Poul Christian Vilhelm Madsen Milthers (11. september 1865 – 31. marts 1962) var en dansk kvartærgeolog, som især var kendt for sit arbejde med ledeblokmetoden, hvor man ud fra bjergartsbestemmelse af stenene i en moræne kan afgøre, fra hvilken retning den tilhørende gletsjer er kommet. Han foretog gennem en lang årrække talrige optællinger af ledeblokke, ikke kun i Danmark, men også i landene rundt om, især Tyskland og Polen, til belysning af de skandinaviske gletsjeres udbredelse.
Milthers foretog omfattende undersøgelser af glaciale landskabsformer, blandt andet i forbindelse med udarbejdelsen af en række geologiske kortbladsbeskrivelser, og påviste fx, at de markante bakkedrag i det nordvestlige Sjælland, Odsherredbuerne, var randmoræner dannet under sidste istid. Efter sin opdagelse af en interglacial mose ved Brørup i Sydjylland var Milthers ved hjælp af terrænstudier med til at fastslå, hvordan disse moser under sidste istid var blevet dækket med flydejord, og hvordan i større perspektiv hele det sydvestjyske område, der ikke havde været isdækket under sidste istid, havde fået sine landskabsformer.
Sammen med kollegaen Nikolaj Hartz beskrev Milthers i 1901 senglaciale, organiske lag i Allerød teglværksgrav, som viste sig at stamme fra en kort varmeperiode ved slutningen af sidste istid, som i dag er påvist mange steder i verden og er kendt internationalt som Allerødtiden.
Milthers foretog også mange undersøgelser inden for anvendt geologi, blandt andet kortlægning af mergelforekomster til brug ved jordforbedring, og eftersøgning af brunkul, som både under Første og Anden Verdenskrig udgjorde en væsentlig del af den danske energiforsyning.
Milthers blev i sine unge år stærkt præget af den grundtvigianske højskolebevægelse, og han var i mange år formand for Københavns Højskoleforening. Han var 1895-1951 gift med Valborg Høgsbro, med hvem han fik fire børn.
Liv og virke Som den yngste i en søskendeflok på otte voksede Vilhelm Milthers op på Ny Fastergaard, en vestjysk slægtsgård nord for Skjern, som hans oldefar overtog i 1775. Da Milthers var 17 år gammel, døde inden for kort tid begge hans forældre og en ældre bror, og hjemmet blev opløst. Milthers flyttede til Herning, hvor han tog præliminæreksamen i 1885. Efter et ophold på Askov Højskole 1886-1888 flyttede han til København, hvor han tog adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt i 1888 og blev cand.polyt. herfra i 1894, som kemi-ingeniør. Milthers brugte sin kemi-uddannelse ved en ansættelse under roekampagnen samme efterår på Odense Sukkerfabrik, men beskæftigede sig herefter, bortset fra en ansættelse som lærervikar ved Gedved Seminarium i begyndelsen af 1895, udelukkende med geologi.Milthers, V. (1955): Under udvikling 1890-1905. Duplikeret hæfte.
Fra 1890 arbejdede Milthers hvert år som sommerassistent ved Danmarks Geologiske Undersøgelse, som var oprettet to år forinden med det formål at gennemføre en geologisk kortlægning af Danmark. Hans arbejde bestod i kortlægning i felten af forskellige områder af Sjælland, 1890-91 Nordsjælland, 1892-93 Midtsjælland og 1894 Odsherred, i begyndelsen under tilsyn af kortlægningens leder Kristian Rørdam, men efterhånden mere og mere på egen hånd. Færdsel rundt i landskabet foregik i de første år på gåben, men fra 1892 på cykel. 1895 fik Milthers fast ansættelse som assistent ved den geologiske undersøgelse, og samme år kunne han derfor gifte sig med Valborg Høgsbro, datter af højskoleforstanderen og politikeren Sofus Høgsbro. Sammen fik de fire børn, Aslaug 1896, Aksel 1897, Gunnar 1901 og Keld 1907.
