Isabella af Bayern (fransk Isabeau; også Elisabeth af Bayern-Ingolstadt; ca. 1370 – 24. september 1435) var dronning af Frankrig mellem 1385 og 1422. Hun tilhørte Huset Wittelsbach og blev født som den ældste datter af hertugen Stefan 3. af Bayern-Ingolstadt og Taddea Visconti af Milano. I en alder af 15 eller 16 år blev Isabella sendt til den unge Kong Karl 6. af Frankrig. Parret blev gift sig tre dage efter deres første møde.
Isabella blev i 1389 æret med en overdådig kroningsceremoni og indtog i Paris. I 1392 blev Karl ramt af det første anfald af det, der skulle blive en livslang og forværrende mental sygdom, hvilket resulterede i periodisk tilbagetrækning fra styret. Anfaldene fandt sted med stigende hyppighed, hvilket efterlod et hof både delt i politiske fraktioner og fyldt med sociale ekstravaganser. Et maskespil i 1393 for en af Isabellas hofdamer, en begivenhed senere kendt som Bal des Ardents (Det brændende bal), endte i en katastrofe, hvor kongen næsten brændte ihjel. Selvom kongen krævede, at Isabellas blev fjernet fra hans nærvær under han sygdom, lod han hende konstant handle på hans vegne. På denne måde blev hun regent for Dauphin af Frankrig (tronfølgeren) og sad i regentrådet, hvilket gav langt mere magt end normalt for en middelalderdronning.
Karls sygdom skabte et magtvakuum, der til sidst førte til borgerkrigen mellem Armagnakerne og Burgunderne, henholdsvis mellem tilhængere af hans bror, hertug Ludvig af Orléans, og de kongelige hertuger af Burgund. Isabella skiftede troskab, når hun følte at det var mest fordelagtigt for arvingen til tronen. Da hun tilsluttede sig Armagnakerne, anklagede burgunderne hende for utroskab med Ludvig af Orléans; da hun sluttede sig sammen med burgunderne, fjernede armagnakerne hende fra Paris, og hun blev fængslet. I 1407 stod Johan den Uforfærdede bag mordet på Ludvig af Orléans, og det resulterede i fjendtligheder mellem fraktionerne. Krigen sluttede kort efter, at Isabellas ældste søn Karl fik myrdet Johan den Uforfærdede i 1419, en handling, der resulterede i at han blev frataget sin arv. Isabella deltog i undertegnelsen af Troyestraktaten i 1420, der bestemte, at den engelske konge skulle arve den franske krone efter hendes mand, Karl 6.'s død. Hun boede i det engelsk-besatte Paris indtil sin død i 1435.
Isabella blev udbredt set som en ødsel og uansvarlig flanør. I slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede gennemgik historikere de omfattende krøniker fra hendes levetid på ny, og konkluderede, at mange elementer af hendes omdømme var ufortjent og skyldtes propaganda og fraktionsdannelse.
Slægt og ægteskab Isabellas forældre var hertug Stefan 3. af Bayern-Ingolstadt og Taddea Visconti, som han havde giftet sig med for medgift på 100.000 dukater. Hun blev sandsynligvis født i München, hvor hun blev døbt Elisabeth Hun blev kaldet Elisabeth indtil sit ægteskab. Gibbons skriver, at hun nok begyndte at anvende navnet Isabeau kort efter at hun var blevet dronning af Frankrig. Se Gibbons, s. 53. Famiglietti skriver, at hun underskrev breve på fransk som "Ysabel",som først blev til "Ysabeau" og senere til "Isabeau" i det 15. årh. Se Famiglietti, s. 190 ved Vor Frue Kirke.Tuchman (1978), 416 Hun var oldebarn af den tysk-romerske kejser Ludvig 4. af Wittelsbach.Gibbons (1996), 52–53Gibbons skriver om Isabella, "hun var slet ikke en 'ubetydelig' kvinde, som det er blevet påstået... Det er klart, at Karl 5. selv så Wittelsbach-slægten som en brugbar potentiel allieret i den fortsatte krig mod England." Se Gibbons, s. 52 På de tidspunkt regnedes Bayern blandt de mest magtfulde tyske stater og var delt mellem medlemmer af huset Wittelsbach.
