David Bowie (født David Robert Jones den 8. januar 1947 i Brixton, død 10. januar 2016 i New York) var en engelsk rock-musiker og skuespiller.
Oversigt David Bowie var kendt som popmusikkens kamæleon, der forudså trends og justerede sin stil og optræden derefter, samtidig med at han holdt fast i sine egne ideer. Hans første skridt mod popularitet var den folk-rock-inspirerede Space Oddity i (1969), men han er bedre kendt som den flamboyante, androgyne glamrock på Hunky Dory (1971), The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) og Aladdin Sane (1973). De næste album udforskede soul, electronica og New Wave, ofte før disse genrer blev populære eller opstod.
Bowie havde stor indflydelse på rockmusikken fra 1970'erne til sin død. På musikkanalen VH1's år 2000 liste over de 100 største kunstnere inden for rock 'n' roll var Bowie nummer syv. Han har solgt 136 millioner album og er indskrevet i Rock 'n' Roll Hall of Fame.
Bowie havde moderat succes som skuespiller med roller i The Man Who Fell to Earth (1976), Merry Christmas, Mr. Lawrence (1983), Labyrinten (1986), Basquiat (1996), Zoolander (2001) og The Prestige (2006).
I 2013 gjorde David Bowie comeback efter ti års albumpause med udgivelsen The Next Day, og i januar 2016, få dage før sin død, udgav han det anmelderroste album Blackstar.
Historie 1947-1968: De tidlige år
David Robert Jones blev født i London 8. januar 1947. Han boede i Brixton, til han var seks år gammel, hvorefter hans familie flyttede til Bromley i Kent, hvor han boede, til han var 18. Hans tidligste musikalske mål var at spille saxofon i Little Richards band. Hans sangtalent blev opdaget ved et tilfælde, da han overtog for en udebleven vokalist i en klub i London. I 1960'erne spillede han i forskellige bluesgrupper som The King Bees, The Mannish Boys og The Lower Third. Bowies styrke har igennem hele hans karriere været en evne til at forme sit image og forudse musikalske trends. I hans tidlige virke skifter han fra blues'en til Elvis-inspireret musik samtidig med, at han arbejder med forskellige britiske pop-formater.
En anekdote siger, at der i foråret 1962 var slåskamp om en pige mellem Bowie og hans klassekammerat George Underwood. Underwoods ring ramte Bowie i venstre øje. Det tvang Bowie til otte måneders sygemelding, og det frygtedes, at han ville miste synet på venstre øje. Han gennemgik flere operationer, men lægerne kunne ikke fuldstændig reparere skaden; det gjorde hans pupil permanent udvidet. Resultatet er, at hans venstre øje, der er blåt, nu virker brunt eller grønt afhængig af belysningen. Det tilføjede Bowie et element af mystik, som gavnede ham gennem hele hans karriere. Senere lavede Underwood art-work til Bowies tidlige pladecovers.
Bowie var meget inspireret af teatret, fra avant garde teater og pantomimen til Commedia dell'arte, og meget af hans tidlige virke involverede skabelsen af personer, som var hans ansigt udaftil.
For at undgå at blive forvekslet med Davy Jones fra The Monkees var han nødt til at finde et kunstnernavn. Han valgte efternavnet Bowie efter Alamo-helten Jim Bowie og hans berømte Bowie Knife.
Bowie udgav sit første album, David Bowie, på Deram records i 1967. Det var en blanding af psykedelisk rock og easy listening. Ud over den blev der udgivet en single, The Laughing Gnome med B-siden The Gospel According to Tony Day. Ingen af dem kom på hitlisterne. Både album, singlen og andre numre fra den tid blev genbrugt på en mængde kompilations, og The Laughing Gnome blev i 1973 genudgivet og solgte 250.000 eksemplarer til Bowies græmmelse.
