Vilhelm af Tyrus (; ; 113029. september 1186) var en middelalderprælat og krønikeskriver. Som ærkebiskop af Tyrus er han undertiden kendt som Vilhelm 2. for at skelne ham fra forgængeren, Vilhelm I, englænderen, en tidligere prior for Gravkirken, som var ærkebiskop af Tyrus fra 1127 til 1135.In his history, William of Tyre writes, "in the fourth year after Tyre had been [captured] (that is, in 1127/28), the king, patriarch, and other leading men elected (as archbishop of Tyre) William, the venerable prior of the church of the Sepulchre of the Lord", adding that this William was "an Englishman by birth, and a man of most exemplary life and character". A few chapters later, William reports that when the Patriarch Stephen died (in 1130), "he was succeeded by William, prior of the church of the Sepulchre of the Lord…He was Flemish by birth, a native of Mesines." Two Williams were prior of the Holy Sepulchre at an early time then, with William of Mesines (Flanders) probably directly succeeding William the Englishman as Prior of the Holy Sepulchre. This also means that William of Mesines could only have been prior from 1127 (the year of the election of William the Englishman to the archbishopric of Tyre) to 1130, the year of his own election as Patriarch. See William of Tyre, A History of Deeds Done Beyond the Sea", Vol. 1, trans. Emily Babcock and A.C. Krey, Bk. XIII, Ch. 23 and Bk. XIII, Ch. 26. Han voksede op i Jerusalem, i storhedstiden for Kongeriget Jerusalem, der var blevet oprettet i 1099 efter Det første korstog, og han tilbragte tyve år med at studere de frie kunster og kanonisk ret på Europas universiteter.
Efter Vilhelms tilbagevenden til Jerusalem i 1165 gjorde kong Amalrik ham til ambassadør i Det Byzantinske Rige. Vilhelm blev vejleder for kongens søn, den fremtidige kong Balduin 4., som Vilhelm opdagede led af spedalskhed. Efter Amalriks død blev Vilhelm kansler og ærkebiskop af Tyrus, to af de højeste embeder i kongeriget, og i 1179 anførte Vilhelm den østlige delegation på det 11. økumeniske koncil. Fordi han var involveret i den dynastiske strid, der udviklede sig i løbet af Balduin 4.s regeringstid, aftog hans betydning, da en rivaliserende fraktion opnåede kontrol over de kongelige anliggender. Han blev forbigået til det prestigefyldte embede som Jerusalems katolske patriark og døde i ubemærkethed, sandsynligvis i 1186.
Vilhelm skrev en beretning om det 11. økumeniske koncil og en historie om de islamiske stater fra Muhammeds tid. Ingen af værkerne er bevaret. Han er i dag berømt som forfatter til en historie om Kongeriget Jerusalem. Vilhelm skrev sin krønike på et for sin tid fremragende latin med adskillige citater fra klassisk litteratur. Krøniken har undertiden titlen Historia rerum in partibus transmarinis gestarum ("Historie om begivenheder på den anden side af havet") eller Historia Ierosolimitana ("Historie om Jerusalem"), eller kort sagt Historia. Den blev oversat til fransk kort efter hans død og derefter til adskillige andre sprog. Fordi det er den eneste kilde til historien om Jerusalem i det 12. århundrede, skrevet af en indfødt, har historikere ofte antaget, at Vilhelms udsagn kunne tages for gode varer. Imidlertid har nyere historikere påvist, at Vilhelms involvering i kongedømmets politiske stridigheder resulterede i påviselig forudindtagethed i hans beretning. På trods af dette betragtes han som korstogenes største krønikeskriver og en af middelalderens betydeligste forfattere.
