Manuel 1. Komnenos (, Manouēl I Komnēnos) (28. november 1118 – 24. september 1180) var en østromersk kejser i 1100-tallet, som regerede i en skelsættende periode for det Østromerske Kejserdømme og middelhavsområdet.
Han var ivrig efter at genskabe det byzantinske rige som en supermagt i middelhavsområdet, og han førte en energisk og ambitiøs udenrigspolitik. Undervejs indgik han alliancer med paven og det genopstandne Vesteuropa, invaderede Italien, håndterede med held at det 2. korstog passerede gennem hans rige og etablerede et byzantinsk protektorat over Korsridderstaterne i Det hellige land.
I lyset af muslimske fremstød i det hellige land, gjorde han fælles sag med kongeriget Jerusalem og deltog i en fælles invasion af Fatimide-kalifatet i Ægypten.
Manuel omskabte det politiske kort over Balkan og det østlige Middelhavsområde, og satte kongeringerne Ungarn og Outremer under byzantinsk overherredømme, og kæmpede aggressivt mod sine naboer i såvel vest som øst. I slutningen af hans regeringstid blev Manuels sejre i øst bragt i fare af et alvorligt nederlag i Slaget ved Myriokephalon, som i høj grad skyldtes hans overmod ved at angribe en velforsvaret Seljukisk stilling.
Han blev af grækerne kaldt ho Megas (, der kan oversættes med "den store") og Manuel er kendt for at have inspireret til intens loyalitet blandt de som tjente ham. Han fremtræder også som en helt i en historie, som blev skrevet af hans sekretær, John Kinnamos, hvor han tilskrives alle dyder.
Manuel, som var påvirket af hans forbindelse til de vestlige korsriddere, havde ry for at være "den mest velsignede kejser af Konstantinopel" også i dele af den latinske verden.P. Magdalino, The Empire of Manuel I Komnenos, 3
Moderne historikere har imidlertid været knap så begejstrede for ham. Nogle af dem hævder, at den store magt han besad ikke skyldtes hans egne handlinger, men skyldtes det dynasti han repræsenterede. De hævder også at, da det byzantinske kejserdømmes magt blev dramatisk indskrænket efter hans død, at det kun er naturligt at se efter årsagerne til denne nedgang i hans regeringstid.P. Magdalino, The Empire of Manuel I Komnenos, 3–4
Opstigning til tronen thumb|left|200px|Johannes 2.'s død og kroningen af Manuel 1. (fra manuskriptet til Wilhelm af Tyrus' Historia og Old French Continuation, malet i Acre, Israel, 1200-tallet, Bibliothèque nationale de France).
Manuel var den 4. søn af Johannes 2. og Piroska af Ungarn, så det forekom meget usandsynligt, at han skulle komme til at efterfølge sin far. Hans morfar var László 1. af Ungarn. Efter at have udmærket sig i sin fars krig mod seljukkerne blev Manuel i 1143 af Johannes udpeget til hans efterfølger i stedet for hans ældre overlevende bror Isak. Efter at Johannes var død den 8. april 1143 blev hans søn Manuel hyldet af hæren.Gibbon, The decline and fall of the Roman Empire, 72 Hans kroning var imidlertid på ingen måde sikker. Ved hans fars dødsleje i det fjerne Kilikien langt fra Konstantinopel erkendte han, at det var af afgørende betydning, at han hurtigst muligt vendte tilbage til hovedstaden. Han skulle dog først sørge for sin fars begravelse og traditionen krævede, at han sørgede for grundlæggelse af et kloster på det sted hvor hans far døde. Han sendte hurtigt megas domestikos (hærens øverstkommanderende) John Axouch i forvejen med ordre til at arrestere hans farligste mulige rival, hans bror Isak, som boede i Det store palads i Konstantinopel og havde fri adgang til det kejserlige skatkammer og kronregalierne. Axouch ankom til hovedstaden inden nyheden om kejserens død var nået frem. Han sikrede sig hurtigt byens troskab og da Manuel ankom til byen i august 1143 blev han kronet af den nye patriark af Konstantinopel, Michael 2. Kourkouas. Nogle få dage senere, da han ikke længere behøvede at frygte for sin stilling, gav Manuel ordre til at Isak skulle løslades.Gibbon, The decline and fall of the Roman Empire, 72* J.H. Norwich, A short history of Byzantium* A. Stone, Manuel I Comnenus Derpå gav han ordre til at 2 guldstykker skulle gives til alle husejere i Konstantinopel og at den byzantinske kirke skulle have 200 pund guld samt 200 sølvstykker årligt.J. Norwich, Byzantium: The Decline and Fall, 87–88
