thumb|DHC-6 Twin Ottere bruges til charterflyvninger og til betjening af Summit. Air Greenland A/S (tidligere Grønlandsfly) er et grønlandsk flyselskab og landets flag carrier med hovedlufthavn i Nuuk. Det ejes af Grønlands Selvstyre 100% nu (indtil 2019 ejede Grønlands Selvstyre 37,5 %, SAS Group 37,5 % og den danske stat 25 %). Selskabet har hovedkvarter i Nuuk og 526 ansatte i hele koncernen pr. 2022.
Air Greenland har en flåde på 37 fly, herunder en AIRBUS A330-800 neo, der bruges til flyvninger over Atlanterhavet og charteroperationer, 8 fastvingefly, der betjener det grønlandske net og forbindelserne til Island, samt 26 helikoptere, der forbinder passagerer fra de mindre beboede steder med det nationale net af lufthavne. Flyvninger til afsidesliggende bygder drives på en kontrakt med selvstyret i Grønland, idet netværket af destinationer koordineres af departementet for boliger, infrastruktur og transport.
Flyselskabet opererer også charter-, taxi- og specialflyvninger som fx SAR-operationer, luftambulancetjeneste, charterflyvninger til Thule Air Base (nu Pituffik) på kontrakt med U.S. Air Force (USAF) og forsyningsflyvninger til mineområder og forskningsstationer på indlandsisen. I 2009 var længden af det regulære net 14.235 km med en gennemsnitlig belægningsprocent på 79,3 %.
Historie 1960'erne thumb|En Sikorsky S-61N, erhvervet i 1965, er den ældste maskine i selskabets flåde. Flyselskabet blev etableret den 7. november 1960, som Grønlandsfly, grundlagt af SAS Group (dengang kendt som Scandinavian Airlines System) og Kryolitselskabet Øresund, et mineselskab med aktiviteter i Ivittuut. I 1962 blev ejerskabskredsen til at omfatte Grønlands Landsråd og Kongelige Grønlandske Handel.
De første flyvninger, der betjente de amerikanske baser i Grønland, blev gennemført med letvægts-DHC-3 Ottere og Sikorsky S-55-helikoptere, som man indchartrede fra Canada. Fra 1962 og frem anvendte Grønlandsfly Catalina-vandflyvere og DHC-6 Twin Ottere på de indenlandske ruter. I 1965 kom en Douglas DC-4 som det første større fly i anvendelse efterfulgt af Sikorsky S-61-helikoptere. S-61'erne har været i brug siden da; til 2010 betjente de Kujalleq Kommune i det sydlige Grønland året rundt og byer og bygder i Diskobugten om vinteren. Siden 2010 er dette overgået til Bell 212 helikoptere.
1970'erne thumb|En Bell 212, der her starter fra Ukkusissat Heliport på vej til Uummannaq Heliport, betjener også de kommercielle minedriftsaktiviteter ved Maamorilik.
I løbet af 1970'erne investerede Grønlandsfly i en udvidelse af helikopterflåden og øgede antallet af Sikorsky S-61'ere fra tre til otte, hvilket i 1972 tillod flyselskabet at udvide dets netværk til at omfatte lokalsamfundene i det østlige Grønland med en helikopterbase i Tasiilaq, dengang kaldet Ammassalik. Senere begyndte flyselskabet også at flyve med Douglas DC-6, en opgradering af den ældre DC-4-model.
Kommerciel minedrift ved Maamorilik på fastlandet nordøst for bygden Ukkusissat i det indre af fjorden fremmede yderligere investeringer i helikopterflåden med de nye Bell 206'ere. Minen lukkede i 1990, men forventes at genåbne i november 2010 med forekomster af zink og jernmalm, der ventes at vare i 50 år. Forsyningsflyvningerne til minen drives af Air Greenland med de nyere Bell 212-helikoptere fra Uummannaq Heliport.
Flyselskabet har forsøgt at udvide destinationsnettet flere gange. Den første udenrigsrute blev åbnet i 1979 mellem Nuuk og Iqaluit i Nunavut i Canada, men måtte lukke 13 år senere. Ved udgangen af 1970'erne er var antallet af passagerer pr. år steget til 60.000 eller mere end samlede befolkning i Grønland.
