Lesja Ukrajinka eller Lesja Ukraїnka ( ; rigtige navn og efternavn ; født 25. februar 1871 i Novohrad-Volynskyj, Det Russiske Kejserrige (i dag Zvjahel, Ukraine), død 1. august 1913 i Surami, Det Russiske Kejserrige (Georgien i dag)) var en ukrainsk digterinde, forfatter, oversætter, folklorist, kulturpersonlighed.
Biografi thumb|Larysa Kosach som teenager Lesja Ukrainka blev født i 1871 i byen Novohrad-Volynskyj (nu kaldet Zviahel) i det nuværende Ukraine. Hun var det andet barn af den ukrainske forfatter og udgiver Olha Drahomanova-Kosach, som var bedre kendt under sit forfatternavn Olena Pchilka. Lesjas far var Petro Kosach, medlem af Kosača-adelsfamilien, og fungerede som leder af distriktsforsoningsrådet (i rollen som forsoner). Han stammede fra den nordlige del af Tjernihiv-provinsen.
Efter at have afsluttet sin gymnasiale uddannelse på Tjernihiv Gymnasium, begyndte Petro Kosach at studere matematik på Sankt Petersborg Universitet. To år senere skiftede han til Det kejserlige Sankt Vladimirs Universitet i Kyiv (nu Taras Shevchenko Nationale Universitet i Kyiv) og færdiggjorde sin uddannelse med en juragrad. I 1868 giftede han sig med Olha Drahomanova, søster til hans nære ven Mykhajlo Drahomanov, en kendt ukrainsk videnskabsmand, historiker, filosof, folklorist og samfundsdebattør.
Lesjas far engagerede sig stærkt i at fremme ukrainsk kultur og støttede økonomisk flere udgivelsesinitiativer med fokus på ukrainsk litteratur. Lesja Ukrainka havde tre yngre søstre – Olha, Oksana og Isydora – samt en yngre bror, Mykola.
Hun havde et nært forhold til sin onkel Mykhajlo Drahomanov, som hun betragtede som sin åndelige vejleder og lærer. Ligeledes var hun meget tæt på sin storebror Mykhajlo, der skrev under pseudonymet Mykhajlo Obachny. Forældrene havde døbt de to "Mysholosie", et kælenavn de brugte til dem begge i fællesskab.
Lesja arvede mange af sin fars fysiske træk – hans øjenform, højde og kropsbygning. Både hun og faderen var kendt for at være stærkt principfaste og havde stor respekt for menneskelig værdighed. På trods af deres ligheder adskilte de sig også: hendes far havde en naturlig evne for matematik, men ingen særlige sproglige evner; Lesja, derimod, havde svært ved matematik, men beherskede til gengæld en lang række sprog: engelsk, tysk, fransk, italiensk, græsk, latin, polsk, russisk, bulgarsk og selvfølgelig sit modersmål, ukrainsk.
Lesjas mor, som også var digter, skrev børnevenlige digte og noveller på ukrainsk. Hun engagerede sig aktivt i kvindebevægelsen og udgav et feministisk almanakværk.:uk:Lesja Ukrainka Hendes mor spillede en afgørende rolle i hendes opdragelse. I hjemmet blev der udelukkende talt ukrainsk, og for at sikre dette, blev børnene undervist af ukrainsktalende lærere i hjemmet – alt sammen for at undgå russiske skoler, hvor russisk var det primære undervisningssprog. Lesja lærte at læse som fireårig, og hun og hendes bror Mykhajlo kunne hurtigt læse værker på fremmedsprog i originaludgaverne.Wedel, Erwin. Toward a modern Ukrainian drama: innovative concepts and devices in Lesia Ukrainka’s dramatic art, i Slavic Drama, University of Ottawa, Ottawa, Ontario, Canada 1991, s. 116.
Som otteårig skrev hun sit første digt, "Håb", inspireret af arrestationen og eksilet af hendes tante, Olena Kosach, der havde deltaget i en politisk bevægelse mod tsarens enevælde. I 1879 flyttede hele familien til Lutsk, og samme år begyndte hendes far at bygge familiehuse i den nærliggende landsby Kolodjazjne. Omtrent på dette tidspunkt blev hun af sin onkel Mykhajlo Drahomanov opfordret til at fordybe sig i ukrainske folkesange, folkeeventyr og historie, og til at læse i Bibelen for dens poetiske styrke og tidløse temaer. Hun blev også inspireret af den berømte komponist Mykola Lysenko og den ukrainske dramatiker og digter Mykhajlo StarytskyjBohachevsky-Chomiak, Martha. Feminister trods sig selv: Kvinder i det ukrainske samfundsliv, 1884–1939. Canadian Institute of Ukrainian Studies, University of Alberta, Edmonton, 1988.
