thumb|Førstetryk af Komedien, Foligno1472, s. 1: "Comincia la Comedia..,", dvs. Her begynder Komedien|alt=Førstetrykket af Komedien, Foligno 1472, s. 1 La Divina Commedia (Den Guddommelige Komedie) af den florentinske digter Dante Alighieri er det mest berømte værk fra tiden mellem middelalder og renæssance. I værket fortæller Dante om en rejse mod det hinsidige med sig selv som mere eller mindre fiktiv hovedperson.
Komediens historie thumb|Paradiset som det skildres i Den guddommelige komedie, af Gustave Doré. thumb|Paradiset, af Doré. thumb|Paradiset, af Doré. Man regner med at det tog Dante mindst 15 år at skrive værket Comedía (= Komedie), og at det først blev færdigt kort før hans død i 1321. Det er uvist om navnet skal forstås som genrebetegnelse eller titel. Udtrykket “Komedie" optræder to gange i Inferno-delen og ikke siden. I Paradis-delen omtaler Dante selv værket som il poema sacro ("det hellige digt"). Ordet divina blev først tilføjet på titelbladet i en venetiansk udgave fra 1555. Trond Berg Eriksen: "Endelig Dante", Morgenbladet, 9. februar 2018 Comedía kan i dag virke misvisende, da der hverken er tale om et teaterstykke eller latter i digtet. I klassisk græsk var en komedie et teaterstykke med en lykkelig slutning og i middelalderens Italien en historie eller et digt med en lykkelig slutning. Dante kaldte den "komedie" fordi den endte godt i Himlen hos Gud, og fordi dens stil ikke er ophøjet som i en klassisk tragedie, men blandet med talesprog. Den er skrevet på italiensk og ikke på latin, som var middelalderens litteratursprog om alvorlige emner som religion. Komedier var skrevet for folket og handlede både om det hinsides og om dagliglivet. Dantes digt er beslægtet med Boccaccios løsslupne folkelige fortællinger, og Boccaccio var den første der holdt forelæsninger over komedien i 1373. Chaucer læste den også på sine rejser til Italien i 1372 og 1378. En grund til, at Dante som Shakespeare kom til at stå i lav kurs i oplysningstiden og humanismen, er brutaliteten i deres værker; de blev regnet som rå, vulgære og sprogligt upolerede. Først i slutningen af 1700-tallet satte man pris på disse egenskaber igen; i romantikernes øjne var brutalitet forbundet med det ægte og oprindelige.
Dante er både auctor (forfatter) og actor (aktør/skuespiller/person) i sit digt, og La Divina Commedia kan opfattes som den første europæiske jeg-roman, hvor den ligefremme fortælling i datid blandes med fortællerkommentarer og læserhenvendelser i nutid. Læseren tages med på en rejse hinsides livet og virkeligheden. Fortællingen foregår i 1300, hvor Dante gennemrejser de tre dødsriger med tre vejvisere: den romerske digter Vergil; Dantes elskede, Beatrice; og den religiøse reformator Skt. Bernhard af Clairvaux. Valget af Vergil som mentor viser Dantes stolthed over sit eget angivelige romerblod. Vergil var kejser Augustus' hof-ideolog, og Dante tænkte sig kejseren som en fredsstifter (pax romana). Dante er en politisk forkynder på jagt efter en fredsfyrste som kan samle de italienske bystater til en helhed og få en ende på borgerkrigene, som det lykkedes Augustus i Rom. Dante oplevede sit hjemland som Romerrigets forrevne rester, der burde samles igen. Han var skeptisk med hensyn til pavens formåen; for da komedien blev skrevet, var pavehoffet flyttet til Avignon. Italiens samling var for Dante en genoprettelse af Augustus' verdensrige.
Efter Dantes mening finder den enkelte sig selv først i fællesskab med andre; "synd" er først og fremmest en forbrydelse mod fællesskabet, og Helvede stedet hvor den enkelte kun søger sit eget. På hans tid fandtes intet skel mellem "religion" og "politik". Først med Machiavelli blev "politik" uafhængigt af teologiske begrundelser. Helvede er "smertens by".
Bogen er i tre dele: Helvede (Inferno), Skærsilden (Purgatorio: renselsessted) og Paradiset (Paradiso). Dante finder til sidst vejen gennem dødsriget frem til Guds åsyn.
