thumb|300px|Jameson Adams, Frank Wild og Eric Marshall (fra venstre til højre) planter unionsflaget på den sydligste position 88° 23' den 9. januar 1909. Dette billedet blev taget af ekspeditionslederen Ernest Shackleton. Nimrod-ekspeditionen (, alment kendt som The Nimrod Expedition) var den første af tre ekspeditioner, som Ernest Shackleton ledede til Antarktis. Hovedmålet var at blive først til at nå Sydpolen, endvidere havde ekspeditionen en række geografiske og andre videnskabelige formål. Ekspeditionen nåede 88° 23' sydlig bredde, til da det sydligste punkt nået af mennesker og kun 97 nautiske mil (180 km) fra Sydpolen. De fleste beretninger om ekspeditionen opgiver afstanden "97 miles" uden at opgive tilsvarende i engelske miles; symbolikken af at være indenfor 100 miles fra Sydpolen blev anset som vigtigst af alle.Huntford, s. 269 Ekspeditionen var den første til at bestige Mount Erebus, den næsthøjeste vulkan i Antarktis, og en separat gruppe ledet af den walisisk-australske geolog og professor Edgeworth David nåede den beregnede position for den magnetiske sydpol.

Nimrod-ekspeditionen fik hverken statslig eller institutionel støtte og blev afhængig af private lån og bidrag fra enkeltpersoner. Den blev derfor hæmmet af finansielle problemer, og forberedelserne blev forceret. Ekspeditionens skib, Nimrod, var under den halve størrelse af Discovery, som Robert Falcon Scott havde brugt på Discovery-ekspeditionen 1901–04, og Shackletons mandskab manglede relevant erfaring. Der opstod en uoverensstemmelse med Scott på grund af Shackletons beslutning om at lægge basen for ekspeditionen nær Scotts gamle hovedkvarter ved McMurdo-sundet, i strid med et løfte til Scott om ikke at gøre det. Selv om ekspeditionen i udgangspunktet holdt en meget lavere profil end Scotts ekspedition seks år tidligere, tiltrak resultaterne sig landsomfattende interesse og gjorde Shackleton til en nationalhelt. Den videnskabelige gruppe udførte omfattende geologiske, zoologiske og meteorologiske undersøgelser. Shackletons transportmidler, bestående af manchuriske ponyer, et motorkøretøj og hundeslæder, var nyvindinger, som til trods for begrænset succes blev kopieret af Scott under hans skæbnesvangre Terra Nova-ekspedition tre år senere.

Da ekspeditionen vendte hjem, overvandt Shackleton den tidligere skepsis fra Royal Geographical Society og modtog mange offentlige æresbevisninger, herunder at blive adlet af Kong Edward VII. Han opnåede kun beskeden økonomisk gevinst fra denne ekspedition, og var i sidste ende afhængig af et offentlig tilskud for at kunne dække sine forpligtelser.

Det gik ikke mere end tre år, før hans sydlige rekord blev slået, da Roald Amundsen den 14. december 1911 nåede Sydpolen. I sine erindringer skrev Amundsen imidlertid: "Sir Ernest Shackletons navn vil for alltid stå risset i den antarktiske forsknings historie med flammende bokstaver".Amundsen, s. 486

Baggrund thumb|Sydpolforsøget: Shackleton, Scott og Wilson (fra venstre mod højre) poserer ved afrejsen 2. november 1902. Shackleton deltog som underofficer på Scotts første antarktisekspedition fra 1901 til 1903. Under denne ekspedition gjorde Scott sammen med Shackleton og Edward Wilson et mislykket forsøg på at nå Sydpolen. Ifølge Scotts dagbogsoptegnelser blev Shackleton så syg af skørbug, at han måtte transporteres på slæde over længere strækninger under hjemrejsen mellem 21. og 30. januar 1903.Preston, s. 65-66Riffenburgh (2006), s. 156.

