Religionsfilosofi er en filosofisk disciplin, der undersøger religioners natur, deres oprindelse, deres betydning og deres relation til andre områder af menneskelig erfaring, såsom etik, viden og eksistens.Geisler 2003Edwards 2016Andersen 2010 Den reflekterer over religiøse begreber, doktriner og praksisser.Sløk 2016 Religionsfilosofien trækker på diskussioner og argumenter fra både erkendelsesteori, logik, metafysik, etik, religionsvidenskab og politisk filosofi.
Religionsfilosofi er blevet dyrket af mange store filosoffer gennem historien, for eksempel Augustin, Immanuel Kant,Kant 1794 Friedrich Nietzsche og Ludwig Wittgenstein.Christensen 2006 Traditionel vestlig religionsfilosofi handler især om forholdet mellem Gud, menneske og verden. Religionsfilosofiske emner Kendte spørgsmål fra traditionel kristen religionsfilosofi er: Teodicéproblemet: Hvis Gud er almægtig, alvidende og algod, hvorfor findes der så meget ondskab og lidelse i verden?Huggler 2004 Problemet om Guds forudbestemmelse og menneskets frie vilje: Hvis Gud er almægtig og har forudbestemt alt, hvordan kan mennesket så have en fri vilje og drages til ansvar for sine handlinger? Gudsbeviser: Kan man bevise Guds eksistens? (Se f.eks. det ontologiske gudsbevis og Thomas Aquinas' gudsbeviser). Forholdet mellem tro og viden: Hvad er forskellen på trosudsagn og vidensudsagn? Er forskellen blot, at de første ikke kan bevises, men at de sidste kan bevises? Eller er der tale om to forskellige sprog? Forholdet mellem religionen og naturvidenskaben: Er de to i konflikt med hinanden? Eller er der blot tale om, at de to behandler to forskellige områder af tilværelsen? Eller er der tale om to forskellige sprog om den samme virkelighed? Problemet om sekularisering: Er religionens stadig mindre rolle i samfundet et udtryk for, at religionen har fået mindre betydning? Eller er der blot tale om, at religionen i højere grad er blevet en privatsag? Kristendommens forhold til de andre verdensreligioner (religionsteologi): Er kristendommen den eneste sande religion, som skal besejre de andre religioner gennem mission? Er ingen frelse mulig uden for troen på Jesus Kristus? Eller er alle religioner lige sande?
En del af religionsfilosofien er religionskritikken. Kendte navne er her David Hume, Ludwig Feuerbach, Friedrich Nietzsche, Karl Marx, Sigmund Freud og såkaldte ny-ateister som f.eks. Richard Dawkins, Daniel Dennett, Christopher Hitchens og Sam Harris.
Religionsfilosofiens afgrænsning Afgrænsning i forhold til religionsvidenskab og teologi Religionsfilosofien kan være orienteret mod to fag, nemlig den empiriske religionsvidenskab og teologien:
Religionsfilosofi i forlængelse af den empiriske religionsvidenskab ser religion som en menneskelig ytring i psykologisk, social og historisk forstand. De filosofiske spørgsmål drejer sig her f.eks. om religionens kendetegn, om religionens virkninger og værdi for individ og samfund, om religion i det offentlige rum, og om intelligent design. Religionsfilosofi i forlængelse af teologien overvejer religiøse grundspørgsmål med udgangspunkt i den måde, de er formuleret på i de forskellige religioner. Traditionelt har der været fokus på kristendommen. Interessen har blandt andet samlet sig om gudsbeviser, teodicéproblemet, problemet om viljens frihed kontra Guds forudbestemmelse, samt muligheden af mirakler. Nyere religionsfilosofiske diskussioner inddrager dog også filosofiske spørgsmål, der tager udgangspunkt i f.eks. reinkarnation, karmaloven og det forhold, at religiøse traditioner kan modsige hinanden, samtidig med at de hver især gør krav på sandhed.
Religionsfilosofi er dog en selvstændig disciplin. Den adskiller sig fra religionsvidenskaben ved at dens grundlæggende metode er klassisk begrebsanalyse (om end den trækker på empirisk viden hentet fra religionsvidenskab, kulturhistorie, kognitionsforskning mv.).
Religionsfilosofien adskiller sig fra traditionel teologi ved ikke at antage, at der er én religion, der er den sande, og ved at rette interessen mod religiøse traditioner bredt.
