thumb|Den sidste tysk-romerske kejser Frans 2. (kejser 1792-1806) iført kroningsdragt og med rigets regalier. Den Tysk-romerske kejser (), officielt Romernes kejser () var herskeren over Det tysk-romerske Rige. Riget blev af den romersk-katolske kirke betragtet som den eneste retsgyldige arvtager til Romerriget i middelalderen og tidlig moderne tid. Titlen blev holdt sammen med titlen Konge af Italien (Rex Italiae) fra det 8. til det 16. århundrede og næsten uden afbrydelse med titlen Romernes konge (Rex Teutonicorum, lit. 'Tyskernes konge') gennem det 12. til det 18. århundrede.
I teori og diplomati blev kejserne betragtet som primus inter pares, den første blandt andre ligestillede romersk-katolske monarker i hele Europa. I praksis var en kejser kun så stærk, som hans hær og alliancer, inklusive ægteskabsallianser, gjorde ham. Deres rige, Det tysk-romerske Rige, blev af den romersk-katolske kirke betragtet som den retsgyldige efterfølger til det vestlige Romerrige i middelalderen og tidlig moderne tid.
Fra arveenevælde i karolingisk tid (800–924) var titlen hen mod det 13. århundrede blevet del af et valgmonarki, hvor kejseren blev valgt af kurfyrster. Forskellige kongeslægter i Europa blev på forskellige tidspunkter de facto de arvelige indehavere af titlen, især Liudolfingerne (962–1024) og Salierne (1027–1125). Efter den sene middelalders regeringskrise holdt Habsburgerne titlen i deres besiddelse uden afbrydelse fra 1440–1740. De sidste kejsere var fra Huset Habsburg-Lothringen fra 1765–1806. Det tysk-romerske Rige blev opløst af Frans 2. efter et ødelæggende nederlag til Napoleon i Slaget ved Austerlitz.
Kejseren blev almindeligt opfattet til at herske af Guds nåde, skønt han ofte modsatte sig eller var i opposition til paven, især under Investiturstriden. Det tysk-romerske Rige har aldrig haft en regerende kejserinde, selvom kvinder som Teofano og Maria Theresia havde en stærk indflydelse. Gennem sin historie blev positionen betragtet som en forsvarer af den romersk-katolske tro. Indtil Maximilian 1. i 1508, blev den valgte kejser (Imperator electus) påkrævet at blive kronet af paven, før han tog den kejserlige titel. Karl 5. var den sidste, der blev kronet af paven i 1530. Selv efter Reformationen var den valgte kejser altid romersk-katolsk. Der var korte perioder i historien, hvor valgkollegiet blev domineret af protestanter, og kurfyrsterne stemte normalt i deres egen politiske interesse.
Titel thumb| Kurfyrsternes våbenskjold omgiver det kejserlige våbenskjold; fra et våbenskjold fra 1545. Kurfyrsterne stemte i en kejserlig rigsdag for en ny tysk-romersk kejser. thumb| Skildring af Karl den Store i et farvet glasvindue fra det 12. århundrede, Strasbourg-katedralen, nu ved Musée de l'Œuvre Notre-Dame. Fra Konstantin den Stores tid (regerede 306–337) havde de romerske kejsere med meget få undtagelser påtaget sig en rolle som støtter og forsvarere af kristendommen. Konstantins regeringstid etablerede præcedens for den kristne kejsers position i kirken. Kejserne så sig selv ansvarlige overfor guderne for deres undersåtters åndelige helbred, og efter Konstantin havde de en pligt til at hjælpe kirken med at definere rettroenhed og opretholde rettroenhed. Kejserens rolle var at håndhæve doktrinen, udrydde kætteri og opretholde kirkens enhed.Richards, Jeffrey. The Popes and the Papacy in the Early Middle Ages 476–752 (London: Routledge & Kegan Paul, 1979) pp. 14–15. Både titlen og forbindelsen mellem kejser og den ortodokse kirke fortsatte i det Det Byzantinske Rige gennem hele middelalderen (i eksil i 1204–1261). De første syv økumeniske koncil fra det 5. til det 8. århundrede blev indkaldt af de byzantinske kejsere.Richards, Jeffrey. The Popes and the Papacy in the Early Middle Ages 476–752 (London: Routledge & Kegan Paul, 1979) p. 16.
