Adolf Steen (29. august 1856 i København – 26. november 1911) var en dansk forstmand.

Steen var søn af professor Adolph Steen. Han blev student 1874 og forstkandidat 1880; efter et par års privat virksomhed, bl.a. på Hald, trådte han i statens tjeneste, først som forstassistent, dernæst som skovfoged og 1892-1900 som skovrider, det sidste på Bornholm. 1885 modtog han Videnskabernes Selskabs Pris for en afhandling om bøgens vækst i Danmark, der senere er offentliggjort i Tidsskrift for Skovbrug IX og XII. 1900 blev Steen, der 12. november 1888 havde ægtet Clara Julie Kierkegaard (21. august 1859 på Lindholm, Uggeløse Sogn – ?), datter af proprietær Julius Vilhelm Kirkegaard, på grund af svagelighed afskediget fra statstjenesten.

Kilder Adolf Oppermann, "Adolf Steen", i: C.F. Bricka (red.), Dansk biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905. C.S. de Roepstorff, Meddelelser om danske Forstkandidater.

Kategori:