Tidlige liv alt=The Kingdom of Jerusalem in the Near East. To the southwest is the Fatimid Caliphate of Cairo. To the east is the Emirate of Damascus, and to the west is the Mediterranean Sea. To the north are the County of Tripoli, Principality of Antioch, County of Edessa, Principality of Armenian Cilicia, the Byzantine Empire, and the Sultanate of Rum.|right|thumb|413x413px|Korsfarerstaterne i 1165 Kongeriget Jerusalem blev grundlagt i 1099 ved afslutningen af Det første korstog. Det var den tredje af fire kristne stater, der blev oprettet af korsfarerne efter Grevskabet Edessa og Fyrstendømmet Antiokia og efterfulgt af Grevskabet Tripoli. Jerusalems første tre herskere, Godfred af Bouillon (1099–1100), hans bror Balduin 1. (1100–1118) og deres fætter Balduin 2. (1118–1131) udvidede og sikrede kongedømmets grænser, som omfattede stort set det samme område som dagens Israel, Palæstina og Libanon. I løbet af rigets første årtier voksede befolkningen på grund af pilgrimme, der besøgte kristenhedens helligste steder. Handelsfolk fra Middelhavs-bystaterne i Italien og Frankrig var ivrige efter at udnytte de rige handelsmarkeder i øst.The most up-to-date works about the First Crusade are Thomas Asbridge, The First Crusade: A New History (Oxford: 2004) and Christopher Tyerman, God's War: A New History of the Crusades (Penguin: 2006).
Vilhelms familie stammede sandsynligvis fra enten Frankrig eller Italien, da han var meget velkendt med begge lande.Emily Atwater Babcock and August C. Krey, trans., introduction to William of Tyre, A History of Deeds Done Beyond the Sea (Columbia University Press, 1943), vol. 1, p. 7. Hans forældre var sandsynligvis købmænd, der havde bosat sig i kongeriget og var "tilsyneladende velhavende",R. B. C. Huygens, "Editing William of Tyre", Sacris Erudiri 27 (1984), p. 462. skønt det er uvist, om de deltog i det første korstog eller ankom senere. Vilhelm blev født i Jerusalem omkring 1130. Han havde som minimum en bror, Ralph, som var en af byens borgere, en ikke-adelig leder af handelssamfundet. Mere vides der ikke om hans familie, bortset fra at hans mor døde inden 1165.Peter W. Edbury and John G. Rowe, William of Tyre: Historian of the Latin East (Cambridge University Press, 1988), p. 14.
Som barn blev Vilhelm uddannet i Jerusalem ved katedralskolen i Gravkirken. Skolelæreren Johannes af Pisa, lærte Vilhelm at læse og skrive og introducerede ham for første gang til latin.Hans E. Mayer, "Guillaume de Tyr à l'école" (Mémoires de l'Académie des sciences, arts et belles-lettres de Dijon 117, 1985–86), p. 264; repr. Kings and Lords in the Latin Kingdom of Jerusalem (Aldershot: Ashgate, Variorum Collected Series Studies, 1994). John later became cardinal priest of SS. Silvestri e Martino, and supported Antipope Victor IV over Pope Alexander III. Fra Historia er det klart, at han også beherskede fransk og sandsynligvis italiensk, men der er ikke nok bevis til at afgøre, om han lærte græsk, persisk og arabisk, som det undertiden hævdes.R. B. C. Huygens, ed., introduction to Willemi Tyrensis Archiepiscopi Chronicon, Corpus Christianorum, Continuatio Medievalis, vol. 38 (Turnhout: Brepols, 1986), p. 2.
Omkring 1145 rejste Vilhelm til Europa for at fortsætte sin uddannelse i skoler i Frankrig og Italien, særligt i Paris og Bologna, "de to vigtigste intellektuelle centre i det det tolvte århundredes kristenhed."G. A. Loud and J. W. Cox, "The 'Lost' Autobiographical Chapter of William of Tyre's Chronicle (Book XIX.12)", The Crusades: An Encyclopedia, ed. Alan V. Murray (ABC-Clio, 2006), vol. 4, Appendix: Texts and Documents #4, p. 1306. Disse skoler var endnu ikke de officielle universiteter, som de ville blive til i det 13. århundrede, men ved udgangen af det 11. århundrede havde begge adskillige skoler for kunst og videnskab. De var adskilt fra katedralskolerne og blev oprettet af uafhængige professorer, der var mestre inden for deres studieretning. Studerende fra hele Europa samledes der for at høre foredrag fra disse mestre.Jacques Verger, "The birth of the universities". A History of the University in Europe, vol. 1: Universities in the Middle Ages, ed. Hilde de Ridder-Symoens (Cambridge University Press, 1992), pp. 