I Vesteuropa blev titlen kejser afskaffet efter Julius Nepos' død i 480, skønt herskerne i de barbariske kongeriger fortsat anerkendte den byzantinske kejsers myndighed i det mindste formelt langt ind i det 6. århundrede. I 797 blev den byzantinske kejser Konstantin 6. afsat og erstattet som monark af sin mor Irene. Pavemagten, der indtil dette tidspunkt havde fortsat med at anerkende herskerne i Konstantinopel som romerske kejsere, betragtede kejsertronen som ledig, da en kvinde i deres mening ikke kunne regere riget.James Bryce, 1st Viscount Bryce, The Holy Roman Empire, 1864, pp 62–64
Af denne årsag blev Karl den Store, frankernes konge og kongen af Italien, kronet til Romernes kejser (Imperator Romanorum ) af Pave Leo 3. som efterfølger til Konstantin 6. som romersk kejser under konceptet translatio imperii.James Bryce, 1st Viscount Bryce, The Holy Roman Empire, 1864, pp 62–64 På hans mønter er navnet og titlen, der blev brugt af Karl den Store, Karolus Imperator Augustus og i sine egne dokumenter brugte han Imperator Augustus Romanum gubernans Imperium ("Kejser Augustus, som regerer Det romerske Imperium") og serenissimus Augustus a Deo coronatus, magnus pacificus Imperator Romanorum gubernans Imperium ("mest ophøjede Augustus kronet af Gud, store fredelig kejser, der styrer romernes imperium"). Det Østromerske Rige gav til sidste efter og anerkendte Karl den Store og hans efterfølgere som kejsere, men som "frankiske" og "tyske kejsere", idet de på intet tidspunkt henførte til dem som romerske, en betegnelse, de forbeholdte sig selv.
Titlen som kejser i vest indebar pavens anerkendelse. Da pavedømmets magt voksede i middelalderen, kom pave og kejsere i konflikt om kirkens administration. Den bedst kendte og mest bitre konflikt var den, der blev kendt som investiturstriden, der blev kæmpet i det 11. århundrede mellem Henrik 4. og Pave Gregor 7.
Efter kroning af Karl den Store beholdt hans efterfølgere titlen indtil Berengar 1.'s død i 924. Det relativt korte interregnum mellem 924 og kroningen af Otto den Store i 962 betragtes som markeringen af overgangen fra det Frankerriget til Det tysk-romerske Rige. Under Liudolfingerne faldt meget af det tidligere karolingiske rige Østfranken inden for grænserne af Det tysk-romerske Rige.
Siden 911 havde de forskellige tyske fyrster valgt tyskernes konge blandt dem selv. Tyskernes konge ville derefter blive kronet som kejser efter det fortilfælde, der var blevet sat af Karl den Store, i perioden 962–1530. Karl 5. var den sidste kejser, der blev kronet af paven, og hans efterfølger Ferdinand 1. antog blot titlen "valgt kejser" i 1558. Den sidste valgte tysk-romerske kejser Frans 2. abdicerede i 1806 under Napoleonskrigene, der så imperiets endelige opløsning.
Udtrykket sacrum (dvs. "hellig") i forbindelse med Det tyske-romerske Rige blev først brugt i 1157 under Frederik 1. Barbarossa.Peter Moraw, Heiliges Reich, in: Lexikon des Mittelalters, Munich & Zurich: Artemis 1977–1999, vol. 4, columns 2025–2028.
Standardbetegnelsen for den tysk-romerske kejser var "Romernes kejser Augustus" (Romanorum-imperator Augustus). Da Karl den Store blev kronet i år 800 blev han tituleret som "mest ophøjede Augustus, kronet af Gud, stor og fredelig kejser, der regerede det romerske imperium," som således udgør elementerne "Hellig" og "Romersk" i den kejserlige titel.
Ordet romersk var en afspejling af princippet om translatio imperii (eller i dette tilfælde restauratio imperii), der betragtede de (germanske) hellige romerske kejsere som arvingerne til titlen kejser fra det Vestromeske rige, på trods af det Østromerske riges fortsatte eksistens Romerriget.
I tysksproget historiografi bruges udtrykket Römisch-deutscher Kaiser ("romersk-tysk kejser") til at skelne titlen fra den romerske kejsers på den ene side og den tyske kejser (Deutscher Kaiser) på den anden side. Det engelske udtryk "Holy Roman Emperor" er en moderne forkortelse for "emperor of the Holy Roman Empire", der ikke svarer til den historiske stil eller titel, dvs. adjektivet "Holy" er ikke beregnet til at moderere "emperor". Det engelske udtryk "Holy Roman Emperor" blev almindeligt i mellemkrigstiden (1920'erne til 1930'erne), tidligere var titlen også blevet gengivet som "German-Roman Emperor" på engelsk.The New International Encyclopædia vol. 10 (1927), p. 675. Carlton J. H. Hayes, A Political and Cvltvral History of Modern Europe vol. 1 (1932), p. 225.
