Trørødskolen (undertiden Trørød Skole) er en kommunal folkeskole i byområdet Trørød i Rudersdal Kommune, nord for København. Med sine omtrent 1.044 elever og et grundareal på ca. 85.000 kvadratmeter er Trørødskolen den største blandt kommunens 12 grundskoler; i 2024 lå den blandt landets største målt på elevtal. Skolen beskæftiger ca. 150 ansatte.
Skolegang i Trørødområdet kan spores tilbage til 1721, da prinsesse Sophie Hedevig oprettede skoler på Dronninggårds gods og udstedte en skolefundats. Den nuværende skole blev planlagt i 1969 som led i en kommunal kapacitetsudvidelse og udsprang af Rundforbiskolen. Byggeriet blev igangsat i 1970 af Søllerød Kommune, de første elever begyndte i 1971, og skolekomplekset stod færdigt i 1975. I 1988 blev Gl. Holte Skole nedlagt, og ca. 200 elever blev overflyttet til Trørødskolen.
Skolen rummer bl.a. svømmehal og idrætsfaciliteter, og svømmebassinet benyttes også af andre skoler og offentligheden. På skolen findes endvidere en kommunal tandklinik (som også dækker Vedbæk Skole), og dele af kælderarealerne er indrettet som beskyttelsesrum med en officiel kapacitet på op til ca. 600 personer. Dele af de dybe kældre fungerede endvidere indtil 1994 som materialedepot for Sektorkommandocentral Søllerød (SSØ). Skolen er også afstemningssted ved diverse valg for områderne Gl. Holte og Trørød.
Baggrund og skolegang i Trørødområdet før 1971 Der fandtes tidligt skolevæsen i Trørød-området. I 1721 etablerede prinsesse Sophie Hedevig, søster til Frederik 4., skoler på godset Dronninggård, herunder i Trørød, Nærum og Søllerød/Øverød, og udstedte 5. april 1721 en skolefundats for deres virke. Prinsesseskolen i Trørød var indrettet i et gadehus (tidligere bønderskole). Den brændte i 1781 og blev flyttet til gården Lindevangen.
I 1823 opførtes en ny skole ved Kohavevej, som blev overført fra staten til Søllerød Sogn. Skolens elevtal voksede markant: 30 elever i 1803, 68 i 1821 og 110 i 1828.
Befolkningsvæksten i Søllerød Kommune i slutningen af 1800-tallet medførte en omorganisering af skolegangen. Sognerådet besluttede i 1898 at opføre tre nye skoler i overensstemmelse med skoleloven af 1899. Trørød skole blev nedlagt og solgt i 1901; de yngste elever overførtes til Pogeskolen (forskole) i Gl. Holte, mens de ældre midlertidigt flyttedes til den nye skole i Nærum (taget i brug 1901). Efterfølgende blev der opført nye skoler i Øverød (1902) og Vedbæk (1903). Trørød-eleverne blev flyttet fra Nærum til Vedbæk, og i 1923 videre til den nye skole i Gl. Holte. I 1956 tog Rundforbiskolen imod elever fra Gl. Holte Skole, herunder især fra Trørødområdet øst for Helsingørmotorvejen.
Fra slutningen af 1950'erne udarbejdede Søllerød Kommune prognoser for befolkningsudviklingen, som førte til både udbygninger og nybyggeri. Rundforbiskolen blev etableret som aflastning af Gl. Holte Skole, og Vangeboskolen blev taget i brug i 1960 som aflastning af Nærumgårdskolen og Øverød Skole. Yderligere udvidelser gennemførtes i 1960'erne, og Skovlyskolen blev planlagt som aflastning af Øverød Skole.
På baggrund af et kraftigt stigende børnetal i Nærum- og Vedbækområdet indledtes i 1969 planlægningen af en ny skole, “Nordøstskolen”, der hurtigt fik navnet Trørødskolen. Initiativet blev bl.a. drevet af den konstituerede skoledirektør Hans Holm og kommunalbestyrelsesmedlem F.K. Sylvestersen (formand for skoleudvalget og skolekommissionen). Den nye skole var tiltænkt som aflastning af Nærum Skole og Rundforbiskolen.
Planlægning og skolebyggeri thumb|Luftfoto af Trørødskolen i 1997. Skolens areal blev udstykket fra Holtegårds jordtilliggende, som indledningsvist skulle fredes, men som blev udlagt i offentlige formål på Socialdemokratiets foranledning. Den østlige del af disse blev til Trørødskolen, hvorimod den vestlige del blev bebygget med Gassehaven og med ældreboligerne ved Holtegårdsvej.