I de følgende år tog Milthers hver sommer sin familie med på sine kortlægningrejser til egne rundt på Sjælland, hvor de blev indkvarteret på gårde eller kroer, således 1895 i Reerslev og Stenlille, 1896 Sejerø, Sjællands Odde og Nykøbing Sjælland, 1897 Fakse, 1898 Vemmetofte og Karise, 1899 Haslev og Turebyholm, 1900 Stevns, 1901 Snesere. Den geologiske kortlægning af Bornholm blev nu også påbegyndt, og Milthers med familie tog i sommeren 1902 ophold i Allinge, i 1903 i Klemensker.
Først omkring 1910 oprettede man i Danmark en egentlig geologi-uddannelse, og indtil da var de fleste geologer kandidater fra Polyteknisk Læreanstalt. Som sine kolleger lærte Milthers derfor hovedsagelig faget gennem praktiske erfaringer, for hans eget vedkommende især somrenes feltarbejde, foruden et ophold i vinteren 1900-01 hos professor Gerard de Geer i Stockholm.
Fra 1897 begyndte Milthers at interessere sig for studiet af ledeblokke, et felt der skulle beskæftige ham helt til hans død, dog afbrudt af blandt andet undersøgelser efter brunkulsforekomster og geologiske kortbladsbeskrivelser. Milthers nåede at forfatte, eller være medforfatter til, disse ti kortbladsbeskrivelser: Sejrø (1900), Nykøbing S (1900), Kalundborg (1900), Holbæk (1900), Fakse (1908), Stevns Klint (1908), Bornholm (1916), Bække (1925), Brande (1939) og Vissenbjerg (1940).
Foruden sin videnskabelige indsats arbejdede Milthers også med formidling af det geologiske stof til en bredere offentlighed, gennem små artikler til diverse foreninger, samt gennem radioforedrag. Han var desuden en meget benyttet ekskursionsfører.
Ledeblokke thumb|Rhombeporfyr var en af de ledeblokke, Milthers anvendte i sine studier. Visse af morænernes sten, de såkaldte ledeblokke, består af bjergarter, som kun forekommer som faststående fjeld ganske bestemte steder. Indeholder en moræne en bestemt slags ledeblokke, må gletsjeren som aflejrede morænen på sin vej have overskredet dette sted. Milthers opererede i sine ledeblokstudier efterhånden hovedsageligt med seks typer af ledeblokke, alle porfyrer: rhombeporfyr og rhombeporfyrkonglomerat fra Oslo-området i det sydlige Norge (de såkaldte norske blokke), bredvadporfyr og grønklitporfyr fra Dalarne i det vestlige Sverige (de såkaldte dala-blokke), og rød og brun østersøkvartsporfyr fra Østersøens bund syd for Ålandsøerne (de såkaldte østersø-blokke). Disse seks typer udgør i gennemsnit 1 % af alle danske sten i kornstørrelsesintervallet 2-20 cm.Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen og Peder Dam (2001): Milthers' ledeblokke udsat for GIS, Roskilde Universitetscenter På et bestemt sted vil ledeblokkenes forekomst og indbyrdes mængdeforhold i en moræne ifølge ledeblokteorien kunne vise, hvorfra gletsjeren er kommet: norske blokke tyder på isbevægelse fra nord, dala-blokke tyder på isbevægelse fra nordøst, mens østersø-blokke tyder på is, som er kommet gennem Østersøen og op over Danmark fra sydøst.
De første af Milthers' ledeblokstudier gjaldt dels forekomsten af norske blokke i Nordsjælland,Milthers, V. (1899): Norske Blokke paa Sjælland. Medd. DGF Nr. 5. S. 49-64. dels en studierejse til Oslo-området, hvor rhombeporfyren er faststående. Efter at han i forbindelse med sit karteringsarbejde rundt i Danmark havde optalt ledeblokke på en lang række lokaliteter, samlede Milthers i 1909 sine observationer og tolkninger i en afhandling,Milthers, V. (1909): Scandinavian Indicator-Boulders in the Quaternary Deposits. Extenslon and Distribution. – DGU II. Rk. Nr. 23. som også skaffede ham opmærksomhed uden for landets grænser. Forekomsten af dala-blokke i det nordvestlige Jylland fik Milthers til at fremsætte den teori, at disse blokke også burde kunne findes i det sydvestnorske moræneområde Jæren, hvor allerede store mængder af norske blokke fra Oslo-området var påvist. For Milthers at se tydede dette på, at en gletsjer havde bevæget sig fra Sverige mod vest og nordvest gennem Norske Rende og derfra op på norsk område. Under en rejse til Jæren i 1910 fandt Milthers de dala-blokke, han ledte efter, men også baltiske blokke, i form af rød østersøkvartsporfyr og ålandsrapakivi. Han fik dog ikke sin opdagelse anerkendt blandt norske geologer, førend uafhængige eksperter havde bekræftet hans blokbestemmelser.