Kejserdømmet som Manuel arvede fra sin far havde gennemgået store ændringer siden dets grundlæggelse af Konstantin 1., otte århundreder tidligere. Under hans forgænger Justinian 1. (527–565) var dele af det tidligere vestromerske rige blevet generobret, herunder Italien, Afrika og dele af Spanien. Herefter var riget imidlertid skrumpet betydeligt. De mest iøjnefaldende ændringer var sket i 600-tallet. Islamiske krigere havde erobret Ægypten, Palæstina og store dele af Syrien. De var derefter fortsat vestpå ind i det, der i Konstantins tid havde været de vestlige provinser i Romerriget i Nordafrika og Spanien. I de efterfølgende århundreder havde kejsere regeret over et rige, som i store træk bestod af Lilleasien i øst og Balkanhalvøen i vest. I slutningen af 1000-tallet gik det byzantinske rige ind i en nedgangsperiode såvel militært som politisk, som var blevet stoppet og stort set vendt under Manuels bedstefars og fars regeringstid. Trods det stod det rige, som Manuel overtog overfor enorme udfordringer. I slutningen af 1000-tallet havde normannerne på Sicilien fjernet Italien fra kejserens kontrol. Seljukkerne havde gjort det samme med det centrale Anatolien. Og i Levanten var der fremkommet en ny magt – Korsridderstaterne – som stillede Byzans overfor nye udfordringer. Nu mere end nogensinde i de forudgående århundreder stod kejseren overfor en skræmmende opgave.
2. Korstog og Renaud de Châtillon
Fyrste af Antiokia thumb|Grevskabet Edessa i sammenhæng med de andre stater i Nærorienten i 1135.
Den første udfordring under Manuels regeringsperiode kom i 1144, hvor han blev stillet overfor et krav fra Raymond, fyrste af Antiokia om afståelse af områder i Kilikien; men senere samme år blev korsfarer grevskabet Edessa ramt af en ny bølge af islamisk jihad under Imad ad-Din Atabeg Zengi. Raymond erkendte, at øjeblikkelig hjælp vest fra var udelukket. Da hans østlige flanke var særdeles udsat, var der ikke andet for ham at gøre end at forberede sig på en ydmygende rejse til Konstantinopel. Han slugte sin stolthed og rejste nord på for at bede kejseren om beskyttelse. Efter at have underkastet sig Manuel, fik han lovning på den støtte, som han havde bedt om, og hans troskab til Byzans var dermed sikret.J. Cinnamus, Deeds of John and Manuel Comnenus, 33–35* P. Magdalino, The Empire of Manuel I Komnenos, 40
Ekspedition mod Konya I 1146 samlede Manuel sin hær ved den militære base Lopadion og tog afsted på en straffeekspedition mod Masud sultanen af Rûm, som gentagne gange havde krænket kejserrigets grænser i det vestlige Anatolien og Kilikien.W. Treadgold, A History of the Byzantine State and Society, 640 Der blev ikke gjort forsøg på en systematisk erobring af land, men Manuels hær besejrede tyrkerne ved Acroënus inden den erobrede og ødelagde den befæstede by Philomelion og fjernede de tilbageværende kristne indbyggere. De byzantinske styrker nåede frem til Masuds hovedstad, Konya, og hærgede området omkring byen, men var ikke i stand til at angribe dens mure. Blandt Manuels motiver for at gennemføre dette angreb var der et ønske om at fremstå i Vesten som en der aktivt forfulgte korstogstanken; Kinnamos tilskrev også Manuel et ønske om at vise sin krigeriske styrke for sin nye brud.J. Cinnamus, Deeds of John and Manuel Comnenus, 47* P. Magdalino, The Empire of Manuel I Komnenos, 42 Mens han var på dette felttog modtog Manuel et brev fra Ludvig 7. af Frankrig hvor han meddelte sine planer om at lede en hær, som skulle undsætte Korsridderstaterne.
