Varde er en by i Sydvestjylland med . Varde er hovedby for Varde Kommune og hører som den øvrige del af det sydlige Jylland til Region Syddanmark. Man har i Varde valgt at have et større fokus på, at man befinder sig i en kommune, hvor naturen meget alsidig og giver mange muligheder. Bl.a. derfor har man nu udfordret byens motto ”Handelsbyen Varde” og arbejder nu under det fælles motto ”Vi i naturen”.

Byen ligger ca. 18 kilometer nord for Esbjerg, og er beliggende ved Varde Å Den har en bymidte præget af et gammelt købstadsmiljø, hvilket gør den velbesøgt som ferie- og turistby om sommeren, da afstanden til Vesterhavet ikke er stor fra byen. Vardes alder kendes ikke præcist, men nævnes i skriftlige kilder i 1107, og dens egentlige opståen fortaber sig hermed i den tidlige del af Middelalderen.

Fra begyndelsen optræder bynavnet i to forskellige versioner: Warwath og Warwik. Forstavelsen »War-« er identisk for begge ord, og den tolkes som "overdrev", evt. "strand" eller andet "uopdyrket område". Endelserne "-wath" og "-wik" står for begreber som henholdsvis "vadested" og "vig". Forklaringen på de to delvis afvigende udgaver af bynavnet forekommer således helt naturlig, alt afhængig af, om man har betragtet byen fra landjorden eller søsiden.

Som andre ældre byer i Danmark, ligger Varde på et sted, hvor landskabet på forskellig måde begunstiger bosættelse og anden menneskelig aktivitet. Byen er således vokset frem tæt ved en å med bekvem anløbsplads for skibe på et sted, hvor den nord-syd-gående landevejstrafik havde et betydningsfuldt vade- eller overfartssted, der siden er blevet afløst af en bro.

Historie

Middelalderen Varde er en meget gammel by. Navnet forekommer allerede i begyndelsen af det 12. århundrede, da Esge Ebbesøn, bryde af Wartwik, dræbtes af Agi Thuer; i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævnes Warwith (måske af "var", i betydningen "dæmning", og "with", i betydningen "skov"); navnet gælder dog vist begge steder ikke byen men den borg, som lå på stedet; senere staves navnet Warwyth, Warwid, Wareth, Warthe og Wardhe.Trap (1904), s. 708 Hvornår byen er opstået, og hvornår den er blevet købstad, vides ikke; dog viser kirken, at den i alt fald må være fra det 13. århundrede. Dens ældste kendte privilegier er udstedte af Christoffer af Bayern i 1442 (hvorved han gav Varde tilsvarende privilegier, som han 1440 havde givet Viborg) og disse blev ofte senere stadfæstede, således 1450, 1504, 1549, 1558, 1570, 1588, 1597 og 1606. Stedets første Bebyggelse skyldes formodentlig skibsfarten på åen, der i Middelalderen har været langt mere sejlbar end nu, og byen har i middelalderen og senere utvivlsomt haft en del betydning som handelsstad, lige som den var sædet for høvedsmanden over Vardesyssel og havde en befæstet kongsgård, Vardehus, som lå ved åen vest for byen og beskyttede byen fra søsiden. To voldsteder, som lå på begge sider af åen, betegnes i Resens Atlas som slottets skanser og omtales også i Danske Atlas, men er senere forsvundne.det, der lå nord for åen, sløjfedes i 1. halvdel af det 19. århundrede, da åløbet reguleredes; det andet spores endnu syd for åen som en rund høj, der vistnok har været en holm i selve åen. Vest for den nordlige skanse skal selve slotsbanken have ligget; på Danske Atlas’ tid sås endnu rester af slottet, lige som der var spor af volde og grave; i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. årh. blev banken helt planeret, hvorved der fandtes rester af en underjordisk bygning af egetømmer. Borgen har været meget gammel. Den ovennævnte Esge Ebbesøn har vel været høvedsmand der i begyndelsen af det 12. århundrede. Fra Valdemar Sejrs tid var den og lenet i tysk besiddelse, og da dronning Margrete indløste den, pantsatte hun den til Henneke Limbek; efter, at han var falden i 1404, kom den tilbage til Kronen; i 1433 nævnes Henrik Rantzow på Vardehus. Ifølge en præsteindberetning fra 1638 blev borgen ødelagt den 2. april 1439 under et bondeoprør. Den blev aldrig mere opført, men dens ladegård, hvis jorder kaldtes "Kongsgaardsmarken" (senere blot "Gaardsmarken"), bestod som egen ejendom til op i det 17. århundrede.O. Nielsen: "Vardehus" (i: Samlinger til jysk Historie 2. R. II S. 341 flg.).

