Qing-dynastiet (kaldes også manchu-dynastiet) var et kinesisk dynasti, der regerede fra 1644 til 1912. Qing-dynastiet overtog magten efter Ming-dynastiet, der brød sammen efter oprør og angreb fra manchuerne. Qingdynastiet blev det sidste kinesiske dynasti. Dets kejsere regerede i Beijing fra 1644 til 1912, da den sidste kejser trådte tilbage, og den nye kinesiske republik blev skabt som en konsekvens af Xinhai-revolutionen i 1911.
thumb|250px|right|Quing kejseren Jiaqing, kejser 1760-1820
Oversigt Qingdynastiet blev ikke grundlagt af de egentlige kinesere eller han-folket, som udgør langt hovedparten af indbyggerne i Kina, men derimod af manchuerne, et nomadefolk fra Manchuriet. De udnyttede den politiske uro og de folkelige oprør, som plagede Ming-dynastiet og erobrede landets hovedstad, Beijing, i 1644. Dynastiet varede, indtil kejserdømmet faldt som følge af Xinhai-revolutionen i 1911.
De 268 år under Qingdynastiet bød på store sejre, ydmygende nederlag og dybtgående ændringer i alle dele af samfundet. Nutidens Kina er på mange måder resultatet af erfaringerne fra dengang. Qingkejsernes magtovertagelse blev ledsaget af en udvidelse af landområdet, og Kinas nuværende grænser afspejler i store træk de succesrige, militære ekspeditioner under Qingdynastiet. Indlemmelsen af nye lande og folkeslag krævede omhyggeligt arbejde, men manchuernes erfaringer som nomadefolk og deres villighed til at anvende forskellige væremåder overfor forskellige grupper som f.eks. mongoler og tibetanere gjorde styret meget smidigt. Grundlaget for den store befolkningstilvækst blev formentlig lagt i den stabile periode under de første 200 års Qingstyre, hvor landet nød godt af økonomisk fremgang, indvinding af nyt land til opdyrkning og udbredelsen af nye afgrøder, som kan vokse i dårlig jord.
Der blev skabt mange store værker inden for kunst og litteratur i perioden, og særligt kejser Qianlong satte omfattende projekter i gang for at bevare vigtige tekster fra landets historie. Romangenren blev læst i brede kredse, og Kinas måske mest berømte roman, "Drømmen om det røde værelse", blev skrevet midt i det 18. århundrede. Taipingoprøret midt i det 19. århundrede var det første, alvorlige udslag af den anti-manchustemning, som truede Qingdynastiets stabilitet, og som skulle vise sig mange gange i resten af perioden. Men de forfærdende tab under oprøret (man regner med, at der døde omkring 30 millioner mennesker frem til nedkæmpelsen af oprøret i 1864) og den fuldstændige ødelæggelse af et stort område i den sydlige del af landet, blev overskygget af en anden, alvorlig konflikt, nemlig den 2. opiumskrig (1843-1860), hvor England med våbenmagt gennemtvang, at Kina skulle åbnes for handel med opium. Skønt krigen ikke var nær så blodig som oprøret, viste den, at den ydre verden og dens teknologi var langt forud for den svækkede og usikre Qingstat.
I det meste af perioden fra 1861 til 1908 var Enkekejserinde Cixi de facto leder af Qing-dynastiet.
Qingdynastiets sammenbrud i 1912 afsluttede mere end 2000 års kejserlig historie i Kina og indledte en lang, ustabil periode ikke blot på nationalt plan, men også for mange områder af folkets hverdag. Politisk og økonomisk tilbageståenhed virkede sammen med udbredt kritik af den kinesiske kultur og skabte tvivl om fremtiden. Kinas omtumlede historie efter omstyrtelsen af Qingdynastiet kan delvis ses som et forsøg på at forstå og genoptage væsentlige sider af den historiske kultur og sammenføje den med vigtige nye ideer, som har nået landet i løbet af det seneste århundrede. Qingdynastiet er kilden til vigtige dele af denne storslåede kultur, men de ydmygelser, det måtte tåle, giver stadig grund til eftertanke.
Manchuinvasionen
Manchuere var en folkegruppe, som nedstammede fra det tungusiske Jurchen-folk, som i sin tid havde grundlagt Jin-dynastiet, efterfølgerdynastiet efter Liao- og den nordlige halvdel af Song-dynastiet i Nordkina. Manchuerne beboede det område, som senere blev givet navnet Manchuriet, mere nøjagtigt provinserne Heilongjiang, Jilin og Liaoning i Folkerepublikken Kina.
