thumb|Spitfire Mk.Vb BM597 tilhørende Duxford's Historic Aircraft Collection bemalet som tilhørende 317 (Polish) "Wileński" Squadron.
Den Britiske Supermarine Spitfire var det eneste Allierede jagerfly fra 2. verdenskrig der gjorde fronttjeneste og var i kamp fra starten af konflikten i september 1939, indtil slutningen i august 1945. Efter krigen fortsatte Spitfire med at være i tjeneste langt ind i 1950'erne.Price 1991, p. 10. Det oprindelige flystel viste sig at være ekstremt tilpasningsdygtigt, og kunne modificeres til at tage langt større motorer og bære mere last end tiltænkt flyets oprindelige rolle som kortdistance interceptor. Dette ville føre til 19 marks (grundtyper) af Spitfire og 52 undervarianter, som blev produceret før, under og efter krigen.McKinstry 2007, p. 6. De mange ændringer blev til for at opfylde krav fra Royal Air Force, og for med succes at kunne imødegå de stadigt forbedrede fjendtlige flytyper.McKinstry 2007, pp. 5–6. Efter at den oprindelige designer, Reginald J. Mitchell, afgik ved døden i juni 1937, blev alle efterfølgende varianter af Spitfire designet af hans efterfølger, Joseph Smith, og et team af ingeniører og tekniske tegnere.McKinstry 2007, pp. 67–69, 75.
Disse artikler præsenterer en enkel historisk gennemgang af de mange Spitfire-varianter, inklusive mange af de specifikke karakteristika for hver undervariant. Denne artikel omhandler kun Spitfire varianter forsynet med tidlige Rolls-Royce Merlin motorer, som hovedsageligt benyttede enkelttrins kompressorer gearet til én hastighed. Den næste artikel beskriver Spitfire-varianter med senere Merlins, der havde to-trins to-gears kompressorer, og den sidste artikel dækker de sidste Spitfire-varianter der var forsynet med de noget større Rolls-Royce Griffon motorer.
Vingetyper Spitfires med enkelttrins Merlin-motorer benyttede fem forskellige vingetyper, Type A, B, C, D og E vinger, som alle havde samme mål, facon og tværsnit men forskellige interne arrangementer af bevæbning og brændstoftanke.Barbic 1996, pp. 165–167. Alle Mk.I, Mk.II, og Mk.V og de afledte varianter havde små, rektangulære indikatorstifter for understellet, som stak frem fra vingens overside når understellets ben var låst i nedfældet stilling, og som derved gav en positiv mekanisk indikation for at hjulene var nede og låst, eftersom piloten ikke kunne se understellet direkte.Air Ministry 1940, p. 7.Air Ministry 1941, p. 7. Dette var en backup for indikatorlamperne på instrumentpanelet, i det tilfælde at der var fejl på pærerne, eller svigt i det elektriske anlæg. Alle disse varianter benyttede Dunlop AH2061 dæk på hovedhjulene, monteret på legeringsfælge med 5 egere. Halehjulene, der ikke kunne trækkes op og var frit efterløbende, benyttede Dunlop AH2184 dæk.Morgan and Shacklady 2000, pp. 74, 172.
Begyndende med Mk.V, fik nogle Spitfires deres afrundede elliptiske vingetipper "klippet" umiddelbart udenfor krængerorene, og fik tippen erstattet med en flad afdækning. Tippen var boltet på, den nye afdækning var i grunden blot en høvlet pind. Formålet var at forbedre manøvreevnen ved lave flyvehøjder, frem for alt for at give flyet en højere rulningshastighed. Dette var en egenskab hvor Mk.V var slemt underlegen i forhold til sin rival Fw 190. Selv om disse "klippet-vinge" fly er populært kendt som "L.F." versioner på grund af deres designation (f.eks. Spitfire L.F. Mk.V), indikerer bogstavet "L" de særlige versioner af Rolls-Royce Merlin-motorerne der blev anvendt, og som var optimeret til bedste ydelse ved lav flyvehøjde ved at anvende en kompressor med en neddrejet ("cropped") impeller (Merlin 45M, 50M or 55M). Selvom mange "L.F" Spitfires fik "klippede" vinger sammen med den specielle motor, beholdt en stor del af flyene stadigvæk de originale vingetipper.Price 1999, p. 135.
