Tidageskrigen () eller den Slovenske selvstændighedskrig () eller Weekend-krigen () var en kort uafhængighedskrig mellem Slovenien og det daværende Jugoslavien, der varede mellem den 27. juni og den 6. juli 1991. Krigen blev udløst af, at SR Slovenien, mod den jugoslaviske centralmagts vilje, den 25. juni 1991 udråbte sin selvstændighed af den jugoslaviske centralregering. Krigen blev udkæmpet mellem Sloveniens Territoriale Forsvar () og Jugoslaviens Folkehær (YPA). Krigen blev afsluttet med indgåelsen af Brioniaftalen. Tidageskrigen blev indledningen til Krigene i Jugoslavien.
Baggrund Efter den jugoslaviske præsident Titos død i 1980 kom en række af de interne spændinger i Jugoslavien op til overfladen. I 1989 blev formanden for kommunistpartiets centralkomité, Slobodan Milošević, præsident i Serbien, der var den største og mest befolkningsrige af de seks jugoslaviske republikker. I takt med at Milošević søgte at centralisere magten i den Jugoslaviske Republik, søgte regeringerne i de øvrige republikker at løsne centralregeringens greb om magten ved at foretage ændringer i forfatningerne i hver af de enkelte republikker. Konflikterne mellem de delegerede i det centrale råd kulminerede på den 14. partikongres i januar 1990, hvor den slovenske og den kroatiske delegation udvandrede den 23. januar 1990, hvilket i realiteten betød opløsningen af et fælles-jugoslavisk kommunistparti, og derved en fælles ledelse af Jugoslavien. Sloveniens og Kroatiens selvstændighed blev støttet af Tyskland og Vatikanet.
Den slovenske uafhængighedsbevægelse var støttet af såvel det reformerede kommunistparti som af oppositionen. Den 8. april 1990 afholdt Slovenien de første frie valg med deltagelse af flere partier. Valgene blev vundet af DEMOS-koalitionen. Den nye slovenske regering lod herefter afholde en folkeafstemning den 23. december 1990 om uafhængighed fra Jugoslavien. Folkeafstemningen viste et overvældende flertal for uafhængighed, da 88,5% af vælgerne (valgdeltagelse på 93,3%) stemte for en løsrivelse.
Krigsforberedelser upright|thumb|Sloveniens territorialforsvar holder øvelse i marts 1991 Den slovenske regering var indstillet på, at den føderale regering i Beograd kunne finde på at anvende militær magt for at knuse Sloveniens selvstændighed. Straks efter uafhængighedsafstemningen offentliggjorde Jugoslaviens Folkehær (YPA) en ny militærdoktrin, der skulle finde anvendelse overalt i Jugoslavien. Tito-æraens doktrin om "Generelt Folkeforsvar", hvor hver af republikkerne opretholdt et territorialforsvar (Teritorialna obramba eller blot TO), blev afløst af et centralt styret forsvarssystem. Republikkerne havde herefter ingen indflydelse på militærets opbygning og operationer, og republikkernes territorialforsvar skulle afvæbnes og blive underlagt Folkehærens hovedkvarter i Beograd.
Den slovenske regering modsatte sig disse træk og sikrede, at hovedparten af det slovenske territorialforsvar forblev i Slovenien og således ikke blev udleveret til Jugoslaviens Folkehær. Regeringen havde forinden den 28. september 1990 vedtaget en forfatningsændring, der sikrede, at Sloveniens territorialforsvar var underlagt kommando alene af den slovenske regering. Samtidig etablerede den slovenske regering en hemmelig alternativ kommandostruktur, kaldet "Manøvrestruktur for Nationalt Forsvar" (Manevrska struktura narodne zaščite, eller blot MSNZ). MSNZ var en allerede eksisterende, men indtil da forældet struktur, der var unik for Slovenien, hvis formål var at give republikken mulighed for at etablere en ad hoc forsvarsstruktur efter militsforbillede. MSNZ havde før 1990 begrænset betydning med forældede våben og kun få medlemmer, men den slovenske regering under DEMOS-koalitionen indså, at MSNZ kunne blive anvendt som redskab til etablering af en militær organisation parallel med territorialforsvaret, og som var underlagt den fulde kontrol af Sloveniens regering.
