Orkneyøerne er en øgruppe nord for det skotske fastland, der har været beboet af mennesker i omkring 8.800 år. Der er rige spor af mesolitiske og neolitiske bosættelser, herunder nogle af Europas bedst bevarede forhistoriske strukturer som Skara Brae, Maeshowe og Ring of Brodgar.
Gennem jernalderen og den tidlige middelalder udviklede øerne en særpræget norrøn kultur, præget af vikingeindtog, jarledømmer og det lokale sprog Norn. Fra Vikingernes indtog til slutningena f 1400-tallet var Orkneyøerne, ligesom Shetlandsøerne under norsk styre. Herefter kom Orkneyøerne under skotsk kontrol, men bevarede mange norrøne træk i lov, kultur og stednavne.
I 1900-tallet spillede øgruppen en strategisk rolle som britisk flådebase i begge verdenskrige, særligt ved Scapa Flow. I dag er Orkney kendt for sin rige arkæologi, særprægede natur, blandede skotsk-norrøne kulturarv og aktive lokalsamfund.
Orkneyøernes forhistorie
thumb|280px|right|Neolitiske boliger ved Skara Brae, Orkneyøerne.
Som med forhistorisk Skotland generelt fulgte jæger-samlere den langsomme tilbagetrækning af istids-gletsjere. Den hurtige spredning af neolitisk kultur op gennem de vestlige søveje bragte snart tidlige landbrugssamfund og megalitkultur. Den udbredte brug af lokal sandsten, som findes naturligt opsplittet i praktiske byggesten langs kysten, bevarede talrige strukturer fra denne periode, herunder forhistoriske landsbyer, brocher, souterrain-anlæg, kammergrave og bautasten.
Det ældste stående stenhus i Nordeuropa (bebygget fra 3500 f.v.t. til 3100 f.v.t. findes ved Knap of Howar på øen Papa Westray, med mure bevaret til lav taghøjde og steninventar, der stadig ser brugbart ud. Fint fremstillet og dekoreret Unstan ware-keramik knytter beboerne til nærliggende kammergrave. Ved Skara Brae på Mainland forbinder passager lignende huse til en samlet landsby, dateret til omkring 3000 f.v.t. til 2500 f.v.t. Keramik fundet her er af grooved ware-typen, som også blev fundet ved Standing Stones of Stenness, tæt på den enestående Maeshowe passagegrav af omtrent samme alder.
Den nærliggende Ring of Brodgar — en kreds af rejste sten — var en af de første, som professor Alexander Thom analyserede for at fastslå sandsynlig brug af stående sten som astronomiske observatorier. En anden neolitisk landsby er fundet i nærheden ved Barnhouse Settlement.
Orkneyøernes broch-tårne forekommer på flere af øerne. Mange af disse strukturer, såsom Burroughston Broch på Shapinsay, er isolerede befæstede huse. Andre, såsom Broch of Gurness, er omgivet af talrige andre boliger og tilhørende bygninger. I mange tilfælde er brocherne også omgivet af avancerede grøft- og voldanlæg. Både Burroughston BrochC. Michael Hogan, Burroughston Broch, The Megalithic Portal, ed. Andy Burnham, Oct. 7, 2007 og Broch of Gurness har interessante vagtrum inden i deres tykke tørstensmure til overvågning af de enlige indgangspassager.
Jernalderen thumb|Broch of Gurness.
Jernalderen bragte imponerende "broch-tårne" eller rundtårne samt "weems" eller underjordiske huse. De redskaber, der har overlevet, er primitive og omfatter kværnsten (til at male korn), stentrisser og kamme af ben, som blev brugt i primitive former for vævning, samt eksempler på simpel keramik. Der vides kun lidt om kulturen og sproget hos de tidlige indbyggere. Kun to sprog findes i det præ-norrøne Orkney, oldgælisk (oldirsk) og latin.
Romerne kendte til (og sandsynligvis omsejlede) Orkneyøerne, som de kaldte "Orcades", et navn der formodes at være brytonisk keltisk. En “konge af Orcades” var en af de 11 herskere, der siges at have betalt tribut til Claudius efter hans invasion af Britannien i år 43 e.v.t. Kilder fra 300- og 400-tallet inkluderer endda øerne i en romersk provins.Orcades/Orkney: the 6th roman province in Britannia Arkæologiske fund tyder på, at romerne kun handlede med beboerne, måske gennem mellemled; der er ikke fundet tegn på egentlig besættelse. Men ifølge forskere som Montesanti “kan Orkney have været et af de områder, der antyder direkte administration af romerske prokuratorer, i det mindste i en meget kort periode”.