A-typen A-typen var det oprindelige vingedesign, med otte kaliber .303 (7,7mm) Browning maskingeværer, med 300 skud til hvert maskingevær. Den grundlæggende struktur af vingen var uændret frem til 'C' typen i 1942. Den eneste større ændring til denne vinge, indført kort efter produktionens opstart, var indførelsen af et varmeanlæg til våbenkamrene, for at forhindre at maskingeværerne frøs fast i større flyvehøjder. For at opnå dette blev åbne strukturer rundt om våbnene, som f.eks. ribberne i vingerne, lukket af, så hvert våben lå i et aflukket kammer. Der blev tilføjet et rørsystem som ledte opvarmet luft fra motorens radiator ind i de nu lukkede våbenkamre. Ventilationsåbninger nær vingens forkant, dækket af strømlinede trekantede dæksler, var placeret så luftstrømmen skabte undertryk i våbenkammeret og sørgede for en rigelig og naturlig opvarmet luftstrøm fra radiatoren, uden anvendelse af et blæsersystem. For at forhindre gennemstrømning af kold luft via mundingsåbningen i vingens forkant, lukkede flyets jordbesætning åbningerne med rød selvklæbende tekstiltape (eller i mangel på dette, brunt pakkepapir) som en del af processen, når våbnenes magasiner blev fyldt op. Maskingeværerne blev affyret igennem tapen, så forseglingen var borte efter kamp. Imod slutningen af 1940 blev de tekstil-dækkede krængeror erstattet med ror der var dækket med letmetal. A-vingen var kun kompatibel med bestykningen med otte browning maskingeværer.
B-typen B-vingen var strukturelt en A-type modificeret til at bære en 20 mm Hispano maskinkanon pr. vinge. Denne erstattede de to inderste .303 maskingeværer. Den optrækkelige landingsprojektør under vingen blev flyttet. Kanonen blev installeret i det inderste våbenkammer, lige ved siden af hjulbrønden, og det andet maskingevær blev fjernet helt. Området hvor det inderste maskingeværs ammunitionskasser havde været, lige uden for maskingeværets kammer, blev modificeret så det havde plads til kanonens 60-skuds tromlemagasin. Forhudningen på over- og undersiden af vingen fik en strømlinet 'vable' (Engelsk: "blister") for at give plads til magasinet - der var to forskellige udformninger af dem under vingen. De tilbageblevne to .303 maskingeværer yderst i vingen blev ikke ændret. Den eneste type bevæbning der passede til en Spitfire med en B-type vinge var: To 20 mm Hispano Mk.II maskinkanoner, hver med en 60-skuds tromle, og fire .303 Browning maskingeværer, med 350 skud hver. Krængeror med letmetalsforhudning var standard på denne vingetype.
C-typen "C-vingen", også benævnt "Universalvingen" var en langt mere modificeret vinge, redesignet for at reducere arbejdsmængden og produktionstiden, såvel som at tillade forskellige konfigurationer af bevæbningen uden at skulle gennemgå strukturelle modifikationer eller ændringer (En tilsvarende vingetype blev udviklet til Hawker Hurricane, og tillod at alt fra 8 til 10 .303 Brownings, eller fire 20mm Hispanos, eller to anti-tank 40mm Vickers "S" kanoner og et par .303 kunne monteres i den samme vinge). uden modifikation kunne "universal" vingen acceptere bevæbningen fra "A", "B", "C" eller "E-type" vinger, selvom "E" typen ikke blev benyttet før de senere versioner af Spitfire. "B" typens 2-kanon, 4-Browning layout var det oftest benyttede på "C" vinge Spitfires, indtil fremkomsten af Mk.IX og "E" vingen. Ændringerne i "C" vingerne er bl.a. et sekundært kanonkammer lige uden for det første, og at den 3. Browning blev flyttet en smule udad, fra spante 13 til 14, hvilket placerer de to yderste maskingeværer tættere sammen end i de gamle "B" vinge.
