Den spanske borgerkrig blev udkæmpet fra 1936 til 1939 mellem Spaniens republikanske regering (støttet af socialdemokrater, reformister, kommunister og anarkister) og nationalisterne anført af general Francisco Franco (støttet af konservative, falangister og i et vist omfang den katolske kirke). Nationalisterne modtog aktiv militær støtte og fik våben fra Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen og Mexico, men den vestlige ikke-interventionspolitik medførte efterhånden, at den lovlige regering ikke kunne købe våben. Krigens to sidste år kæmpede republikanerne uden våbenhjælp udefra. Borgerkrigen endte med, at nationalisterne sejrede.
Nationalisterne havde en overvejende konservativ, katolsk basis og blev støttet af adelen, store dele af hæren og royalister (både tilhængere af den abdicerede Alfonso 13. og de såkaldte Carlister, der støttede det Bourgonske dynasti), der ønskede at genindføre monarkiet. Venstresiden omfattede først og fremmest socialister, anarkosyndikalister og socialliberale og havde støtte fra de nationale eliter og kirken i Baskerlandet, Catalonien, fattige landarbejdere og fra mere sekulære og urbane miljøer i hele landet. Nationalisterne under ledelse af generalerne Francisco Franco, Emilio Mola og José Sanjurjo indsatte størstedelen af hæren mod den venstreorienterede regering, men mødte stærk modstand fra loyale hær- og marineafdelinger og fra civile, som afvæbnede garnisoner og greb til våben. Mange soldater meldte sig også til folkefronten. Først efter tre års blodige kampe gik nationalisterne sejrende ud af borgerkrigen. Francisco Franco blev Spaniens diktator, og alle partier blev forbudt eller indlemmet i Francos statsbærende parti.
Krigen blev udkæmpet med omfattende terror og massakrer på begge sider mod fanger og faktiske og formodede modstandere. Krigen fik en bred international pressedækning, som formidlede terror og drab. Først var pressedækningen ofte baseret på rygter.
I efterkrigstiden blev den vindende side glorificeret af den højreorienterede regering, som havde magten i landet. Francos efterfølger kong Juan Carlos ændrede politikken 1970'erne. Det førte til, at Spanien blev et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati. Meningerne om borgerkrigen i Spanien er delte, og borgerkrigen var længe tabubelagt i spansk politik.
Baggrund
Borgerkrigen var et resultat af flere faktorer og århundreder lange konflikter. Flere var politiske konflikter i den anden spanske republik. Desuden var det internationale politiske klima i 1930'erne præget af politisk ustabilitet, frygt for kommunistiske revolutioner, fascistiske bevægelser, svage demokratier, stor ulighed og at stadig flere lande i Europa fik autoritært styre.
I Spanien var det en gammel politisk konfliktlinje mellem regionalt selvstyre og det traditionelle centralistiske styre, som selv påkaldte sig at «bevare Spaniens enhed». Både kirken og militæret var traditionelt en integreret del af landets ledelse, og kongehuset havde en svag stilling. Da kong Alfons 13. af Spanien i 1923 anerkendte Miguel Primo de Riveras magtovertagelse og diktatur, åbnede det vejen for oprettelse af republikken i 1931, men både arbejdet med republikkens grundlov og det nødvendige reformarbejde bragte de politiske spændinger op til overfladen. Republikken var derfor præget af store konflikter, flere kupforsøg og voldelig uro.
Efter at venstrekoalitionen Frente Popular kom til magten under ledelse af Manuel Azaña i 1936, fulgte en periode med stor ustabilitet og konflikt. Volden mellem militante grupper kom ud af kontrol efter drabet på den konservative parlamentariske leder José Calvo Sotelo. Samme år forsøgte en gruppe højere officerer at begå et statskup mod den nye regering. Oprøret blev efterhånden støttet af konservative spanske grupper som Confederación Española de Derechas Autónomas, eller C.E.D.A) og den konservative katolske folkebevægelse Karlistene og den royalistiske Falange Española de las J.O.N.S.
