thumb|GDP frem til 2022; Omkring 2010 stagnerede den økonomiske vækst i Venezuela, men siden 2014 har GDP per capita taget et drastisk dyk.
Krisen i Venezuela refererer til den igangværende socioøkonomiske og politiske krise, der begyndte i 2010 i Venezuela under Hugo Chávez' præsidentskab og er blevet forværret under efterfølgeren Nicolás Maduros præsidentskab. I januar 2026 blev han fjernet fra magten og taget til fange af USA under USA's angreb på Venezuela 2026.
Krisen har været præget af hyperinflation, sult, sygdom, kriminalitet og dødelighed, hvilket har medført stigende udvandring fra landet. Fødevaremanglen og hyperinflationen er pr. januar 2026 stort set ovre, men inflationen er stadig høj.
Krisen er den værste økonomiske krise i Venezuelas historie og den værste, et land har stået over for i fredstid siden midten af det 20. århundrede. Krisen betragtes ofte som mere alvorlig end Depressionen i USA, den brasilianske økonomiske krise i 1985-1994 eller hyperinflationen i Zimbabwe i 2008-2009. Forfattere har sammenlignet aspekter som arbejdsløshed og fald i BNP med Bosnien-Hercegovina efter den bosniske krig i 1992-95 og med krisen i Rusland, Cuba og Albanien efter revolutionerne i 1989. "Hell of a Fiesta". New York Review of Books. 65 (4). Retrieved 23 April 2018.
thumb|Krisen viser sig blandt andet ved en omfattende varemangel. Billedet er fra 2014.
I juni 2010 erklærede Chávez en "økonomisk krig" på grund af stigende varemangel i Venezuela. Krisen intensiveredes under Maduro-regeringen og blev mere alvorlig som følge af lave oliepriser i 2015,"Even sex is in crisis in Venezuela, where contraceptives are growing scarce". og et fald i olieproduktionen på grund af manglende vedligeholdelse og investeringer. I januar 2016 erklærede den oppositionsledede nationalforsamling en "sundhedsmæssig humanitær krise". Regeringen undlod at skære ned på udgifterne i lyset af faldende olieindtægter, benægtede eksistensen af en krise, El Nacional (in Spanish). 31 August 2018. Retrieved 2 September 2018. og undertrykte oppositionen voldeligt. Drab begået af regeringen blev almindelige, og FN rapporterede 5.287 drab begået af Venezuelas særlige aktionsstyrker i 2017, med mindst yderligere 1.569 drab i de første seks måneder af 2019, idet nogle drab blev "udført som gengældelse for [ofrenes] deltagelse i regeringsfjendtlige demonstrationer". Politisk korruption, kronisk mangel på fødevarer og medicin, lukning af virksomheder, arbejdsløshed, forringet produktivitet, autoritarisme, krænkelser af menneskerettighederne, økonomisk dårlig forvaltning og stor afhængighed af olie har bidraget til krisen.
Den Europæiske Union, Lima-gruppen, USA og andre lande har indført sanktioner mod embedsmænd og medlemmer af militæret og sikkerhedsstyrkerne som reaktion på menneskerettighedskrænkelser, forringelsen af retsstatsprincippet og korruption.Reuters. 6 November 2018. Retrieved 3 April 2019. USA udvidede sine sanktioner til også at omfatte oliesektoren. Tilhængere af Chávez og Maduro sagde, at problemerne skyldes en "økonomisk krig" mod Venezuela, faldende oliepriser, internationale sanktioner og erhvervseliten, mens kritikere af regeringen siger, at årsagen er økonomisk dårlig forvaltning og korruption. De fleste iagttagere nævner antidemokratisk regeringsførelse, korruption og dårlig forvaltning af økonomien som årsager. Andre tilskriver krisen den "socialistiske", "populistiske" eller "hyperpopulistiske" karakter af regeringens politik, og brugen af disse til at opretholde politisk magt.
Krisen har påvirket den gennemsnitlige venezuelaners liv på alle niveauer. I 2017 var sulten eskaleret til et punkt, hvor næsten 75 % af befolkningen havde tabt i gennemsnit over 8 kg, og mere end halvdelen havde ikke tilstrækkelig indkomst til at dække deres basale fødevarebehov. I 2021 havde 20 % af venezuelanerne (5,4 millioner) forladt landet.
En FN-analyse anslog i 2019, at 25 procent af venezuelanerne havde brug for en eller anden form for humanitær bistand. Efter øgede internationale sanktioner i løbet af 2019 opgav Maduro-regeringen flere tiltag fra Chávez' tid, såsom pris- og valutakontrol, hvilket resulterede i, at landet oplevede en midlertidig genopretning fra den økonomiske nedgang, før COVID-19 kom til landet. Som reaktion på devalueringen af den officielle bolívar-valuta begyndte befolkningen i 2019 i stigende grad at være afhængig af amerikanske dollars.
Ifølge den nationale undersøgelse af levevilkår (ENCOVI) levede 95 % af befolkningen i fattigdom baseret på indkomst i 2021, hvoraf 77 % levede under ekstrem fattigdom, det højeste tal nogensinde registreret i landet. I 2022, efter implementeringen af mild økonomisk liberalisering, faldt fattigdommen en smule, og økonomien voksede for første gang i 8 år. Samtidig intensiverede reformerne uligheden, hvor Venezuela nåede det højeste niveau af ulighed i Amerika. Selvom fødevaremangel og hyperinflation stort set er ophørt, er inflationen fortsat høj (pr. 2020).
Se også USA's angreb på Venezuela 2026 Igangværende væbnede konflikter
Referencer
Noter
Kategori:Venezuelas historie Kategori:Venezuelas økonomi