1980'erne thumb|Air Greenland bruger 102- og 103-varianterne af Dash-7; sidstnævnte model, som er udstyret med en frontlastdør, ses her ved Kulusuk Lufthavn. I begyndelsen af 1980'erne besluttede det nyoprettede Grønlands Hjemmestyre at investere i det regionale netværk af lufthavne med landingsbaner til korte starter og landinger i Nuuk, Ilulissat og Kulusuk. For at kunne servicere det udvidede netværk, erhvervede Grønlandsfly Dash 7'ere, der var særligt velegnede til de ofte vanskelige vejrforhold i Grønland. Den første Dash 7 blev leveret den 29. september 1979 og flere maskiner fulgte i det følgende årti.
Flere af de lufthavne, der blev bygget på det tidspunkt, har ikke noget afisningsudstyr, hvilket ifølge selskabet er problematisk i den grønlandske vinter med økonomiske tab til følge. Dash-7'erne er ikke længere i aktiv tjeneste i Grønland men betjente alle lufthavne med undtagelse af Nerlerit Inaat Lufthavn nær Ittoqqortoormiit, hvor beflyvningen varetages af Air Iceland på kontrakt med selvstyret i Grønland.
I 1981 åbnede Grønlandsfly sin første rute til Island, der forbinder det vigtigste knudepunkt i Kangerlussuaq Lufthavn med Reykjavik Lufthavn via Kulusuk Lufthavn. Mod slutningen af dette årti steg antallet af medarbejdere til 400 og antallet af passagerer til over 100.000 årligt for første gang.
1990'erne thumb|Selskabet benyttede en Boeing 757-200 mellem 1998 og 2010 på de transatlantiske ruter Kangerlussuaq-København og Narsarsuaq-København.
I maj 1998 begyndte Grønlandsfly flyvning med sit første jetfly, en Boeing 757-200. Flyselskabet fortsatte sin tradition med at give sine fly kælenavne og navngav det nye passagerfly Kunuunnguaq (lille Knud) til ære for Knud Rasmussen, opdagelsesrejsende og etnolog, hvis buste pryder terminalen i Kangerlussuaq Lufthavn, flyselskabets vigtigste knudepunkt.
Med dette køb planlagde flyselskabet at bryde SAS' monopol på den rentable rute Kangerlussuaq-København og begyndte flyvningerne umiddelbart efter købet. Netværket af regionale lufthavne blev udvidet i løbet af dette årti med flere nye STOL-lufthavne: Sisimiut Lufthavn, Maniitsoq Lufthavn og Aasiaat Lufthavn i det vestlige Grønland og Qaarsut Lufthavn og Upernavik Lufthavn i det nordvestlige Grønland.
Med erhvervelsen af sit femte Dash 7-fly blev Grønlandsfly for første gang siden sin oprettelse i stand til at beflyve alle større byer i Grønland, idet Uummannaq dog betjenes af Qaarsut Lufthavn via Uummannaq Heliport. I 1999 betjente selskabet 282.000 passagerer, næsten tre gange så mange som ved udgangen af det foregående årti.
2000'erne thumb|Air Greenlands nye logo og bemaling på motoren af selskabets Boeing 757-200 ved Kangerlussuaq Lufthavn. I slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne søgte flyselskabet at forny sin aldrende flåde og tog flere af sine S-61- og 206-helikoptere ud for at erstattede dem med Bell 212'ere og en Eurocopter AS350. Den 18. april 2002 ændrede Grønlandsfly navn til Air Greenland og indførte den fulddækkende røde bemaling og det ændrede logo.
I 2003 opgav SAS ruten mellem Grønland og København, hvorefter Air Greenland var det eneste luftfartsselskab, der forbandt Grønland med resten af Danmark. Flyselskabet var i stand til at udfylde hullet i driften med den nyindkøbte Airbus A330-200 med tilnavnet Norsaq, det andet store passagerfly i flyselskabets flåde. SAS genoptog kort flyvningen på Grønland i 2008, men opgav det igen i januar 2009.
I 2003 vandt Air Greenland en kontrakt med U.S. Air Force (USAF) på beflyvning af Thule Air Base (en kontrakt, der tidligere blev fløjet af SAS); flyvningerne startede i februar 2004. Kontrakten blev fornyet for en femårig periode i 2008.
I 2003 forsøgte Air Greenland at oprette en rute mellem København og Akureyri, men måtte opgive ruten efter 6 måneder.
thumb|Ruten fra Kulusuk Lufthavn til Island, som selskabet tidligere betjente med Dash-7-fly, blev overgivet til Air Iceland, der har kontrakt med selvstyret.
Den 28. juli 2006 erhvervede Air Grønland selskabet Air Alpha Greenland, et datterselskab af Air Alpha, der har hjemsted i Odense. Det erhvervede selskab havde vundet servicekontrakter med helikopterflyvninger i Diskobugten og i det østlige Grønland over Air Greenland. Siden overtagelsen har selskabet desuden brugt Bell 222'erne til passagertransport mellem Nerlerit Inaat Lufthavn og Ittoqqortoormiit Heliport.
