Artemisia Gentileschi (født 8. juli 1593 i Rom, død e. 1654 i Napoli) var en italiensk maler fra barokken. Hun skildrede historiske og mytologiske personer og scener, ofte med sig selv som model. Allerede da hun var først i tyverne, var Gentileschi en etableret kunstner med sit eget værksted og flere ansatte."Gentileschi". The American Heritage Dictionary of the English Language (5th ed.). HarperCollins. hentet 31 May 2019 Gentileschi flytter igennem årene lokalitet flere gange, nok i forfølgelse af givtige opgaver.
Gentileschi uddannede sig hos sin far, , og virkede i begyndelsen som assistent for ham. Under en periode omkring 1640 samarbejdede de også ved den engelske kong Karl 1.'s hof i forbindelse med loftsudsmykningen til Queen's House i Greenwich. Hendes opholdssted i de følgende år er ukendt, men hun dukker op igen i Napoli i løbet af 1649. Hendes sidste kendte brev til en af hendes mentorer er dateret til 1650, og det indikerer, at hun stadig arbejdede som kunstner. Hendes dødstidspunkt er omdiskuteret, men hendes sidste kendte bestilling var i januar 1654.Harris, Ann Sutherland, & Mann, Judith (2003). "Gentileschi, Artemisia". Grove Art Online
Artemisia Gentileschi betragtes som en af de dygtigste kunstnere i det 17. århundrede og arbejdede oprindeligt inspireret af Caravaggios stil.
Gentileschi var kendt for at kunne skildre kvindefiguren med stor naturalisme, og for sin evne til at bruge farve til at udtrykke rum og drama."... Kendetegnende er også hendes stærke realisme og skarpe konkrast mellem lys og skygge inspireret af Michelangelo Merisi da Caravaggio. ..." – af Lene Bilgrav-Nielsen
I hendes tid, hvor kvinder havde få muligheder for at forfølge kunstnerisk uddannelse eller arbejde som professionelle kunstnere, var Gentileschi den første kvinde, der blev medlem af Accademia di Arte del Disegno i Firenze, og hun havde et internationalt klientel.Gunnell, Barbara (4 July 1993), "The rape of Artemisia", The Independent, archived from the original on 28 December 2014Bissell (1999), p. 42
Hendes værker findes på kunstmuseer rundtomkring i verden, og i 2025 erhvervede Nivaagaards Malerisamling, som det første danske kunstmuseum, et værk af Artemisia Gentileschi til deres samling, maleriet Susanna og de Ældste(1644-1649). Motivet med den gudfrygtige Susanna, der belures af to mænd i badet, stammer fra Apokryferne (et tillæg til Daniels Bog i Det Gamle Testamente). De to mænd kræver samleje med Susanna, og da hun afviser dem, beskylder de hende for utroskab, og hun dømmes til døden. Imidlertid ser profeten Daniel, at hun er uskyldig. Da mændene afhøres hver for sig, står det klart, at de har vidnet falsk, og de bliver henrettet.
I mange år blev Gentileschi kunsthistorisk betragtet som en kuriositet, men hendes liv og kunst er blevet genopdaget af forskere i det 20. og 21. århundrede, hvor anerkendelsen af hendes talenter vises gennem store udstillinger på internationalt anerkendte kunstinstitutioner, såsom National Gallery i London."Gentileschi". Merriam-Webster.com Dictionary. Merriam-Webster. OCLC 1032680871
Opvækst og tidlige liv Artemisia Lomi Gentileschi blev født i Rom den 8. juli 1593, selvom hendes fødselsattest fra Archivio di Stato angiver, at hun blev født i 1590. Hun var det ældste barn af Prudenzia di Ottaviano Montoni og den toscanske maler Orazio Gentileschi fra Pisa.
Gentileschi blev døbt to dage efter sin fødsel i kirken og blev efter sin mors død i 1605 primært opdraget af sin far. Det var sandsynligvis på dette tidspunkt, at Gentileschi begyndte at male. Gentileschi blev introduceret til maleri i sin fars værksted og udviste langt mere entusiasme og talent end sine brødre, der arbejdede sammen med hende. Artemisia Gentileschi producerede professionelle værker i en alder af 15 år.Garrard (1989), p. 13.
Hendes tidligste bevarede værk, færdiggjort som 17-årig, er Susanna og de Ældste (1610, Schönborn-samlingen i ). I maleriet ser man, hvordan Gentileschi indføjer Caravaggios realisme og effekter, uden at tilsidesætte Annibale Carraccis klassicisme og den bolognesiske barokskole.
I 1612, omkring 19 år gammel, var Gentileschi kendt for sine eksemplariske talenter, og hendes far pralede af, at Gentileschi, på trods af kun at have praktiseret maleri i tre år, var uovertruffen.
Kunstnerisk praksis I denne tidlige periode af sit liv fandt Gentileschi inspiration i sin fars malestil, som var stærkt påvirket af Caravaggios værker. Gentileschis tilgang til motiver var dog anderledes end hendes fars, idet hun havde en meget naturalistisk tilgang i forhold til sin fars forholdsvis idealiserede værker.
Mange af Gentileschis malerier forestiller kvinder fra myter, allegorier og Bibelen, herunder ofre, selvmordere og krigere. Nogle af hendes mest kendte motiver er Susanna og de Ældste (især versionen fra 1610 i Schloss Weißenstein, Pommersfelden ), Judith, der dræber Holofernes (hendes version fra 1614-1620 findes i Uffizi-galleriet) og Judith og hendes tjenestepige (hendes værk fra 1625 findes på ).
Artemisia Gentileschis uddannelse i sin fars værksted afspejler den typiske struktur for kunstnerisk uddannelse i det tidlige 17. århundredes Italien. På dette tidspunkt blev de fleste kunstnere uddannet gennem lærepladser i maleværksteder, men kvinder fik sjældent lov til at gå i formelle lærepladser eller blive medlem af professionelle laug. Som følge heraf lærte kvindelige kunstnere ofte malefærdigheder gennem familiemedlemmer, der allerede var etablerede i faget. Kunsthistorikeren bemærker, at Gentileschi udviklede tekniske færdigheder i en tidlig alder og var i stand til at arbejde selvstændigt, mens hun stadig boede i sin fars husstand. Selvom denne form for uddannelse gav værdifuld erfaring, fortsatte sociale og institutionelle barrierer på den tid med at begrænse kvinders deltagelse i den professionelle kunstverden.
Gentileschis optagelse på Accademia delle Arti del Disegno markerede en vigtig institutionel præstation, da kvinder sjældent blev tildelt medlemskab af kunstneriske akademier i det tidligmoderne Italien. Kunsthistorikeren Mary Garrard bemærker, at sådanne institutioner spillede en central rolle i at definere professionel kunstnerisk status og typisk var struktureret omkring mandlig deltagelse. Hendes medlemskab afspejler derfor både hendes tekniske færdigheder og den exceptionelle karakter af hendes professionelle anerkendelse inden for et ellers kønsbegrænset kunstnerisk system. Hun opretholdt gode forbindelser med de mest respekterede kunstnere i sin tid, såsom Cristofano Allori, og var i stand til at opnå gunst og beskyttelse fra indflydelsesrige personer, startende med , storhertug af Toscana, og især storhertuginden Christina af Lothringen. Hendes bekendtskab med Galileo Galilei, hvilket fremgår af et brev, hun skrev til videnskabsmanden i 1635, ser ud til at stamme fra hendes florentinske år; det kan faktisk have stimuleret hendes skildring af kompasset i Hældningsallegorien.
Voldtægten og retssagen Hendes præstationer som kunstner var kunsthistorisk længe overskygget af historien om, at hun ca. 18 år gammel blev voldtaget af en af faderen Orazio´s malerkollegaer , og at hun blev tortureret for at afgive vidneudsagn under den efterfølgende retssag.
Som det var typisk for tiden, var hovedproblemet i retssagen egentlig det faktum, at Tassi havde krænket Gentileschi-familiens ære, og ikke det faktum, at han havde krænket Artemisia Gentileschi selv. Med historieprofessor Elizabeth S. Cohens ord: "Loven målte skade på økonomiske og sociale aktiver, snarere end lidelse og psykologisk traume."