Byen havde også i middelalderen foruden Sankt Jacobi Kirke (også: Sankt Ibs Kirke) en anden kirke, Sankt Nicolai Kirke (også: Sankt Nilaus Kirke), som allerede nævnes ca. 1340, og som lå noget vest for Storegade (gadenavnene Nicolaigade og Nicolaikirkegade minder om den). Det var en toskibet bygning uden kor, men med tårn mod syd. Ved kongeligt brev af 21. marts 1537 bestemtes det, at da borgerne under Grevens Fejde var blevne så forarmede, at de ikke kunde holde to sognekirker vedlige eller underholde mere end een sognepræst, måtte de nedbryde Sankt Nilaus Kirke og lægge sognet til Sankt Ibs. Men bestemmelsen kom dog ikke til udførelse, heller ikke efter at kirken var ødelagt i 1551 ved brand og det i kongeligt brev af 11. juni 1551 var tilrådet at nedbryde den og bruge materialerne til at istandsætte den også ved brand ødelagte Sankt Ibs Kirke, og der vedblev således at være to sognepræster, indtil der i 1732 kom een sognepræst med en kapellan. Desuden har der ifølge præsteindberetningen fra 1638 nord for byen ligget et kapel, som endnu efter reformationen benyttedes til begravelser, og af hvilket der endnu 1638 sås rester.Trap (1904), s. 709

Det vides, at Erik af Pommern holdt retterting i byen i 1396 og 1406.

Renæssancen Under reformationen var Niels Andersen Svansø (død 1555) præst her og var vist nok en af de ivrigste for dens indførelse. I Grevens Fejde, da skipper Herman, en tilhænger af skipper Klement, blev overrumplet her i 1534 af Johan Rantzau og dræbt, led byen som tidligere nævnt meget. Byens vigtigste udførsel var vel stude, som udførtes over Kolding og Ribe.

Byens tilbagegang begyndte vistnok med ildebranden 3. pinsedag 1551, da en stor del af den tillige med begge kirker gik op i luer; byen led så stor skade, at Kronen måtte tilstå den lettelser, og endnu i 1573 fik den sådanne på grund af "Armod og foregaaende Aars Besværinger";Kancelliets Brevbøger 10. marts St. Dionysii Dag 1590 brændte atter den bedste del af byen tillige med østenden af Sankt Jacobi Kirke. Dertil kom åens tilsanding og det 17. århundredes tre krige, under hvilke den var besat af fjender og venner og led meget, navnlig i krigene 1643-45 og 1657-60, samt pesten under den sidste krig.

Byen har haft en latinskole (nævnt 1542), der nedlagdes i 1739. Skolen, der afbrændte 1551 og først var genopbygget 1560,Kancelliets Brevbøger 7. maj lå bagved Sankt Jacobi Kirke; efter nedlæggelsen var bygningen bolig for kordegnen.

Under enevælden I 1672 havde byen 569 indbyggere. Et bevis på byens tidligere betydning som handelsstad er, at den hørte til de 7 købstæder i Jylland, som ifølge forordningen af 28. januar 1682 måtte drive udenlandsk handel, lige som den da beholdt borgmester og råd (først ved reskript af 1752 bestemtes det, at den kun skulle have en byfoged og en byskriver), men 1682 var allerede dens gode tid for længst forbi. I det 18. århundrede var forholdene i Varde som alle steder sørgelige. Da Danske Atlas udkom, havde byen ingen skibe, og sejladsen var så godt som ophørt, "efterdi Rivieren fra Vestersøen op til Byen er bleven her og der af Sand saa tilstoppet, at der nu alene smaa Baade kan gaa igennem lige til Byen, da store Baade eller smaa Pramme ikke kan komme nærmere end til Janderup". I 1769 var der 690 indbyggere. Den sydlige del af byen brændte i 1777, den nordlige del brændte den 14. juni 1821.

