thumb|En rugmark.
Hartkorn betyder egentlig "hårdt korn", altså brødkorn, men tidligere var tønde hartkorn en enhed for værdien af landbrugsjord (en kombination af jordens areal og ydeevne). I den lange periode, hvor al betaling foregik som byttehandel med konkrete varer var det nødvendigt med et fælles værdimål. Man besluttede sig til at sammenligne alle varer med værdien af det såkaldte "hårde korn" eller hartkorn. Hartkorn måltes i tønder (ikke at forveksle med arealenheden tønder land).
Navnets oprindelse
Navnet skriver sig oprindeligt fra, at landgildeafgifterne, til trods for deres ulige udredelsesmåde, blev ansat i en enkelt kornsort, rug eller byg, såkaldt hårdt eller "hart" korn. Disse afgifters beregning optoges hyppigst i jordebøger, som godsejerne, der var afgiftsfri og tillige havde ret til at foretage ligningen af de skatter, som staten udskrev hos deres bønder, da benyttede i dette øjemed. Senere gik ordet over til at betegne en skyldsætningsmålestok.Salmonsen, s. 917
Landbruget blev værdisat i tønder hartkorn
Alt hvad der blev produceret på en gård blev værdisat efter et system, der havde måleenheden en tønde hartkorn (Td. Htk.), det vil sige ca. 139 liter eller ca. 100 kg.
Rug, byg og havre
Udgangspunktet for korntyper var rug og byg til de holdbare rugbrød henholdsvis byggrød (og ikke mindst til ølbrygning) – mens havre var andenklasses. Havrejord blev nedsættende brugt om knap så god jord.
Sammenlignelig enhed
Enheden sikrede at gårde eller landsbyer var mere sammenlignelige – også set fra et overordnet niveau, kongemagten eller godsejerne handlede og opgjorde jo hele landsbyer ad gangen.
Måleenheden hartkorn blev også brugt ved værdiansættelsen af dyrehold, herunder brugsret til svinehold i skoven, vind- og vand- møller, fiskeri (typisk i åer og søer), men også helt andre indtægtsgivende aktiviteter som broafgifter, vadesteder, krohold med mere.
1664-matriklen
Kort efter enevældens indførelse blev det pålagt alle landets private godser at indsende jordebøger over de afgifter, som fæstebønderne og -husmændene skulle udrede. Sammen med tilsvarende oplysninger hentet fra krongodsregnskaber blev det muligt at beregne det afgiftstryk, der var på al jord i landet, hvilket skulle danne grundlag for en ny statsskat. Ordningen indebar et brud med de gamle skatteprincipper: de hidtil skattefrie ugedagsbønder skulle fremover beskattes på lige fod med alle andre fæstebønder, og godsejerne, der hidtil ligeledes havde været skattefrie, fik nu deres jord takseret efter udsæd og høavl. Ligeledes blev der indført det princip, at godsejerne fremover skulle være garanter for, at bønderne betalte deres skatter. Det betød i praksis, at hvis en bonde ikke betalte, måtte godsejeren betale for ham.Skrubbeltrang, s. 105f
De jordebøger, som var blevet indsendt i 1661, dannede grundlag for en ny værdiansættelse kaldet hartkorn, som skulle udtrykke den værdi, ejendommen havde og dermed det skattetryk, den kunne klare. Denne fastlæggelse skete i en kommission, og den nye skattematrikel kaldes derfor ofte for kommissionsmatriklen (undertiden 1662-matriklen). Det viste sig imidlertid hurtigt, at de indsendte oplysninger ikke afspejlede rigets tilstand efter Karl Gustav-krigene. Der nedsattes derfor nye kommissioner for de enkelte amter, som skulle foretage en revidering af skatterne. Denne nye matrikel kaldes som regel for Amtsstuematriklen (senere "Gammel Matrikel" eller 1664-matriklen). Matriklen omfattede omkring 460.000 tønder hartkorn.Skrubbeltrang, s. 106
1664-matriklen var i brug frem til 1688. Det viste sig snart, at heller ikke den nye matrikel fungerede efter sin hensigt. Årsag hertil var blandt andet, at landgilde (og dermed hartkornsansættelse) for forskellige gårde i samme landsby kunne være stærkt varierende, da de enkelte gårde kunne tilhøre forskellige godser. Ligeledes var der stor variation i udsæd og landgilde samt i de ydede persiller og småredsler (andre afgifter fx lam, får, gæs, høns, æg, smør, fodernød og foderokser), som de enkelte fæstebønder skulle yde, hvilket var betinget af den store variation i naturgivne forhold og godsernes behov eller ønsker om bestemte varer kombineret med bøndernes evne til og mulighed for at yde dem.Dam, s. 259 Når dertil lægges, at man havde uens systemer for kornmål i landets forskellige egne, og at der var adskillige afvigelserDam, s. 106-122, bliver det nærmest umuligt at regne dem op imod hinanden.