47–50. Vilhelm studerede de frie kunster og teologi i Paris og Orléans i omkring ti år med professorer, der havde været studerende af Thierry de Chartres og Gilbert de la Porrée. Han brugte også tid på at studere blandt andre Robert af Melun og Adam de Parvo Ponte. I Orléans, et af de mest fremtrædende centre for klassiske studier,Charles Homer Haskins, The Renaissance of the Twelfth Century (Harvard University Press, 1927; repr. Meridian Books, 1966), p. 103. læste han oldromersk litteratur (kendt ganske enkelt som "forfatterne") sammen med Hilaire d'Orléans og lærte matematik ("særligt Euklid ") med Vilhelm d'Soissons. I seks år studerede han teologi med Peter Lombarderen og Maurice de Sully . Derefter studerede han civilret og kanonisk ret i Bologna hos de "fire lærte", Hugo de Porta Ravennate, Bulgarus, Martinus Gosia og Jacobus de Boragine.The chapter of the Historia detailing his education in Europe was lost until Robert Huygens discovered it 1961, in a manuscript in the Vatican Library (ms. Vaticanus latinus 2002); Huygens, "Guillaume de Tyr étudiant: un chapître (XIX, 12) de son Histoire retrouvé" (Latomus 21, 1962), p. 813. It is unknown why no other manuscript has this chapter, but Huygens suggests an early copyist considered it out of place within the rest of book nineteen and excised it, and thus all subsequent copies also lacked it (ibid., p. 820). It was included in Huygen's critical edition of the Historia (book 19, chapter 12, pp. 879–881.) As the chapter had not yet been discovered, it is not included in the 1943 English translation by Babcock and Krey. Vilhelms liste af professorer "giver os næsten en hvem er hvem af grammatikere, filosoffer, teologer og undervisere i jura fra det såkaldte tolvte århundrede renæssance" og viser, at han var lige så veluddannet som enhver anden europæisk gejstlig. Hans samtidige Johannes af Salisbury havde mange af de samme lærere.Loud and Cox, p. 1306. Loud and Cox also give an English translation of the chapter. It has also been translated online by Paul R. Hyams, "William of Tyre's Education, 1145/65 ".
Religiøst og politisk liv i Jerusalem De højeste religiøse og politiske embeder i Jerusalem blev normalt besat af europæere, der var ankommet på pilgrimsrejse eller korstog. Vilhelm var en af de få med en europæisk uddannelse, der var født i Det Hellige Land, og han steg hurtigt i graderne.Alan V. Murray, "William of Tyre". The Crusades: An Encyclopedia, vol. 4, p. 1281. Efter sin tilbagevenden til Det Hellige Land i 1165 blev han kannik i katedralen i Akko. I 1167 blev han udnævnt til ærkediakon i katedralen i Tyrus af Frederick de la Roche, ærkebiskop af Tyrus, med støtte fra Kong Amalrik 1.Edbury and Rowe, 1988, pp. 15–16.
Amalrik var kommet til magten i 1164 og havde gjort det til sit mål at erobre Egypten. Egypten var blevet invaderet af Kong Balduin 1. halvtreds år tidligere, og det svage Fatimide-kalifat var blevet tvunget til at betale Jerusalem en årlig tribut. Amalrik rettede sin opmærksomhed mod Egypten, fordi de muslimske områder øst for Jerusalem var faldet under magtfulde Zengid sultan Nur ad-Din kontrol. Nur ad-Din havde overtaget kontrollen over Damaskus i 1154, seks år efter den katastrofale belejring af Damaskus under Det 2. korstog i 1148. Jerusalem kunne nu kun ekspandere mod sydvest mod Egypten, og i 1153 faldt Ashkelon, Fatimidernes sidste forpost i Palæstina, til korsfarerne. Nur ad-Din ønskede imidlertid også at erhverve Egypten og sendte sin hær for at forhindre Amalriks planer. Sådan var situationen i øst, da Vilhelm vendte tilbage fra Europa. I 1167 giftede Amalrik sig med Maria Komnene, oldebarn af den byzantinske kejser Manuel 1. Komnenos, og i 1168 sendte kongen Vilhelm for at afslutte en traktat om et fælles byzantinsk-korsfarer felttog mod Egypten. Felttoget, Amalriks fjerde, var det første med støtte fra den byzantinske flåde. Amalrik ventede imidlertid ikke på, at flåden skulle ankomme. Det lykkedes ham at erobre Damietta, men inden for få år var han blevet fordrevet fra Egypten af en af Nur ad-Dins generaler, Saladin, som senere ville blive Jerusalems største trussel.Hans E. Mayer, The Crusades, 2nd ed., trans. John Gillingham (Oxford: 1988), pp. 119–120.