Sommer-OL 1952 (den XV olympiades lege) blev afholdt 19. juli – 3. august 1952 i Helsinki med deltagelse af 69 lande.
Politik var ved at blive en fast del af OL arven. Helsingfors var den første ideologiske slagmark mellem kommunismen og kapitalismen. Russiske atleter vendte tilbage til OL for første gang siden 1912, men under sovjetiske flag. De østeuropæiske atleter ville ikke bo sammen med de kapitalistiske nationer, så de blev tilbudt studenterboliger.
Paavo Nurmi fik revanche for sin udelukkelse tilbage i 1932, da de finske værter valgte ham til at bære den olympiske flamme. Hans afløser i langdistancedisciplinerne, Emil Zátopek, dominerede endnu en gang ved at vinde guld i 5.000 m, 10.000 m og maraton.
Gymnastikdiscipliner blev domineret af Sovjetunionen og Maria Gorokhovskayas høst af to guld og fem sølv er stadigt rekord for flest medaljer vundet af en kvinde.
Danskerne glædede sig da den polioramte dressurrytter Lis Hartel vandt sølv. Det var i øvrigt første gang at en mand og en kvinde stod på det samme olympiske podie. Paul Elvstrøm vandt sin anden guldmedalje, denne gang i den ny enkeltmandsjolle på det olympiske program – finnjollen.
Danske deltagere 131 mænd 15 kvinder
Danske medaljer i Helsingfors 1952: Guld: 2 – kano, sejlsport Sølv: 1 – dressur Bronze: 3 – boksning, fægtning, rosport
Legenes baggrundshistorie og forberedelser Ansøgningsprocessen Den finske succes ved Sommerolympiaden i 1912 i Stockholm inspirerede de finske idrætsledere så meget at det vækkede tankerne om egne olympiske lege: Eksempelvis fremlagde Erik von Frenckell den 12. september 1915 på Helsingfors Boldbane ved åbningen offentligt sin drøm om finske olympiske lege. Og det på et tidspunkt, hvor landet end ikke var selvstændigt endnu, men stadig underlagt det russiske zar som Storfyrstendømmet Finland.
Med fortsat fremgang i 1920’erne voksede begejstringen for at afholde egne olympiske lege, og de finske idrætsledere begyndt at planlægge bygningen af et stadion i Helsingfors efter Olympiaden i Antwerpen i 1920. De borgerlige idrætsorganisationer, Arbejderbevægelsens Idrætsforbund og byen Helsingfors grundlagde i 1927 Stadion-Fonden for at få et stadion til Helsingfors. Samme år meddelte Ernst Edvard Krogius, der var Finlands repræsentant i Den Internationale Olympiske Komité, IOC om Finlands ønske om at blive værter for de olympiske lege.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 13
I 1930 gik man i gang med at ansøge om legene i 1936, hvilket satte fart i det påbegyndte planlægningsarbejde med Helsingfors Olympiastadion. Helsingfors tabte afstemningen om værtsskabet til Berlin med én enkelt stemme, men meldte sig imidlertid omgående som kandidat til legene i 1940. Helsingfors tabte også afstemningen om værtsskabet til legene i 1940 til Tokyo med stemmerne 36–27.Kolkka, Sulo: The Official Report of the Organizing Committee for the Games of the XV Olympiad, s. 13 Da den japanske-kinesisk krig brød ud i sommeren 1937 meddelte Tokio det efterfølgende år at afstå fra at arrangere Olympiaden og blot fire dage senere tilbød Den Internationale Olympiske Komité værtskabet til Helsingfors, som accepterede at påtage sig opgaven, selv om der kun var kort tid til forberedelsen af legene. 2. verdenskrig brød ud den 1. september 1939 med krig i næsten hele Europa til følge. Olympiadens finske arrangørkomité fortsatte imidlertid forberedelserne af legene med en optimistisk tro på fremtiden. Krigen mod Sovjetunionen, der indledtes den 30. november standsede dog aktiviteterne. Arrangørkomiteen besluttede at opgive at arrangere legene den 20. marts 1940 som følge af krigshandlingen mellem verdensdelene, og Finlands Olympiske Komité meddelte på sit møde den 20. april 1940, at Finlands første olympiske legene officielt var aflyst.