Trørødskolen blev planlagt i 1969 i Søllerød Kommune som svar på stigende børnetal og kapacitetsmangel (bl.a. otte manglende undervisningslokaler på Rundforbiskolen), under ledelse af skoledirektør H. Holm og skoleudvalgsformand F.K. Sylvestersen. Skolen blev dimensioneret som en tresporet skole med bl.a. 2 børnehaveklasser, 21 normalklasser, dobbelt idrætshal og svømmehal.
Trørødskolens opførelse vakte landsdækkende opmærksomhed i begyndelsen af 1970'erne, især fordi den blev omtalt som datidens dyreste kommuneskole med en samlet anlægssum på ca. 59 mio. kr. Arkitekt C.J. Nørgaard Pedersen (Hougaard Nielsen & Nørgaard Pedersen) forklarede i 1973 prisniveauet med bl.a. store grundudgifter, eftersom arealet ikke oprindeligt var udlagt til skoleformål, høje funktionskrav samt betydelige fælles- og specialfaciliteter, herunder mediatek (ca. 385 m²), kantine/elevstue (ca. 450 m²), udvidede klasselokaler (fra ca. 60 til 75 m²), svømmehal (ca. 1.100 m²) samt forældrefaciliteter (ca. 390 m²); speciallokaler udgjorde i alt ca. 28 % af det bebyggede areal. Skolens planprincip, med opdeling i aldersafsnit (“små skoler i skolen”) og fokus på korte færdselsveje, blev samtidig fremhævet som forbillede og indgik som inspiration i andre kommuners skolebyggeri, heriblandt en ny skole i Jyderup, Tornved Kommune. Hovedentreprenøren var Rasmussen & Schiøtz. Tidsplanen sigtede mod ibrugtagning i august 1971, men blev forsinket; fløj A og B blev taget i brug 9. august 1971, og etaper fortsatte ind i 1973.
Uheld og byggeskandaler Skolen var tidligt ramt af en række uheld og skandaler. Eksempelvis gik en elev på den allerførste skoledag ved en fejltagelse igennem en glasvæg til en atriumgård. Natten til den 27. november 1972 udbrød der en voldsom brand i et klasseværelse på skolen. Et klasselokale blev komplet udbrændt, mens flere tilstødende fællesarealer blev alvorligt beskadiget. Søllerød Brandvæsen slukkede efter en sej kamp ilden. Teknologisk Institut blev tilkaldt for at analysere årsagen. Det blev senere fastslået at branden skyldtes en glemt kogeplade.
Den 2. maj 1973 nedstyrtede ca. 25 kvadratmeter loft i en mellemgang på skolen, netop som en del af skolens elever var til eksamen i dansk stil. Nedstyrtningen skete desuden blot 5 minutter inden spisefrikvarteret, hvor gangen ville hæve været fyldt af elever. Årsagen til uheldet var, at en underentreprenør i strid med bygningsbeskrivelsen havde anvendt for korte søm til fastgørelsen af underlofterne, der bestod af lette trækonstruktioner. Rasmussen & Schiøtz havde forsømt sin overordnede tilsynspligt, erkendte direktør Carl. Chr. Hviid. Borgmester i Søllerød Kommune, Erik Øigaard (C), krævede en rapport om hele byggeriet, og udtalte at der var tale om "håndværkersjusk og dårligt tilsyn". Skolen var stadig under delvis opførelse, og omtrent 6.000 kvadratmeter loftplader måtte udskiftes. Alle elever blev sendt hjem, og hovedentreprenøren erstattede for egen regning alle sømmene.
I december 1976 blev alle skolens 800 elever tilsvarende sendt hjem af skolebestyrelsen, efter en bygningsinspektion havde vist at nogle meget store tagvinduer kunne risikere at falde ned.
Senere historie thumb|350x350px|Luftfoto af Trørødskolen, 2002. Forfatteren og maleren Finn Gerdes har haft udstillinger på Trørødskolen. Billedhuggeren Poul Isbak udfærdigede i 1983 en stenskulptur, som er placeret ved skolens hovedindgang.
I 1985 blev Trørødskolen en del af IBMs forsøgsordning INFA ("informatik i skolens fag"), faciliteret gennem DLH (Danmarks Lærerhøjskole), hvor en række computere blev stillet til rådighed til undervisning for i alt 4 skoler.
I efteråret 1989 blev der opført et jernalderhus efter forbillede fra det historisk-arkæologiske forsøgscenter i Lejre. Projektet blev iværksat på initiativ af lærer Niels Aage Christensen og stod færdigt i foråret 1990. I 1996 henviste Undervisningsministeriet den schweiziske tv-station til projektet i forbindelse med produktionen af en udsendelse. Københavns Universitet har også været tilknyttet Jernalderhuset.
