General Sir Archibald James Murray, GCB, GCMG, CVO, DSO (født 23. april 1860, død 21. januar 1945) var en britisk officer som gjorde tjeneste i Boerkrigen og 1. Verdenskrig. Han var stabschef for BEF i august 1914; men lader til at have lidt et fysisk sammenbrud under tilbagetoget fra Mons, og blev tvunget til at træde tilbage fra denne post i januar 1915. Efter at have gjort tjeneste som vicestabschef vicestabschef for imperiegeneralstaben i det meste af 1915, var han en kort overgang chef for imperiegeneralstaben fra september til december 1915. Han var derefter chef for ekspeditionsstyrken i Egypten fra januar 1916 til juni 1917, i hvilket kapacitet han lagde planer for den endelige sejr over osmannerne i Palæstina.
Karriere i hæren Født som søn af Charles Murray og Anne Murray (født Graves) og uddannet på Cheltenham College og Royal Military Academy Sandhurst fik Archibald Murray sin officersbestalling i 27th Regiment den 13. august 1879. Han blev udnævnt til adjudant i sit regiment den 12. februar 1886. Efter at være blevet forfremmet til kaptajn den 1. juli 1887 og have deltaget i undertrykkelsen af zulu opstanden i 1888, blev han adjudant for 4. bataljon i Bedfordshire Regimentet den 15. december 1890. Han gik på Staff College, Camberley i 1897.
Efter at være blevet forfremmet til major den 1. juni 1898, deltog Murray i Boerkrigen viceassisterende generaladjudant for efterretningsvæsen i Natal fra 9. oktober 1899 og derpå som stabschef for den derværende øverstkommanderende. Han deltog i tilbagetoget fra Dundee og derpå i belejringen af Ladysmith i slutningen af 1899 og blev øverste stabsofficer for Sir Archibald Hunter, der havde kommandoen over 10. division i begyndelsen af 1900. Han blev udpeget til assisterende generaladjudant den 6. marts 1900, forfremmet til oberstløjtnant den 29. oktober 1900 og fik tildelt DSO den 29. november 1900. Han blev igen nævnt i depeche i februar 1901.
Murray blev udnævnt til chef for 2. bataljon af Royal Inniskilling Fusiliers, der var udstationeret i Indien, i oktober 1901, men overtog aldrig stillingen. Han blev indsat i det nordlige Transvaal i februar 1902 hvor han blev alvorligt såret i april 1902 og igen nævnt i depeche i juli 1902. Efter krigens slutning i Sydafrika vendte han tilbage til England i juni 1902, og blev assisterende generaladjudant i hovedkvarteret for 1. infanteridivision i Aldershot den 3. november 1902. Efter forfremmelse til oberst den 29. oktober 1903, blev han tildelt CB ved kongens fødselsdag i 1904 og CVO den 12. juni 1907.
Murray blev direktør for militær uddannelse i krigsministeriet den 9. november 1907 og efter at være blevet forfremmet til generalmajor den 13. juli 1910, blev han eleveret KCB i forbindelse med kroningen i juni 1911. Han tog også del i processionen ved kroningen af Kong Georg 5. den 22. juni 1911. Murray blev direktør for infanteri den 9. december 1912. På generalstabskonferencen i januar 1914 afviste han forslag om at indføre det han anså for at være en stereotyp fransk skyd-og-bevægelsesdoktrin.Travers 1987, p67 Han havde i kort tid kommandoen over 2. infanteridivision fra 1. februar 1914.
Stabschef for BEF Udnævnelse thumb|right|Royal Fusiliers forbereder sig på Slaget ved Mons Da 1. Verdenskrig begyndte i juli 1914 var Murray ikke blevet udpeget til generalkvartermester for British Expeditionary Force som det oprindelig havde været meningen. I stedet blev han stabschef.Robbins 2005, p116 Murray havde allerede opnået et stort ry som stabsofficer i Sydafrika og under John French i krigsministeriet.Jeffery 2006, pp132-3 Det hævdes til tider, at Murray først og fremmest fik posten fordi Frenchs oprindelige kandidat til posten, Henry Hughes Wilson, blev afvist på grund af hans rolle i Curragh mytteriet. Selv om denne påstand blev fremsat efter krigen af James Edward Edmonds, skriver Walter Kirke (i sin erindringsbog om George Macdonogh) og Murray, at der ingen samtidige beviser er, selv i Wilsons dagbog, som kan bekræfte det (i modsætning til januar 1915, hvor Wilson med sikkerhed blev forhindret i at efterfølge Murray af politiske årsager).