Afgrænsning fra spirituel filosofi Religionsfilosofi er en intellektuel og akademisk disciplin, som beskæftiger sig systematisk, diskuterende og kritisk med undersøgelse af religion som fænomen. Dermed adskiller religionsfilosofi sig fra spirituel filosofi, åndsvidenskab og New Age, der er mere praktisk orienteret og rettet mod individets spirituelle vækst.
Vigtige repræsentanter
Augustin thumb|Augustin. Den romerske teolog Aurelius Augustin (354-430) er en central figur i kristen teologi og religionsfilosofi. Hans værker, såsom Bekendelser og Om Guds By, har haft en dyb og vedvarende indflydelse på både kristen teologi og vestlig filosofi.Augustin 2002 Augustins tanker om synd, nåde og prædestination har formet meget af kristendommen, og hans forening af Platons filosofi med kristen teologi lagde grundlaget for middelalderens skolastik.
Augustins mest berømte værk er hans selvbiografiske bekendelsesbog, Bekendelser (Confessiones), hvor han reflekterer over sit liv, sin omvendelse og sin åndelige rejse.Augustin 1988 Dette værk er ikke kun en personlig fortælling, men også en undersøgelse af den menneskelige natur, af synd, nåde og Guds tilstedeværelse i verden.
Ud over Bekendelser skrev Augustin en lang række teologiske og filosofiske værker, herunder Om kristen lære (De Doctrina Christiana), hvor han diskuterer principperne for kristen fortolkning af Skriften, og Om Guds by (De Civitate Dei), hvor han undersøger forholdet mellem Guds rige og den verdslige verden, og desuden behandler problemet med ondskab og lidelse.
Augustin bidrog til udviklingen af kristen lære om emner som nåde, prædestination, synd og fri vilje. Hans tanker har haft en enorm indflydelse på både katolsk og protestantisk teologi gennem århundrederne, og han anses ofte for at være en af de tidligste kirkefædre. Anselm af Canterbury thumb|Anselm af Canterbury. Den italiensk-engelske teolog og filosof Anselm af Canterbury (1033-1109) var en betydningsfuld skikkelse i middelalderens filosofi og teologi. Han er mest kendt for sit ontologiske gudsbevis og for sin forsoningslære.
Anselm præsenterer sit ontologiske Gudsbevis i sit værk Proslogion (1077/1078). Han argumenterer for, at Gud er "noget, større end hvilket intet kan tænkes" ("aliquid quo maius nihil cogitari potest"),Proslogion, 2. og at et sådant væsen må eksistere i virkeligheden, for hvis det ikke eksisterede i virkeligheden, så ville det ikke være det største væsen.Marenbon, John. "Anselm: Proslogion." Central Works of Philosophy v1. Routledge, 2015. 169-193. Med andre ord hævder Anselm, at Gud er det væsen, hvis eksistens er nødvendig, for at begrebet om Gud som det største væsen kan give mening.
Anselm udforsker også troens natur og dens forhold til fornuften.Brown, Montague. "Faith and reason in Anselm: Two models." The Saint Anselm Journal 2 (2004): 10-21. Han mener, at tro ikke udelukkende er rationel, men at den også indebærer en viljeshandling og en kærlighedsforbindelse til det guddommelige. Tro består ikke kun af en intellektuel erkendelse, men også af et personlig engagement og et kærlighedsforhold til Gud.
Anselm bidrager endvidere til udviklingen af en teologi om Guds natur. Han beskriver Gud som det højeste væsen, der er fuldkommen og ubetinget i alle henseender. Han argumenterer for, at Gud er en enhed af alle guddommelige attributter, såsom almagt, godhed og visdom. Anselm betoner også Guds transcendens og uafhængighed af skabningen.
Et anden vigtig del af Anselms teologi er hans forsoningslære. I sit værk Hvorfor Gud blev menneske (Cur Deus Homo) fremsætter han sin forklaring på, hvorfor det var nødvendigt for Gud at inkarnere sig som menneske i Jesus Kristus for at frelse menneskeheden.Anselm 2020 Anselm argumenterer for, at menneskehedens synd krævede en perfekt offerhandling for at tilfredsstille Guds retfærdighed, og at kun Gud selv kunne opfylde denne betingelse ved at blive menneske og ofre sig selv. Boneventura Boneventura (1221-1274) var en middelalderlig italiensk kristen teolog og filosof. Han var en fremtrædende figur inden for fransiskanerordenen og bidrog væsentligt til skolastikken.