Som trettenårig blev hendes første digt "Liljekonval" offentliggjort i magasinet Zorja i Lviv, hvor hun også første gang benyttede sig af sit pseudonym. Navnet blev foreslået af hendes mor, da offentliggørelse på ukrainsk var forbudt i Det Russiske Imperium. Hendes første digtsamling blev derfor trykt i hemmelighed i Vestukraine, og derefter smuglet ind i Kyiv under hendes pseudonym. Hun var på vej mod en karriere som pianist, men knogletuberkulose forhindrede hende i at deltage i nogen formel uddannelse udenfor hjemmet. I stedet blev skrivning hendes primære livsbeskæftigelse.
Siden begyndelsen af 1890'erne havde digteren tæt kontakt med Poltava-regionen. Fra sommeren 1893 til midten af 1906 tilbragte Lesja næsten hver sommer i Hadjatsj og i den nærliggende Grønne Lunde. Mange af hendes værker blev skrevet netop her, bl.a. legenden "Robert Bruce, konge af Skotland". Her blev hun også ven med læreren A. S. Makarova, som hun senere korresponderede med, og som skrev erindringer om hende.
Hendes digte og skuespil afspejler hendes overbevisning om sit lands frihed og uafhængighed. Mellem 1895 og 1897 blev hun medlem af Det litterære og kunstneriske selskab i Kyiv, som blev forbudt i 1905 på grund af forbindelser til revolutionære aktivister. I 1888, som syttenårig, grundlagde hun sammen med sin bror et litterært selskab kaldet Plejaderne, hvis formål var at fremme ukrainsk litteratur og oversætte klassiske værker til ukrainsk. Gruppen var inspireret af den franske poetiske skole med samme navn, og deres møder blev afholdt i forskellige hjem. Blandt deltagerne var Mykola Lysenko, Petro Kosach, Kostiantyn Mykhalchuk og Mykhajlo Starytskyj. Blandt deres oversættelser var Nikolaj Gogols Aftener på en gård nær Dykanka.
Taras Shevchenko og Ivan Franko var blandt hendes vigtigste litterære forbilleder, og hendes tidlige digte bar præg af hendes følelse af ensomhed, social isolation og kærlighed til det ukrainske folks frihed. Hendes første digtsamling, Na krylakh pisen (På sangens vinger), blev udgivet i 1893. Da udgivelser på ukrainsk var forbudt i Det Russiske Kejserrige, blev bogen trykt i Vestukraine, som dengang hørte under Østrig-Ungarn, og smuglet til Kyiv.
På grund af sin sygdom måtte Lesja rejse til tørre klimaer, og hun opholdt sig i længere perioder i Tyskland, Østrig, Italien, Bulgarien, Krim, Kaukasus og Egypten. Hendes glæde ved at opleve andre kulturer kom til udtryk i hendes værker – eksempelvis i Den gamle historie om orientalske folk, skrevet til hendes yngre søskende. Denne bog blev udgivet i Lviv, og Ivan Franko var involveret i udgivelsen. Den indeholdt også hendes tidlige digte som "Syv strenge", "Stjernehimlen", "Tårer–perler", "Rejsen til havet", "Erindringer fra Krim" og "I børnenes kreds".
Ukrainka skrev ikke kun digte og dramaer, men også episke fortællinger, prosastykker, litteraturkritik og politiske essays. Hun er især kendt for skuespillene Bojarynja (1914; Adelsdamen), en psykologisk tragedie om en ukrainsk familie i 1600-tallet, og Skovens sang (1912), hvor figurerne stammer fra ukrainsk folklore.
I 1897, under behandling i Jalta, mødte hun, en embedsmand fra Minsk, som også var ramt af tuberkulose. De blev forelskede, og forholdet påvirkede hendes senere digte, fx "Dine breve dufter altid af visne roser", "At forlade alt og flyve til dig", og "Jeg ville sno mig omkring dig som eføy", som dog aldrig blev udgivet i hendes levetid. Miaržynski døde den 3. marts 1901, mens Lesja sad ved hans dødsleje. Samme nat skrev hun det dramatiske digt "Oderzhyma" ("Den besatte"). thumb|En gruppe ukrainske forfattere samlet i Poltava ved indvielsen af monumentet for Ivan Kotljarevskyj. Fra venstre: Mykhajlo Kotsjubynskyj, Vasyl Stefanyk, Olena Pchilka, Lesja Ukrainka, Mykhajlo Starytskyj, Hnat Khotkevytj, Volodymyr Samijlenko Lesja Ukrainka var stærkt imod det russiske tsarstyre og var aktiv i ukrainske marxistiske kredse. I 1901 overgav hun den austro-marxistiske Mykola Hankevytj en ukrainsk oversættelse af Det Kommunistiske Manifest, udført af hendes kammerater fra Kyiv. Hun blev kortvarigt arresteret i 1907 og forblev herefter under overvågning.