Arveregler right|thumb| Illustration af valget af Henrik 7. (27. november 1308), der fra venstre til højre viser Ærkebiskoppen af Köln, Ærkebiskoppen af Mainz, Ærkebiskoppen af Trier, Greven af Pfalz, Hertugen af Sachsen, Markgreven af Brandenburg og Kongen af Bøhmen (Codex Balduini Trevirorum, ca. 1340). Valgmonarkiet går tilbage til det tidlige 10. århundrede, med valget af Konrad 1. af Franken i 911 efter at Ludvig Barnet, den sidste karolingiske hersker i Tyskland, døde uden afkom. Valg betød, at kongemagten i Tyskland kun delvist var arvelig, i modsætning til kongemagten i Frankrig, selvom magten ofte forblev i samme dynasti, indtil der ikke var flere mandlige efterfølgere. Valgprocessen betød, at hovedkandidaten måttet gøre indrømmelser, som vælgerne kunne holde ham fast på: Wahlkapitulationen, en slags håndfæstning.
Konrad blev valgt af de tyske hertuger, og det vides ikke nøjagtigt, hvornår systemet med syv kurfyrster blev oprettet. Det pavelige dekret Venerabilem af Innocens 3. (1202), addresseret til Berthold 5., hertug af Zähringen, fastlægger valgproceduren med (ikke navngivne) fyrster af riget og forbeholder paven retten til at godkende kandidaterne. Et brev fra Pave Urban 4. (1263) i forbindelse med den omstridte afstemning i 1256 og det efterfølgende interregnum henstiller, at syv fyrster fra" Arilds tid" havde retten til at vælge kongen og den fremtidige kejser. De syv kurfyrster blev udnævnt i Den gyldne bulle af 1356: Ærkebiskoppen af Mainz, Ærkebiskoppen af Trier, Ærkebiskoppen af Köln, Kongen af Bøhmen, Greven af Pfalz, Hertugen af Sachsen og Markgreven af Brandenburg.
Efter 1438 forblev kongerne i huset Habsburg og Habsburg-Lothringen med den kortvarige undtagelse af Karl 7., der var en Wittelsbach. Maximilian 1. (kejser 1508–1519) og hans efterfølgere rejste ikke længere til Rom for at blive kronet som kejser af paven. Maximilian udnævnte sig derfor til den valgte romerske kejser (Erwählter Römischer Kaiser) i 1508 med pavens godkendelse. Denne titel blev brugt af alle hans ukronede efterfølgere. Af hans efterfølgere modtog kun Karl V en pavelig kroning.
Kurfyrsten af Pfalz plads blev tildelt hertugen af Bayern i 1621, men i 1648, i kølvandet på Trediveårskrigen blev greven af Pfalz genindsat som den ottende valg. Kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg blev tilføjet som den niende vælger i 1692. Hele valgkollegiet blev rekonstrueret i 1803 med i alt ti kurfyrster: de "gamle" kurfyrster: Hertugen af Bayern, Hertugen af Sachsen, Hertugen af Braunschweig-Lüneburg, Markgreven af Brandenburg, Kongen af Bøhmen; De "nye" kurfyrster: Ærkebiskoppen af Regensburg, Hertugen af Württemberg, Hertugen af Salzburg, Markgreven af Baden og Landgreven af Hessen-Kassel Blot tre år senere blev Det tysk-romerske rige opløst, og ingen af de nye kurfyrster nåede at deltage i et kejservalg.
Oversigt over kejserene Denne oversigt inkluderer alle 47 tyske monarker kronet fra Karl den Store indtil Det tysk-romerske riges opløsning (800-1806).
Flere herskere blev kronet til Romernes konge (Konge af Tyskland), men ikke til kejser, skønt de titulerede sig således, blandt dem var: Konrad 1. af Franken og Henrik Fuglefænger i det 10. århundrede, og Konrad 4., Rudolf 1., Adolf og Albrecht 1. under interregnummet i slutningen af det 13. århundrede.
Traditionel historiografi antager en kontinuitet mellem Det carolingiske imperium og Det tysk-romerske Rige, mens en moderne betragtning anser kroningen af Otto 1. i 962 som begyndelsen på Det tysk-romerske rige (selvom udtrykket Sacrum Imperium Romanum ikke var i brug før det 13. århundrede).
Frankiske kejsere De herskere, der blev kronet som romerske kejsere i Vesteuropa mellem 800 og 915 var som følger: