Invasionen af Italien, var de allieredes landgang på det italienske hovedland i september 1943, med general Harold Alexanders 15th Army Group (inklusiv Mark Clarks amerikanske 5th Army og Bernard Law Montgomerys britiske 8th Army) under 2. verdenskrig. Operationen efterfulgte den succesfulde invasion af Sicilien under Felttoget i Italien. Hovedinvasionsstyrken gik i land omkring Salerno på den vestlige kyst under Operation Avalanche, mens to hjælpeoperationer fandt sted i Calabrien (Operation Baytown) og Taranto (Operation Slapstick).
Bagrund Allierede strategi Efter Aksemagternes nederlag i Felttoget i Nordafrika, var der uenighed mellem de allierede om hvad det næste skridt skulle være. Winston Churchill ville bogstaveligt talt invade Italien, som han kaldte "Europas underliv" (ofte misforstået som "bløde underliv"). I Italien var den store opbakning til krigen dalende. Churchill mente, at en invasion ville få Italien ud af krigen, og dermed fjerne den italienske flåde Regia Marina i Middelhavet, hvilket ville åbne for den allierede skibstrafik. Det ville gøre det nemmere at forsyne de allierede styrker i Mellemøsten og Fjernøsten og forøge britisk og amerikansk støtte til Sovjetunionen. Ud over dette ville tyske styrker være tvunget til at kæmpe i Italien og dermed væk fra den planlagte Operation Overlord - invasionen af Normandiet og den russiske front.
General George Marshall og det meste af den amerikansk stab ville imidlertid ikke deltage i operationer, der risikerede at forsinke invasionen i Normandiet. Da det blev klart, at Operation Overlord ikke lod sig gennemføre i 1943, blev man enige om at bruge styrkerne i Nordafrika til at invadere Sicilien, uden nogen sideløbende operationer. Både Roosevelt og Churchill indså nødvendigheden af, at de Allierede hære skulle fortsætte med at angribe Aksemagterne i tiden efter det vellykkede felttog på Sicilien og frem til starten på felttoget i Nordvesteuropa.Molony, s. 186. Diskussionen fortsatte under Washington-konferencen i maj, men det var først i slutningen af juli, efter at det stod klart, hvad der ville ske på Sicilien og Mussolinis fald, at Joint Chiefs of Staff gav Eisenhower instruks om at fortsætte til det italienske fastland snarest muligt.Molony, s. 185-197.
Joint Allied Forces Headquarters (AFHQ), som havde ansvar for alle allierede landstyrker i Middelhavsområdet, planlagde og ledede invasionen af Sicilien og det italienske hovedland.
Invasionen af Sicilien i juli 1943, med kodenavn Operation Husky, var er stor succes, selvom mange af Aksemagternes styrker undgik tilfangetagelse og flygtede til hovedlandet. Aksemagterne så det som en stor succes. Mere vigtigt var dog et kup for at afsætte Benito Mussolini som statsoverhoved for den italienske regering, der begyndte at nærme sig fred med de allierede. Man mente, at en hurtig invasion af Italien måske ville fremskynde en italiensk overgivelse og få hurtige militære sejre over de tyske styrker, der kunne blive fanget i kampe i et fjendtlig land. Men, italiensk (og mere tysk) modstand viste sig at være relativt stærkt, og kampene i Italien fortsatte selv efter Berlins fald. Ud over dette, satte invasionen de allierede i en position, hvor man skulle sørge for at få mad og forsyninger frem til erobret territorium.
Planen thumb|right|300px|Kort over invasionen af Italien. thumb|right|300px|Salerno D-Day plan. Inden invasionen på Sicilien gik de allierede planer ud på, at man blot skulle krydse Messinastrædet og foretage en begrænset invasion i nærheden af Taranto. Herefter skulle styrkerne trænge op gennem Italiens tå, hvor man måtte regne med at møde både tyske og italienske styrker. Mussolinis og fascisternes fald gjorde, at man kunne gennemføre en mere ambitiøs plan. De Allierede besluttede at supplere 8. britiske armés overgang over Messinastrædet med en erobring af havnen i Neapel. Man havde valget mellem to invasionsområder: Et ved Volturnoflodens bækken og et andet ved Salerno. Begge var inden for de allierede jagerflys begrænsede rækkevidde fra baser på Sicilien. Man valgte Salerno, da den var tættere på luftbaserne og havde bedre dybdeforhold i forbindelse med landgang fra søsiden. Her kunne landgangsskibe kaste anker tættere på strandene, og der skulle etableres kortere udkørselsveje fra strandene, hvor der i øvrigt var udmærkede veje bag strandene.