Da Jugoslaviens Folkehær forsøgte at overtage kontrollen med Sloveniens Territorial Forsvar (TO), blev kommandostrukturen i TO blot udskriftet med en parallel kommandostruktur i MSNZ. Mellem maj og oktober 1990 blev omkring 21.000 mand fra TO og Sloveniens politistyrker i hemmelighed mobiliseret af MSNZ og indrulleret i MSNZ's kommandostruktur. Den slovenske regering lod også udarbejde en militær plan for konfrontation med Jugoslaviens Folkehær. Denne plan lå klar allerede i november 1990 — mere end syv måneder før den militære konflikt brød ud.Gow, James & Carmichael, Cathie. Slovenia and the Slovenes, pp. 174–178. C. Hurst, London, 1999. Den slovenske plan tog udgangspunkt i, at den slovenske styrker ikke ville være i stand til at modstå et længerevarende angreb fra den Jugoslaviske Folkehær, hvorfor der under forsvarsminister Janez Janša blev udviklet en strategi baseret på asymmetrisk krigsførelse. Efter planen skulle enheder fra TO udføre guerillaangreb og nedkæmpe Folkehærens styrker i bagholdsangreb under brug af anti-tank våben og jord-til-luft missiler. Kolonner af tanks skulle fanges i uvejsomt terræn ved angreb med de forreste og bageste køretøjer. Til brug for forberedelsen af sådanne angreb indkøbte den slovenske regering i hemmelighed lette og fleksible våbensystemer, så som jord-til-luft missilet Strela 2 (NATO-rapporteringsnavn: SA-7 Grail) og det tyske Armbrust anti-tank system.
Krigshandlinger Den 25. juni 1991 vedtog Slovenien og Kroatien officiel lovgivning, der fastslog landenes uafhængighed. Det var oprindeligt forventet, at de formelle uafhængighedsdeklarationer ville finde sted den 26. juni, og de fremrykkede uafhængighedserklæringer overraskede centralregeringen i Beograd, der ikke var forberedt herpå. Den slovenske regering havde forventet militær indgriben fra centralregeringen på dagen for uafhængighedserklæringen, og valgte derfor at fremrykke datoen for erklæringen for at opnå et overraskelseselement.Balkan Battlegrounds, p. 58 (Central Intelligence Agency, 2002
Den Jugoslaviske Folkehær var indædt modstander af slovensk uafhængighed, men var splittet i spørgsmålet om, hvorledes situationen skulle håndteres. Øverstkommanderende i Folkehæren, generaloberst Blagoje Adžić var fortaler for en storstilet militæroperation med det mål at afsætte den slovenske regering og indsætte "sunde kræfter" i republikken. Den politisk ansvarlige, forsvarsminister Veljko Kadijević, insisterede imidlertid på en mere afventende tilgang, der gennem militære trusler ville overbevise den slovenske regering om at trække uafhængighedserklæringen tilbage. Efter nogen debat fik Kadijević sin vilje.Allcock, John B. et al. Conflict in the Former Yugoslavia, p. 274. ABC-CLIO, Denver, 1998
Det er uklart, hvor meget de civile medlemmer af den jugoslaviske regering var involveret i beslutningen om at være anvende militær magt i Slovenien. Jugoslaviens præsident for det føderale regeringsråd (svarende til premierminister), Ante Marković, har efterfølgende oplyst, at den føderale regering ikke blev informeret om folkehærens beslutninger.Mesić, Stjepan. "The Road to War", in The War in Croatia and Bosnia-Herzegovina, 1991–1995, ed. Branka Magaš and Ivo Žanić. Frank Cass, London, 2001
26. juni 1991 thumb|Ankomst af Folkehærens panserstyrker til grænseovergangen Vrtojba den 26. juni Om morgenen den 26. juni forlod enheder fra Jugoslaviens Folkehærs 13. korps deres kaserner i Rijeka i Kroatien med retning mod Sloveniens grænse mod Italien. Troppebevægelserne mødte stærk modstand blandt lokale slovenere, der organiserede spontane vejblokader og demonstrationer mod Folkehærens tilstedeværelse. Det fandt dog ikke egentlige kamphandlinger sted, da begge sider syntes at have et ønske om ikke at være den, der affyrede det første skud.
Den slovenske regering var allerede på dette tidspunkt i færd med at gennemføre sin plan om at overtage kontrollen med den nye republiks grænseposter og den internationale lufthavn i Brnik. Mandskabet, der bevogtede grænseposterne var i de fleste tilfælde slovenere, hvorfor overtagelsen af kontrollen med grænseposterne primært fandt sted uden kamp ved at grænsevagterne blot skiftede uniformer.Quoted in Balkan Battlegrounds, ibid. Overtagelsen havde også et praktisk aspekt, da grænseovergangene var en væsentlig kilde til indkomst. ligesom overtagelsen gav slovenerne mulighed for at etablere defensive stillinger til imødegåelse af det forventede angreb fra Folkehæren. Det betød, at Folkehæren måtte affyre det første skud i konflikten.
27. juni 1991 Yderligere troppebevægelser fandt sted om morgenen den 27. juni. Enheder fra Folkehærens forlægninger i Karlovac i Kroatien krydsede den slovenske grænse ved Metlika. Få timer senere rykkede en kolonne kampvogne fra Folkehærens panserenheder i Vrhnika nær den slovenske hovedstad Ljubljana mod lufthavnen i Brnik. Pansertropperne ankom få timer senere og overtog kontrollen med lufthavnen. I det østlige Slovenien forlod de udstationerede Folkehær-enheder forlægningerne i Maribor med retning mod grænseovergangen ved Šentilj og grænsebyen Dravograd mod vest. Det jugoslaviske luftvåben nedkastede flyveblade forskellige steder i Slovenien med tekster som "Vi inviterer til fred og samarbejde!" og "Enhver modstand vil blive knust".Quoted in Balkan Battlegrounds, p. 59
Den militære ledelse af Jugoslaviens femte distrikt, der omfattede Slovenien, orienterede telefonisk Sloveniens præsident Milan Kučan om troppebevægelserne og meddelte, at tropperne alene agtede at overtage grænseposterne og lufthavnen. På et efterfølgende møde blandt Sloveniens regering blev det besluttet af modsætte sig Folkehærens operationer med væbnet modstand.Silber, Laura & Little, Allan. The Death of Yugoslavia. Penguin, London, 1995
Den slovenske regering havde endvidere modtaget efterretninger om, at Folkehæren transporterede specialtropper til strategiske positioner ved hjælp af helikoptere og meddelte derfor Folkehæren, at Slovenien ville nedskyde jugoslaviske helikoptere i slovensk luftrum. Folkehæren vurderede, at slovenerne ville afstå fra egentlig krigshandlinger og lod helikopterflyvningerne fortsætte, men senere på eftermiddagen skød slovenske styrker to helikoptere nedRamet, Sabrina (2005). The three Yugoslavias: state-building and legitimation, 1918-2005. Woodrow Wilson Center Press Series. Indiana University Press, p. 39. med SA-7 missiler nær Ljubljana.Ripley, Tim (2001). Conflict in the Balkans, 1991-2000. Osprey Publishing, p. 5. De ombordværende omkom, herunder en slovensk pilot i Jugoslavisk tjeneste (da der også var slovenere i Folkehæren).Spencer, Metta (2000). The lessons of Yugoslavia. Volume 3 of Research on Russia and Eastern Europe. Emerald Group Publishing, p. 17. Sloveniens Territorialforsvar omringede Folkehærens kaserner flere steder og foretog flere angreb mod Folkehærens styrker i Slovenien. I lufthaven kom det til ildkamp mellem slovenske styrker og Folkehæren, og slovenerne overtog atter kontrol med lufthavnen efter Folkehærens soldater overgav sig. Flere steder blev fremrykkende panserkolonner angrebet.
På trods af forvirringen og den slovenske modstand lykkedes det imidlertid den jugoslaviske folkehær at nå mange af sine militære mål. Ved midnat den 27. juni havde folkehæren indtaget alle grænseposter ved den italienske grænse alle grænseposter, bortset fra tre, ved den østrigske grænse, ligesom folkehæren havde indtaget flere af de nye grænseposter mod den nye grænse mod Kroatien. Flere af Folkehærens enheder sad dog fast i usikre stillinger flere steder i Slovenien.
28. juni 1991 alt=damaged YPA tanks on the road|thumb|Jugoslaviske tanks under bagholdsangreb nær Nova Gorica ved den italienske grænse I løbet af natten mellem den 27. og den 28. juni blev de slovenske styrker beordret til at iværksætte en generel offensiv mod Folkehæren. Der var i løbet af den 28. juni kampe flere steder i Slovenien.