Publius Clodius Pulcher (93-52 f.Kr.) var en populistisk romersk politiker og gadeagitator under det første triumvirat. En af de mest farverige personligheder i sin tid, var Clodius et medlem af den aristokratiske Claudia-slægt, en af Roms ældste og ædleste patricierfamilier, men han fik sig adopteret af en obskur plebejer, så han kunne få sig valgt til plebejertribun. I løbet af sin embedsperiode gennemførte han et ambitiøst lovgivningsprogram, herunder en korngave. Men han huskes hovedsageligt for sine langvarige fejder med politiske modstandere, især Cicero, hvis skrifter byder på antagonistiske, detaljerede beretninger og påstande om Clodius' politiske aktiviteter og skandaløse livsstil. Clodius kom for retten for helligbrøde, efter hans indtrængen i en ceremoni for gudinden Bona Deas, som kun var for kvinder, angiveligt for at forføre Cæsars hustru Pompeia. Hans fejde med Cicero førte til Ciceros midlertidige eksil;, mens hans fejde med Milo endte i hans eget mord, begået af Milos livvagter.Tatum, W. Jeffrey, The Patrician Tribune: Publius Clodius Pulcher, University of North Carolina Press, 1999, pp. 33, 239, 240 online.
Baggrund Født Publius Claudius Pulcher i 93 f.Kr., var Clodius den yngste søn af Appius Claudius Pulcher, som blev konsul i 79 f.Kr. Hans mors navn er usikkert, hun kan have været en datter af Quintus Servilius Cæpio og nedstammede således fra en anden gammel patricierslægt, eller måske søster til Quintus Cæcilius Metellus Celer, og dermed en efterkommer af den plebejiske adel.Wiseman, T.P., Cinna the Poet and other Roman Essays, (Leicester University Press, 1974), ch. 12 "The Last of the Metelli", pp.176-191, with stemma at 182-3 Publius' ældre brødre var Appius Claudius Pulcher, konsul i 54 f.Kr., og Gaius Claudius Pulcher, praetor i 56 f.Kr., og efterfølgende guvernør i Asien. Hans søstre omfattede Claudia, hustru til Quintus Marcius Rex, Claudia Quadrantaria, Celers hustru, og Claudia Quinta, hustru til Lucius Licinius Lucullus.
Gennem sin familie var Clodius tæt forbundet med en række fremtrædende romerske politikere. Hans svoger, Lucullus, var konsul i 74 f.Kr., mens Celer var konsul i 60, og sidstnævntes bror, Quintus Cæcilius Metellus Nepos, i 57. Mucia Tertia, en halvsøster til Caecilia'erne, var hustru til Gnaeus Pompejus Magnus, og senere Marcus Aemilius Scaurus, prætor i 56 f.Kr. En halvbror, Publius Mucius Scaevola, var en pontifex, mens hans bror Quintus var en augur og plebejertribun i 54 f.Kr.
Tidlige karriere Som ung mand i 73 f.Kr. anklagede Clodius overilet Catilina for utroskab med en af de vestalinderne, en alvorlig forbrydelse. Da Catalina blev frikendt, blev Clodius fordømt af Cato og tvunget til at forlade Rom.Plutarch, "The Life of Cato the Younger", 19.Broughton, vol. II, pp. 140, 142 (note 10). Han er muligvis rejst mod øst, hvor hans svoger, Lucullus, tjente som prokonsul i krigen mod Mithridates. Han var sammen med Lucullus i 68 f.Kr., hvor Clodius, som følte, at han blev tildelt utilstrækkelig respekt af sin svoger, fremkaldte uro blandt Lucullus' soldater. Året efter forlod Clodius Lucullus og sluttede sig til sin anden svoger, Marcius, som var prokonsul i Kilikien. Udnævnt til leder af en del af Marcius' flåde, blev Clodius taget til fange af pirater. I håb om at vinde sin løsladelse lovede Clodius sine fangevogtere en betydelig belønning, og de anmodede om en løsesum fra Ptolemaios af Cypern, en af romernes allierede. Det tilbudte beløb var så sølle, at det var tydeligt, at Clodius stærkt havde overvurderet sin værdi, og det morede piraterne så meget, at de løslod ham uden at beholde pengene.Cassius Dio, xxxvi. 17.Appian, Bellum Civile, ii. 23.Broughton, vol. II, p. 148. Ptolemaios' adfærd i affæren fyldte Clodius med had til den cypriotiske hersker. Clodius drog til Syrien, hvor han nær mistede livet under et mytteri, som han også blev anklaget for at have anstiftet.
