Jean-Louis Barrault (8. september 1910 i Vésinet (Yvelines) – 22. januar 1994 i Paris) var en fransk skuespiller, mimiker og teaterinstruktør, internationalt kendt for især rollen som Baptiste Debureau i Marcel Carnés film Paradisets Børn.

Teater

Barrault studerede teater hos Charles Dullin i hvis teatertrup han spillede 1933-1935. Han blev siden uddannet mimiker hos Étienne Decroux. 1940-1946 arbejdede han på Comédie-Française, hvor han bl.a. instruerede Paul Claudels Le Soulier de satin og Jean Racines Phèdre.

Han var siden engageret som instruktør på flere parisiske teatre, og blev af kulturminister André Malraux i 1959 udnævnt til leder af Odéon-teatret. Her satte han i 1960 Eugene Ionescos Næsehornene og i 1963 Samuel Becketts Glade dage op.

Under studenteroprøret i 1968 åbnede Barrault sit teater for oprørerne, som han lod besætte teatret i en måned; herefter afskedigede kulturministeren ham.

Sammen med sin hustru, skuespilleren Madeleine Renaud, havde han allerede i 1940 dannet et teaterselskab, som efter Odéon-tiden indrettede sig på skiftende scener i Paris.

Film Af de knap 50 film, Jean-Louis Barrault medvirkede i, kan nævnes Ettore Scolas Natten i Varennes og ikke mindst Marcel Carnés Paradisets børn.

Død Barrault døde 83 år gammel i 1994 efter et hjerteslag. Han ligger begravet sammen med hustruen, som døde samme år, i Parisbydelen Passy.

Eksterne henvisninger

Kategori:Skuespillere fra Frankrig Kategori:Mimikere fra Frankrig Kategori:Instruktører fra Frankrig