Den 13. juni 2007 meddelte SAS Group at have til hensigt at sælge sine aktier i Air Greenland, et træk der senere blev indarbejdet i Core SAS, gruppens omstruktureringsprogram. Pr. 2017 har luftfartsselskabet ikke ført beslutningen ud i livet.
Den 1. oktober 2007 indførte flyselskabet et elektronisk reservationssystem. En rute til Baltimore i Maryland i USA blev åbnet i sommeren 2007, men på grund af svigtende billetsalg lukkede selskabet den igen i marts 2008. Air Greenland overvejede at genåbne forbindelsen til Iqaluit i slutningen af 2009, men beslutningen blev udskudt til tidligst 2011. I 2009 transporterede selskabet 399.000 passagerer.
2010'erne thumb|right|Kabinepersonale i selskabets 757-200, som blev solgt i april 2010.
Den 1. januar 2010 suspenderede Air Greenland sin deltagelse i Scandinavian Airlines' EuroBonus-program. Salget af selskabets Boeing 757-200, Kunuunnguaq kom i april. Ruten Narsarsuaq-København beflyves med en Boeing 757-200 leaset hos Air Finland.
I 2010 vil denne beflyvning efter turistsæsonen (maj-september) blive erstattet af en forbindelse fra Narsarsuaq til København med transit i Kangerlussuaq, idet første ben beflyves med selskabets nyindkøbte de Havilland Canada Dash-8 Q200.
For at konkurrere med Air Iceland, der beflyver Nuuk, Narsarsuaq, Ilulissat og alle lufthavne på østkysten har Air Greenland åbnet nye forbindelser til Island, idet der som udgangspunkt flyves fra Nuuk og Narsarsuaq til Keflavík International Airport, senere dog blot fra Nuuk. I 2010 vil ruten blive drevet fra maj-september med mulighed for udvidelse til helårsbeflyvning i 2011.
Air Greenland har en facebookside og nåede 31. maj 2012 5.000 fans eller venner.
Air Greenland kan den 9. november 2012 fejre 10-års-jubilæum for indsættelsen af Norsaq, en Airbus A330-200. Årsdagens markeres ved at selskabet udbyder billetter på ruten mellem Søndre Strømfjord og København for under 3.000 kroner.
2015 Air Greenland tildeles SAR-kontrakten med den danske stat og køber en nyere S-61, til afløsning af de over 50 år gamle helikoptere. Den nye S-61 (OY-HUF) er i modsætning til de ældre maskiner kun 37 år gammel og indrettet til SAR.
2016 Air Greenland taber mange af deres servicekontrakter med Grønlands Selvstyre, og skal fra 1/1-2017 ikke længere flyve Diskobugten og Sydgrønland i eget navn, men benytte datterselskabet Nordlandair til Nerlerit Inaat, og levere Bell 212 helikoptere med besætning, vedligehold og forsikring af disse (wetlease) til Disko Line.
2022 Air Greenlands atlantfly A330-200 "Norsaq" (kastetræ, til harpun) fejrer 20 års ruteflyvning mellem Grønland og Danmark den 11. november. Den 6. december overleverede flyfabrikanten, Airbus, den nye Airbus A330neo til Air Greenland ved en højtidelig begivenhed, hvorefter det fløj dets jomfruflyvning fra Toulouse til Kangerlussuaq den 7. december. Flyet der har navnet "Tuukkaq" (harpunspids, se også Norsaq.) blev indsat i fartplanen den 19. december. Flyet har Rolls-Royce Trent 7000 motor som forbruger mindre brændstof og kan flyve op mod 50% biobaseret brændstof, SAF-blanding, Sustainable Aviation Fuel. Air Greenland bruger 5% SAF på alle Tuukkaqs afgange, hvilket mindsker CO2-udledningen endnu mere, eller hvad svarer til 22 % per sæde ift. forgængeren Norsaq.
Destinationer
thumb|Bell 212'ere fragter passagerer mellem helikopterlandepladser og de regionale lufthavne.
Air Greenlands netværk af indenrigslufthavne omfatter alle 13 civile lufthavne i Grønland. To internationale lufthavne kan betjene store passagerfly: Kangerlussuaq Lufthavn og Narsarsuaq Lufthavn, der begge tidligere blev brugt af US Air Force som militære baser, men som nu anvendes som udgangspunkt for transatlantiske flyvninger.