Gruppen af de syvcenter|220px|Kort over G7 lande
Premierminister Mark Carney
Præsident Emmanuel Macron
Kansler Friedrich Merz
Premierminister Giorgia Meloni
Premierminister Sanae Takaichi
Præsident Vladimir Putin
Premierminister Keir Starmer
Præsident Donald Trump
Også repræsenteret
Det Europæiske Råds formand António Costa EU-Kommissions formand Ursula von der Leyen G7 eller gruppen af de syv (mellem 1997 og 2014 G8; gruppen af de otte, da Rusland var med i gruppen) er en koalition af syv af verdens førende industrialiserede nationer: Frankrig, Tyskland (Vesttyskland indtil 1990), Italien, Japan, Storbritannien, USA (det oprindelige G6 fra 1975) og Canada (i 1976, herefter G7). Rusland blev optaget i 1997, men blev udelukket i 2014. EU deltager også. Tilsammen udgør disse landes økonomier 65 % af den samlede verdensøkonomi, selvom landene kun har 13 % af verdens samlede befolkning.
G7-landene mødes en gang om året til et topmøde, hvor store aktuelle økonomiske og politiske problemer i verden diskuteres. Da beslutninger og aftaler mellem disse lande har en stor effekt og betydning for resten af verden, bliver topmøderne ofte brugt som anledning til store demonstrationer fra grupper, der går ind for en mere økonomisk ligelig fordeling i verden.
Historie
Ideen om et forum for verdens førende industrilande blev luftet umiddelbart efter oliekrise i 1973, der indledte en verdensomspændende recession og det efterfølgende sammenbrud i det internationale møntvekselsystem, også kaldet Bretton Woods. Efter nogle indledende følere kom det i 1975 ved slottet Rambouillet til det første møde mellem de 6 største industrilande, hvorfor gruppen startede under navnet G6. Udover den franske gæstgiver, præsident Valéry Giscard d'Estaing, deltog også Italien, Japan, Vesttyskland, Storbritannien og USA. Ved dette møde enedes man om at holde et årligt topmøde med skiftende værter, hvor de store lande kunne planlægge fælles strategier over for store verdenspolitiske problemer. Året efter det første møde blev Canada i 1976 på amerikansk ønske fra præsident Gerald Ford også medlem, og gruppen hed nu G7. Fra 1977 fik EU også fast sæde ved topmøderne, repræsenteret af præsidenten for kommisionen, dog har EU en anderledes status end de andre lande.
Efter den kolde krigs afslutning og opsplitningen af Sovjetunionen blev det hurtigt klart, at man måtte finde en måde at inkorporere også Rusland i samarbejdet. I 1994 deltog Rusland i nogle møder sammen med de andre G7-lande, disse topmøder blev kaldt G7+1-møderne. I 1997 blev Rusland på foranledning af bl.a. den amerikanske præsident Bill Clinton officielt medlem, hvorefter G7 blev til G8.
Ved G8-mødet i Heiligendamm i Tyskland deltog udover de 8 deltagerlande også en række lande, der med store økonomier og befolkningstal er af stor betydning for verdens politik. Disse var Brasilien, Kina, Indien, Mexico og Sydafrika. Kina har en økonomi i enorm vækst, der er større end de tre G8-medlemmer Rusland, Canada og Italien, hvorfor et eventuelt medlemskab diskuteres heftigt. Tony Blair har tidligere foreslået at G8-klubben skulle udvides til et G13, men hans ideer blev hurtigt afvist af de andre medlemmer.
Som følge af Ruslands annektering i 2014 af Krim-halvøen i Ukraine, blev mødet i Sotji aflyst og Rusland senere suspenderet. Flere landes repræsentanter har siden opfordret Rusland til at vende tilbage til G8. I januar 2017 meddelte Rusland, at man agtede permanent at forlade samarbejdet.
Politikområder
thumb|Deltagere på G7 mødet i Taormina (2017) Efterhånden har G7-møderne udvidet diskussionsområderne betragteligt, så de indbefatter mange forskellige politikområder, senest er både fattigdomsbekæmpelse og klimaområdet også blevet nogle vigtige punkter på G7-mødernes dagsorden. Ved topmødet 2005 i Glenneagles, hvor Tony Blair på Storbritanniens vegne var vært, blev det f.eks. besluttet at eftergive en del gæld til de afrikanske lande.