Dante fremstiller Purgatoriet som et bjerg der ligger modsat Jerusalem, dvs. på den sydlige halvkugle. Det blev skabt da den oprørske ærkeengel Lucifer nedstyrtes fra Himlen og ramte Jorden. Bjerget består af syv terrasser, som hver tjener til renselse af de Syv Dødssynder (Fråseri, Gerrighed, Hovmod, Misundelse, Dovenskab, Vellyst og Vrede). Ild er der kun øverst, hvor de bodfærdige renser sig for Vellyst. På vejen op ad bjerget møder Dante flere kendte personer som skal renses inden de kommer til Himlen (Paradiso).
La Divina Commedia er sin tids vigtigste italienske litterære værk og et højdepunkt i verdenslitteraturen. Dantes poema sacro (som han sagde at både Himmel og Helvede har bidraget til) er litteratur i ordets sande betydning. Digteren har med dybsindig forestillingsevne skabt en poesi som til hver en tid er både "universel" og "personlig". La Divina Commedia er ikke alene en politisk og religiøs manifestation af Dante, men også af den sene middelalder. Dens budskab, som bliver bragt i en velkomponeret og gennemtænkt form, rækker sig mod alle tider og mennesker, som et af de vigtigste eksempler på middelalderens verdensbillede, moral og digtekunst. Når der i slutningen af 1300-tallet blev forelæst over Dantes digt i Firenze, Pisa, Pistoia, Siena og Verona, var grunden at komedien blev opfattet som den reneste sandhed om dyder, laster, synder og lidenskaber. Han repræsenterede en ny lærdom, idet han ikke var gejstlig, som de fleste middelalderskribenter. Hans lærdom var af verdslig art; han kendte sin tids astronomi, geografi, kosmologi og optik og trak alt sammen ind i digtet. I klassicismens storhedstid i 1600-tallet oversatte en jesuit komedien til latin, så den ikke skulle gå i glemmebogen; og filologer rekonstruerede det italienske volgare (talesprog) ved at leksikalisere hans rige toskanske ordforråd. På samme vis som engelsk blev Shakespeares engelsk, tog italiensk sprog udgangspunkt i Dantes toskansk. Litterært har italiensk været nærmest uændret de sidste 600 år.
På baggrund af Komediens status i Italien som national klassiker og fast skolepensum opstår der fra tid til anden diskussion om dens indhold og tendens. I 2012 har den radikale italienske menneskerettighedsorganisation Gherush 92 kaldt Dantes værk racistisk, islamofobisk og antisemitisk og hævdet, at det bør fjernes fra skolernes pensum.
Helvede efter Dante Før Dante behøvede fremstillinger af Helvede i billedkunsten ingen anden plads end en lille stribe nederst til højre (fra Münster i 800-tallet til Giotto ca. 1300). Efter Dante fik Helvede derimod ofte en hel væg for sig selv, fx i Strozzi-kapellet i Sta Maria Novella i Firenze.Web Gallery of Art, image collection, virtual museum, searchable database of European fine arts (1000-1850) Helvede fik ikke blot større plads, men også mere orden og systematik.Gunnar Danbolt: "Dommedag i middelalderkunsten", Dommedag! (s. 133), forlaget Humanist, Oslo 2008,
Handling Helvede Digtet begynder natten før langfredag 1300, "på midten af vor vandring gennem livet" (nel mezzo del cammin di nostra vita) og åbner således in medias res. Dante er femogtredive år gammel, halvdelen af den bibelske livslængde på 70 år (Salmerne 90:10). Han er faret vild i en mørk skov, hvor han angribes af vilde dyr, som han ikke kan passere: en panter/los (una lonza) af ubestemt køn, en (han)løve (un leone) og en hunulv (una lupa). Han kan ikke finde den rigtige vej (diritta via) til frelsen. Dante forstår at han ødelægger sig selv, at han vil falde ind i et "dybt sted" (basso loco), hvor solen tier ('l sol tace), men han bliver reddet af Vergil, som griber ind på Beatrices opfordring (anden sang). Sammen med Vergil drager han ned i underverdenen.
Dante og Vergil træder ind gennem Helvedes porte, hvor der står indskrevet "Her lades alt håb ude" (Lasciate ogne speranza, voi ch'intrate). De kommer først til Helvedes forgård, hvor de ubrugelige bor – de, som var så ubetydelige at de hverken fortjener at regnes med i Himmelen eller Helvede. Til evig tid må de jage rundt og rundt efter en vimpel og blive stukket af hvepse (tredje sang). Derefter ror Charon Dante og Vergil over floden Acheron til Helvede.
