Føderationen Malaya var en sammenslutning af 11 områder på den sydlige del af Malaccahalvøen. Den blev etableret i 1948 efter, at de britiske planer om Den malayiske union, en multietnisk enhedsstat med lige rettigheder for alle folkegrupper, slog fejl. Føderationen omfattede de britisk kontrollerede områder, med undtagelse af Singapore, og bestod af de ni malaj stater (Negeri Sembilan, Selangor, Perlis, Terengganu, Kedah, Kedah, Pahang, Johor og Perak samt af de britiske kronkolonier Penang og Melaka. Til 1957, da landet blev selvstændig, var føderationen en britisk koloni. I 1963 blev forbundsstaten udvidet og fik navnet Malaysia.
I 1957 havde landet et indbyggertal på 6.278.758, hvoraf 49,8 % var malaysier, 37,2% kinesere og 11,1 % indere. Hovedstaden var Kuala Lumpur.
Malayakrisen med det kinesisk dominerede kommunistpartiets guerillakrig mod myndighederne og den britiske kolonimagt præget føderationen, særlig i første del af dens eksistens.
Baggrund thumb|Demonstration mod Den malayiske union.
Efter 2. verdenskrig blev den japanske okkupationsmagt i Malaysia erstattet af den britiske militæradministration (BMA), en centraliseret forvaltning af alle de britiske besiddelserne i området.Rudner, Martin: «The Organization of the British Military Administration in Malaya, 1946–48», Journal of Southeast Asian History, bd. 9, nr. 1, 1968, s. 95–106. Militæradministrationen varede fra september 1945 til september 1946.
Samtidig pågik der processer for at samle Malaysia i en union. Den malayiske union skulle træde i kraft 1. april 1946. Unionen blev mødt med modstand fra de traditionelle herskere og den malaysiske del af befolkningen.Government and Politics [1940–2006], bd. 11 i The Encyclopedia of Malaysia, Archipelago Press, 2006, s. 30. Malaysiernes modstand blev ledet af førsteministeren i Johor, Onn Jaffar. Unionen tilfredsstillede heller ikke kineserne og inderne, grupper britiske myndigheder ønskede at imødekommeStenson, M. R.: «The Malayan Union and the Historians», Journal of Southeast Asian History, bd. 10, nr. 2, 1969, s. 344–354. I disse grupper fandtes der et ønske om statsborgerskabsrettigheder, men også politiske rettigheder, demokratisk repræsentation og selvstyre for Malaya.Stenson, s. 346. Unionen blev i praksis opgivet i juni 1946. Formelt blev den skrinlagt i februar 1948,Andaya, Barbara Watson og Leonard Y. Andaya: History of Malaysia, Basingstoke: Palgrave, 2001, s. 268. da Malaya-føderationen blev oprettet. Føderationsaftalen blev undertegnet 1. februar 1948 og fik umiddelbar virkning.
Medlemmer i føderationen
Malaya-føderationen omfattede de britisk kontrollerede områder på Malayahalvøen, med undtagelse af Singapore. Med i føderationen var malaystaterne Johor, Kedah, Kelantan, Negeri Sembilan, Pahang, Perak, Perlis, Selangor og Terengganu, samt de to tidligere britiske kolonier Malakka og Penang. Der fandtes også kræfter, som ønskede at få den malaysiskbefolkede Patani-region i det sydligste Thailand med i føderationen uden, at dette lykkes.Hooker, Virginia Matheson: A Short History of Malaysia. Linking East and West, Crows Nest: Allen & Unwin, 2003, s. 187.
Føderationen var forløberen til Malaysia, som blev til i 1963, da Singapore, Sarawak og Sabah sluttede sig til forbundet.
Befolkning
Malaya-føderationen havde i 1957 et indbyggertal på 6.278.758, hvoraf 49,8 % var malaysier, 37,2% kinesere, 11,1 % indere og 2 % andre.Dodge, Nicholas N.: «Population Estimates for the Malay Peninsula in the Nineteenth Century, with Special Reference to the East Coast States», Population Studies, bd. 34, nr. 3, 1980, s. 455. Befolkningen fordelte sig i 1957 således på delstaterne:Dodge, s. 457–472. Johor: 926.850 Kedah: 701.964 Kelantan: 505.522 Malakka: 291.211 Negeri Sembilan: 364.524 Pahang: 313.058 Penang: 572.100 Perak: 1.221.446 Perlis: 90.885 Selangor: 1.012.929 Terengganu: 278.269
Oprettelse af føderationen thumb|Frimærke med kort over delstaterne. Føderationen blev til som følge af malaysiernes modstand mod de britiske planer om Den malayiske union.
