far Olav Kyrre ("den fredelige"). Han havde da også tilnavnet Styrgjaldar-Magnus ("krigs-Magnus"). Tilnavnet Barfod fik han efter at have været på "vesterviking", det vil sige togter i Skotland og Irland, fordi han begyndte at gå klædt i den dragt, som folk brugte dér.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 16 Det er blevet foreslået, at dette kan være en henvisning til beklædningsgenstanden kilt.
Handling Sagaen begynder med, at Magnus blev taget til konge i Viken (området omkring Oslofjorden). Samtidig blev fætteren Håkon taget til konge på Øretinget i Trøndelag. Håkon fik stor støtte blandt trønderne, fordi han gav dem økonomiske fordele, og han fik hurtigt en stor hird.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 1 Magnus gjorde et forsøg på at angribe, da han hørte, at fætteren var blevet taget til konge, og han rejste derfor til Trondheim, men måtte vende om, da han så, hvor stor overmagten var. Håkon døde imidlertid året efter, og dermed blev den potentielle konflikt mellem de to konger afværget. Ifølge Snorre var Håkon en af de høvdinge, der havde været mest elsket af folket.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 2
Efter Håkons død drog Magnus til Danmark og hærgede, og Bjørn Krepphendt digtede om dette i Magnusdråpa:Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 3 Vossingers herre lod fare vidt med sværd over Halland; hordekongen brændte husene (hidsigt fulgte de flygtende). Siden Trøndernes Budlung brændte herreder mange; viskdalske enker vovede, i luften flammede bålene.
I 1098 rejste Magnus til Orkneyøerne. Her tog han jarlerne Pål og Erlend til fange.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 8 Senere drog Magnus til Bretland (sydøstlige England og Wales) og dræbte jarlen dér, Hugo den stolte. Derefter drog han til Skotland og forhandlede med den skotske konge om øerne vest for Skotland. Snorre skriver, at den skotske konge var Malcolm, men han var død, før Magnus kom til Skotland, så det må have været hans søn Edgar, som Magnus forhandlede med.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 10
Magnus var også i konflikt med de svenske og danske konger. I 1101 blev der dog aftalt et forligsmøde mellem de tre nordiske konger – Magnus, den svenske konge Inge og den danske konge Erik – ved udløbet af Göta älv, grænsen mellem de tre nordiske riger. Her blev det aftalt, at Magnus skulle ægte Inges datter Margrete. Margrete fik tilnavnet Fredkulla, det vil sige fredskvinde, fordi ægteskabet mellem hende og Magnus blev en del af fredsaftalen.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 15 Snorre fortæller også om Magnus’ børn, som han havde fået uden for ægteskab, før han giftede sig med Margrete. Den ældste var Øystein, hvis mor var så lidt fornem, at Snorre ikke fandt det værd at nævne hendes navn, derefter Sigurd, søn af Tora, og til sidst Olav, søn af Sigrid. Herefter fortæller Snorre et par anekdoter om personer, der skal være blevet helbredt efter at have bedt til helgenen Olav den Hellige i Trondheim.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 21–22
De sidste kapitler handler om Magnus’ erobringstogt til Irland i 1103. Han havde en stor hær med sig bestående af mænd fra både Norge og Orkneyøerne. Magnus og hans mænd vandt først et slag i Ulster, men senere blev de angrebet af irerne. Magnus fik et hug i halsen af en økse og faldt dér.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 23–25 Magnus’ banemand blev senere dræbt af lendmannen Vidkunn Jonsson. Magnus blev omkring 30 år gammel, og Snorre bemærker i det sidste kapitel, at »konger skal man have til ære, ikke til et langt liv«.Snorre, Magnus Barfods saga, kap. 26
Referencer
Kategori:Kongesagaer