Det militære oprør
Kupforsøg
Den republikanske regering havde sendt de officerer, de var utrygge ved som general Manuel Goded Llopis, Emilio Mola og generalstabschefen general Franco til poster langt fra Madrid. Mellem 5. og 12. marts var der flere konspiratoriske møder i Madrid mellem en række generaler, blandt dem også Gonzalo Queipo de Llano. I deres planlagte opstand skulle José Sanjurjo, som havde ledet et kupforsøg i 1932, være frontfigur. Regeringen var blev advaret mod disse planer, men ignorerede advarslerne.
Borgerkrigen blev udløst af denne militære opstand af en gruppe højere officerer. Starttidspunktet var 17. juli klokken fem on morgenen for styrkerne i Afrika og et døgn senere for styrkerne i selve Spanien. Kupmagerne sikrede sig først kontrol i Afrika, således at flest mulig af styrkerne herfra ville kunne sættes ind i Andalusien. Franco var nu "forvist" til De Kanariske Øer, men rejste natten til den 17. juli med postbåden fra Santa Cruz de Tenerife til Las Palmas og derfra videre med et lejet fly til Spansk Marokko.Lindqvist, side 373
Generalerne planlagde et hurtigt statskup, og aktionerne i Nordafrika gik efter planen, så elitestyrkerne her kunne sættes ind i selve Spanien sammen med 75.000 frivillige marokkanere. Men andre steder i Spanien gik kuppet ikke efter planen, og kupmagerne formåede ikke at sikre sig kontrol over flere store byer, herunder Madrid. Der blev de militære holdt inde i Montaña-lejren, og lejren faldt næste dag efter blodige kampe og en påfølgende massakre. I Barcelona blev oprørerne slået af væbnede anarkister og syndikalister. General Goded, som var fløjet ind fra sit tjenestested på Balearerne, blev taget til fange i Barcelona og henrettet.
Reaktioner på kuppet
Både inden for hæren og Guardia Civil gik loyaliteten begge veje, desuden gik også væbnede arbejdergrupper i aktion flere steder og neutraliserede oprørsvenlige enheder og sikrede byen for republikken. Den spanske marine var langt mere klassedelt end hæren, hvilket førte til, at de lavere officerer og det menige mandskab var bedre politisk organiseret og havde en større afstand til den højere ledelse.Beevor 2009, side 116 De gjorde mytteri og overtog fartøjerne, da de fik besked om at gå til nationalistiske havne, og nationalisterne fik ikke den skibsstøtte, de havde forventet for at sikre transport af soldater fra Marokko til Den iberiske halvø. Karlisterne mobiliserede deres milits til støtte for oprøret. Efter blot to dage, den 19. juli, mødte 8.000 bevæbnede karlister iført de karakteristiske røde baretter klar til kamp i Pamplona.Beevor 2009, side 109
Et effektivt forsvar blev imidlertid forhindret af, at regeringen ikke ønskede at bevæbne civilbefolkningen, da Folkefronten var præget af store interne modsætninger, og der var gensidig mistillid mellem regeringen og vælgerne. Regeringen manglede autoritet, og ved udbruddet af krigen kunne den ikke længere opretholde lov og orden. Selve kuppet udløste også revolutionær aktion fra dele af arbejderbevægelsen."Den spanske borgerkrig. Om krigen" (Arbejderbevegelsens Arkiv og Bibliotek)
Fronterne etableres thumb|Den militære situation to måneder efter, at opstanden startede. Det blå område viser nationalisternes position ved kuppet, det grønne de første erobringer.
Tilsammen førte situationen til, at lidt over halvdelen af Spaniens territorium, med omkring 14 millioner indbyggere (mod nationalisternes 11 millioner) forblev under republikkens kontrol, blandt andet Madrid og området ud til Middelhavskysten, herunder Valencia, Barcelona og store dele af landdistrikterne i Catalonien og områderne syd mod Andalusien. Det gjorde, at regeringen efter den første forvirring kunne reorganisere forsvaret og prøve at bekæmpe opstanden. Meget af den væbnede modstand kom fra en arbejdermilits organiseret af CNT og FAI.