Vergil leder Dante gennem Helvedes ni koncentriske cirkler: hver af dem huser stadig værre syndere. De når ind til Jordens centrum, hvor Satan, den faldne lysengel Lucifer holdes fanget – fastfrosset i is til livet: hans overkrop vender dermed mod den nordlige halvkugle, med benene mod syd. De døde straffes på en måde som passer til den synd de har begået, hvilket Dante betegner som contrapasso, “modstraf" .
Første ring er Limbo, hvor de udøbte og retskafne hedninge bor – de der, selv om de ikke er syndere, heller ikke er kristne (fordi de aldrig fik muligheden; her er græske filosoffer). De straffes ikke, men længes uden håb efter Paradiset og Guds nærvær. Homer, Sokrates, Platon og Aristoteles færdes her.
Næste ring eller sfære kommer digterne ned til ved at gå gennem en port der vogtes af uhyret Minos, som forviser hver sjæl til én af de nedre otte cirkler. De er anlagt efter den Aristoteles' klassiske forståelse af dyder og laster, som beskrevet i Den nikomakiske etik. De er inddelt i tre grupper; den første er la lonzas synder: manglende kontrol over begær og lyster. De er de mindst formastelige synder:
Anden ring: De tøjlesløst lidenskabelige, som holdes fanget i en vældig storm, så de aldrig formår at røre ved hinanden igen. To er Francesca af Rimini og hendes elsker Paulo (femte sang). Francesca måtte giftes med fyrsten af Ravenna, der var forkrøblet både af legeme og sjæl. Han friede derfor ikke selv, men sendte sin kønne bror Paulo. Ham forelskede Francesca sig i, i den tro at han var hendes kommende ægtemand. Det ulykkelige par blev opdaget af den grumme fyrste, der slog dem ihjel på stedet. Men først i tredje sfære er vi nået ned til det øvre Helvede: Tredje ring: De glubske, der ligger med ansigtet ned i skidtet, mens de gnaves itu af hunden Cerberus (sjette sang). Fjerde ring: De grådige, der samlede rigdomme om sig, og de ødsle, som har sløset dem væk, tvinges til at skubbe enorme værdiløse stenblokke mod hinanden i stedet for de ædle guldmønter de satte alt for stor pris på. De griske og de ødsle er to alen af et stykke og har derfor for evigt sat hinanden stævne. Femte ring: De hævngerrige (de aktivt vrede) som må kæmpe mod hinanden i floden Styx, og de hadefulde (de passivt vrede), der holdes fanget under vandet.
De nedre dele af Helvede ligger inden for murene rundt om byen Dis, som igen omsluttes af Styx (niende sang). Her findes de aktive synder. Først kommer de voldelige synder (løvens synder):
Sjette ring: Kættere, gudsbespottere og epikuræere, fanget i gloende sarkofager som i et flammende bad (tiende og ellevte sang). Syvende ring: Voldsmænd (tolvte til syttende sang), der vogtes af tyremanden Minotauros. Denne sfære er igen inddelt i tre ringe: Ydre ring: De der øvede vold mod mennesker og ejendom, befinder sig i en sø af kogende blod (tolvte sang). Midterste ring: De der øvede vold mod sig selv – selvmordere – er omskabt til tornede, sorte træer. I modsætning til alle andre døde bliver de ikke genfødt efter den yderste dag. Andre vil fortsætte i Helvede eller Himmelen, men i fysisk (ikke kun åndelig) forstand, for selvmorderen har stødt sit eget legeme fra sig og er fanget for altid i et træ, med sit legeme hængende fra grenene. På Dantes tid blev ens ejendom anset som en forlængelse af kroppen; følgelig var det at skade sin egen ejendom som at skade sig selv. Inderste ring: De der har øvet vold mod Gud, kunst og natur – blasfemikere, sodomitter og ågerkarle – holder til i en ørken af brændende sand, hvor der regner flammer fra himmelen (fjortende til syttende sang).
De to sidste ringe i Helvede er for overlagte synder, svig og bedrageri. De kan kun nås ved at klatre nedad en stor skrænt til Helvedes dyb: