Agnete Sophie Vøhtz (født 18. september 1895 i Ågerup Sogn, Holbæk Amt, død 24. marts 1980 i København)var en dansk embedsmand og departementschef.

Hun var den første kvinde, der blev udnævnt til departementschef i Danmark, da hun i 1953 blev chef for Undervisningsministeriets 2. departement.

Biografi Vøhtz blev født på Eriksholm Forpagtergård. Hun bblev student fra N. Zahles Skole i 1914 og cand.jur. fra Københavns Universitet i 1921. Samme år blev hun ansat som sekretær i Undervisningsministeriet. Hun avancerede til fuldmægtig i 1936, ekspeditionssekretær i 1939 og kontorchef i 1947.

I 1953 blev Agnete Vøhtz udnævnt til departementschef i ministeriets 2. departement efter Kai Paludan-Müller, og hun varetog posten frem til 1965.

I løbet af sin 44-årige karriere i Undervisningsministeriet arbejdede Vøhtz med stort set alle sagsområderne, men hendes væsentligste indsats lå inden for det daværende 2. departements område – statsskolerne, de højere læreanstalter, museer, arkiver og biblioteker samt sager vedrørende kunst og videnskab.

Hun spillede en central rolle i udbygningen af de højere læreanstalter og i ændringen af deres administrative strukturer i 1960'erne. Hun deltog desuden i planlægningen af gymnasieundervisningens udbygning, herunder oprettelsen af nye statslige og kommunale gymnasier.

Ved udskillelsen af Kulturministeriet i 1961 mistede hun en del af sit ressortområde, men bevarede en vis berøring med det, idet hun frem til 1964 var formand for Statens Kunstfond. Hun havde som formand for den såkaldte store kunstkommission fra 1954 selv deltaget i opbygningen af kunstfonden.

Hun var medlem af Videnskabskommissionen og af Kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland samt repræsenterede Undervisningsministeriet i bestyrelser for blandt andet Ny Carlsberg Glyptotek, Statens almindelige videnskabsfond og Dansk Forfatterfond.

Efter sin fratræden fra ministeriet bevarede hun en række poster, bl.a. i bestyrelsen for Det Danske Institut i Rom (til 1967), Thorvaldsensamlingen på Nysø (til 1968) og UNESCO’s danske nationalkommission (til 1969).

Derudover sad hun i bestyrelsen for Håndarbejdets Fremme og dets skole samt i Foreningen Grønlandsk Husflid.

Hendes private tilværelse samlede sig om den nærmeste familie. Så længe forældrene levede, boede hun sammen med dem. Fra 1940 til sin død i 1980 delte hun hjem med broderen, landsretssagfører Gustav Vøhtz. Agnete Vøhtz var blandt den gruppe kvinder, der i 1951 som de første, blev ridder af Dannebrogordenen. 1954 blev hun ridder af 1. grad, 1959 kommandør og 1965 kommandør af 1. grad.

Agnete Vøhtz er begravet på Holmens Kirkegård.

Udvalg og kommissioner Vøhtz var formand for flere centrale udvalg, herunder:

Rigshospitalets byggeudvalg Universitets-administrationsudvalget (indtil 1966) Planlægningsrådet for de højere uddannelser (indtil 1965) Udvalget om oprettelse af Odense Universitet Udvalget om dispositionsplan for Københavns Universitets lokaleforhold Udvalget vedrørende de lægelige fakulteter ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet

Referencer

Kategori:Personer fra Holbæk Kommune Kategori:Alumni fra Københavns Universitet Kategori:Jurister fra Danmark Kategori:Embedsmænd fra Danmark Kategori:Departementschefer Kategori:Kommandører af 1. grad af Dannebrog Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon