Niels Jørgen Haagerup (født 21. oktober 1925 i Nørre Aaby, død 29. juni 1986) var en dansk journalist, forfatter og politiker for. Han var kendt som en markant stemme i dansk og europæisk sikkerhedspolitik og som medlem af Europa-Parlamentet for Venstre fra 1979 til 1984.
Biografi Som gymnasiast ved Aarhus Katedralskole deltog Haagerup i illegal bladvirksomhed under besættelsen. Efter studentereksamen i 1944 blev han journalistelev på venstrebladet Aarhus Amtstidende, men måtte gå under jorden og opholdt sig en tid på Askov Højskole. Besættelsestiden blev for ham en grundlæggende erfaring, der førte til en livslang overbevisning om nødvendigheden af at begrænse national suverænitet til fordel for overnationale ordninger, der kunne sikre mellemfolkelig frihed og stabilitet.
Efter befrielsen i 1945 vendte Haagerup tilbage til Aarhus Amtstidende, hvor han var ansat til 1958. I perioden 1948–1952 studerede han jura og historie ved Aarhus Universitet, som i 1953 ansatte ham som videnskabelig assistent på deltid. Under et ophold i USA 1952–1953 tog han en mastergrad fra Fletcher School of Law and Diplomacy i Massachusetts.
I 1956 udgav han bogen De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, der byggede på forskningsarbejde under professor Max Sørensen. Sikkerhedspolitiske spørgsmål optog ham i stigende grad, og i 1958 blev han presseofficer ved NATO’s nordkommando med base i København.
I 1963 vendte Haagerup tilbage til dagbladsverdenen, først som kommentator ved Information i samarbejde med den udenrigspolitiske chefredaktør Erik Seidenfaden, og fra 1965 som Berlingske Tidendes Paris-korrespondent. I 1968 blev han lederskribent på Berlingske Tidende med speciale i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Haagerup var fra begyndelsen en erklæret tilhænger af dansk medlemskab af de Europæiske Fællesskaber, og i 1979 blev han valgt til Europa-Parlamentet for Venstre. Her blev han i 1981 1. næstformand for det politiske udvalg. Han var ordfører for en betænkning om europæisk sikkerhed, der blev vedtaget i 1983. Han genopstillede ikke ved Europa-Parlamentsvalget i 1984.
Siden 1960'erne var Haagerup en fremtrædende skikkelse i den sikkerhedspolitiske debat. I 1961 stiftede han den danske sikkerhedspolitiske studiegruppe, og i 1963 blev han medlem af Instituttet for strategiske studier i London, hvor han fra 1975 var dansk medlem af styrelsen. Han var desuden fast forelæser ved Royal College of Defence Studies i London og NATO Defense College i Rom.
Fra 1968 til 1975 redigerede han det udenrigspolitiske tidsskrift Fremtiden. Han var en efterspurgt foredragsholder og kendt for at argumentere energisk og kontant for sine synspunkter. I 1977 blev han sekretær og daglig leder af Dansk Udenrigspolitisk Institut, og fra 1. december 1984 tillige direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab.
Referencer
Kategori:Personer fra Nørre Aaby Kategori:Studenter fra Aarhus Katedralskole Kategori:Journalister fra Danmark Kategori:Politikere fra Venstre Kategori:Forfattere fra Danmark Kategori:Medlemmer af Europa-Parlamentet fra Danmark 1979-1984 Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon