Deklarationen og traktaten om dannelsen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker () oprettede officielt Unionen af sovjetiske socialistiske republikker (USSR), almindeligvis kendt som Sovjetunionen. Traktaten legaliserede de jure en sammenslutning af flere sovjetrepublikker, der havde eksisteret siden 1919 og skabte en ny centraliseret føderal regering. Den nye føderale stat var organiseret med lovgivende organer Sovjetkongressen i Sovjetunionen og Sovjetunionens centrale eksekutivkomité (TsIK) og Folkekommissærernes råd som den udøvende magt. Nøglefunktionerne blev centraliseret i Moskva.
Traktaten sammen med deklarationen oprettelsen af Sovjetunionen blev godkendt den 30. december 1922 på en konference med delegationer fra den Russiske SFSR, den Transkaukasiske SFSR, den Ukrainske SSR og den Hviderussiske SSR. Traktaten og erklæringen blev bekræftet ved Sovjetunionens 1. sovjetkongres og underskrevet af delegationscheferne Voted Unanimously for the Union Mikhail Kalinin, Mikhail Tskhakajaa, Mikhail Frunze og Grigorij Petrovskij, Aleksandr Chervjaakov Creation of the USSR at Khronos.ru samme dag. Traktaten gav mulighed for at optage nye medlemmer.
Sovjetunionen voksede fra 1940 fra de grundlæggende fire republikker (eller seks, afhængigt af om 1922 eller 1940-definitioner anvendes) til 15 republikker ved Sovjetunionens ophør i 1991 ved Minsk-aftalen, hvor de stiftende republikker erklærede Sovjetunionen opløst, og samtidig oprettede SNG. Den 10. december Minsk-aftalen blev aftalen ratificeret af det ukrainske og hviderussiske parlament. Den 12. december blev aftalen ratificeret af det russiske parlament, hvorefter Russiske SFSR opsagde traktaten om oprettelse af USSR og erklærede Ruslands uafhængighed af USSR. Den 26. december 1991 blev Sovjetunionen formelt opløst.
Baggrund Traktatens tekst blev udarbejdet af en kommission under centralkomiteen for det Det russiske kommunistparti (Bolsjevikkerne). Traktaten var et resultat af mange interne politiske konflikter indenfor kommunistpartiet og de fire sovjetrepublikker. Oprindeligt mente Vladimir Lenin ikke, at Ruslands oktoberrevolution ville være begrænset af Ruslands grænser,Hirsch, F. (2000). Toward an Empire of Nations: Border-Making and the Formation of Soviet National Identities. The Russian Review, 59(2), 201-226. Hentet 1. april 2021, http://www.jstor.org/stable/2679753 hvilket synspunkt blev støttet af Lev Trotskij og hans tilhængere. I udkanten af det tidligere russiske kejserrige havde flere provinser som et resultat af revolutionen og kejserrigets opløsning erklæret sig uafhængige og oprettet nye republikker. Da Den Røde Hær under Den russiske borgerkrig søgte at sikre sig kontrol over imperiets udkanter skete dette ved, at der i regionerne blev etableret en sovjetrepublik, der kunne overtage regeringsmagten, når den røde hær havde overtaget kontrollen med regionen. Denne metode blev anvendt i Ukraine, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan og forsøgt anvendt i de mislykkede kampagner i de baltiske lande og i Polen. Alternativt kunne tilstedeværelsen af et etnisk mindretal anvendes til at underminere den regionens hær (som benyttet ved etableringen af autonome områder som Tatarske ASSR og Basjkirske ASSR) og, hvor der ikke var noget nationalt mindretal, en regering baseret på geografisk lokalitet, som ved oprettelsen af den Fjernøstlige Republik og Turkestanske ASSR.
