thumb|Oversigtskort over området omkring Dannevirket i det sydlige Jylland. Den danske forsvarslinje i 1864 gik langs Slien, Dannevirke og hen mod marsklandet i vest. thumb|Grænsen før krigen Rømningen af Dannevirke i 1864 var en dansk retræte under 2. slesvigske krig, hvor General Christian de Meza efter et krigsråd i Prinsens Palæ i Slesvig den 4. februar 1864 besluttede, at hæren skulle trækkes tilbage fra Dannevirkestillingen til en sikrere forsvarslinje i nord for at undgå indeslutning.
Selve Dannevirke-stillingen var en forsvarslinje i det sydlige Sønderjylland langs Dannevirket. Efter en række forbedringer af fæstningen udgjorde den i begyndelsen af 1864 en omtrent 70 km lang linje mellem Slien i øst og marsklandet omkring Frederiksstad i vest. Skanserækken var 14 km lang og befæstet med 175 kanoner.
Baggrund Dannevirke havde i en årrække været i forfald, og både de politiske ledere og den militære overkommando anså derfor stillingen for en befæstning, der blot skulle bruges til at vinde tid ved midlertidigt at bremse en indtrængende hærs fremrykning. Herfra skulle hæren trækkes tilbage til Dybbølstillingen eller Fredericia. Krigsminister Hans Nicolai Thestrup prioriterede imidlertid anderledes. I 1861 fremsatte han en plan, der prioriterede en forstærkning af Dannevirke højt, og i 1862 skabte denne plan begejstring blandt de nationalliberale i Rigsrådet. På denne baggrund blev skanserne ved Dannevirke forstærkede. Kort før 2. Slesvigske Krigs udbrud i januar 1864 blev stillingen udsat for en omfattende udbygning i form af forbindelsesveje, løbegrave, anlæggelsen af en jernbane til transport af krigsmateriel samt med nye skanseanlæg tværs over Sydslesvig. I begyndelsen af året 1864 bestod voldene af 27 skanser og en bemanding på 38.000 mand. Derudover anlagdes dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederiksstad anlagdes flere skanser.Hertz-Christiansen (2003) De vestlige områder ved Ejderen og Trenen var sumpede og blev anset for at være uigennemtrængelige for en hær. Det var således intentionen, at Dannevirkestillingen skulle udgøre den danske hærs hovedforsvarslinje i tilfælde af krigDansk Militærhistorie: Rømningen af Dannevirke og samtidens syn på tilbagetrækningen. Da terrænet ikke muliggjorde etablering af tilbagetrukne forsvarsstillinger, byggede ingeniørtropperne i stedet forpostfæstninger. Fæstningen i Kokkentorp, der var anlagt i nærheden af Dannevirkets Østervold syd for Slien var imidlertid ikke færdigbygget.
Men i 1864 stod den danske hær over for flere problemer. Den preussiske hær var bedre udstyret, både hvad angår håndvåben og kanoner. De tyske hære havde dobbelt så mange mænd og rådede over nyt, langtrækkende artilleri. Den kolde vinter udgjorde en særlig risiko, idet den tyske hær kunne have omgået de danske linjer ved at krydse den tilfrosne Sli ved Mysunde eller Sundsager/Arnæs eller moseområderne vest for stillingen. Desuden lykkedes det ikke at sprænge alle overgangene over Ejder-grænsen for at forsinke fjendens fremrykning, f.eks. ved Rendsborg.
Den 2. februar angreb den preussiske styrke med ca. 10.000 mand forposterne og fire skanser ved Mysunde, der kunne rumme et kompagni, ca. 2.500 mand. Preusserne medbragte 64 feltkanoner, mens danskerne rådede over 20 i Mysundeskanserne. Alligevel lykkedes det det danske artilleri at slå angrebet tilbage. Under retræten faldt 39 danske og 38 tyske soldater, mens ca. 100 på hver side blev såret eller var savnet.
Mysunde udgjorde dog blot en kortvarig dansk triumf, idet forposten ved Over Selk allerede den følgende formiddag observerede tyske tropper, der nærmede sig. Ifølge instrukserne skulle denne forpost trække sig tilbage til Kongshøj. hvis den blev angrebet; men Chefen for 11. Regiment, major Rist, var redet ud for at overvåge afløsningen, og da han så østrigerne rykke frem, besluttede han at tage imod angrebet straks i stedet for at vige tilbage til Kongshøj. Det danske angreb blev dog slået tilbage til Kongshøj. Selvom både østrigernes 1. kompagni og den danske major Rist havde klare ordrer om, at man kun skulle indlade sig på forposttræfninger, blev der tale om egentlige kampe, som skyldtes, at begge parters officerer overtrådte deres befalinger..