Politisk mobilisering
Stridighederne om unionsplanerne og Malayas fremtid frembragte flere politiske grupperinger:Hooker, s. 189–192. Den vigtigste politiske kraft blandt malaysierne var United Malays National Organisation (UMNO), hvor Onn Jaafar var den første leder. Partiet blev til i maj 1946, som et resultat af en serie nationalistkongresser. UMNO samlede malaysiske nationalister, som ønskede selvstyre samtidig med, at traditionelle malaysiske institutioner skulle bevares. UMNO's modstand mod unionsplanerne medførte britisk frygt for, at malaysierne skulle udvikle sig i anti-britisk retning. Briterne valgte derfor at gå i hemmelige forhandlinger med UMNO. Det blev aftalt at etablere en ny føderation, som respekterede de traditionelle herskeres suverænitet og delstaternes egenart samtidig, som malaysiernes privilegerede stilling blev bevaret. Reglerne for at få statsborgerskab blev strammede således, at under 10 % af kineserne automatisk ville kvalificere sig til at opfylde dem.
Malay Nationalist Party (MNP), grundlagt i oktober 1945, var et mere radikalt malaysisk nationalistparti. I lederskabet fandtes politikere som Ahmad Boestaman, Ishak Haji Muhammad og Burhanuddin Helmi. Det samarbejdede først med UMNO, men brød senere ud. Independence of Malaya Party (IMP), grundlagt i 1951 af Onn og Tan Cheng Lock på grundlag af modvilje mod UMNO's snævre appel til malaysier. Partiet ønskede at nå ud til alle etniske grupper. Blandt islamiske grupper fandtes der modvilje mod de sekulære partier. Ud fra disse kom partiet Persatuan Islam Sa-Tanah Melayu (PAS).
Efter verdenskrigen mobiliserede Det malayiske kommunistparti (MCP) støtte fra den store gruppe, som var fordrevet af krigstilstanden og som var påvirket af de vanskelige livsvilkår, især for kinesere og indere. Partiet var markant anti-kolonialistisk og greb til våben mod de britiske myndigheder og økonomiske interesser. Det kinesisk dominerede kommunistparti startede guerillakrig mod briterne, og Malayakrisen prægede føderationen fra dens første år. Der var undtagelsestilstand til 1960.
Føderationens institutioner
Føderationens politiske institutioner bestod af en britisk højkommissær, suppleret af et udøvende råd og et lovgivende råd, samt et herskerråd.
Føderationen var baseret på, at autoriteten stammede fra herskerne i delstaterne, og guvernørembedet blev erstattet og en højkommissær kom i stedet. Den britisk udnævnte højkommissær havde vide fuldmagter som leder for den udøvende magt, støttet af et føderalt udøvende råd. Højkommissæren svarede imidlertid til regeringen i London, som både kunne instruere højkommissæren og nedlægge veto mod beslutninger.Rudner, Martin: «The Structure of Government in the Colonial Federation of Malaya» , South East Asian Studies, bd. 13, nr.4, mars 1976, s. 506. Under Malayakrisen ledede høykommissæren også militæroperationerne mod oprørerne. En stilling som vicehøjkommissær blev indført for at varetage den civile regeringsledelse.Rudner, s. 502.
Føderalregeringen fik ansvaret for 144 specificerede sagsområder og det meste af den offentlige politik. Centralmyndigheden fik også ansvar for opretholdelse af offentlig ro og orden. Delstaterne fik råderet over omkring ti sagsområder, for det meste land- og landbrugssager, samt skolevæsenet. De føderale myndigheder fik også de vigtigste statsindtægter, og delstaterne blev afhængige af overførsler fra centralt hold. Delstaternes budgetter blev endvidere afhængige af føderal godkendelse.Rudner, s. 499. Hver af delstaterne fik en britisk rådgiver, som var medlem af delstatsregeringen og havde stor indflydelse på afgørelserne.