I december 1991 afholdte Skolepsykologernes Landsforening en kongres om forebyggelse på Trørødskolen.
Mellem 1996 og 2004 havde Trørødskolen en afdeling med selvstændig lærerstab på Mariehøj Centret for 10. klasser.
Den 9. februar 2011 dræbte Morten Skipper-Pedersen sine tre børn hhv. 10, 8 og 2 år i sin lejebolig i Birkerød. De to ældste var skoleelever på Trørødskolen.
Siden 2009 har skolen haft en venskabsskole i Nagano, Japan, og de udveksler skiftevis elever.
Kobbertag og tyveri Skolens tagkonstruktion er belagt med kobberplader, og i sommeren 2012 blev ca. 800 meter af denne taginddækning stjålet. Samlet vejede tyvekosterne lidt under et ton, og blev værdisat til ca. 35.000 kr. Et par måneder efter, i september, blev skolen igen udsat for kobbertyveri. Denne gang slap tyvene afsted med over 2 ton. Kobberpladerne blev fundet tre dage efter tyveriet på en skrotlastbil, der var på vej til Sverige med færgen. Den ungarske chauffør oplyste, at han havde købt alt skrottet hos en forhandler i Helsingør. I en efterfølgende stor hælerisag indbragt af Nordsjællands Politi for Retten i Lyngby i 2013, kom det frem at tyvene, to mænd på 33 og 29 år fra København, havde solgt ca. 1,2 ton af kobberen videre til skrotvirksomheden Helsingør Jern og Metal for knap 40.000 kr. Den 33-årige tiltalte tilstod at have solgt halvdelen af taget, og Trørødskolen forlangte erstatning for ca. 144.000 kroner i forbindelse med udgifterne til anlæggelsen af et nyt tag. Mændende blev idømt hhv. 4 og 8 måneders fængsel. Et lignende tyveri skete i 2014, hvor 400 meter kobberplader blev stjålet, og det blev besluttet at erstatte tagkonstruktionen med plader bestående af blik.
Bygninger, arkitektur og bevaringsværdi thumb|350x350px|Trørødskolens hovedindang. I 2020 blev ejendomsværdien anslået til 121.000.000 kr., og grundværdien 51.020.400 kr.
Originalbygningen Grundbygningen er på 13.050 kvadratmeter fordelt på 111 værelser og 70 vandskyllende toiletter. Derudover findes et sundhedshus på 137 kvadratmeter. Ved pedelboligen findes en transformerstation. To tidligere olietanke med mineralske olieprodukter fra 1971 er sidenhen blevet afblændet.
I Slots- og Kulturstyrelsens SAVE-undersøgelse fra 1992 er skolens oprindelige bygning tildelt bevaringsværdi 4 (middel), hvor især originalitetsværdi er høj. Den beskrives bl.a. som besiddende en "klar hovedplan, konsekvent materialebrug + konstruktion", samt som en "god skole (lidt for stor) fra 70-erne", men hvor "gode gårdrum [ikke] udnyttes".
Bygningen er karakteriseret ved en enkel plan uden markant facadeorientering, mens materialeholdningen domineres af murværk (tegl, kalksandsten, cementsten) og tagdækning af tagpap. I de arkitektoniske registreringer fremhæves desuden tagudhæng med synlige spær samt partier med glasfacade.
Sikringsrum og koldkrigsdepot En del af skolens dybe kældre er indrettet som sikringsrum, der officielt har plads til op imod 600 personer. Dette antal personpladser i bygningens sikringsrum indgår i civilforsvarets beredskabsplaner. Skolen fungerede også som deponeringssted for diverse materiale til "udbedring og afhjælpende foranstaltninger" for Sektorkommandocentral Søllerød (SSØ), som ved aktivering skulle samles i bunkeren under Ny Holte Skole opført i 1954 under den kolde krig. Kommandocentralen blev nedlagt i 1994, og søllerødsektoren skulle fra da af styres fra Kommandocentral Afsnit Nord (ANO), med en ny bunker i Lyngby, som var blevet bygget i starten af 1980’erne.
Nyere byggerier I 2001 blev tre nye bygninger bygget mod skolegrundens sydvendte arealer, og er på i alt 2271 kvadratmeter. Disse SFO-bygninger (skolefritidshjem), blev navngivet Asgård, Midgård og Udgård efter nordisk mytologi, og udgør indskolingsområdet. Skolebygningerne stod færdige i 2002, og har fået tildelt højere bevaringsværdi (3; høj) end den originale, bl.a. fordi de besidder en "god tidssvarende arkitektur", med særlig høj originalitets- og tilstandsværdi, men lav miljømæssig værdi, ifølge vurderingen.