Operation Baytown var det første trin i planen, hvor den britiske 8. armé under general Bernard Montgomery krydsede Messinastrædet ved Messina og gik i land nær spidsen af Calabrien – Italiens tå. Dette skete den 3. september 1943. Den korte afstand fra Sicilien betød, at landgangsbåde kunne sejle hele vejen uden at skulle søsættes fra et større fartøj. Den 5. britiske division gik i land på nordsiden af tåen, mens 1. canadiske infanteridivision gik i land ved Kap Spartivento på sydsiden. Den britiske general Bernard Montgomery var stærkt imod Operation Baytown, fordi han forudså, at det ville en spildt indsats, da det byggede på en antagelse om, at tyskerne ville slås i Calabrien. Hvis det ikke var tilfældet, ville afledningen ikke virke, og den eneste virkning af operationen ville være at landsætte 8. armé 550 kilometer syd for hovedlandgangsstedet ved Salerno. Han fik ret. Efter at være gået i land kunne 8. armé rykke 500 kilometer nordpå til Salerno-området uden at møde anden modstand end forhindringer opstillet af ingeniørsoldater.
Planer om brug af luftbårne styrker optrådte i forskellige udgaver, som alle blev opgivet. Den oprindelige plan om at landsætte tropper i svævefly i bjergpassene ved Sorrento-halvøen oven for Salerno blev opgivet den 12. august. Seks dage senere iværksatte man Operation Giant, som gik ud på, at to regimenter fra 82. amerikanske luftbårne division skulle erobre og holde broerne over Volturno-floden. Det blev i første omgang udvidet til at omfatte hele divisionen, herunder en amfibielandsætning af svævefly-regimentet. Derpå blev det vurderet til ikke at kunne holdes forsynet logistisk og reduceret til en nedkastning af to bataljoner ved Capua for at blokere hovedvejen der. Den italienske kapitulation den 3. september betød, at man opgav Operation Giant I. I stedet gennemførte man Operation Giant II, hvor 504. faldskærmsregiment blev nedkastet ved flyvepladserne Stazione di Furbara og Cerveteri 40 kilometer nordvest for Rom. Her skulle faldskærmssoldaterne bistå italienske styrker i at redde Rom fra tyskerne, hvilket var en betingelse i den italienske våbenhvile. Da afstanden fra de allierede brohoveder udelukkede nogen større allieret støtte til de luftbårne tropper, blev 82. luftbårne divisions næstkommanderende sendt til Rom for at vurdere de italienske troppers villighed til at samarbejde med amerikanerne. Taylors vurdering var, at operationen ville være en fælde. Han anbefalede, at den blev aflyst, hvilket skete sent på eftermiddagen den 8. september, mens transportflyene var ved at forberede afgang.
Hovedlandsætningen (Operation Avalanche) blev planlagt til at finde sted en uge senere den 9. september, hvor hovedstyrken skulle gå i land omkring Salerno på den vestlige kyst. Den ville bestå af den amerikanske 5th Army under generalløjtnant Mark Wayne Clark, der var omfattet af den amerikanske VI Corps under generalmajor Ernest J. Dawley, den britiske X Corps under generalløjtnant Richard McCreery, med den amerikanske 82nd Airborne Division som reserve. I alt bestod den af otte divisioner og to brigadeer. Dens primære mål var at erobre havnen i Napoli for at sikre forsyninger. Desuden skulle soldaterne rykke til den østlige kyst for at fange Aksemagternes styrker længere mod syd. Den britiske 1st Airborne Division ville gå i land nær Taranto, på Italiens 'hæl', i Operation Slapstick, som en afledning for Salerno. Der opgave var at erobre havnen og flere omkringliggende flyvepladser og slutte sig til 8th Army, før de rykkede mod nord for at slutte sig til 5th Army nær Foggia.