Det føderale udøvende råd bestod indtil 1951 af britiske tjenestemænd suppleret af udnævnte repræsentanter fra forskellige samfunds- og næringslivsinteresser. I 1948 havde rådet syv udnævnte lokale medlemmer, deraf tre malaysier, to kinesere en inder og en brite. I 1951 blev dette ændret således, at medlemmerne fik deres porteføljer tildelt af det lovgivende råd, mens de fortsat var ansvarlige over for højkommissæren. Magten var koncentreret i en uformel indre regering bestående af de fire mest fremstående britiske kolonitjenestemænd.Rudner, s. 503.
Det lovgivende råd bestod af medlemmer udnævnt for at repræsentere og balancere forskellige samfundsgrupper og økonomiske interesser. Den føderale forvaltning var repræsenteret, og der var sæder for delstaterne, som var repræsenterede ved sine førsteministre eller residerende kommissærer. Malaysierne skulle have 22 repræsentanter, kineserne 14, inderne 5, ceyloneserne 1 og eurasierne 1 repræsentant.Government and Politics [1940–2006], bd. 11 i The Encyclopedia of Malaysia, s. 35. Handel, minedrift, plantagedrift, landbrug, frie næringer og kultursektoren var repræsenterede i Det lovgivende råd.Rudner, s. 504. Det lovgivende råd havde rådgivende funktion i forhold til lovforslag fremlagt af højkommissæren.Rudner, s. 505.
Det fandtes også et herskerråd bestående af de traditionelle herskere i delstaterne. Herskerrådet havde formelt magt til at vurdere alle forslag til ny lovgivning inden, at disse blev behandlede af det føderale lovgivende råd. Formelt måtte herskerrådet også sanktionere love. I praksis spillede rådet imidlertid en begrænset rolle.
Da føderationen blev etableret i 1948, var forvaltningen i Malaya domineret af britiske kolonitjenestemænd. Malaysier havde 15 % af de ledende stillinger i Malayan Civil Service.Rudner, s. 509. Dette medførte krav om flere malaysier i offentlig tjeneste. I 1952 blev UMNO og regeringen enige om at åbne for flere lokale i forvaltningen, også ikke-malaysier, da med et forholdstal på 1:4 mellem ikke-malaysier og malaysier. Det gik alligevel langsomt med at forøge andelen lokale i forvaltningen.Rudner, s. 510.
Malayakrisen
Ved 2. verdenskrigs afslutning kunne Kommunistpartiet have benyttet sig af magttomrummet, som fulgte på grund af, at det tog 25 dage fra den japanske kapitulation til briterne sendte militære styrker for at tage kontrol over Malayahalvøen. Imidlertid bestemte kommunistpartiet sig for at deltage i den politiske proces på fredelig vis. Briterne gav forsikringer om, at deres aktivitet ville blive tilladt. Våben og udstyr blev gemt i jungelen, og modstandshæren fra okkupationsårene, MPAJA, blev opløst i december 1945.Andaya og Andaya, s. 269.
I Singapore blev kommunistpartiet taget med i guvernørens rådgivende udvalg. I Malaya engagerede det sig i Malayan Democratic Union og samarbejdet med Malayan Nationalist Party.Andaya og Andaya, s. 270. Kommunistpartiet skaffede sig kontrol med fagforeningerne og organiserede strejker og demonstrationer.Hooker, s. 193. Fagforeningerne formåede at lamme vitale sektorer så som jernbanen og fik indrømmelser fra myndighederne.
For Storbritannien og USA havde Malaya strategisk vigtig beliggenhed, særlig for skibstrafikken, og landene anså det vigtigt at hindre, at kommunisme spredte sig i regionen. Den store kinesiske befolkning blev anset som en mulighed for kommunistisk infiltration fra Kina.
Kommunistpartiet thumb|Forsiden af avisen The Straits Times 1. maj 1952 kundgjorde belønning for tips, som kunne føre til, at kommunistlederen Chin Peng blev taget til fange.
Fagforeningerne rekrutterede særlig blandt kinesiske arbejdere og virkede for rekruttering af medlemmer til kommunistpartiet. Partiet rekrutterede også godt i de kinesiske skoler, hvor det var mange ældre elever, som indhentede skolegang forsømt på grund af krigen. Kommunistpartiet vendte sig også til indiske plantagearbejdere og bragte deres fagforeninger ind under sin kontrol. Forsøgene på at rekruttere malaysier var derimod mislykkede, både fordi få var fagligt organiserede og på grund af modvilje mod at gå med i kinesisk ledede organisationer.