Beslutning og planlægning Flere mindre træfninger ved Jagel og Bustrup bekræftede den kommanderende general Christian de Meza i hans antagelse om, at Dannevirke ikke kunne holdes, fordi fjenden i den hårde vinter kunne passere vest om Dannevirke over de tilfrosne sumpstrækninger.
Efter en besigtigelse af Dannevirke-stillingen den 4. februar afholdt overkommandoen kl. 18 et krigsråd i Prinsens Palæ i Slesvig by. I krigsrådet deltog under forsæde af kommanderende general de Meza følgende ti officerer: Artillerichef generalløjtnant Lüttichau, kommandør for 4. Division generalløjtnant Hegermann-Lindencrone, kommandør for 3. Division generalmajor Steinmann, kommandør for 2. Division generalmajor du Plat, kommandør for Infanterireserven generalmajor Caroc, stabschef ved overkommandoen oberst Kaufmann, højstkommanderende ingeniørofficer oberstløjtnant Dreyer, stabschef ved arméens artilleri major Wegener, stabschef ved ingeniørkommandoen major Schrøder og souschef ved overkommandoen kaptajn von Rosen. Krigsrådet sluttede kort før midnat med, at de Meza med støtte fra alle deltagere med undtagelse af én (Lüttichau) besluttede at trække hele den danske styrke tilbage fra Dannevirke den 5. februar.”Den dansk-tydske Krig 1864” I.Del, Generalstaben, Kjøbenhavn 1890 i Danske Slægtsforskeres Bibliotek”Hæren ved Danevirke 1864” Generalstaben, København 1938 i Danske Slægtsforskeres Bibliotek Krigsrådet henholdt sig ikke mindst til Krigsministeriets instruks af 22. januar 1864 til den kommanderende general de Meza, hvori ministeriet fremhævede betydningen af også i det kommende forår at være "i Besiddelse af en dygtig og slagfærdig Hær."Jf. Krigsministeriets instruks til General de Meza 13. januar 1864, optrykt i i Johansen (2014), appendiks VIII, s, 134 Krigsrådet vurderede på den baggrund, at hæren kun kunne holdes dygtig og slagfærdig ved en tilbagetrækning til flankestillingerne, herunder stillingen ved Dybbøl nord for Flensborg og vest for Sønderborg..
Generalmajor Steinmann havde i en rapport til Krigsministeriet i 1861 skitseret, hvorledes et eventuelt tilbagetog kunne organiseres.. Det blev imidlertid overladt til stabschefen, oberst Kauffmann og hans souschef i løbet af natten at udarbejde planen for retræten ud fra en rammeplan. Der blev dog ikke udarbejdet en samlet plan for tilbagetoget. For at holde retræten så hemmelig som muligt, udsendte Kauffmann i stedet sine instrukser til de enkelte enheder.
Retrætens første fase thumb|Kortskitse over retræten fra Dannevirke mod Flensborg - situationen den 6. februar kl. 03 thumb|right|Erik Henningsen, Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864, 1914, audiensgemakket på Christiansborg.
Overkommandoen havde besluttet, at rømningen fredag den 5. februar først skulle sættes i værk efter mørkets frembrud for at mindske risikoen for, at fjenden anede uråd, så hæren kunne få det størst mulige forspring i forhold til en forfølgelse.
Først på det tidspunkt blev der fra overkommandoen afsendt et telegram til kongen og til krigsministeren med følgende ordlyd: "Efter af have sammenkaldt et Krigsraad i gaar har Overkommandoen besluttet at opgive Dannevirkestillingen, forinden et forestaaende udførligt Angreb udføres. Armeen marcherer inat til Flensborg. Materiellet i Skandserne efterlades." Efter ordre blev telegrafforbindelsen afbrudt umiddelbart efter telegrammets afsendelse, idet overkommandoen fandt det rigtigst at bære ansvaret for beslutningen og ikke udsætte sig for indgriben fra Krigsministeriets side.