Tidlig middelalder Pikterne genvandt magten, indtil de blev fordrevet af nordboerne i 800-tallet, med mulig undtagelse af en kort periode i begyndelsen af 500-tallet, hvor Dál Riata-gæler muligvis etablerede fodfæste på øerne, efterfulgt af keltiske missionærer omkring år 565. De var tilhængere af Sankt Columba, og deres bestræbelser på at omvende befolkningen til kristendommen synes at have gjort et stærkt indtryk i folkelig overlevering, for navnet på flere øer bærer betegnelsen "Papa" til minde om disse eremitter.Anderson, Joseph (Ed.) (1893) Introduction to Orkneyinga Saga. Translated by Jón A. Hjaltalin & Gilbert Goudie. Edinburgh. James Thin and Mercat Press (1990 reprint).
Norsk styre
thumb|Vikingegrav fra Orkneyøerne rekonstrueret i National Museum of Scotland.
Efter at vikingerne havde gjort øerne til hovedkvarter for deres aggressive togter (udført lige gerne mod deres eget Norge som mod Skotlands kyster og øer), underlagde Harald Hårfagre dem i 875 og annekterede både Orkney- og Shetlandsøerne til Norge. De forblev under norske jarlers styre indtil 1231, da jarlslægten uddøde. I det år blev jarledømmet Caithness givet til Magnus, anden søn af greven af Angus, som Norges konge tilsyneladende stadfæstede i titlen. Nyere studier inden for populationsgenetik viser en betydelig procentdel af nordisk etnisk arv — op til en tredjedel af Y-kromosomerne på øerne stammer fra vestnorsk afstamning, i modsætning til Shetlandsøerne, hvor over halvdelen af de mandlige linjer er af norsk oprindelse.
Som jarler af Orkneyøerne: Ragnvald Eysteinsson, død. ca. 890 Torf-Einarr, død. ca. 910 Thorfinn Torf-Einarsson, død. ca. 963 Haakon Paulsson, 1105–1123 Sankt Magnus, 1106–1117
Der findes en legende om, at Henry Sinclair, 1. jarl af Orkney muligvis sejlede til Newfoundland i 1398 og vendte tilbage i 1400.
En strid om Hebriderne igangsatte den skotsk-norske krig, der blev afsluttet med Perth-traktaten i 1266, hvor Norges overherredømme over Orkneyøerne og Shetlandsøerne blev bekræftet.
Skotlands annektering I 1468 blev Orkney- og Shetlandsøerne pantsat af Christian 1. af Danmark, i sin egenskab af konge af Norge, som betaling for medgiften til hans datter Margaret, der var trolovet med James 3. af Skotland. Da pengene aldrig blev betalt, har deres tilknytning til den skotske krone været permanent.Acquisition of Orkney and Shetland 1468-9 I 1471 skænkede James slottet og jorderne ved Ravenscraig i Fife til William, jarl af Orkney, i bytte for alle hans rettigheder til jarledømmet Orkney, som ved en lov vedtaget af parlamentet den 20. februar 1472 blev lagt ind under den skotske krone.
Det sidste egentlige slag, der fandt sted på Orkneyøernes jord — slaget ved Summerdale — blev udkæmpet i 1529 mellem Sinclair-slægten på Orkney og Sinclair-slægten i Caithness.
I 1564 blev Robert Stewart, uægte søn af James 5. af Skotland, som havde besøgt Kirkwall 24 år tidligere, udnævnt til sheriff over Orkney og Shetland og fik overdraget besiddelsen af udallernes ejendomme; i 1581 blev han skabt jarl af Orkney af James 6., og chartret blev ti år senere stadfæstet til hans søn Patrick. Efter Patricks henrettelse i 1614 blev jarldømmet dog igen lagt ind under kronen.Chisholm, Hugh, ed. (1911). "Orkney Islands" . Encyclopædia Britannica. Vol. 20 (11th ed.). Cambridge University Press. pp. 279–281, see page 281. History.—The Orkneys were....