Korsriddernes ankomst Manuel blev forhindret i at følge op på hans tidlige sejre mod øst, for begivenheder i vest betød at hans tilstedeværelse straks var påkrævet på Balkan. I 1147 gav han tilladelse til at to hære fra det 2. korstog kunne passere gennem hans lande. De var underlagt Konrad 3. af Franken og Ludvig 7. af Frankrig. På dette tidspunkt var der stadig nogle ved hoffet i Konstantinopel, som kunne huske da det 1. korstog passerede, hvilket havde været en skelsættende begivenhed i den generations kollektive hukommelse og en som havde optaget Manuels tante Anna Komnena meget.A. Komnene, The Alexiad, 333
thumb|left|Det 2. korstogs ankomst ved Konstantinopel, som vist i Jean Fouquets maleri fra omkring 1455–1460, Arrivée des croisés à Constantinople.
Mange byzantinere frygtede korstoget, et synspunkt som blev bekræftet af de mange eksempler på vandalisme og tyveri, som de uregerlige hære begik, mens de rykkede gennem byzantinsk område. Byzantinske tropper fulgte korsridderne i et forsøg på at styre deres adfærd, og yderligere tropper var samlet i Konstantinopel, klar til at forsvare hovedstaden mod ethvert angreb. Denne forsigtige adfærd var velbegrundet, men alligevel førte de mange episoder med skjult og åben fjendtlighed mellem franker og grækere langs ruten, som det lader til at begge sider var skyld i, næsten til krig mellem Manuel og hans gæster. Manuel tog den forholdsregel - som hans bedstefar havde undladt - at udføre reparationer på bymurene, og tvang de to konger til at afgive garantier vedrørende hans områders sikkerhed. Konrads hær var den første som passerede ind i det byzantinske rige i sommeren 1147, og den har en mere fremtrædende placering i byzantinske kilder, hvilket tyder på at den var den mest besværlige af de to.
Efter 1147 blev forholdet mellem de to ledere imidlertid bedre. I 1148 havde Manuel indset fornuften i at sikre sig en alliance med Konrad, hvis svigerinde Bertha af Sulzbach han tidligere havde giftet sig med. Han overtalte faktisk den tyske konge til at forny deres alliance mod Roger 2. af Sicilien.P. Magdalino, The Byzantine Empire, 621 Uheldigvis for den byzantinske kejser døde Konrad i 1152, og trods gentagne forsøg kunne Manuel ikke få en aftale med hans efterfølger, Frederik Barbarossa.
Invasionen af Cypern thumb|right|Brev fra Manuel 1. til Pave Eugene III om korstogene (Konstantinopel, 1146, Vatikanets hemmelige arkiv): i dette dokument svarer kejseren på et tidligere brev fra paven, hvor paven beder Ludvig 7. af Frankrig om at befri det hellige land og generobre Grevskabet Edessa. Manuel svarer, at han er villig til at modtage den franske hær og støtte den, men han klager over at have modtaget brevet fra en udsending fra kongen af Frankrig og ikke fra en pavelig ambassadør.Brev fra kejser Manuel 1., Vatikanets hemmelig arkiv.
Manuels opmærksomhed skulle igen blive vendt mod Antiokia i 1156, da Renaud de Châtillon, den nye fyrste af Antiokia, hævdede, at den byzantinske kejser havde svigtet sit løfte om at betale ham en sum penge, og svor at angribe den byzantinske provins Cypern.P.P. Read, The Templars, 238 Han arresterede øens guvernør, som var Johannes Komnenos, en nevø af kejseren, og general Michael Branas.P.P. Read, The Templars, 239 Den latinske historiker Vilhelm af Tyrus beklagede denne krigshandling mod andre kristne og beskrev med mange detaljer de grusomheder, der blev begået af Renauds mænd.William of Tyre, Historia, XVIII, 10 Efter at have hærget og plyndret øen mishandlede Renauds hær de overlevende inden de tvang dem til at tilbagekøbe deres husdyr til skyhøje priser med det lidt de havde tilbage. Efter således at have beriget Antiokia med bytte, der kunne gøre Antiokia velhavende i mange år, gik invasionsstyrken ombord på sine skibe og sejlede hjem.C. Hillenbrand, The Imprisonment of Raynald of Châtillon, 80* T.F. Madden, The New Concise History of the Crusades, 65 Renaud sendte også nogle af de mishandlede fanger til Konstantinopel som en levende demonstration af hans ulydighed og foragt for den byzantinske kejser.