Rom og Gallien, 66-62 f.Kr Clodius vendte tilbage til Rom i 66 f.Kr., i en alder af syvogtyve år. Næsten øjeblikkeligt fik han brug for beskyttelse fra sin svoger, Lucullus. Ikke alene beskyldte generalen Clodius for det mytteri, han havde været udsat for i øst, men den unge Clodius blev anklaget for at føre en incestuøs affære med sin søster, Lucullus' hustru. Lucullus blev skilt fra Claudia, og Clodius ser ud til at have undgået yderligere vanskeligheder gennem bestikkelse og ved at vinde Lucius Licinius Murenas tillid, en nær slægtning til Lucullus. Murena og Clodius var blandt dem, der tog imod penge fra Catilina, som var blevet anklaget for afpresning for sit virke som guvernør i Afrika, og som sikrede hans frifindelse gennem betaling af store pengesummer.Cicero De Haruspicum Responsis, 42.
I 64 f.Kr. blev Murena udnævnt til guvernør i Gallia Narbonensis, og Clodius rejste med ham som en del af hans stab. I løbet af sin tid i Gallien berigede Clodius sig selv gennem forskellige kriminelle aktiviteter, som angiveligt omfattede forfalskning af testamenter og drab på arvinger, og han sluttede en række nyttige alliancer.Cicero De Haruspicum Responsis, 42. Clodius og Murena vendte tilbage til Rom i 63 f.Kr., i tide til at Murena kunne stå valgt til konsulembedet, i opposition til Catilina. Med støtte fra veteraner, der havde tjent under Lucullus, såvel som fra Cicero, en af konsulerne fra 63 f.Kr., og sandsynligvis fra Clodius, blev Murena valgt, og blev den første af Murena-familien til at opnå konsulatet.
Catilina reagerede på sit nederlag ved at konspirere med andre utilfredse romere for at iscenesætte et oprør. Konspiratorerne håbede at eliminere deres modstandere blandt det romerske aristokrati, især de plebejiske adelige og senatorer, og oprettede et lille, patricier-domineret oligarki. Selvom Clodius var patricier, og det senere passede Cicero at fremstille ham som en deltager i sammensværgelsen, var han ikke involveret. I stedet holdt han sig tæt til Murena og optimaternes sag, som ydede Cicero al hjælp. Efterhånden som dramaet udspillede sig med afsløringen og anholdelsen af de sammensvorne, ser Clodius ud til at have sluttet sig til de mange andre unge fra adelen, som dannede en uformel, men potent og skræmmende livvagt omkring Cicero.Plutarch, "The Life of Cicero", 29.
Omkring dette tidspunkt udviklede der sig en splid mellem fraktionerne, da en af Clodius' søstre, formentlig Claudia Quinta, som Lucullus var blevet skilt fra, forsøgte at overtale Cicero til at lade sig skille fra Terentia og ægte hende i stedet. Hendes plan gav bagslag, da Cicero forblev loyal over for sin hustru, mens Terentia var rasende på Claudia og hendes familie.Plutarch, "The Life of Cicero", 29.
Bona Dea-skandalen I december 62 f.Kr. blev Bona Dea-ritualer afholdt i Regia, den officielle residens for Pontifex maximus, Roms ypperstepræst. Julius Cæsar var blevet valgt til Pontifex maximus året før, under det samme valg, der havde givet anledning til Catalinas sammensværgelse. Fejringen var et helligt mysterium, som alle mænd var udelukket fra. Ikke engang Pontifex maximus kunne være til stede. Ceremonien blev arrangeret af Cæsars hustru, Pompeia, og mor, Aurelia, under opsyn af vestalinderne. Clodius formåede at få adgang til ritualet, forklædt som kvinde, tilsyneladende med den hensigt at forføre Pompeia, men blev opdaget i løbet af aftenen. Clodius blotte tilstedeværelse ved ritualerne var helligbrøde, men at vanhellige ceremonien for at forføre Pontifex Maximus' hustru blev betragtet som en endnu større fornærmelse for gudinden.M. Beard, S. Price, & J. North, Religions of Rome: A History, vol. I, Cambridge University Press (1998), pp. 129, 130, 296, 297.