Øerne fungerede som samlingspunkt for Marquess af Montroses ekspedition i 1650, som endte med hans tilfangetagelse og død. Cromwell blev i 1650 den sidste, der angreb øerne som fremmed erobringsstyrke før unionen mellem Skotland og England. Under the Protectorate blev øerne besøgt af en afdeling af Cromwells tropper, som angreb forskellige steder med hans engelske flåde og rundhovedernes hær. Sympatiske skribenter hævder, at han indførte øboerne i forskellige industrielle teknikker og nye metoder i landbruget.Re: St Magnus Cathedral..... "During Oliver Cromwell's siege of the cathedral in 1651, the building was damaged and then suffered for a time when it was used by Cromwell's Roundheads as a barracks and stable for their horses." http://www.orkneyjar.com/history/stmagnus/magcath.htm
I 1707 blev øerne tildelt jarl af Morton i pant, indløseligt af kronen ved betaling af 30.000 pund og underlagt en årlig feu-afgift på 500 pund; men i 1766 blev hans godser solgt til Sir Lawrence Dundas, forfader til jarls af Zetland.
Religion I de tidlige tider bestridte både ærkebiskoppen af Hamburg og ærkebispen af York nordmændenes kirkelige jurisdiktion over Orkneyøerne og retten til at konsekrere biskopper; men i sidste ende fortsatte de norske biskopper, hvoraf den første var Vilhelm den gamle (konsekreret i 1102), den kanoniske succession. Stolen stod ledig fra 1580 til 1606 og fra 1638 til Restaurationen , og efter tiltrædelsen af Vilhelm 3. blev episkopatiet endeligt afskaffet (1697), selv om mange af præsterne nægtede at konformere sig.
Reformationen slog fuldt igennem på Orkneyøerne, men hvor Norge blev luthersk, blev Orkneyøerne — ligesom Shetlandsøerne — presbyteriansk (Church of Scotland), da øerne allerede stod under skotsk styre.
Orkneyøernes topografi er helt igennem norrøn, og det norrøne sprog, som udviklede sig til det lokale norn, blev til sidst udslukt af den konstante tilstrømning af bosættere fra Skotland, men overlevede indtil slutningen af 1700-tallet. Læsere af Scotts The Pirate vil huske den åbne foragt, som Magnus Troil udtrykte for skotterne, og hans meninger afspejler sandsynligvis ganske nøje den generelle norrøne holdning til emnet. Da øerne blev givet som sikkerhed for prinsessens medgift, synes der at være grund til at tro, at det var hensigten at indløse pantet, da det blev fastsat, at det norrøne styresystem og Sankt Olavs lov fortsat skulle overholdes på Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Dermed levede udal-successionen og jordbesiddelsessystemet (det vil sige absolut selvejerskab i modsætning til feudalt len) videre i nogen grad, og de tilbageværende udallere beholdt deres jord og overførte den uden skriftligt skøde.
1900-tallet Øerne ligger samlet omkring den enorme dybvandsankerplads Scapa Flow som en beskyttende hånd, og både under første verdenskrig og anden verdenskrig havde Royal Navy en stor base dér, hvilket gjorde det muligt at imødegå ethvert forsøg fra tyske krigsskibe på at trænge ud i Atlanterhavet via Nordsøen og Norskehavet. Efter våbenstilstanden i 1918 blev hele den tyske højsøflåde overført til Scapa Flow, mens der skulle træffes beslutning om dens fremtid; imidlertid åbnede de tyske søfolk søventilerne og sænkede alle skibene. De fleste skibe blev bjærget, men de resterende vrag er i dag et yndet mål for sportsdykkere.
Anden verdenskrig En måned inde i anden verdenskrig blev Royal Navy-slagskibet HMS Royal Oak sænket af en tysk ubåd i Scapa Flow, med tabet af 835 menneskeliv. Tyskerne havde fundet en lille åbning i den ellers stærkt bevogtede bugt. Som følge heraf blev der bygget spærringer, kaldet “the Churchill Barriers”, fortrinsvis opført af italienske krigsfanger, for at lukke de fleste af adgangskanalerne. Disse havde den ekstra fordel, at de skabte dæmninger, hvorved rejsende kan færdes fra ø til ø ad vej i stedet for at være afhængige af både. Under anden Vverdenskrig blev italienske krigsfanger interneret på Mainland; de improviserede et kapel med udsmykket arkitektur lavet af bølgeblik og andre enkle materialer, som nu er en turistattraktion. Scapa Flow-basen blev lukket i 1956.James Miller, The North Atlantic Front: Orkney, Shetland, Faroe and Iceland at War (2004)
Nyere tid