Ved Heiligendamm i 2007 blev det på Angela Merkels foranledning besluttet at de førende industrilande skulle nedbringe deres CO2-udslip med 50 % i 2050. Det blev dog kritiseret at målene ikke blev bindende.
Struktur
G7 skal være et forum mere end en egentlig organisation, hvorfor det ikke kan sammenlignes med eksempelvis FN eller EU, der arbejder efter regler og procedurer. Fra 1. januar skifter formandskabet, og det er op til værtslandet i løbet af tiden op til topmødet at forberede et program. Der foregår op til topmødet forhandlinger helt op på ministerniveau om program og dagsorden for møderne.
Kritik og demonstrationer
Det er en stor begivenhed, når verdens ledere mødes, og der er udover et væld af lobbyister og interessegrupper også ofte demonstrationer fra grupper, der mener, at G7-landene burde kæmpe for en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, og støtte de fattige lande mere. På det seneste er også klimadebatten blevet en grund til demonstrationer, men aids-debatten fylder også en del, da de rige lande ifølge demonstranter forhindrer udbredelsen af billig medicin i Afrika.
G8 modtog også kritik fra menneskerettighedsgrupper, da man tillod Rusland at være medlem, denne diskussion handler også ofte om kritik af samarbejdet med Kina.
Tidligere afholdte G8-møder 1975: 15-17. november i Rambouillet, Frankrig 1976: 27-28. juni i San Juan, Puerto Rico med USA som vært 1977: 7-8. maj i London, Storbritannien 1978: 16-17. juli i Bonn, Vesttyskland 1979: 28-29. juni i Tokyo, Japan 1980: 22-23. juni i Venedig, Italien 1981: 20-21. juli i Montebello, Ottawa, Canada 1982: 4-6. juni i Versailles, Frankrig 1983: 28-30. maj i Williamsburg, Virginia, USA 1984: 7-9. juni i London, Storbritannien 1986: 4-6. maj i Tokyo, Japan 1987: 8-10. juni i Venedig, Italien 1988: 19-21. juni i Toronto, Canada 1989: 14-16. juli i Paris, Frankrig 1990: 9-11. juli i Houston, Texas, USA 1991: 15-17. juli i London, Storbritannien 1992: 6-8. juli i München, Tyskland 1993: 7-9. juli i Tokyo, Japan 1994: 8-10. juli i Napoli, Italien 1995: 15-17. juli i Halifax, Nova Scotia, Canada 1996: 19-20. april i Moskva, Rusland (ekstraordinært møde om atomsikkerhed) 1996: 27-29. juni i Lyon, Frankrig 1997: 20-22. juni i Denver, Colorado, USA 1998: 15-17. maj i Birmingham, Storbritannien (første møde som G8) 1999: 18-20. juni i Köln, Tyskland 2000: 21-23. juli i Okinawa, Japan 2001: 20-22. juli i Genova, Italien 2002: 26-27. juni i Kananaskis, Alberta, Canada 2003: 2-3. juni i Évian-les-Bains, Frankrig 2004: 8-10. juni i Sea Island, Georgia, USA 2005: 6-8. juli i Gleneagles Hotel, Perthshire, Skotland, UK 2006: 15-17. juli, Strelna, St. Petersburg, Rusland 2007: 6-8. juni, Heiligendamm, Tyskland 2008: 7-9. juli, Toyako (Lake Toya), Hokkaido, Japan 2009: 8–10. juli, L'Aquila, Abruzzo, Italien 2010: 25–26. juni, Ontario, Canada 2011: 26–27. maj, Deauville, Frankrig 2012: 18–19. maj, Camp David, USA 2013: 17–18. juni, Lough Erne, Storbritannien 2014: 4–5. juni, Sotji, Rusland , i stedet afholdt i Bruxelles, Belgien 2015: 7–8. juni, Schloss Elmau, Tyskland 2016: 26–27. maj, Shima, Japan 2017: 26–27. maj, Taormina, Italien 2018: 8–9. juni, Québec, Canada 2019: 24–26. august, Biarritz, Frankrig 2020: Camp David, USA - Aflyst og erstattet af online konference grundet Covid-19 pandemi
Noter
Referencer
Eksterne henvisninger
G8-topmøde i Tyskland 2007 – officiel website G8 NGO Platform 2007 – officiel NGO-website A Summit of Substantial Success: The Performance of the 2008 G8 – af John Kirton, G8 Research Group, University of Toronto, 17. juli 2008
Kategori:Internationale organisationer Kategori:International økonomi