1688-matriklen
Den ældste matrikel hvilede i alt fald for bondejordens vedkommende på et meget irrationelt grundlag, da landgildeafgifterne i de enkelte egne var af højst ulige størrelse. Intet under derfor, at man hurtig besluttede sig til at udarbejde en ny matrikel, der blev påbegyndt 1681 og var afsluttet 1688. thumb|Den fælles norsk-danske alen, sådan som den var angivet på kirkedøren i det norske Sorum. Denne alen målte 62,75 cm, men tallet blev rettet allerede i Ole Rømers tid, sådan at den rette alen nu var 62,7707 cm lang. En kvadratalen var altså et kvadratisk stykke jord med sidelængden 62,7707 cm, hvilket giver et flademål på 0,39 m². Denne såkaldte "gamle matrikul" hvilede på klassebonitering af jorden. Man udvalgte typer af jord af en vis bonitet (godhed eller ydeevne), på øerne 4, i Jylland 6, således, at antallet af tdr land pr. tønde hartkorn var forskelligt efter jordtypens bonitet, og henførte nu al agerjord under en af de opstillede grupper. Selve arealets bestemmelse gik for sig uden optagelse af kort ved simple målinger, for hvilke grundreglerne skal være givne af den berømte matematiker Ole Rømer, mens udførelsen hyppig blev betroet til landmålere, fx officerer, hjemvendte fra den Skånske Krig, uden forkundskab til at udføre det dem betroede hverv. Græsningsjorder sattes i hartkorn efter vurdering af høavlens mængde og kvalitet og engene efter det antal kreaturer, de kunne afgive græsning til, skovene endelig efter den mængde svin, de kunne oldenføde, eller det antal kreaturer, som dér kunde finde græs. Tiender skyldsattes, således som det allerede var sket 1664, efter den indtægt, som man kunne opnå. Også andre næringsveje på landet blev sat i hartkorn, fx møller, ligesom man også sine steder kendte et fiskestade-, færgeløbs- og brohartkorn.Salmonsen, s. 918
Af ager- og enghartkorn kom matrikulen af 1688 til at omfatte 362.085 tdr, foruden 7.964 tdr hartkorn på Bornholm efter den gamle matrikul. De skyldsatte jorders hartkorn blev senere noget forøget, og efter en opgørelse af 1796 udgjorde det med Bornholm 374.659 tdr ager- og engs hartkorn, 4.953 tdr skovskyld, 5.078 tdr mølleskyld, 35.895 tdr kongetiendehartkorn, 37.896 tdr kirketiendehartkorn samt nogle få tdr fiskestade- samt færgeløbs- og brohartkorn.
Jorden blev værdisat efter ydeevne
Jordbunden blev opdelt i seks klasser efter ydeevne, og tabellen viser her, hvor store arealer, der skulle tilsås for at ejeren kunne beskattes med 1 tønde hartkorn. Altså: på den ringeste jord var ydeevnen så lav, at der kun kunne inddrages 1 tønde hartkorn i skat for hver 20, der blev tilsået.Henrik Pedersen: De Danske Landbrug... (1928), s. 22*
JordtypeSkatteprovenuÅrlig udsædAllerbedste jord1 td. hartkorn2 tdr. udsædGod jord1 td. hartkorn4 tdr. udsædMiddel jord1 td. hartkorn6 tdr. udsædSkarp jord1 td. hartkorn9 tdr. udsædOnd jord1 td. hartkorn12 tdr. udsædAllerværste jord1 td. hartkorn16 tdr. udsædHenrik Pedersen: De Danske Landbrug... (1928), s. 23*Uden for kategori1 td. hartkorn20 tdr. udsæd Tabellen viser udregning af skatteskyld i forhold til jordtype.
Der beregnedes 14.000 sjællandske kvadratalen til 1 td. udsæd. Jord af 24 tdr. udsæd, hvor årligt 2/3 blev tilsået, medens 1/3 lå brak, regnedes for 16 tdr. årlig udsæd, og en jord af 12 tdr. udsæd, som kun blet tilsået hvert sjette år, regnedes for 2 tdr. årlig udsæd.