Selv om et hvilken som helst fly med en universalvinge officielt er en "C" variant uanset den anvendte våbenbestykning ("E" typer undtaget), blev det senere populært - og fejlagtigt - benyttet at kalde fly udrustet med "C" vinge og "B" type bevæbning for en "B" variant, selv om flyet korrekt benævnt, teknisk og strukturelt er en "C". Visuelt kan der skelnes; den nye vinge havde to kanonkamre, selv om det ene kammer som regel var tomt. De to yderste maskingeværer var flyttet tættere sammen end i "A" eller "B" type vingerne, hvilket er en visuel hjælp til at skelne en original "B" type fra en senere ukomplet bestykket "C"-vinge. Selv uden den sekundære kanon monteret, kan man også se åbningen i vingen til dennes munding. Uden kanonen er åbningen som regel lukket af med en gummiprop. Eftersom kanonophængene var blevet flyttet længere bagud i vingen, så afskærmningen af kanonløbet er kortere en på en original "B" Spitfire.
Få, om overhovedet nogen, "C" Spitfires blev udrustet med de otte Brownings fra "A" vingens våbenkonfiguration, eftersom denne blev anset som forældet på det tidspunkt hvor Mk.V blev kampklar. "C" vingen var den første der kunne håndtere fire (to i hver side) 20mm kanoner; derfor bliver "C" designationen populært benyttet om alle fire-kanons Spitfires, f.eks. F Mk.Vc. I teorien kunne en Spitfire med Universalvinge bære fire kanoner og fire maskingeværer, men dette ville være en tung last for flyet og ville i høj grad gå ud over flyets manøvreevne og øvrige flyveegenskaber. Derfor ville en fuld "C" bevæbning næsten aldrig blive benyttet; mange Spitfires fremstillet med "C" bevæbning ville få de to ekstra kanoner fjernet for at spare vægt, inden flyet blev sat i fronttjeneste.
Universalvingen var også ændret for at imødekomme en forbedring af Hispano kanonen. I stedet for det oprindelige 60-skuds tromlemagasin blev kanonerne nu fremstillet med bæltefødning, hvilket gav mulighed for at fordoble ammunitionen til 120 skud pr. kanon. Dette fjernede også behovet for de temmelig store 'vabler' til tromlemagasinet på over- og undersiden af vingen, med modifikationen var det kun nødvendigt med en lille vable til at huse den elektriske "Chattellerault" fødemekanisme. Understellets ophæng blev omdesignet og dørene til understellet blev buet en smule, hvilket tillod at understelsbenene sad længere nede i hjulbrøndene. Dette gjorde det muligt at fjerne de 'vabler' på vingens overside der dækkede over hjulbrønden og understellets tophængsel. De forstærkede understelsben blev vinklet 5.08 cm (2 inches) fremover når de var nedfældet, hvilket gjorde Spitfire mere stabil på jorden og formindskede risikoen for at flyet gik på næsen. Desuden opgav man at montere de nedfældelige landingslys. Der blev også tilføjet hardpoints umiddelbart uden for hjulbrønden, hvilket tillod at et fly kunne medføre to stk. 113 kg (250 lb) bomber.
D-typen D typen var modificeret til anvendelse på ubevæbnede, langdistance rekognosceringsversioner af Spitfire, som f.eks. P.R. Mk.Id (P.R. versionerne bliver nøjere beskrevet længere nede). Disse vinger havde tomme våbenkamre, og det relativt tykvæggede D-formede forkantsprofil foran hovedbjælken var blevet konverteret til en ekstra intern brændstoftank, der kunne rumme 300 l. (66½ Imperial gallons) ud over beholdningen i tankene foran cockpittet.Price 1999, p. 100. Det var nødvendigt at placere påfyldningsstudsen langt ude på vingen, mellem ribbe 19 og 20 på forkanten, eftersom vingernes dihedral placerede tipperne højere end resten af vingen. En ekspansions- og udluftningsventil var placeret længere ude, mellem ribbe 20 og 21, det højeste punkt på tanken hvor der naturligt ville danne sig en luftboble. Ventilen var nødvendig; den direkte solopvarmning af vingens metal, der også fungerede som tankens væg, gav en del udvidelse og fordampning.Smallwood 1996, pp. 16–18.
Varianter med Merlin motor og enkelttrins kompressor
Mark numre, typenumre Mark numrene indikerede ikke nødvendigvis en kronologisk rækkefølge; for eksempel var Mk.IX en nødløsning der blev sat i produktion før Mk.VII og Mk.VIII. Derudover blev nogle Spitfires af et 'mark' eller en variant ombygget til en anden; adskillige af de første Mk.Vb blev konverteret fra Mk.Ib; og de første Mk.IX var oprindeligt Mk.Vc, i nogen tilfælde ombygget af Rolls-Royce i deres Hucknall fabrik.