Ved afslutningen af den 2. verdenskrig fik London til opgave at arrangere Olympiaden i 1948, da byen oprindeligt var tildelt legene for 1944, som aflystes som følge af krigen. Helsingfors fortsatte sine forsøg på at få værtsskabet og meldte sig som ansøgerkandidat til de efterfølgende lege, dvs. legene i 1952. Helsingfors valgtes ved IOC’s kongres i Stockholm den 21. juni 1947 til værtsby, mens Amsterdam og de 5 amerikanske storbyer Los Angeles, Minneapolis, Detroit, Chicago og Philadelphia tabte konkurrencen.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 20 Til Helsingfors’ fordel talte de temmelig færdige idrætsfaciliteter, som havde været færdige med legene i 1940 for øje. Den 8. september 1947 grundlages arrangørkomiteen for XV Olympiades Lege, som påtog sig opgaven at arrangere legene. Kommunaldirektør Erik von Frenckell blev formand for komiteen, idet han var IOC-medlem og en af de betydeligste kræfter bag Helsingfors’ olympiske projekt.
Afstemningsresultatet for Sommerolympiaden 1952 Kandidatby Land1. runde2. rundeHelsingfors 1415 Los Angeles, Californien 45 Minneapolis-Saint Paul, Minnesota 45 Amsterdam 33 Detroit, Michigan 2- Chicago, Illinois 1- Philadelphia, Pennsylvania --
Den politiske situation Det politiske klima var spændt ved arrangeringen af de olympiske lege i Helsingfors. Der var flere svære spørgsmål på dagsordenen, da Den Internationale Olympiske Komité holdt sit møde i Wien i 1951. Den kolde krig gav problemer. Desuden skulle situationen mellem Israel og den arabiske verden, de to Tysklandes mulige fælles deltagelse samt Folkerepublikkens Kinas og Republikken Kinas (det daværende Formosa-Kinas) situation behandles.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 59
Ved de olympiske i London fire år tidligere savnedes stadig to af de tabende magter fra 2. verdenskrig, Tyskland og Japan. Italien havde allerede dengang fået ret til at deltage. Israel var endnu ikke med i London, efter som det havde betydet de arabiske landes udeblivelse. Imidlertid blev alle de lande, der ikke havde været med i London, indbudt til at deltage i Helsingfors.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 61
Den kolde krig påvirkede både USA's og USSR's deltagelse i legene. USA's deltagelse i legene afgjordes først, da landet havde fået en vurdering fra sin ambassade i Finland om den politiske situation i Finland. Sovjetunionen anerkendtes som medlem af IOC i maj 1951 og samme i december accepterede landet invitationens til deltagelse i legene, idet landets idrætsfolk var i medaljeform.Raevuori, Antero: Viimeiset oikeat olympialaiset: Helsinki 1952, s. 17 Selv om den sovjetiske ledelse førhen havde ansat legene for et borgerligt arrangement, fattede landets ledelse dog, at det ville være af propagandamæssig værdi at deltage i de olympiske lege i Helsingfors. Alene i det ene år blev der spenderet milliarder af rubler i Sovjetunionen på at træne idrætsdeltagerne. Sovjetunionen planlagde, at skulle flyve sine idrætsfolk hver eneste dag mellem Leningrad og Helsingfors. En anden mulighed var, at de sovjetiske idrætsudøvere blev indkvarteret i den Den Røde Hærs garnisonsområde i Porkalaområdet, (30 km sydvest for Helsingfors). Finland krævede imidlertid, at alle legenes deltagere blev indkvarteret i den olympiske by. Som kompromisløsning blev der oprettet en anden olympisk by til Østblokkens idrætsfolk i Esbo i Otnäs.Raevuori, Antero: Viimeiset oikeat olympialaiset: Helsinki 1952, s. 94
Selv legene i 1952 blevet truet af aflysning som følge af verdenssituationen. Koreakrigen var brudt ud i 1950, og det gav grund til bekymring i komiteen, der stod for arrangementet. Efter von Frenckells forslag besluttede arrangørerne at tegne en forsikring hos Lloyd's of London i tilfælde af krig.Raevuori, Antero: Viimeiset oikeat olympialaiset: Helsinki 1952, s. 20