En tønde hartkorn, omregnet til areal på fire jordtyper, kan sættes til henholdsvisPorsmose: Danske landsbyer, s. 56 (ud fra forholdene på Fyn):
5 tønder agerjord (ca. 2,76 ha) 10 tønder eng (ca. 5,5 ha) 50 tønder overdrev (ca. 27,6 ha) 100 tønder skov (ca. 55 ha)
Høavl Jord, der ikke blev dyrket, blev også værdisat i måleenheden hartkorn HøavlAntal vognlæs for hver td. hartkorn i skatMærskhø10God eng16Geest-, kær-, ler- og skovhø24Star, lyngblandet hø32
Skov Skov blev værdisat efter antallet af svin, der kunne leve der. Skov overalt 24 svins olden pr. td. hartkorn.
Græsning Dyrehold blev også værdisat i måleenheden hartkorn. GræsningAntal høveder for hvertd. hartkorn i skatGod sort24Middel sort32Ond sort40
Christian 5.s matrikel fungerede som beskatningsgrundlag frem til 1844. Det var en fuldstændig registrering af al dyrket jord, som blev takseret efter det, der blev kaldt hartkornsboniteringen.
Var der som omtalt allerede oprindeligt knyttet store mangler til udarbejdelsen af den gamle matrikul, måtte dennes værdi yderligere formindskes i tidens løb. Dertil bidrog navnlig jordernes højst uens opdyrkning i forbindelse med det misbrug, som mange steder havde indsneget sig, at man ved bortsalg af jorder fra en gård hyppigt ikke sørgede for at få gennemført en passende fordeling af hartkornsansættelsen, men lod hele skatten hvile på hovedparcellen. Så upålidelig var den gamle matrikul efterhånden blevet som målestok for jordens værdi, ikke alene i forholdet mellem landets enkelte dele, men også for nærliggende jorder, at man havde eksempler på landsbyer, som lå ved siden af hinanden, og for hvilke værdierne af 1 Td. hartkorn forholdt sig til hinanden som 1:4. For de bestående skatter blev dog de oprindelige uligheder i tidens løb for en stor del udjævnet gennem købesummerne; men da man i begyndelsen af 19. århundrede måtte skride til en forøgelse af skattebyrden, var det i højeste grad ønskeligt at skabe et nyt skattepåligningsgrundlag. Foreløbig hjalp man sig for de nye skatters vedkommende ved en omvurdering af det bestående hartkorn under hensyn til ejendommenes værdi. Men dette midlertidige skattegrundlag blev dog forladt 1818, da man vendte tilbage til den gamle matrikul.
Privilegeret og uprivilegeret hartkorn
Efter enevældens indførelse bortfaldt adelens skattefrihed sammen med rostjenesten, men 1670 indførtes på ny en ryttertjeneste for adelen, og ved Forordning af 16. december 1682 gav man adelen frihed for hovedgårdsjord, hørende til komplette sædegårde (gårde, hvor en adelig familie før 1660 havde haft bopæl og med mindst 200 Tdr hartkorn. Bøndergods inden 2 miles (ca. 14 km) afstand fra hovedgården). Senere udvidedes skattefriheden til alle komplette sædegårde, hvad enten de ejedes af adelige eller uadelige. Gik jordtilliggendet for en sådan gård ned under den størrelse, der gjorde den til komplet, skulle den oprindelig også miste skatteprivilegiet, men denne bestemmelse blev senere ikke overholdt. I matrikulen af 1688 var hovedgårdsjorder ansat særlig til hartkorn, og dette fik senere i anledning af dets skattefrihed benævnelsen "privilegeret hartkorn". Fri var desuden de fleste embedsjorder, købstadsjorder med mere, hvorved greverne og baronerne havde skattefrihed for en del af deres bøndergods, det såkaldte frihedshartkorn. I slutningen af det 18. århundrede var af hele Danmarks hartkorn omtrent en sjettedel privilegeret.
Langt senere, ved Forordning af 20. juni 1850 udjævnedes forskellen mellem det privilegerede og uprivilegerede hartkorn, men mod godtgørelse til ejerne af det førstnævnte for tabet af den tidligere nydte skattelettelse. Godtgørelsen udgjorde for komplette sædegårde det 15-dobbelte, for andet privilegeret hartkorn det 20-dobbelte af skatteforhøjelsens beløb; kun skattelettelsen for de gejstlige embedsmænd benificerede jorder samt grevernes og baronernes frihedshartkorn bortfaldt vederlagsfrit.
1844-matriklen