Prins af blodet, på , er en benævnelse for de arveberettigede prinser og prinsesser, som er legale efterkommere af en konge, og udtrykket omfatter både ikke-regerende mandlige medlemmer af et regerende fyrstehus samt ethvert mandligt medlem af et detroniseret fyrstehus. Ordet "blod" anvendes her i lighed med dets brug i det ældre retssprog, og i visse andre udtryk som "af adeligt blod" eller "af kongeligt blod", som enstydigt med herkomst og slægtskab. Det betegner derved det naturlige slægtskab, der er grundet på fødsel, i direkte modsætning til det borgerlige tilhørsforhold, der udelukkende beror på adoption eller svogerskab.
Udtrykket opstod oprindeligt i Frankrig i 1400-tallet (fra Karl 7.s eller Ludvig 11.s tid), hvor det blev taget i brug om kongehusets sønner og medlemmer.Walter Alison Phillips, Disse princes du sang havde rang og forret i en fastlagt rangorden umiddelbart efter kongen. Prinserne af eksempelvis Condé, Conti og Lamballe skyldte således deres ophøjede forrang til deres kongelige nedstamning frem for deres respektive fyrstendømmer. Fra og med Ludvig 14.s tid blev dette hierarki udvidet med de såkaldte princes légitimés, suverænens anerkendte bastarder, der rangerede på pladsen umiddelbart efter prinserne af blodet.
I Danmark optræder benævnelsen "Prinser og Prinsesser af Blodet" i Kongeloven af 14. november 1665 som betegnelse for de arveberettigede efterkommere til den dansk-norske trone, der nedstammede fra Frederik 3. og dronning Sofie Amalie. Skønt Kongelovens arveregler sidenhen er blevet ophævet, er lovens artikel 21 og 25 fortsat gældende ret, og de må i dag forstås som omfattende de prinser og prinsesser, der tilhører det nuværende kongehus. Disse to artikler fastlægger en særlig retsstatus, der både medfører privilegier og begrænsninger for kongehusets medlemmer. I henhold til artikel 21 er prinser og prinsesser underlagt kongens tilsyns- og disciplinærmyndighed, og de må hverken indgå ægteskab, rejse ud af landet eller træde i fremmed tjeneste uden regentens forudgående samtykke. Artikel 25 etablerer en vidtgående juridisk immunitet, der betyder, at medlemmerne ikke kan retsforfølges ved de almindelige domstole uden kongelig tilladelse, ligesom de er fritaget for tvangsforanstaltninger såsom vidnepligt eller arrestation. Denne særstatus, der historisk set tjener til at værne om monarkiets interesser, giver desuden regenten en disciplinær myndighed over kongehusets medlemmer, hvilket gør monarken til deres "første og sidste dommer".
Frankrig
Franske titler I Frankrig fandtes derudover den særlige titel "den første prins af blodet" (), som i perioden fra 1465 til 1830 blev tildelt den arveprins, der var overhoved for den nærmeste sidelinje til det franske kongehus. Den første prins var ikke en efterkommer af den regerende konge og tilhørte derved ikke kongefamilien i snæver forstand, men han havde privilegiet at kunne tiltales monsieur le prince (herr prinsen). Reglerne for, hvem der var berettiget til titlen, var imidlertid ikke helt klare, hvorfor kongen i praksis måtte afgøre stridigheder mellem de konkurrerende sidelinjer.
Franske første prinser fra 1465 til 1830 1465–1498: Ludvig 2., hertug af Orléans (1462–1515), senere konge som Ludvig 12. 1498–1515: Frans, greve af Angoulême (1494–1547), senere konge som Frans 1. 1515–1525: Karl 4., hertug af Alençon (1489–1525). 1525–1527: Karl 3., hertug af Bourbon (1490–1527), skulle have været den første prins, men han blev det ikke, fordi han havde begået forræderi i 1523. 1527–1537: Karl 4. af Bourbon, hertug af Vendôme (1489–1537). 1537–1562: Anton af Bourbon, hertug af Vendôme (1518–1562), senere konge af Navarra. 1562–1589: Henrik 3., konge af Navarra (1553–1610), senere fransk konge som Henrik 4. 1589–1646: Henrik 2. af Bourbon, fyrste af Condé (1588–1646). 1646–1686: Ludvig 2. af Bourbon, fyrste af Condé (1621–1686), kendt som "den store Condé". 1686–1709: Henrik 3. af Bourbon, fyrste af Condé (1643–1709). 1709–1723: Filip 2., hertug af Orléans (1674–1723), søn af Filip 1. af Orléans, regent af Frankrig i 1715–1723, han havde titlen som den første prins, men han brugte den ikke. 1723–1752: Ludvig 1., hertug af Orléans (1703–1752). 1752–1785: Ludvig Filip 1., hertug af Orléans (1725–1785). 1785–1793: Ludvig Filip 2., hertug af Orléans (1747–1793), kendt som Philippe Égalité (Filip Lighed) eller Citoyen Égalité (Borger Lighed). 1814–1830: Ludvig Filip 3., hertug af Orléans (1773–1850), senere konge som Ludvig-Filip 1., kendt som borgerkongen.
Huset Capet–Courtenay I det 18. århundrede forsøgte medlemmer af Huset Capet–Courtenay flere gange forgæves at blive anerkendt som prinser og prinsesser af blodet.
Danmark
Referencer
Kategori:Kongelige fra Frankrig Kategori:Hædersbevisninger fra Frankrig Kategori:Titler Kategori:Etableret i 1465 Kategori:Ophørt i 1830