Planen var vovet, men også problematisk, fordi 5. armé ville blive landsat over en 55 kilometer bred bred front med kun tre divisioner i angrebet. Desuden var de to korps langt fra hinanden, og der var en flod imellem dem. Desuden var terrænet fordelagtigt for en forsvarende styrke. En amerikansk rangerstyrke under oberst William O. Darby bestående af tre US Ranger-bataljoner og to British Commando-enheder fik til opgave at holde bjergpassene, som førte op til Napoli, men der var ingen plan for, hvordan styrken skulle få forbindelse til 10. korps' opfølgende enheder. Endelig, selv om det var usandsynligt, at man kunne opnå taktisk overraskelse, beordrede Clark ikke noget forberedende bombardement fra flåden – selv om erfaringerne fra Stillehavet viste, at det var nødvendigt.John Grigg, 1943: The Victory that Never Was
Seks tyske divisioner var placeret, så de kunne dække mulige landsætningssteder på vestkysten af Italien fra Rom til tåen, nemlig panserdivisionen Hermann Göring , 26. og 16. panserdivision, 15. og 29. pansergrenader division og 2. faldskærmsdivision. Heinrich von Vietinghoff, der havde kommandoen over 10. armé, placerede specifikt 16. panserdivision i bakkerne over Salernosletten.
Operation Avalanche blev planlagt under navnet Top Hat og hjulpet af vildledningsplanen Operation Boardman, en falsk trussel om en allieret invasion af Balkan.
Slaget Operationer i det sydlige Italien thumb|300px|Den amerikanske general Mark Wayne Clark om bord USS Ancon under landgangen ved Salerno i Italien den 12. september 1943. thumb|300px|Kort over Salerno-brohoved den 11. september, 1943. Den 3. september 1943 begyndte den britisk Eighth Armys XIII Corps, som bestod af britiske og canadiske enheder og ledet af generalløjnant Miles Dempsey, Operation Baytown under ledelse af general Bernard Montgomery. Modstanden mod landgangene var svag, og de italienske enheder overgav sig næsten med det samme. Albert Kesselring og hans stab mente ikke, at landgangene i Calabrien var de Allieredes hovedangrebsmål, da Salerno-regionen eller muligvis nord for Rom ville være mere logisk. Han beordrede derfor general Traugott Herrs LXXVI Panzerkorps til at trække sig tilbage fra kampene mod Eighth Army, hvilket betød at 29. Panzer Grenadier Divisions 15. Panzergrenadier Regiment var de eneste i Italiens 'tå'. Den 3. september var hovedparten af denne enhed i de forberedte stillinger ved Bagnara, som lå omkring 40 kilometer fra landgangsområderne, hvorfra enhederne havde ordrer til at holde indtil den 6. september. Herefter skulle de trække sig tilbage for at slutte sig til resten af 29. panzergrenadierdivision, som var koncentreret ved Castrovillari omkring 130 kilometer bagude. Krüger-slaggruppen (to bataljoner fra 71. panzergrenadierregiment, 129. rekognosceringsbataljon og afdelinger af artilleri og ingeniører) under 26. panserdivision, ville så stå ved Nicotera, 24 kilometer op langs kysten fra Bagnara.Molony, p. 239.
Den 4. september nåede den britiske 5. infanteridivision Bagnara Calabra og koblede sig sammen med 1st Special Reconnaissance Squadron (som ankom med skib). Herefter kørte de den 3. bataljon, 15. panzergrenadierregiment ud fra deres position. Den 7. september var der kontakt med Krüger-kampgruppen. Den 8. september gik 231st Independent Brigade Group, under brigadegeneral Robert "Roy" Urquhart i land ved Pizzo Calabro omkring 24 kilometer bag Nicotera-forsvarsværkerne. De blev angrebet fra nord af en mobil styrke fra den 26. panserdivision og fra syd af Krüger-kampgruppen, som trak sig ud af Nicotera-stillingen. Efter en indledende angreb, som ikke gjorde fremskridt, trak Krüger-kampgruppen sig væk, mens den nordlige angreb fortsatte hele dagen, før hele den tyske styrke trak sig væk i skumringen.Molony, p. 241.