I august blev fronterne og de kontrollerede zoner klarere. I de nationalistkontrollerede områder blev der tidligt etableret en militærstat, mens det politiske kaos, rivaliseringen og modsætningerne fortsatte inden for det republikanske område, som stadig krympede. Republikkens regering blev stadig mere lammet af sammenbruddet i centraladministrationen, nationalisternes oprør, samtidig med at venstresiden pressede på for at få gennemført en venstreorienteret revolution.Beevor 2009, side 154 Desuden havde de republikanske styrker dårligt udstyr, manglende uddannelse og svag disciplin.Se for eksempel Beevor 2009, side 231-232
Den 4. september 1936 blev Francisco Largo Caballero stats- og krigsminister. Han gik ind for fællesskab mellem socialisterne, kommunisterne, det venstresocialistiske POUM, anarkosyndikalisterne og venstreorienterede katolikker. Foruden krigsførelsen lagde han særlig vægt på at opretholde regeringens autoritet i det republikansk-kontrollerede område. POUM og CNT var imod at opløse partimilitserne og lade disse styrker gå ind i den republikanske hær, hvor politiske officerer fra PCE efterhånden fik stor indflydelse.
Efter pres fra Josef Stalin og som en forudsætning for videre sovjetisk våbenhjælp gik PCE fra den 3. maj til 8. maj 1937 til væbnet aktion mod POUM, der beskyldtes for at være trotskistisk, og delvis også mod CNT. Det medførte en regeringskrise, hvor kommunisterne fik presset igennem, at Caballero skulle gå af som regeringsleder den 17. maj. Den mere centrumsorienterede Juan Negrin (også fra PSOE) blev ny statsminister, da kommunisterne mente, at han var mere på deres linje. I efteråret 1937 overtog kommunisterne mere og mere af kontrollen også over de væbnede styrker, hvor ikke-kommunister blev afsat, nægtet forfremmelse, forsyninger og sanitet eller udsat for tortur og internering af den NKVD-styrede hemmelige tjeneste SIM (Servicio de Investigación Militar), som var oprettet den 9. august 1937. Samlet svækkede det kampmoralen dramatisk på den republikanske side.Beevor 2009, side 400 og 404-405 Desuden førte den kommunistiske militære strategi og deres metoder til, at den mistede støtte.Beevor 2009, side 494
Styrkefordeling ved borgerkrigens start
Nationalisterne havde en stor fordel gennem kontrollen over den 40.000 mand store kamperfarne Afrikahær. Desuden havde de kontrol over 50.000 mand fra den langt mindre trænede hjemmehær, to tredjedele af den paramilitære politistyrke, carabineros, og noget over halvdelen af Guardia Civil; de tre sidste væbnede politistyrker udgjorde en styrke på 30.000 mand på kupmagernes side. Samlet var oprørernes styrke på 130.000 mand, mens republikken på dette tidspunkt rådede over omkring 90.000 mand.
Konsolidering af nationalistområdet
Da statskuppets plan om en hurtig magtovertagelse ikke kunne gennemføres, måtte den nationalistiske side i en situation, som gik over til en mere langvarig borgerkrig, samle sig om en politisk platform og en mere helhedsorienteret politik. Samtidigt med at nationalisterne kontrollerede omkring halvdelen af landets territorium og befolkning, måtte det styres og økonomien stables på benene igen, især eksporten som kunne sikre international valuta nødvendig for finansieringen af krigsførelsen. Særligt eksporten af sherry, oliven og citrusfrugter var vigtige indtægtskilder. Handelsaftaler med Portugal var vigtige, og de militære myndigheder førte streng kontrol med alle eksportindtægter.
Nationalisterne var en uensartet gruppe med de traditionalistiske og monarkistiske karlister, som ønskede Alfonso Carlos de Borbón, og senere, da han døde den 29. september 1936, Xavier af Bourbon-Parma på tronen, andre monarkister, som ønskede Alfonso 13. tilbage, den fascistiske og republikanske falangs. Blandt de centralt placerede højere officerer var der også politiske forskelle: monarki eller republik, forholdet til frimurere, kirken med mere.