Under den efterfølgende syv måneder lange retssag blev det opdaget, at Tassi havde planlagt at myrde sin kone, havde begået utroskab med sin svigerinde og havde planlagt at stjæle nogle af Orazios malerier. Ved afslutningen af retssagen blev Agostino Tassi dømt og idømt eksil fra Rom, selvom denne straf aldrig blev eksekveret, og han tilbragte i sidste ende mindre end et år i fængsel.
Overgrebets kunstneriske og sociale betydning Kunsthistorikere har bemærket, at retssagen er blevet diskuteret bredt i forbindelse med Gentileschis kunstneriske udvikling og hendes senere motiver. Nogle forskere, herunder Mary D. Garrard, har undersøgt, hvordan Gentileschis tidlige maleri Susanna og de Ældste er blevet fortolket som et særskilt perspektiv på kvindelig sårbarhed og modstand, sammenlignet med tidligere skildringer af emnet af mandlige kunstnere. Disse fortolkninger har bidraget til den løbende videnskabelige debat om forholdet mellem Gentileschis personlige oplevelser og temaerne om kvindelig handlekraft og vold, der optræder i flere af hendes senere værker.
Et maleri med titlen Mor og barn, der blev opdaget i , Australien, i 1976, kan være malet af Gentileschi. Ud fra den formodning, at det er hendes værk, er babyen blevet fortolket som en indirekte reference til Agostino Tassi, da det stammer fra 1614, blot to år efter hans domfældelse. Det skildrer en stærk og lidende kvinde og kaster lys over hendes angst og udtryksfulde kunstneriske evner.
En måned efter retssagen arrangerede Orazio, at hans datter skulle gifte sig med Pierantonio Stiattesi, en beskeden kunstner fra Firenze. Kort efter flyttede parret til Firenze.
Den Florentinske periode, ægteskab og Firenze (1612–1620) De seks år, Artemisia Gentileschi tilbragte i Firenze, blev afgørende for både hendes familieliv og professionelle karriere.
Gentileschi blev en succesfuld hofmaler, der nød godt af Medici-husets protektion og spillede en betydelig rolle i byens hofkultur.
Hendes engagement i Firenzes hofkultur gav ikke blot adgang til mæcener, men det udvidede også hendes uddannelse og eksponering for kunst. Hun lærte at læse og skrive og blev fortrolig med musikalske og teatermæssige udfoldelser. Sådanne oplevelser hjalp Gentileschis tilgang til at skildre overdådig beklædning i hendes malerier.
I 1615 fik hun Michelangelo Buonarroti den Yngres (en grandnevø af Michelangelo ) opmærksomhed. Han var travlt optaget af opførelsen af for at fejre sin berømte slægtning, og bad Artemisia Gentileschi – sammen med andre florentinske kunstnere, herunder , , og – om at bidrage med et maleri til loftet i huset. Gentileschi var på det tidspunkt højgravid. Hver kunstner blev bestilt til at præsentere en allegori over en dyd forbundet med Michelangelo, og Gentileschi fik tildelt Allegorien om Tilbøjelighed. I dette tilfælde blev Gentileschi betalt tre gange mere end nogen anden kunstner, der deltog i serien. Gentileschi malede sit bestillingsværk i form af en nøgen ung kvinde, der holdt et kompas. Hendes maleri er placeret på Galleria-loftet på anden sal i huset. Det menes, at motivet har en lighed med Gentileschi selv. I flere af hendes malerier fremstår Gentileschis energiske heltinder faktisk som selvportrætter.
Andre betydningsfulde værker fra denne periode inkluderer La Conversione della Maddalena (Magdalenas omvendelse), Selvportræt som Lutspiller (i samlingen på ) og Giuditta con la sua ancella (Judith og hendes tjenestepige), som nu findes i Palazzo Pitti. Gentileschi malede en anden version af Judith, der halshugger Holofernes, som nu opbevares i Uffizi-galleriet i Firenze . Hendes første Judith, der halshugger Holofernes (1612-13), som er mindre i størrelse, er udstillet i i Napoli. Faktisk var hun fascineret af dette motiv, og der vides at eksistere seks variationer af Judith, der halshugger Holofernes, af Gentileschi.