Samme år blev hun gift med Klyment Kvitka, en embedsmand og amatør-etnograf og musikforsker. Parret bosatte sig først på Krimhalvøen, og flyttede senere til Georgien.
Lesja Ukrainka døde den 1. august 1913 på et kursted i Surami, Georgien.
Seksualitet thumb|Lesja Ukrajinka og Olha Kobylyanska, 1901 Forfatteren Maryna Kulakova har beskrevet Lesja Ukrajinkas seksualitet som noget, der "har skabt debat blandt litteraturforskere i årtier", særligt i forbindelse med hendes forhold til Olha Kobylyanska. De to kvinder begyndte at udveksle breve i 1891, og efter et møde i Tjernivtsi i 1901 begyndte de at skrive meget personlige og følelsesladede passager til hinanden. Ukrajinka og Kobylyanska kom tættere på hinanden efter dødsfaldet af Serhij Merzjynsky, mens Kobylyanska selv gennemgik en personlig krise efter at være blevet afvist af Osyp Makovej, som ikke havde interesse i ægteskab.
Korrespondancen mellem Lesja Ukrajinka og Olha Kobylyanska førte til, at de sammen udviklede et kønsneutralt sprog for at kunne udtrykke kærlige følelser. De omtalte hinanden som "nogen" (), hvilket skabte en form for intim kode. Professor Anna Dżabagina har sammenlignet denne sproglige kode med Anne Listers dagbøger. Ifølge Dżabagina skyldtes brugen af dette kodede sprog også politiske forhold; Ukrajinka, som boede i det russiske imperium, havde mindre frihed til at udtrykke sin seksualitet åbenlyst end Kobylyanska, som boede i det østrig-ungarske imperium. Alligevel indeholdt Ukrajinkas breve tydelige udtryk for fysisk længsel. I et af brevene skrev hun:
Forholdet mellem Kobylyanska og Ukrajinka er af litteraturforskeren Solomija Pavlytjko blevet betegnet som en "lesbisk fantasi". Den øgede opmærksomhed på deres relation har udløst homofobisk modstand i visse dele af det ukrainske akademiske miljø samt det, som Dżabagina omtaler som "heteronormativ omskrivning" ("straightwashing"). Eksempelvis har forfatteren Oksana Zabuzjko hævdet, at brevene blot følger datidens litterære konventioner, og at enhver opfattelse af intimitet blot er et resultat af nutidige læseres "manglende forberedelse".
Kreativ aktivitet
Poesi Larysa Kosach begyndte at skrive poesi allerede som niårig. Hendes første digt med titlen "Håb" () blev inspireret af nyheden om hendes tante Olena Antonivna Kosachs skæbne – hun var blevet forvist for sin deltagelse i den revolutionære bevægelse. I 1884 blev digtene "Liljekonval" () og "Sapfo" () første gang offentliggjort i det lvivske tidsskrift "Zorya". Det var samtidig første gang, Larysa anvendte pseudonymet Lesja Ukrajinka. Ved senere genoptryk tilføjede Lesja en dedikation til sin bror i digtet "Sapfo": "Kæreste Shura Sudovshchikova, husk." I 1885 udkom en samling af hendes oversættelser af værker af Mykola Hohol (udført i samarbejde med Mykhajlo Kosach) i Lviv.
Lesja Ukrajinkas litterære produktion fik en ny opblomstring i midten af 1890’erne, da familien Kosach flyttede til Kyiv, hvor hun var med til at grundlægge den litterære kreds Plejaderne, hvor også familierne Lysenko og Starytskyj deltog. På Plejadernes opfordring sammenstillede hun i 1889 sin kendte Liste over Verdenslitteratur, beregnet til oversættelse. I 1892 blev Heinrich Heines "Sangbogen" udgivet i Lviv i hendes oversættelse (sammen med M. Slavinskyj). Hendes første originale digtsamling, "På sangens vinger", blev udgivet i Lviv i 1893, og en ny udgave fulgte i Kyiv i 1904. Den anden samling, "Tanker og drømme", kom i 1899, og den tredje, "Anmeldelser", udkom i Tjernivtsi i 1902.
Efterfølgende brugte Lesja Ukrajinka ti år på at skrive over hundrede digte, hvoraf omtrent halvdelen aldrig blev offentliggjort i hendes levetid.