Det ene af de to årlige landemoder for Ribe Stift holdtes fra 1618 til langt op i det 18. århundrede i Varde.Kirkehistoriske Samlinger 2. R. VI s. 652ff

Byen har haft 4 Porte: Nørre-, Øster-, Sønder- og Vesterport.

I 1788 indgav en del borgere ansøgning om, at Nicolai Kirke måtte nedlægges, men først efter et kirkesyn i 1805, da begge kirker viste sig meget forfaldne, blev det ved resolution af 1806 befalet at nedbryde den, hvilket skete i 1809. Dog stod der endnu rester af den ved branden i 1821.

Den tidlige industrialisering

Varde havde omkring 1900 årlig følgende markeder, 1 i februar, 2 i marts, 1 i april, 1 i maj, 1 i juni, 1 i august, 1 i september, 1 i oktober og 1 i november.J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 3. Udgave 5. Bind : Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færø Amter samt Supplement og Stedregister ; Kjøbenhavn 1904; s. 706

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 chokoladefabrik, 1 uldspinderi, 2 lysestøberier, 4 sømfabrikker, 3 kalkbrænderier, 7 farverier, 2 bomuldsvæverier, 4 tobaksfabrikker, 2 garverier, 1 ølbryggeri, 1 jernstøberi, 16 kartoffelmelsfabrikker, 2 dampbrænderier og 1 bogtrykkeri .J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 1. Udgave 2. Bind:II; Kjøbenhavn 1859; s. 949 Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 chokoladefabrik, 2 garverier, 4 tobaksfabrikker, 1 uldspinderi, 1 jernstøberi, desuden 2 bogtrykkerier.J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 2. Udgave 6. Deel. Amterne Aarhus, Vejle, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. Sted-Register og Supplement; Kjøbenhavn 1879; s. 453 Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Varde Bayersk- og Hvidtølsbryggeri, forbundet med sodavandsfabrikken "Vestjylland" (10 arbejdere); et jerntrådsspinderi (aktieselskab, oprettet 1897, aktiekapital 50.000 Kr.; 10 arbejdere); Varde Uldspinderi og Klædefabrik (aktieselskab fra 1900; aktiekapital 20.000 Kr.; 10 arbejdere); C. Lunds Savværk (bødkerarbejde, 40 arbejdere); Varde Andelssvineslagteri; 2 bogtrykkerier.

I Varde blev udgivet 3 aviser: "Ribe Amtstidende" og "Vestjyllands Dagblad" ("Vestjyllands Socialdemokrat" og "Varde Folkeblad" blev udgivet i Esbjerg).

Vardes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.774 i 1850, 1.855 i 1855, 2.103 i 1860, 2.562 i 1870, 3.497 i 1880, 4.167 i 1890, 4.611 i 1901, 4.696 i 1906 og 4.816 i 1911.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 626 levede af immateriel virksomhed, 1.595 af håndværk og industri, 891 af handel, 394 af jordbrug, 37 af fiskeri, 474 af forskellig daglejervirksomhed, 118 af deres midler, 23 nød almisse, og 9 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.696, heraf ernærede 346 sig ved immateriel virksomhed, 491 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 15 ved fiskeri, 2.053 ved håndværk og industri, 874 ved handel med mere, 482 ved samfærdsel, 204 var aftægtsfolk, 113 levede af offentlig understøttelse og 118 af anden eller uangiven virksomhed.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 42 I samtidens vurdering havde både Esbjergs og de nye stationsbyers opkomst i nogen grad skadet byens næringsliv.

Mellemkrigstiden