Den efterfølgende retssag bragte hele Rom i stå. Lucullus var fast besluttet på at ødelægge sin svogers politiske karriere og derved få hævn over Clodius for at have anstiftet et mytteri blandt hans soldater og ødelagt Lucullus' ægteskab. Han anklagede Clodius for incestum, en alvorlig forbrydelse. Anklagen var tre medlemmer af Cornelia Lentula-slægten, sandsynligvis ledet af Lucius Cornelius Lentulus Crus. Clodius' hovedforsvarer var Gaius Scribonius Curio, en kendt orator, der havde været konsul i 75 f.Kr.Valerius Maximus, iv. 3. § 5. Retssagen trak ud i flere måneder, hvor Pompejus vendte tilbage fra øst, og offentlige anliggender blev suspenderet. Vidnerne mod Clodius omfattede Aurelia og en af hendes døtre, samt forskellige husstandsslaver, som hævdede, at Clodius havde begået incest med sin søster, Clodia, Lucullus' hustru. Cæsar hævdede, på trods af fornærmelsen af sit embede og sin ære, intet kendskab til begivenhederne, men han lod sig skille fra sin hustru - ikke, som forklarede han, fordi han troede, at hun ville have givet efter for Clodius' tilnærmelser, men fordi ingen skandale kunne tolereres i Pontifex maximus' husstand. Som Plutarch udtrykker det: "Cæsars hustru må være hævet over mistanke."Plutarch, "The Life of Caesar", 10.
Clodius afgav falsk forklaring ved at hævde, at han ikke havde været i Rom på ritualdagen. Cicero kunne tilbagevise dette fiktive alibi, men var tilbageholdende med at gøre det, da han var bevidst om den dybe indvirkning, som Clodius' erklæren for skyldig eller frifindelse kunne have på det romerske samfund. Hans valg blev til sidst besluttet af national- og indenrigspolitik: Cicero var ivrig efter at skabe en afspænding mellem Pompejus og Lucullus, som var i strid om bosættelsen af de østlige provinser. Ved at afgive vidnesbyrd mod Clodius fik han muligheden for at gøre Lucullus en tjeneste. I hans hjem insisterede Ciceros hustru Terentia, der stadig følte sig såret over Claudias forsøg på at forføre sin mand, på at han vidnede mod sin rivals bror. Men på trods af Ciceros og de andre vidners beviser, blev udfaldet af retssagen bestemt af Marcus Licinius Crassus, som bestak nævningene en masse for at sikre Clodius' frifindelse.
Retssagen hjalp Clodius med at skabe alliancer med sine velgørere og uddybede hans fjendtskab over for sine rivaler. Han betragtede Crassus som sin hovedstøtte og var taknemmelig over for Cæsar for at have frasagt sig ethvert direkte kendskab til begivenhederne. Han søgte ingen gengældelse mod dem, der havde ført ham i retten, og han anså det tilsyneladende for en rimelig tilbagebetaling for den uret, han havde begået dem. Imidlertid blev han stærkt fornærmet på Cicero, som havde forsøgt at sørge for hans fald ved at vidne imod ham, og han betragtede den antipati, som Pompejus havde vist ham, som et forræderi. Da Clodius havde vækket utilfredshed blandt Lucullus' tropper i øst, havde det været til Pompejus' fordel, og sidstnævntes rivalisering med både Lucullus og Cicero så ud til at have gjort ham til Clodius' naturlige allierede. Alligevel havde Pompejus ikke løftet en finger for at hjælpe ham under retssagen.
Familie Omkring 62 f.Kr. ægtede Clodius Fulvia (ca. 83 – 40 f.Kr.), arving efter Sempronia Tuditani, en adelig familie fra Tusculum.Tatum, The Patrician Tribune, pp. 60, 61. Hun var måske ikke hans første hustru. Cicero omtaler en vis Lucius Natta som Clodius' svoger, selvom det ikke er helt klart, hvem han var, eller hvordan de to mænd var svogre.Cicero, Pro Domo Sua, 45, 52; Epistulae ad Atticum, iv. 8, Pro Murena, 35.Servius, Ad Virgilii Aeneidem Commentarii, viii. 269. Clodius og Fulvia fik mindst to børn, der overlevede til voksenalderen: en søn, Publius Claudius Pulcher, som senere blev praetor, og en datter, Claudia, som senere blev Augustus' første hustru.
Adoption