Wilson, Sir John French (den øverstkommanderende for BEF og Murray rejste til Frankrig den 14. august 1914.Jeffery 2006, p134 Kodebøgerne var blevet glemt i London, og løjtnant Edward Spears måtte tage tilbage til London efter nogle nye. Han vendte tilbage og fandt Murray i Rheims i færd med at “afdække” situationen på nogle store landkort på gulvet i hans hotelværelse. Han lå på alle fire og var kun klædt i underbukser, mens stuepiger kom og gik.Spears 1930, p72Holmes 2004, p206
Tilbagetoget fra Mons Under tilbagetoget i august 1914 klarede BEF staben, som ikke havde indøvet deres roller, sig dårligt. French var en dynamisk leder, men ikke en manager.Jeffery 2006, pp134-7 Robertson og Walter Kirke bemærkede, at Murray ikke kendte meget til de planer, som Wilson havde lagt med French, og måtte arbejde med en stab som næsten udelukkende bestod af folk fra direktoratet for militære operationer, som var vant til at arbejde med Wilson. I staben var bl.a. oberst George Montague Harper, GSO1.
Murray tilkaldte korpsenes stabschefer omkring kl. 1 om natten den 24. august (natten efter slaget ved Mons), og beordrede tilbagetrækning, men gav dem ingen detaljerede planer, så de selv måtte udarbejde detaljerne.Holmes 2004, pp216-8 French indvilligede i Douglas Haigs anmodning om at 1. korps skulle trække sig tilbage øst for Mormalskoven (Haig Diary, 24. august) uden, tilsyneladende, at Horace Smith-Dorrien (chefen for 2. korps) blev spurgt eller informeret.Beckett&Corvi 2006, p195 (Dårligt stabsarbejde forekom ikke kun i overkommandøren, hverken 1. eller 2. korps stabe havde undersøgt om Mormalskoven var besat af fjenden.Travers 1987, p42) Den 24. august nægtede Harper at gøre noget som helst for Murray, så Lord Loch måtte skrive meddelelser, selv om det ikke var hans job. Loch skrev denne dag i sin dagbog, at Murray af natur var gnaven og vanskelig at arbejde sammen med. Murray og hans stab arbejdede uden ophør i den intense varme i Bavai, og skrev (24. august), at han havde tilbragt 24 timer uden at være ude af tøjet eller sove. Smith-Dorrien besøgte hovedkvarteret for at få detaljerede ordrer om aftenen den 24. august og måtte presse Murray til at udstede ordrer til 2. korps om at trække sig tilbage til Le Cateau.Holmes 2004, pp218-21
Murray skrev i sin dagbog (25. august), at hovedkvarteret var flyttet fra Le Cateau til St Quentin og at 1. korps var stærkt involveret i kampe om natten, men nævnte ikke noget om hvad 2. korps foretog sig. Da 4. infanteridivision ankom (25. august) havde Thomas Snow ordre til at hjælpe med at forberede en forsvarsstilling omkring Cambrai-Le Cateau, da hovedkvarteret ikke havde nogen anelse om hvor alvorlig en situation 2. korps befandt sig i. Det endte med at 4. division deltog i slaget ved Le Cateau.Beckett&Corvi 2006, p197, 199 Nyheden om at Smith-Dorrien planlagde at stå fast og kæmpe ved Le Cateau nåede frem til hovedkvarteret kl. 5 om morgenen den 26. august – French blev vækket, men insisterede på at Murray ikke blev vækket og sendte Smith-Dorrien en tvetydig meddelelse om at han havde “en fri hånd med hensyn til metoden” hvormed han faldt tilbage, hvilket Smith-Dorrien tog som en tilladelse til at kæmpe.Holmes 2004, pp222-3
Murray lader til at have lidt en eller anden slags fysisk kollaps omkring dette tidspunkt, om end detaljerne varierer i øjenvidnernes beretninger. Henry Hughes Wilson skrev at Murray var fuldstændig brudt sammen, havde fået morfin eller anden medicin, som gjorde ham ude af stand til at arbejde, og da han fik besked (kl. 7 om morgenen den 26. august) on Smith-Dorriens beslutning om at stå fast og kæmpe, besvimede han straks. Spears' erindring (i 1930) var at Murray var kollapset med en svag puls, men at han ikke besvimede, da han tidligere på natten havde fået at vide, at tyskerne var faldet over 1. korps ved Landrecies (nyheden viste sig senere at være overdrevet). Spears skrev, at Murray var for syg til at deltage i mødet mellem Sir John French og Joffre og Lanrezac den 26. august,Spears 1930, p228, 233 selv om Terraine skriver at han deltog i mødet.Terraine 1960, p130-1 General Macready skrev senere, at Murray besvimede ved sit skrivebord mens han arbejdede ved Noyon (hvor hovedkvarteret befandt sig den 27. august).Terraine 1960, p150
Wilson vendte tilbage til hovedkvarteret den 29. august efter et besøg hos Joffre hvor han, hævdede han, oplevede en perfekt nedtur, hvor Murray var den mest frygtsomme.