1969-1973: Glam rock og Ziggy Stardust Første gang Bowie for alvor gjorde sig bemærket var i 1969 med singlen Space Oddity, som blev udgivet samtidig med den første månelanding. Singlen rummer også den første af hans mange roller, Major Tom-figuren, som strander i rummet. Singlen gjorde ikke noget væsen af sig, da den blev udgivet, men blev senere et stort hit i Storbritannien. Albummet, den stammer fra, udkom først under titlen David Bowie, hvilket gav anledning til en del forvirring, da Bowies to første album kom under det navn. I USA hed det andet album, der i 1972 blev genudgivet som Space Oddity, Man of Words, Man of Music. Den 19. marts 1970 blev Bowie gift med Mary Angela Barnett (Angie/Angela Bowie).
På The Man Who Sold the World (1970) gik Bowie væk fra den akustiske lyd, der kendetegner Space Oddity, til fordel for en langt tungere rocklyd. Hans backingband bestod blandt andet af Mick Ronson, som han kom til at arbejde sammen med i mange år. Fra Bowies side er albummet spækket med interessante musikalske løsninger, som titelnummerets latinsk klingende melodilinje. Nummeret blev et hit for popsangeren Lulu i 1974, og er over årene blev genindspillet af mange bands, bl.a. Nirvana. Førsteudgavens coverbillede med en kjoleklædt Bowie slænger sig på en divan, var en tidlig indikation af de androgyne tendenser, der senere kom til at præge hans fremtræden.
Hans næste plade Hunky Dory (1971) bød på en delvis reprise for folk-inspirationerne, der prægede Space Oddity: Fx på den sære Kooks (dedikeret til Bowies søn kendt som Zowie Bowie, men døbt Duncan Zowie Heywood Jones), Oh! You Pretty Things og den delvist biografiske The Bewlay Brothers. Tekstmæssigt adresserede Bowie andre samtidige musikere og kunstnere i sange som Song for Bob Dylan, Andy Warhol og Queen Bitch, som på coveret er dedikeret til Velvet Underground, hvis sang White Light/ White Heat var en del af Bowies live-set på det tidspunkt. Året efter producerede Bowie Lou Reeds solo-gennembrud Transformer. Med støtte fra hit-singlerne Changes og Life on Mars? solgte Hunky Dory fantastisk, og løftede ham ind blandt tidens største stjerner. I 18 måneder mellem 1972 og 1973 havde Bowie fire top-10 albummer og otte top-10 singler.
Bowies androgyne image blev ført et skridt videre på hans næste plade The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972). Ziggy Stardust var et konceptalbum, som handlede om en rocksanger fra det ydre rum. Mange af sangene var en reaktion på hans egen nyvundne stjernestatus, og selve konceptet var en behandling af konflikten mellem trangen til privatliv på den ene side og stjernelivet på den anden. Albummet indeholdt flere hit-singler, som Ziggy Stardust, Soul Love, Starman og Suffragette City. Ziggy Stardust-karakteren blev også grundstenen for hans første turne, som begyndte i 1972, hvor Bowies scenefremtræden indeholdt vilde kostumer og knaldrødt hår. Bandet på turneen var en fire-mands besætning bestående af Bowie selv, Mick Ronson på guitar, Trevor Bolder på bas og Mick Woodmansey på trommer. Showet var ultrateatralsk og vildt overproduceret og fyldt med chokerende øjeblikke som en strippende Bowie, der endte i lændeklæde og simuleret oralsex med Ronsons guitar. Turneen endte med en dramatisk og abrupt ”pensionering” på scenen i 1973; den sidste koncert blev optaget af D. A. Pennebaker i koncertfilmen Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1973). The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars indeholder nogle af Bowies bedst kendte sange.
Disse temaer om stjernelivet og privatlivet blev videreudviklet på Aladdin Sane (1973), endnu et konceptalbum. Det er også kendt som hans ”On the road” album, fordi alle sangene (bortset fra en ny version af en gammel single The Prettiest Star) er skrevet i busser eller tog under turneen. Coveret med Bowie i bar overkrop med Ziggy Stardust hår og et rød, sort og blåt lyn hen over ansigtet er et af populærmusikkens bedst kendte coverbilleder. Pladen inkluderede hits som Jean Genie og en coverversion af Rolling Stones Let's Spend the Night Together. Mike Garson spillede klaver på pladen, en præstation, der er kaldt albummets højdepunkt; Garson spillede ofte i Bowies band helt frem til Bowies død.