Manchuerne i nord var længe vokset i styrke og havde holdt et interesseret øje med de oprør, som udløste rystelser gennem det store Ming-rige. Da urolighederne var særlig store, sendte de deres invasionshær ind i riget. Til at begynde med blev de holdt stangen ved Den store mur men blev snart sluppet gennem porten i Shanhai-passet af ming-generalen Wu Sangui, som var kommet til, at et forbund med manchuerne var det eneste håb for at nedkæmpe Li Zichengs bondeoprørere, som da truede selve hovedstaden Beijing. Li formåede at vinde magten i Beijing, og den sidste Ming-kejser begik selvmord ved at hænge sig selv i et træ over Den forbudte by. Manchuerne og deres nye allierede general Wu var snart fremme i Beijing og formåede hurtigt at tilføre bondehæren et afgørende nederlag, og i den 6. juni 1644 marcherede de ind i Ming-hovedstaden og gjorde den til residensby for deres egen hersker. De gav deres eget styre navnet Qing. To manchuprinser og general Wu Sangui forfulgte oprørslederen Li Zicheng til Hunan, hvor han blev slået ihjel af bønderne i oktober 1645.
I lister over kinesiske kejsere forekommer tidvis Li Zicheng som den første kejser af Qing-dynastiet. Men dette er fejlagtigt af tre grunde: for det første var han slet ingen manchu men en kinesisk oprører fra Shaanxi, for det andet var hans effektive regeringstid blot på omkring én måned (april-maj 1644), og for det tredje kaldte han selv sit "dynasti" for Shun-dynastiet da han gjorde sig selv til kejser Chuǎng Wáng.
Magtkonsolideringens første år thumb|right|250px|Landskabsmaleri efter at klassisk model blomstrede under det tidlige Qing-dynasti. Her et landskab malet af Wang Yuanqi omkring år 1700.
Efter erobringen af Beijing gik det ganske let for Qing-styrkerne at erobre størstedelen af det traditionelle kinesiske kulturområde. Modstanden var de fleste steder svag. Kun to områder (Jinshan i Zhejiang og Ganzhou i Jiangxi), og enkelte byer modsatte sig sine nye overherrer. Blandt disse byer var Jiangyin i regionen Jiangnan ved Yangtzeflodens nedre løb. Den gjorde i 1645 nærmest selvmorderisk modstand mod sine belejrere; kampene var blodige med meget stort mandefald, og byen blev fuldstændig ødelagt.Frederic E. Wakeman, jr.: «Localism and Loyalism during the Qing Conquest of Jiangnan: The Tragedy of Jiangyin», i Frederic Wakeman Jr./Carolyn Grant (red.): Conflict and Control in Late Imperial China, Berkeley: University of California Press, 1975, s. 43-85
Længere syd på tog modstanden til. Men i løbet af omkring 40 år havde Qing-herskerne nedkæmpet alle styrker loyale over for Ming-riget i deres sidste modstandslommer i det sydlige Kina. Den sidste Ming-prætendent, prins Gui, søgte tilflugt i Burma men blev udleveret til en ekspeditionsstyrke ledet af Wu Sangui og ført tilbage til provinsen Yunan. Der blev han henrettet i begyndelsen af 1662.
Regeringstiden for den første af de egentlige Qing-kejsere, Fulin (Shunzhi, 1643–1661, den niende af Abahais sønner) blev i virkeligheden dirigeret af de to prinsregenter Dorgon og Dsirgalang. Allerede i 1645 indførte de den berømte "kø-ordre", som tvang hankineserne til at gå over til manchuernes hårfrisyre og klædedragt som tegn på, at de underkastede sig de nye styresmagter. For mændene indebar det den "grisehale" ("køen"), som blev til ved, at hele den forreste del af hovedet blev glatbarberet, og håret på baghovedet samledes i en eneste lang grisehale. Ordren stred mod kinesisk skik og konfusiansk etik, som var, at håret ikke skulle klippes. Men kineserne havde intet reelt valg; enten blev håret eller hovedet skåret af.
Under manchuernes 268 år lange styre var "kø-ordren" en årsag til en række oprør. De fleste af de grupper, som kaldes triaderne og som i moderne tid mest associeres med kriminalitet især i Hongkong og i nogen kinesiske miljøer udenlands, har sine rødder tilbage til de hemmelige selskaber, som blev oprettede i 1700-tallet for at genoplive modstanden mod manchuerne.
Desuden forbød man (lige som i Yuan-tiden) ægteskaber mellem kinesere og manchuer. Beijing blev delt i to zoner: En by for manchuerne i nord, og en for kineserne i syd. Indrejse i Manchuriet blev forbudt for hankinesere.
Imidlertid blev forbuddet mod blandingsægteskaber ikke respekteret: især manchu-eliten ignorerede den. Til og med Qing-kejserne kunne vælge sig hankinesere som bihustruer. Kejser Kangxi var søn af et sådant blandingsægteskab. Og todelingen af Beijing var ikke særlig vandtæt. Omkring 1700 var nordbyen over 70 % han-kinesisk.
Allerede efter Dorgons død i 1651 fik kinesiske lærde og embedsmænd større indflydelse på kejseren. Det gav sig mange udslag. Et særlig påtageligt tegn var, at hele tjenerskabet ved kejserpaladset blev kinesisk, at det han-kinesiske sprog blev officielt hofsprog, og at det manchuriske sprog blev fortrængt.
Efter få år forfaldt kejser Fulin til et slags religiøst fantasteri og døde af kopper i en alder af 23 år.
Velstand og fremgang til 1799 Selv om manchuerne koncentrerede magten på sine hænder og lagde sig ud med den hankinesiske befolkning, var de tidlige Qing-kejseres styre fra 1663 til 1796 præget af stor velstand. I denne periode fik Kina tre af sine dygtigste kejsere nogensinde: Kangxi (regerede 1662-1722), Yongzheng (1722-1735) og Qianlong (1735-1796/99).
Qing-kejserne udvidede det kinesiske magtområde til et omfang, det ikke havde haft siden Han-dynastiets dage. Både Mongoliet og Tibet kom ind under kejsernes påvirkning. Bønderne nød godt af mildere beskatning og forbedrede tiltag for kontrol af højvande i floder.
Kejser Kangxi (1662-1722) thumb|right|250px|Kangxi-kejseren. Kangxi-kejseren blev sat på tronen, da han blot var syv år gammel. De første år blev han vejledt i sin gerning af sin bedstemor enkekejserinden Xiaozhuang og et rådgiverkollegium. At regere over Kina var ingen lille opgave for manchuerne. Landets udstrækning tilsagde, at det kun var muligt at oprette garnisoner af manchustyrker i visse nøglebyer. Ud over dem måtte man sætte sin lid til Ming-tropper, som havde overgivet sig.
Tre tidligere Ming-generaler blev som tak for deres bidrag til Qing-styret adlede til feudalfyrster og gjort til guvernører over store områder i Sydkina. Den vigtigste af dem var Wu Sangui, som fik provinserne Yunan og Guizhou. Generalerne Shang Kexi og Geng Zhongming fik henholdsvis Guangdong og Fujian.
Efter nogen år blev disse feudalherrer og deres områder mere og mere autonome. Da Shang Kexi i 1673 ville trække sig tilbage til sin hjemby i Liaodong-provinsen, søgte han om tilladelse til dette hos kejseren, og nominerede sin egen søn til sin efterfølger. Kejseren bevilgede hans embedsfratræden men nægtede at lade feudalherskabet blive arveligt. Som reaktion søgte også de to andre generaler om afsked for at sætte Kangxi på en styrkeprøve; de regnede med, at han ikke ville trodse dem. Men kejseren havde is i maven, bevilgede til deres overraskelse deres fratræden og forordnede, at de tre feudalområder blev tilbageførte til direkte kejserligt styre.
Stillet over for dette valgte Wu Sangui at gøre oprør. Han fik Geng Zhongming og Shang Kexis søn Shang Zhixin med sig. Oprøret varede i 8 år. Da det var på sit højeste, havde oprørerne kontrol over områderne helt op til Chang Jiang-floden. Men til sidst klarede Qing-styret at knuse oprøret og tage kontrol med hele det sydlige Kina. Oprøret er gået ind i kinesisk historie under betegnelsen de tre feudalherrers oprør.
Kangxi tog også imod mange katolske missionærer fra jesuiterordenen, som strømmede ind i Kina i håb om massekonversioner. Kangxi lod dem bo og virke i selve hovedstaden Beijing. Kejseren lod sig selv undervise af jesuitterne. De underviste ham ikke bare om militærstrategi, men også i astronomi, matematik og anatomi.
I 1670 promulgerede han Det hellige edikt med 16 moralske maksimer og forordnede dem læst op to gange i måneden.