Isabellas onkel Hertug Frederik af Bayern-Landshut, foreslog i 1383, at hun blev betragtet som en mulig brud til Kong Karl 6. af Frankrig. Matchet blev foreslået igen ved det overdådige Burgundiske dobbelt bryllup i Cambrai i april 1385: Johan den Uforfærdede og hans søster Margrete af Burgund giftede sig med henholdsvis Margrete og Vilhelm af Bayern-Straubing. Karl, på det tidspunkt 17 år, tog del i ridderturneringer i forbindelse med brylluppet. Han var en attraktiv, fysisk sund ung mand, der nød ridderturneringenr og jagt og var begejstret for at blive gift.Tuchman (1978), 419 thumb| Miniature viser kong Karl 6. på jagt. Dronning Isabella og hendes føge vises ridende palfreyheste . Fra Enguerrand de Monstrelets Chronique. Karl 6.s onkel, Filip den Dristige, hertugen af Burgund, mente at det foreslåede ægteskab var ideelt til at oprette en alliance med Det tysk-romerske Rige og mod englænderne.Adams (2010), 3–4 Isabellas far accepterede modvilligt og sendte hende til Frankrig med sin bror, hendes onkel, under påskud af en pilgrimsrejse til Amiens. Han var fast besluttet på, at hun ikke skulle vide, at hun blev sendt til Frankrig for at blive besigtiget som en potentiel brud til Karl, og nægtede at give tilladelse til, at hun blev undersøgt nøgen, som det var skik på det tidspunkt. Ifølge den samtidige krønikeskriver Jean Froissart var Isabella 13 eller 14 år, da matchet blev foreslået og omkring 16 år, da ægteskabet blev indgået i 1385, hvilket antydede en fødselsdato omkring 1370.
Før hendes præsentation til Karl besøgte Isabella Hainaut i cirka en måned og boede hos hendes grandonkel Hertug Albrecht, hersker af en del af Bayern-Straubing og greve af Holland. Albrechts hustru Margrete af Brzek erstattede Isabellas bayerske klædestil, som blev betragtes som uegnet til det franske hofs påklædning, og lærte hende etiketten, der passede til det franske hof. Hun lærte hurtigt, et tegn på en intelligent og snarrådig karakter.Adams (2010), 225–227 Den 13. juli 1385 rejste hun til Amiens for at blive præsenteret for Karl.Gibbons (1996), 57–59
Froissart skriver om mødet i sin Chroniques og fortæller, at Isabella stod helt stille, mens hun blev inspiceret og udviste perfekt opførsel efter hendes tids standarder. Det blev arrangeret, at de to skulle giftes i Arras, men på det første møde følte Karl at "lykke og kærlighed flød ind i hans hjerte, for han så, at hun var ung og smuk, og derfor ønskede han meget at stirre på hende og besidde hende". Adams (2010), 223 Hun talte endnu ikke fransk og har måske ikke afspejlet tidens idealiserede skønhed, måske havde hun arvet sin mors mørke italienske træk, på det tidspunkt umoderne, men Karl godkendte hende helt sikkert, fordi tre dage senere blev parret gift . Froissart beskrev det kongelige bryllup, hvor han gør grin med de lystne gæster til festen og det "unge, lidenskabelige par". Tuchman (1978), 420
Karl elskede tilsyneladende sin unge hustru og overøste hende med gaver. I anledning af deres første nytår i 1386 gav han hende en rød fløjlssadel til en palfreyhest, besat med kobber og dekoreret med et sammenflettet K og E (for Karol og Elisabeth ), og han fortsatte med at give hende gaver som ringe, service og tøj. Også onklerne var tilsyneladende tilfredse med matchet, som samtidige krønikeskrivere, særligt Froissart og Michel Pintoin (munken af St. Denis), beskriver på lignende måde som et match forankret i lyst og baseret på hendes skønhed. Dagen efter brylluppet drog Karl på et militært felttog mod englænderne, og Isabella rejste til Creil for at bo sammen med hans stedoldemor enkedronning Blanka, der lærte hende hoffets traditioner. I september gjorde hun Château de Vincennes til sin residens, hvor Karl i de første år af deres ægteskab ofte sluttede sig til hende, og som blev hendes yndlingshjem.
Kroning Isabellas kroning blev fejret den 23. august 1389 med et overdådigt ceremonielt indtog i Paris. Hendes grandkusine og svigerinde Valentina Visconti, der var blevet giftet sig med hendes egen fætter Ludvig af Orléans (Karls yngre bror) to år tidligere ved fuldmagt og pavelig dispensation, ankom i stil, eskorteret over Alperne fra Milano med 1.300 riddere med en personlig luksus såsom bøger og en harpe.Tuchman (1978), 455–457 Adelsdamer i kroningsoptoget var klædt i overdådige kostumer med guldtråds broderi og red i bærestole ledsaget af riddere. Filip den Dristige bar en vams broderet med 40 får og 40 svaner, hver dekoreret med en klokke lavet af perler.