Bonaventura mener, at fornuft og tro ikke var modsætninger, men snarere komplementære veje til sandheden. Han anser filosofi for at være "en tjenestepige for teologien" ("ancilla theologiae"), hvilket betyder, at filosofiske argumenter og ræsonnementer skal bruges til at forstå og uddybe teologiske sandheder.
I sit værk Sjælens vej til Gud (Itinerarium Mentis in Deum) beskriver Bonaventura en rejse mod Gud gennem forskellige stadier af erkendelse og kontemplation.Boneventura 1956 Han beskriver tre stadier: det ydre (erkendelse af verden gennem sanserne), det indre (sjælens refleksion over sig selv) og det øvre (forening med Gud gennem mystisk kontemplation).
Thomas Aquinas thumb|Thomas Aquinas. Thomas Aquinas (1225-1274) var en middelalderlig italiensk kristen teolog og filosof. Hans værker Summa Theologica og Summa Contra Gentiles har haft en enorm indflydelse på kristen teologi og religionsfilosofi.Aquinas 1969
Hans mest kendte værk er Summa Theologica, der er en omfattende samling af teologiske og filosofiske tanker, som forsøger at give svar på en lang række spørgsmål om tro, Gud, etik og metafysik. Værket er opdelt i tre store dele: "Om Guds eksistens og naturen", "Om mennesket og dets formål" og "Om Kristus, frelse og sakramenterne".
Aquinas er dybt påvirket af aristotelisk filosofi, som han forsøger at forene med kristen teologi. Han mener, at tro og fornuft ikke modsiger hinanden, men tværtimod kan supplere og styrke hinanden. Dette princip, kendt som "forsoning af tro og fornuft", er central i hans tænkning. Han anser både troen og fornuften for at være gaver fra Gud, og han mener, at rationelle argumenter kunne bruges til at støtte troen.
Rene Descartes thumb|Rene Descartes. René Descartes (1596-1650) var en fransk filosof, der anses for at være en af grundlæggerne af moderne filosofi. Hans filosofiske metode, kendt som "den kartesiske tvivl", søgte at etablere et sikkert fundament for viden og tro.Rene Descartes: Diskurs om metoden, fjerde del. 1937. Descartes' arbejde omfattede også en række tanker om Guds eksistens og forholdet mellem Gud og mennesket, hvilket har haft betydning for udviklingen af religionsfilosofi og teologi.Dorter, Kenneth. "Science and religion in Descartes' meditations." The Thomist: A Speculative Quarterly Review37.2 (1973): 313-340.
I Meditationer (1641) udforsker Descartes spørgsmålene om Guds eksistens og karakter. Han begynder med tvivlens metode og forsøger at nå til sikker viden ved at tvivle på alt, hvad der kan tvivles på. For søge sandheden må man én gang i sit liv så vidt muligt tvivle om alt, siger Descartes. Mens han afviser sansernes pålidelighed og endda siger, at han kunne blive bedraget af en ond guddommelig dæmon, finder han en urokkelig sandhed i sin egen eksistens som et tænkende væsen: "Jeg tænker, altså er jeg til." (På Latin: "Cogito, ergo sum").Rene Descartes: Diskurs om metoden, fjerde del. 1637
Når Descartes undersøger eksistensen af Gud, argumenterer han for, at Gud er en nødvendig forudsætning for menneskets idé om uendelighed og perfektion. Descartes hævder, at da han som et ufuldkomment væsen har en idé om Gud som det mest fuldkomne væsen, må denne idé have en årsag, der er mere fuldkommen end Descartes, nemlig Gud selv. Derfor, konkluderer han, eksisterer Gud.
Descartes' opfattelse af Gud er, at Gud er et ufejlbarligt og ikke-bedragende væsen, hvilket sikrer, at Descartes' egen idé om Gud ikke kan være resultatet af fejl eller bedrag. Denne Gud fungerer også som garant for, at Descartes kan stole på sin egen fornuft og erkendelse, da det er Gud, der har skabt ham med evnen til at tænke klart og rationelt. Baruch Spinoza thumb|Baruch Spinoza.