Den olympiske ild Den olympiske ild blev transporteret over land fra Olympen til Athen, hvorfra den blev fløjet i en minearbejderlygte, der var skænket af Saarlands olympiske komité, af SAS til Aalborg. Beskyttelsesskjoldet omkring lampen var formgivet af kunstneren Sakari Tohka.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 69 Selve den olympiske fakkel var formgivet af kunstneren Aukusti Tuhka.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 70
Fra Danmark fortsatte fakkelstafetten i løb, på cykel, til hest, i robåd og kajak til København, hvorfra den fortsatte med færge til Malmø i Sverige. Fakkelstafetten fortsatte op gennem Sverige med 700 stafetløbere til Haparanda, hvorfor den fortsatte over grænsen til Torneå. Ville Pörhölä tog imod stafetten på grænsebroen mellem Finland og Sverige og eskorterede den til Torneå Idrætsstation. Fakelstafetten fra Grækenland blev i Torneå forenet med midnatsolens ild, der var blevet tændt på fjeldet Pallastunturi den 6. juli 1952. I virkeligheden blev flammen på Pallastunturi tændt ved hjælp af gas, da julinatten på det tidspunkt var så overskyet, at det ikke var muligt at udnytte solen til at tænde ilden med.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 73 Fra Torneå fortsatte faklen ned gennem Finland til Helsingfors. Den blev på sin rejse transporteret af over 1.200 personer.Raevuori, Antero: Viimeiset oikeat olympialaiset: Helsinki 1952, s. 41
Oprindeligt havde det været meningen at transportere ilden til Helsingfors via Sovjetunionen, men det blev ikke arrangeret i tide, trods anstrengelser fra diplomatiet. Rejsen forløb fra den 25. juni til den 19. juli 1952 med i alt 7.870 kilometer (hvoraf de 3.125 km blev fløjet). Den egentlige olympiske flamme tændtes på Helsingfors Olympiastadion, og desuden brændte flamme også i Tavastehus i fast og i andre steder i flytbar form.
Den olympiske ilds rute: : Olympen – Korinth – AthenKolkka, Sulo: The Official Report of the Organizing Committee for the Games of the XV Olympiad, s. 205 : Aalborg – Århus – Vejle – Odense – Sorø – KøbenhavnKolkka, Sulo: The Official Report of the Organizing Committee for the Games of the XV Olympiad, s. 209 : Malmø – Helsingborg – Laholm – Gøteborg – Jönköping – Norrköping – Örebro – Stockholm – Uppsala – Falun – Gävle – Hudiksvall – Sundsvall – Umeå – Skellefteå – Boden – HaparandaKolkka, Sulo: The Official Report of the Organizing Committee for the Games of the XV Olympiad, s. 211 : Pallastunturi – Rovaniemi – Torneå – Uleåborg – Karleby – Jyväskylä – Tammerfors – HelsingforsKolkka, Sulo: The Official Report of the Organizing Committee for the Games of the XV Olympiad, s. 215–217
Åbningsceremonien thumb|Paavo Nurmi tænder den olympiske ild Åbningsceremonien for de olympiske lege i Helsingfors arrangeredes den 19. juli. Selv om vejret var regnvådt og køligt, og der ikke var tagdækning på Olympiastadion på andet end hovedtribunen var stadion fyldt og 70.435 tilskuere fulgte åbningen på stedet.Raevuori, Antero: Viimeiset oikeat olympialaiset: Helsinki 1952, s. 44 Der var rekorddeltagelse i åbningsmarchen med 5.469 personer fra 67 landeWickström, Mika: Helsinki 1952, s. 79. Efter indmarchen blev de opstillet landevist på midterbanen og arrangørkomiteens formand, Erik von Frenckell, fremsagde sin velkomsthilsen på finsk, svensk, fransk og engelsk. Præsident Juho Kusti Paasikivi holdt efter velkomsthilsnen en åbningstale, som var den korteste i olympisk historie. Efter talen fulgte hejsningen af det olympiske flag og den olympiske fanfare.Wickström, Mika: Helsinki 1952, s. 80
Den olympiske ild tændtes af løberheltene Paavo Nurmi (på stadion) og Hannes Kolehmainen (på stadiontårnet), noget der havde været hemmeligholdt indtil det allersidsteUdstillingen på Finlands Idrætsmuseum; 2008. Da det blev annonceret, at Paavo Nurmi ville ankomme til stadion, sprang idrætsfolkene til frem for at bedre kunne se legenden i levende live. Kun de sovjetiske og finske rækker forblev intakte. Faklen blev bragt op ad trapperne i det 72 meter høje stadiontårn af fire fodboldspillere, hvorpå Hannes Kolehmainen tændte den olympiske flamme på toppen af tårnet.