Sigvald Conrad Christian Olsen (født 27. august 1854 i København, død 16. december 1919 smst.) var en dansk politiker og fagforeningsleder, tilknyttet Socialdemokratiet. Han spillede en central rolle i arbejderbevægelsen fra 1880'erne og frem til tiden efter 1. verdenskrig.
Biografi Sigvald Olsen oplevede som dreng krigen i 1864, mens han opholdt sig hos slægtninge i Sønderborg. Efter endt skolegang vendte han tilbage til København og kom i smedelære, men måtte efter en ulykke opgive faget. I stedet uddannede han sig som cigarmager.
I årene 1875–1879 arbejdede Olsen som cigarmager i Tyskland, hvor han blev påvirket af den socialistiske idéverden. Efter sin tilbagevenden til København engagerede han sig straks i det faglige organisationsarbejde, som på dette tidspunkt var ved at rejse sig efter en periode med tilbagegang.
Fra 1884 til 1896 var han formand for tobaksarbejderforeningen Enigheden. Gennem omfattende agitationsrejser bidrog han til at oprette og genrejse afdelinger i provinsen, som blev samlet i Tobaksarbejderforbundet, hvor han var den første formand fra 1887 til 1899. Han deltog fra 1886 i ledelsen af Københavns Fællesorganisation, og ved oprettelsen af De Samvirkende Fagforbund i 1898 blev han sammen med Peter Knudsen valgt til forretningsudvalget som repræsentant for Socialdemokratiet.
Under presseprovisoriet 1885–1886 fungerede Olsen som ansvarshavende redaktør af Social-Demokraten. Han blev flere gange idømt vand og brød-straffe som følge af regeringens indgreb mod bladets virksomhed. Efter at stråmandsnødværget blev ophævet ved ny provisorisk lovgivning, helligede han sig cigarfabrikationen og opbyggede sin egen fabrik, hvilket gav ham økonomisk uafhængighed, men også skabte spændinger i forhold til hans rolle som fagforeningsmand.
Politisk virke Sigvald Olsen var medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og af Social-Demokratens kontrolkomité. Fra 1898 og frem til sin død fungerede han som partiets næstformand og repræsenterede partiet ved en lang række møder og kongresser i ind- og udland.
I 1892 opstillede han som folketingskandidat i Odensekredsen, men tabte stort til højremanden Emil Christiansen. Efter valgkredsomlægningen blev han i 1895 valgt i Københavns 11. kreds på Nørrebro, en kreds han beholdt frem til sin død. I Folketinget var han medlem af en lang række udvalg og kommissioner og var i en årrække Socialdemokratiets ordfører i told- og skattespørgsmål, indtil han blev afløst af F.J. Borgbjerg.
Hans erfaring som tillidsmand i tobaksindustrien gjorde ham særlig opmærksom på toldpolitikkens erhvervsmæssige virkninger, og han indtog en frihandelspolitisk holdning med væsentlige modifikationer. Han fungerede desuden som ordfører i sager om blandt andet toldlove, ølskat, margarinelovgivning, lønningslove, hemmelig afstemning, ægteskabets indgåelse og salget af De Vestindiske Øer. I sine sidste leveår, mens Thorvald Stauning var minister, var han gruppeformand og politisk ordfører for partiet.
Selv om Olsen var påvirket af Ferdinand Lassalles ideer og var medstifter af Arbejdernes Fællesbageri i 1886, forholdt han sig længe skeptisk over for kooperative foretagenders betydning. På partikongressen i 1898 manede han til forsigtighed på dette område.
I 1902 var han dog med til at oprette arbejdernes bryggeri Stjernen og blev valgt som bryggeriets bestyrer. Efter en længere intern debat i arbejderbevægelsen, særligt efter et indlæg af F.J. Borgbjerg på partikongressen i 1908, ændrede holdningen sig gradvist, også for Olsens vedkommende. Med stor energi og organisatorisk dygtighed bidrog han til at opbygge bryggeriet gennem dets første vanskelige år. Senere indgik han i ledelsen af Arbejdernes Livsforsikringsselskab og af Arbejdernes Landsbank, som blev oprettet kort før hans død.
Noter
Referencer
Kategori:Personer fra København Kategori:Fagforeningsfolk fra Danmark Kategori:Folketingsmedlemmer i 1890'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1900'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1910'erne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne Kategori:Chefredaktører fra Danmark