Til trods for, at Shackleton hurtigt blev frisk igen efter, at de var kommet til basen ved Hut Point, sendte Scott ham tilbage til England imod Shackletons eget ønske – med en søgt begrundelse om, at han var tjenesteudygtig.Riffenburgh (2006), s. 126. Man kan bare spekulere over Scotts egentlige motiver. Enkelte historikere, som Beau Riffenburgh og Hugh Robert Mill, ser det som ironisk, at den egenrådige, utålmodige og lidet fleksible Scott af alle mennesker skulle vælge Shackleton som ledsager. Karaktermæssigt var han Scotts direkte modsætning, og tillige ikke særlig underdanig.Riffenburgh (2006), s. 117. Ekspeditionslederen kan også have været jaloux på den anerkendelse, de andre ekspeditionsmedlemmer viste Shackleton (specielt Scotts nærmeste medarbejder, Edward Wilson).Riffenburgh (2006), s. 105. Endvidere skal Scott have opfattet situationen således, at hans autoritet blev undergravet ved, at Shackleton stod på venskabelig fod med ekspeditionsdeltagere uden for officerskorpset.Riffenburgh (2006), s. 104. Der findes også belæg for en konflikt mellem Shackleton og Scott under sydpolsrejsen, som Edward Wilson valgte ikke at fortælle om.Riffenburgh (2006), s. 124.

thumb|left|upright|Sir William Beardmore, senere Lord Invernairn. Scotts skrev, at Shackleton ikke "burde udsættes for yderligere anstrengelser i sin nuværende sundhedstilstand".Preston, s. 68 Shackleton følte dette som et personlig stigma,Huntford, s. 117 og kom tilbage til England fast besluttet på at bevise, at han, med ordene til "Discovery"s næstkommanderende Albert Armitage, var en "bedre mand end Scott".Huntford, s. 120-121 Han afslog imidlertid tilbuddet om en hurtig tilbagevenden til Antarktis som førsteofficer for "Discovery"s andet afløsningsskib, "Terra Nova", efter at have hjulpet til med at udstyre hende. Han bidrog også med at udstyre "Uruguay", som blev forberedt for at hjælpe Otto Nordenskjölds ekspedition, som sad fast i Weddellhavet. I løbet af de næste fem år, mens han bevarede håbet om at genoptage sin antarktiske karriere, søgte Shackleton andre muligheder og arbejdede i 1906 for industrimagnaten sir William Beardmore som kontaktperson.Fisher, s. 99

Ifølge biografen Roland Huntford blev Shackletons stolthed yderligere såret ved henvisningerne til hans fysiske sammenbrud i Scotts beretning The Voyage of the Discovery, udgivet i 1905. Det blev da hans personlige mål at vende tilbage til Antarktis og udkonkurrere Scott.Huntford, s. 145 Han begyndte at se sig om efter potentielle støtter til en ekspedition. De oprindelige planer findes i et upubliceret dokument dateret begyndelsen af 1906. Disse indeholdt et regnskabsoverslag på 17.000 pund (i 2008 modsvarende ca. 1,3 millioner pund) for hele ekspeditionen.Fisher, s. 103 Han modtog det første løfte om finansiel støtte, da hans arbejdsgiver, Beardmore, i begyndelsen af 1907 tilbød 7.000 pund i lånegarantier.MW>Huntford, s. 156 Med dette følte Shackleton sig tryg nok til at meddele sine planer til Royal Geographical Society (RGS) den 12. februar 1907.Shackleton, s. 2-3 Shackleton følte, at det hastede, vel vidende at den polskfødte opdagelsesrejsende Henryk Arçtowski også planlagde en ekspedition. Denne blev meddelt til RGS samme dag som Shackletons planer, men Arçtowskis ekspedition blev aldrig gennemført.Riffenburg, s. 108-110

Forberedelser thumb|Shackletons motorkøretøj. Indledende planer

I sin oprindelige, upublicerede plan planlagde Shackleton at benytte Discovery-ekspeditionens gamle hovedkvarter ved Hut Point i McMurdo-sundet som hovedbase. Derfra ville han forsøge at nå både den geografiske og den magnetiske sydpol. Han skitserede også andre ekspeditionsgrupper og et kontinuerligt program for videnskabelige arbejder.Fisher, s. 102 Denne tidlige plan viste også, at Shackleton ville bruge en kombination af hunde, ponyer og et specialudført motorkøretøj. Hverken ponyer eller motorkøretøjer var prøvet i Antarktis tidligere, men Frederick Jackson havde benyttet ponyer under Jackson-Harmsworth-ekspeditionen til Frans Josefs land i 1894-97. Shackleton var så overbevist om ponyernes egnethed, at han valgte at gå efter femten ponyer, som senere blev reduceret til ti. Han valgte ponyer til trods for uklare rapporter fra Jackson og i strid med konkrete råd fra Fridtjof Nansen.>Huntford, s. 171-172

Før han offentliggjorde sine planer for RGS i februar 1907, havde Shackleton revideret sine omkostningsestimater til et mere realistisk niveau, 30.000 pund (i 2008 svarende til ca. 2,3 millioner pund).Huntford, s. 158-161 Reaktionen fra RGS var imidlertid kølig. Shackleton fik senere vide, at RGS på denne tid var klar over Scotts ønske om at lede en ny ekspedition, og at man ønskede at forbeholde sin fulde støtte til Scott.