Efteråret 1914 Den 4. september havde Murray et vigtigt møde med Joseph Gallieni (militærguvernør i Paris) og Michel Maunoury (øverstkommanderende for 6. franske armé) for at diskutere den planlagte allierede modoffensiv, som skulle blive til Slaget ved Marne. Murray havde ingen anelse om hvornår Sir John French, som var på besøg hos 1. korps, ville komme tilbage og var uvillig til at træffe beslutninger i hans fravær. Efter et tre timer langt møde blev en foreløbig aftale udformet. Franskmændene forløb mødet med det indtryk, at briterne ikke ville samarbejde og at Murray havde “une grande repugnance” overfor dem; men han videregav rent faktisk planerne til Sir John French. Mens dette foregik forhandlede Wilson separate planer med Franchet d’Esperey (5. franske armé på briternes højre fløj).Herwig 2009, p228Senior 2012, p188
Wilson noterede i sin dagbog den 6. september, den dag hvor BEF begyndte at rykke frem som led i slaget om Marne, at French og Murray “var ude at køre og fjollede rundt hele dagen”. Han måtte gribe ind for at forhindre French i at afskedige Harper (Wilson dagbog 7. september); men en uge senere skrev han (Wilson dagbog 14. september), at Murray og Harper skændtes hele tiden. En måned senere talte Murray stadig om “mine folk” og “(Wilson’)s folk” hvilket Wilson syntes vart “ret sørgeligt” og “beklageligt” (Clive dagbog 18. september). Wilson mente at French og Murray “til sammen var ganske ude af stand til at vurdere en stilling eller handle konstant i 24 timer” (Wilson dagbog 28. september).Robbins 2005, p116-7
Murray beklagede sig Victor Huguet (en fransk forbindelsesofficer til briterne) over Wilson (6. oktober), men fortalte også Wilson at French blev stadig “mere urimelig” og spurgte Wilson om han (Murray) skulle træde tilbage. Wilson fortalte Billy Lambton, Frenchs sekretær, om begge disse hændelser. Murray beklagede sig også den 4.-5. november og truede med at træde tilbage da Wilson ændrede i en af hans ordrer uden at orientere ham.Jeffery 2006, pp139-43Holmes 2004, pp266-8 Murray skrev senere (i 1930) "Hvorfor blev jeg med (denne) krigsministerielle klike, når jeg vidste at jeg var uønsket? Jeg ønskede at John French skulle klare den. Jeg havde været i så mange år ved ham, og vidste bedre end nogen hvordan hans helbred, sind og temperament gjorde ham uegnet (efter min mening) i den krise vi måtte se i øjnene. ..... de højtstående medlemmer (af hovedkvarterets stab) ignorerede mig fuldstændig, så vidt muligt, forpurrede mine tiltag og endda ændrede i mine instrukser." Han hævdede også at Wilsons illoyalitet havde efterladt ham med den umulige opgave alene at styre Sir John.Hastings 2013, p224 Rawlinson skrev i sin dagbog, at Murray blev “en kodemeddelelse i hovedkvarteret” (28. november 1914), hans underordnede kunne ikke lide ham (4. december) og at Sir John French ofte ignorerede hans stab “mest fordi Murray ikke kan lede dem og få noget ordentligt arbejde ud af dem” (6. december 1914). Edmonds hævdede senere, at Murray nogle gange forfalskede tidpunktet for udstedelsen af ordrer, men han blev afsløret af det tidsstempel, som den vagthavende sekretær påførte dem.Travers 1987, p24
Fjernelse