Den Røde Hærs fiasko under den polsk-sovjetiske krig (1919-21) satte imidlertid bolsjevikkernes tanker om verdensrevolution på hold. Samtidig havde den stadig mere indflydelsesrige Josef Stalin andre politisk mål, formuleret som "Socialisme i ét land". Socialisme i ét land var en opgivelse af Lenins korenizatsija-politik, der søgte af styrke lokale etniske folkeslag og at af-russificere i områder, hvor befolkningen ikke var russere. I foråret 1922 fik Lenin sit første slagtilfælde, og Stalin, der stadig var et folkekommissær for nationaliteter, fik posten som generalsekretær for det kommunistpartier.
Stalin hævdede, at fordi Den Russiske Borgerkrig nu var afsluttet, og krigskommunismen var blevet erstattet af den nye økonomiske politik, var det nødvendigt at omorganisere den bolsjevikiske stat til en enkelt suveræn enhed, hvorved dens juridiske de jure- ramme ville matche dens de facto-tilstand. Denne proces ville kræve afvikling af de mange splittede sovjetiske regeringer og genoprettelse af det øverste centrale styre til Moskva.
I januar 1922 sendte Georgij Tjitjerin, den daværende folkekommissær for udenrigsanliggender, en officiel begæring til myndighederne i Russiske SFSR om muligheden for at varetage de øvrige andre republikkers juridiske forhold. Stalin, der var etnisk georgier, indtog den holdning, at Russiske SFSR skulle repræsentere de andre republikker inden for udenrigspolitikken. De første samtaler mellem myndighederne i de enkelte republikker om udarbejdelsen af traktaten begyndte i august 1922. Nogle af de lokale regeringer, især i Ukraine og i Georgien, hvor tvisten gav anledning til den georgiske affære, var modstandere af Stalins ønske om centralisering, og den endelige traktat blev et kompromis mellem de forskellige synspunkter indenfor bolsjevikkerne og mellem republikkerne. Med traktaten blev skabt en ny centraliseret føderal regering, hvor nøglefunktioner var i hænderne på Moskva.
Indhold thumb|Deklaration og traktat om oprettelsen af Sovjetunionen, 1922, side 3 (med underskrifter) thumb|Deklaration og traktat om oprettelsen af Sovjetunionen Det originale dokument indeholdt et forsideark, erklæringen, traktaten (indeholdende forord og 26 paragraffer) og underskrifterne fra de delegationer, der underskrev den.
På omslaget blev titlen Unionen af Sovjetiske Socialistiske Republikker skrevet på russisk, fransk, engelsk og tysk samt ordene Traktaten om dannelsen af Unionen af sovjetiske socialistiske republikker også på disse fire sprog. Den indeholdt Sovjetunionens originale statsemblem.
Deklarationen indeholder en beskrivelse af overvejelserne bag traktaten og dennes nødvendighed. Ifølge beskrivelsen består verden af to forskellige grupperinger: En "udnyttende" kapitalistisk med kolonialisme, chauvinisme og sociale og etniske uligheder og en "fri" socialistisk med gensidig tillid, fred og internationalt samarbejde og solidaritet. Den "udnyttende" del af verden har forsøgt at ødelægge den "fri" del af verden, men på grund af det fælles gode, som den "fri" verden er baseret på, er det mislykkedes for den "udnyttende" del af verden.
Erklæringen fortsætter og angiver tre faktorer for, hvorfor unionen er et nødvendigt skridt. Først og fremmest har Den Russiske Borgerkrig medført, at republikkernes økonomier er blevet ødelagt, og genopbygning på den nye socialistiske måde viser sig at være vanskelig uden tættere økonomisk samarbejde. For det andet fortsætter udenlandske trusler over den socialistiske lejr, og dens suverænitet kræver en alliance for forsvar. Endelig den ideologiske faktor, at det sovjetiske styre er internationalistisk og tilskynder, at den arbejdende klasse forener sig i en enkelt socialistisk familie. Disse tre faktorer fører til hensigtsmæssigheden i at forene sig i en enkelt stat, der vil garantere velstand, sikkerhed og udvikling mod socialismen. Endvidere understreger deklarationen, at den resulterende Union af sovjetiske socialistiske republikker er en, der er skabt efter folkets frie vilje, at dens formål følger idealerne i oktoberrevolutionen, at hver eneste socialistiske republik har ret til at slutte sig til og forlade Unionen efter sin egen vilje, ligesom der for den sovjetiske udenrigspolitik lægges op til socialistisk irredentisme ("verdensrevolutionen") med ordene ... vil tjene et afgørende skridt på vejen til forening af alle arbejdere til en "verdenssocialistisk sovjetrepublik".
Efter deklarationen står selve traktaten, der består af en præambel og 26 artikler (paragraffer).
I forordet fastslås det, at Den russiske sovjetiske føderative socialistiske republik, Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik, Den hviderussiske socialistiske sovjetrepublik og Den transkaukasiske socialistiske føderative sovjetrepublik (der indeholder Georgien, Aserbajdsjan og Armenien ), der handler i fri vilje, er enige om at danne en enkelt Union af socialistiske sovjetrepublikker, der er reguleret af traktatens artikler. Artikel 1 opregner kompetencen for Unionens myndigheder. Disse inkluderer alle udenrigsanliggender; internationale traktater, ændring i de ydre grænser og udvidelse af Unionen ved at acceptere nye republikker; at erklære krig og acceptere fred; udenrigs- og indenrigshandel; autoritet over økonomisk udvikling herunder oprettelse af en enkelt post- og transporttjeneste, de væbnede styrker, intern migration, oprettelse af fælles retsvæsen, uddannelse og sundhedstjenester samt forening af alle måleenheder. Alt ovennævnte ville således blive eksplicit kontrolleret direkte af Unionens myndigheder. Desuden er den slutartiklen udtrykkeligt angivet, at Unionens myndigheder nu kunne omstøde handlinger fra alle republikkernes myndigheder (det være sig sovjetkongresser, folkekommissærers sovjetter eller centrale udøvende komitéer), der måtte anset for at være i strid med traktaten. Artikel 2–10 fastlægger strukturen for Unionens øverste myndigheder. Den lovgivende myndighed var i henhold til traktaten Sovjetunionens Kongres. Mellem Kongresserne skulle den lovgivende myndighed udføres af Sovjetunionens Centrale Eksekutivkomité (TsIK) (2). Delegaterne til kongressen vælges af lokale sovjetter repræsenteret af en valgt repræsentant fra 25.000 vælgere i byområder og en pr. 125.000 vælgere i landdistrikterne (3). Kongresdelegaterne ville blive valgt af lokale Gubernija-sovjetter (4). Kongresserne afholdes årligt, eller kan indkaldes efter anmodninger fra mindst to republikker eller Unionens TsIK (5). TsIK ville være hovedorganet til at udføre udøvende funktioner mellem kongresserne. TsiK var et organ på 371 personer, hvis medlemmer var proportionalt repræsenteret i Unionens befolkning og valgt af Kongressen (6). Unionens TsIK ville mødes fire gange om året regelmæssigt, mens ad hoc-sessioner kan indkaldes efter anmodning fra Unions-regeringen (Folkekommissærernes råd) eller af en af de konstituerende republikker (7). Kongressen og TsIK ville blive afholdt i hovedstæderne i Unionens republikkerne i den rækkefølge, der ville blive besluttet af TsIKs præsidium (8). Sidstnævnte skulle udnævnes af TsIK, der ville være det øverste magtorgan mellem dets sessioner (9). Dette præsidium ville bestå af nitten medlemmer med fire formænd, der hver repræsenterer de fire republikker (10). Præsidiet havde også myndighed til at indkalde til en ad hoc-session for TsIK. Artikel 11 udpegede Folkekommissærernes råd (SNK) til den udøvende myndighed i Unionen. Rådets medlemmer blev udnævnt af TsIK og omfattede ti porteføljer (kommissariater) samt en formand og hans stedfortrædere. Artikel 12 specificerede funktionerne i Sovjetunionens højesteret (under kontrol af TsIK) og det hemmelige politi, OGPU (under kontrol af SNK, og OGPU-formanden skulle være en deltager i SNK med rådgivende afstemning). Oprettelsen af disse to organer var berettiget som "foranstaltninger til at overvinde kriminelle og kontrarevolutionære elementer".