"Nimrod"

thumb|Ekspeditionsskibet "Nimrod" på vej mod Antarktis. Shackleton planlagde sin ankomst i Antarktis til januar 1908, hvilket indebar, at han måtte forlade England i løbet af sommeren 1907. Han havde derfor seks måneder på sig til at sikre finansieringen, skaffe og udruste et skib, købe alt udstyr og forsyninger, og at rekruttere mandskabet. I troen på, at han havde støtte fra den skotske forretningsmand Donald Steuart rejste Shackleton i april til Norge for at købe "Bjørn", et 700-tons polarskib, som ville have fungeret ideelt som et ekspeditionsskib.>Huntford, s. 156-157

Steuart trak imidlertid sin støtte til ekspeditionen tilbage således, at "Bjørn" ikke længere var økonomisk opnåelig for Shackleton. "Bjørn" blev til sidst solgt til den tyske opdagelsesrejsende Wilhelm Filchner, som omdøbte fartøjet til "Deutschland" og benyttede den på sin rejse til Weddellhavet i 1911-13.>Huntford, s. 339 Shackleton måtte nøje sig med den ældre og lagt smallere "Nimrod", et 40 år gammelt sælfangerskib af træ på 334 registertons "Nimrod" var mindre end halvt så stor som "Discovery", et nybygget skib på 726 registertons som blev brugt af Scott under Discovery-ekspeditionen i 1901–04,Paine, s. 102 som han formåede at anskaffe for 5.000 pund (i 2008 svarende til ca. 390.000 pund).Shakleton, s. 5-11Huntford, s. 175

"Nimrod" kom til London fra Newfoundland i juni 1907, og Shackleton blev chokeret, da han så fartøjet for første gang: "Hun var meget nedslidt og lugtede stærkt af sælolie, og en inspektion [...] viste, at hun havde behov for en kalfatring og at masterne måtte fornyes." Men i hænderne på erfarne skibsbyggere fik hun hurtigt "et mere tilfredsstillende udseende". Senere rapporterede Shackleton, at han var blevet ret så stolt af det lille, robuste skib.Shackleton, s. 11

Indsamling Ved begyndelsen af juli 1907 havde Shackleton ikke skaffet meget finansiering ud over Beardmores garanti, og han manglede midler for at kunne fuldføre ombygningen af skibet.>Huntford, s. 178-179 I midten af juli opsøgte han den filantropiske Edward Guinnes, jarl af Iveagh og leder for den engelsk-irske bryggerifamilie, som gik med på at garantere for 2.000 pund forudsat, at Shackleton fandt andre støtter, som kunne bidrage med yderligere 6.000 pund. Det lykkedes Shackleton at skaffe beløbet, og de ekstra midler inkluderede 2.000 pund fra Philip Brocklehurst, som betalte for at sikre sig en plads på ekspeditionen.

Selv om Shackletons fætter, William Bell, gav en gave på 4.000 pund i sidste øjeblik,Huntford, s. 183 var ekspeditionen fortsat langt fra de nødvendige 30.000 pund, men det var nu muligt at fuldføre ombygningen af "Nimrod". Indsamlingen fortsatte i Australien efter, at skibet ankom dertil. Yderligere 5.000 pund blev givet som en gave fra regeringen i Australien og regeringen på New Zealand bidrog med 1.000 pund. På grund af disse midler, og sammen med andre små lån og donationer, blev målet på 30.000 pund nået, skønt de totale omkostninger ved afslutningen af ekspeditionen var vokset til 45.000 pund ifølge Shackletons estimater. Det førte til at den britiske regering måtte garantere for 20.000 pund, for at Shackleton kunne svare sine garantigivere, og det antages, at enkelte af lånene blev afskrevet.Huntford, s. 314-315