I forbindelse med karteringsarbejde i slutningen af 1920-erne på Vissenbjerg-bladet på det vestlige Fyn beskrev Milthers hér et stort, komplekst dødislandskab med talrige plateau-fladbakker beliggende i forskellige niveauer. Ledebloktællinger viste, at området var rigt på norske blokke, i modsætning til baltiske blokkes dominans i de omgivende områder, hvilket ifølge Milthers viste, at området var dannet ved et samspil mellem en nordfra og en sydøstfra kommende isstrøm.Milthers, V. (1932): Israndens Tilbagerykning fra Østjylland til Sjælland-Fyn, belyst ved Ledeblokke. – Medd. DGF Bd. 8. H. 1. S. 1-59 samt: DGU IV Rk. Bd. 2. Nr. 9.Milthers, V. (1940): Beskrivelse til geologisk Kort over Danmark (1 Maalestok 1:100.000). Kortbladet Vissenbjærg. DGU I Rk. Nr. 19.
I to perioder, først 1901-1912 og senere 1928-37 foretog Milthers en række rejser til især Mellemeuropa, men også til Rusland, England og Sverige, for at kortlægge udbredelsen af ledeblokke.Milthers, V. (1948): Et Tilbageblik over Strejftog efter Ledeblokke gennem 40 Aar 1898-1937. Medd. DGF Bd. 11 H. 3. S. 247-305.
Milthers' sidste videnskabelige arbejde gjaldt ledebloktællinger på hans vestjyske fødeegn. Som 89-årig foretog Milthers i løbet af en uge i foråret 1955 tællinger på 67 lokaliteter i et område mellem Kibæk i øst og Hee i vest. Tællingerne afdækkede et område mellem Lem, Bølling og Nr. Vium, den såkaldte baltiske enklave, som var domineret af baltiske blokke, i modsætning til omgivelserne norske dominans. Milthers tolkede, i stil med forholdene ved Vissenbjerg, at dette område var dannet ved et samspil mellem flere istrømme.Milthers, V. (1956): Et vestjysk istidsområde. Medd. DGF Bd. 13. H. 2. S 63-78.
Både mens han levede, men især i årene efter Milthers' død, begyndte man at revidere synet på ledeblokmetoden og konkluderede, at metoden på mange måder var problematisk.Marcussen, I. (1974): Stentællingsmetoden, ledeblokanalysen og glacialstratigrafi – en kritisk vurdering. Dansk geol. Foren., Årsskrift for 1973, side 20-42. København I modsætning til den nugældende praksisSmed, P. (1993): Indicator studies: a critical review and a new data presentation method. Bulletin of the Geological Society of Denmark 40, 332–344. talte Milthers stort set aldrig ledeblokke direkte fra morænebænke, men i stedet i aflejringer 'på sekundært leje', enten udvasket af moræne, fx sten på stranden eller i grusgrave, eller bunker af marksten indsamlet af landmænd som et led i agerdyrkningen. Størrelsen af de blokke som taltes, var desuden ikke begrænset til et bestemt cm-interval, men fastlagt til intervallet nogenlunde mellem et dueæg og en knytnæve, et forhold som, foruden tællinger på sekundært leje, blev kritiseret. Metoden er mest præcis, når den anvendes på hvad der senere har vist sig i Danmark at være ret sjældent forekommende, nemlig moræner fra 'rene isstrømme', dvs. moræner fra gletsjere, som ikke undervejs har overskredet og optaget ledeblokke fra andre, ældre glaciale lag, hvis gletsjere kan være kommet fra en anden retning.
Tilbage står dog, at Milthers' ledeblokstudier utvivlsomt var stærkt medvirkende til at øge den overordnede forståelse af dels de skandinaviske gletsjeres udbredelse i Danmark og Nordeuropa, dels det danske istidslandskabs opbygning og dannelse.
Glaciale landskabsformer