Pin Ups er en i samtiden overset samling coverversioner af 60'er hits. Den blev også udgivet i 1973, men da den kom ud var backing bandet Spiders from Mars opløst, og Bowie forsøgte at slippe ud af sin Ziggy-rolle.
Hans androgyne fremtræden solgte plader, men deres popularitet i homoseksuelle kredse og kravet om homoseksuelles rettigheder gav problemer i England. I de år var homoseksualitet juridisk set sodomi og kunne straffes med fængsel. Bowie pustede til gløderne ved at udråbe sig selv som biseksuel, noget han senere trak tilbage, før han i 2002 i et interview igen erklærede at han var biseksuel. Den oprindelige tilbagetrækning skyldtes efter sigende at de amerikanske medier havde et for stort fokus på hvem han havde sexuel omgang med.
1974-1976: Soul, R&B og The Thin White Duke Diamond Dogs (1974) var endnu et ambitiøst album med en talt passage og en sang-cyklus (Sweet Thing/Candidate). Diamond Dogs var et produkt af to ideer – at skabe en musical om en vild fremtid i en post-apokalyptisk storby og at sætte musik til George Orwells roman 1984 (ses i numrene 1984, Big Brother og We are the dead).
Bowie havde planlagt at skrive en musical over 1984, men hans interesse svækkedes, da han ikke kunne erhverve rettighederne til romanen, så de sange, han havde skrevet brugte han på Diamond Dogs. Albummet – og en NBC udseendelse, 1980 Floor Show, sendt cirka samtidig – viser en bevægelse mod soul/disco-musikken; tydeligst i nummeret 1984.
Albummet blev en kæmpesucces, og Bowie drog ud på endnu en verdensturné, The Diamond Dogs tour, igen meget ekstravagant og et udstyrstykke uden lige. På hele turneen, som er blevet beskrevet som værende en af hans mest mindeværdige, gav han ingen ekstranumre. Turneen nåede aldrig udenfor USA, og inden den var overstået, var Bowie blevet fascineret af soulmusikken og allerede i gang med at indspille soulnumre til en ny plade. Nogle af numrene blev fremført på sidste del af The Diamond Dogs turneen for et undrende publikum.
Den store offentlighed fik først kendskab til en Bowie i en ny og overraskende retning i 1975. Efter at have ført sit androgyne-rumvæsen look så langt ud, som det kunne komme, vendte han glam-rocken ryggen og udgav Young Americans; pladen udforskede Philadelphia soulen og indeholdt bl.a. korsang af en ung Luther Vandross. Pladen indeholdt hans første #1 hit i USA, Fame, der var skrevet sammen med John Lennon, som også sang kor.
Station to Station (1976) viste hans soul-persona i en ny og mere dyster udgave, kaldet The Thin White Duke. På dette tidspunkt var Bowie stærkt afhængig af narkotika, specielt kokain. Rygter siger, at Bowie var så påvirket af kokain, at han ikke husker indspilningen af pladen. Mange har også givet stoffet æren for de hakkende rytmer og det følelsesmæssige vakuum pladen bærer præg af. Ikke desto mindre affødte pladen endnu en turne i 1976, The Station to Station World Tour, og som album repræsenterede Station to Station en ny interessant retning for Bowies musik med mere fokus på det elektroniske og synthesizere. Lyden lænede sig op ad tysk popmusik.
I disse år blev Bowie hvirvlet ind i nye kontroverser affødt af hans kommentarer i Playboy, hvor han tilsyneladende hyldede Hitler og udtalte at ”Britain could benefit from a fascist leader” (Storbritannien kunne bruge en fascistisk leder). Disse udtalelser blev fulgt af en tur i en åben veteran Mercedes, og hvad nogle har kaldt en nazihilsen uden for Victoria stationen i London. Bowie har nægtet at have udført en nazihilsen. Det og lignende kontroversielle kommentarer fra Eric Clapton kickstartede Rock Against Rascism-bevægelsen. Bowie har siden trukket sine kommentarer tilbage med undskyldning om, at hans dømmekraft var påvirket af stofmisbrug.
1976-1980: Brian Eno og Berlin-æraen