Den forestående opgave omfattede et mandskab bestående af 38.000 officerer og menige samt 2.500 sårede og syge, hvortil kom 5.500 non-kombattanter, herunder læger, dyrlæger, forvaltere, skrivere, feltslagtere, håndværkere og såkaldte militærarbejdere. Med sig bragte hæren desuden op mod 10.000 heste, mange kreaturer, forplejning og foder, tonstungt feltskyts og et mindre antal fæstningskanoner, våben, ammunition, udrustning, beklædningsgenstande samt hundredvis af ammunitions- og transportvogne.Johansen (2014), s. 181-182Buk-Swienty (2008), s. 182-183
For langt de flestes vedkommende skulle retræten på de i alt omkring 75 kilometer fra Slesvig til Dybbøl tilbagelægges til fods – i sig selv en udfordring, der blev ikke gjort lettere ved omslaget i vejret: En strid snestorm med mængder af sne satte ind og frost ned til minus 10 grader gjorde de isslagne veje spejlglatte, hvilket også skabte store vanskeligheder for hestenes træk af vognparken – navnlig artilleriets heste styrtede hyppigt – og gjorde det nødvendigt at efterlade dele af udrustningen.Sauntved og Eberhardt (2007), s. 77-78Rømningen af Dannevirke på Militærhistorie.dkOm Danevirke på 1864.dk
1. Division i stillingens østlige sektor, der omfattede området på Sliens nordlige side fra Mysunde op til Arnæs/Kappel, fulgte vejene på halvøen Angel dels via Vedelspang og dels via Sørup og Sterup over Husby mod Flensborg – en marchrute på 35 kilometer og med en samlet kolonnelængde på 10 kilometer. 3. Division, dele af 2. Division og 4. Division samt Infanterireserven i stillingens centrum fulgte landevejen fra Slesvig til Flensborg – en marchrute på 31 kilometer og med en samlet kolonnelængde på 20 kilometer. Andre hærafdelinger var beordret til at følge vejen over Bollingsted mod Flensborg. Hovedparten af hærens afdelinger indtraf i eller ved Flensborg i løbet af morgenen og formiddagen den 6. februar.
Der blev ved tilbagetrækningen fra Dannevirke overhovedet ikke befordret soldater eller materiel med jernbanen. Den 5. februar var der beordret ét jernbanetog stillet til rådighed, som ankom til Dannevirke i løbet af formiddagen for at transportere tropper og kanoner til Flensborg. På grund af forskellige misforståelser troede man i Dannevirke, at togene først skulle komme om aftenen, så man var ikke forberedt til indladning, da togene ankom. Da ordren var, at togene skulle afgå ved 20-tiden, idet jernbanebroen over Trene skulle sprænges i luften, måtte togene afgå tomme. 15 kanoner var blevet trukket til Ellingstedt station, hvor soldaterne måtte stå og se det tomme tog køre forbi uden at standse. Kanonerne blev så stående, til fjenden kom.Jernbanerne under krigen i 1864 på chakoten.dk
Kommanderende general de Meza var ankommet til Flensborg 6. februar efter midnat og modtog straks herefter et telegram fra krigsministeren afsendt fra København kort efter kl. 01 med følgende ordlyd: "Jeg anerkender ikke, at Armeens øverstkommanderende General har holdt sig Instruktionen efterrettelig, og forbeholder mig altsaa Undersøgelse i saa Henseende. Det er endnu min Mening, at Dannevirke burde forsvares. C.C. Lundby"
Slaget ved Sankelmark thumb|Kampen ved Sankelmark i 1864 8. Brigade dannede bagtrop indtil Sankelmark Skov, hvor 7. Brigade overtog denne rolle.1864-Tidende - Historiecenter Dybbøl Banke 7. brigade, som bestod af 1. og 11. Regiment, under oberst Max Müller, fik herefter til opgave at standse fjendens fremmarch og havde derfor forskanset sig i det smalle pas ved Sankelmark, hvor Hærvejen løber gennem et højdedrag. Max Müller havde kun begrænset kendskab til Steinmanns rapport,. og Slaget ved Sankelmark førte til mange tab på begge sider, men sikrede den danske hærs tilbagetog. Blandt de faldne danskere var et stort antal officerer, og generalmajor Steinmann blev såret og måtte overgive kommandoen til sin næstkommanderende..
Retrætens anden fase thumb|Kortskitse over retræten fra Dannevirke - situationen 7. februar kl. 07ː30 thumb|Niels Simonsen, Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, 1864, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. thumb|Fotografi af preussisk batteri ved Arnæs ved Slien den 6. februar 1864