Svend Aage Nielsen (født 15. august 1893 i Tybjerg, død 21. februar 1981 i Hellerup) var en dansk økonom, der fra 1950 til 1964 var kongelig udnævnt direktør for Danmarks Nationalbank.

Biografi Svend Nielsen, der var søn af en lærer, blev i 1913 student fra Frederiksborg Gymnasium og blev i 1919 cand.polit. fra Københavns Universitet. Som nyuddanet kom han samme år til Det statistiske Departement som sekretær, avancerede i 1930 til fuldmægtig og i 1934 til ekspeditionssekretær for i 1936 at blive kontorchef. Han var fra 1925 til 1927 tillige ansat ved Københavns Universitets statistiske laboratorium, fra 1923 til 1927 sekretær ved Byggekontrolnævnet og 1923-1937 sekretær ved Forligsinstitutionen.

I 1928 etablerede han et samarbejde med C.V. Bramsnæs, da han tiltrådte som forretningsfører for Arbejdernes Andelsboligforening, som Bramsnæs var formand for. I 1933 - samtidig med at Bramsnæs blev kongelig udnævnt direktør for Nationalbanken - forlod Nielsen stillingen til fordel for en chefstilling i Indenrigsministeriets boligafdeling, der skulle implemntere en netop gennemført lov om støtte til boligbyggeri. Her var han frem til 1936 og var undervejs medlem af Realkreditkommissionen, Arbejdsløshedsrådet og Befolkningskommissionen.

Han kom til Nationalbanken som underdirektør i 1937 og blev vicedirektør to år senere, hvor han i flere situationer fungerede som Bramsnæs' stedfortræder. Han repræsenterede fra 1943 banken i Finansministeriets udvalg om efterkrigstidens økonomiske politik. I 1950 var det en udbredt forventning, at Nielsen umiddelbart ville afløse Bramsnæs som kongelig udnævnt nationalbankdirektør. Sådan gik det også, men først sidst på året efter Holger Koeds død i november. Som nationalbankdirektør markerede Nielsen sig ofte kritisk i debatten om den førte økonomiske politik. Han advarede i begyndelsen af 1960'erne mod lønstigninger og foreslog i foråret 1962 at oprette et uvildigt ekspertorgan, der kunne oplyse om landets aktuelle økonomiske situation. Samme år etableredes De Økonomiske Råd, som Nielsen ikke altid var enig med. Selv om han ofte kritiserede regeringerne, havde han generelt et godt forhold til dem.

Ved siden af sit virke sad han i bestyrelsen for Den Internationale Valutafond 1950-1964, i Laurits Andersens Fond 1946-58, i Akademiet for de Tekniske Videnskaber 1951-1972 og i Byggeriets Realkreditfond 1959-1967.

Privatliv Han var fra 1919 gift med Ellen Marott, der var datter af den socialdemokratiske redaktør og politiker Emil Marott.

Han var efter sin pensionering medlem af Nationalbankens repræsentantskab 1965-1969 og fra 1965 til 1971 bestyrelsesmedlem i Det danske Stålvalseværk.

Han døde på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup og er begravet på Hellerup Kirkegård.

Referencer

Kategori:Alumni fra Københavns Universitet Kategori:Økonomer fra Danmark Kategori:Ansatte ved Københavns Universitet Kategori:Embedsmænd fra Danmark Kategori:Nationalbankdirektører fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Studenter fra Frederiksborg Gymnasium og HF