Optoget varede fra morgen til aften. Langs gaderne var der opsat tableaurer, der viste scener fra korstogene, Deësis og Portene til Paradis. Mere end tusinde borgere stod langs ruten. De på den ene side var klædt i grøn besætning, dem på modsatte side i rødt. Optoget begyndte ved Porte de St. Denis og passerede under en baldakin af himmelblåt klæde, under hvilken børn klædt som engle sang, snoede sig ind på Rue Saint-Denis, inden de ankom Notre Dame til kroningsceremonien. Som Tuchman beskriver begivenheden, "Så mange vidundere skulle ses og beundres, at det var aften, før optoget krydsede broen, der førte til Notre Dame og det klimatiske skue." Tuchman (1978), 547
Da Isabella krydsede Grand Pont til Notre Dame, steg en person, der var klædt ud som en engel, ned fra kirken ved hjælp af mekaniske snoretræk og "passerede gennem en åbning mellem blå taftgardiner med gyldne franske liljer, der dækkede broen og satte en krone på hendes hoved." Englen blev derefter trukket op tilbage ind i kirken.Huizinga (2009 edition), 236 En akrobat med to stearinlys gik på et reb ophængt fra katedralens spir til det højeste hus i byen.
Efter Isabellas kroning gik optoget tilbage fra katedralen langs en rute oplyst med 500 stearinlys. De blev mødt af en kongelig fest og skuespillere, der bl.a. opførte Trojas fald. Isabella, syv måneder henne i graviditet, besvimede nær af varme på den første af de fem dage med festlighederne. For at betale for den ekstravagante begivenhed blev skatten hævet i Paris to måneder senere.
Karls sygdom thumb| I sit første sygdomsanfald angreb Karl 6. sine riddere i 1392, vist i en miniatur fra Froissarts Chroniques. Karl blev ramt af det første af det, der skulle blive en livslang række af anfald af sindssyge i 1392, da han på en varm augustdag uden for Le Mans angreb hans husholds riddere, inklusive sin bror Ludvig af Orléans, og dræbte fire mænd.Henneman (1991), 173–175 Efter angrebet faldt han i koma, der varede i fire dage. Få troede, at han ville komme sig. Hans onkler, hertugerne af Burgund og Berry, udnyttede hans sygdom og tog hurtigt magten og indsatte sig selv som som regenter.Tuchman (1978), 496
Kongens pludselige anfald af sindssyge blev af nogle set som et tegn på guddommelig vrede og straf, og af andre som et resultat af magi. Moderne historikere spekulerer i, at han måske har lidt af et anfald af paranoid skizofreni.Knecht (2007), 42–47 Kongen blev stadig i koma ført tilbage til Le Mans, hvor Guillaume de Harsigny, en hyldet og veluddannet 92-årig læge, blev tilkaldt for at behandle ham. Karl genvand bevidstheden, og hans feber forsvandt. Han blev gradvist ført tilbage til Paris i september. left|thumb| Bal des Ardents i en miniatur fra Froissarts Chroniques: Karl 6. kryber sig sammen under hertuginden af Berrys nederdel i midten til venstre og brændende dansere i centrum Lægen anbefalede et program med underholdning. Et medlem af hoffet foreslog, at Karl overraskede Isabella og de andre damer med at slutte sig til en gruppe af hofmænd, der ville forklæde sig som vildmænd og invadere maskeraden, der fejrede Isabellas hofdame Catherine de Fastaverins indgåelse af et nyt ægteskab. Dette blev kendt som Bal des Ardents. Karl blev næsten dræbt, og fire af danserne brændte ihjel, da en gnist fra en fakkel medbragt af Ludvig af Orléans antændte et af dansernes kostumer. Katastrofen undergravede tilliden til Karls evne til at regere. Pariserne betragtede det som bevis på hoffets forfald og truede med at gøre oprør mod de mere magtfulde medlemmer af adelen. Offentlighedens forargelse tvang kongen og Orléans, som en samtidig krønikeskriver beskyldte for forsøg på kongemord og trolddom, til at tilbyde bod for begivenheden.Tuchman (1978), 502–504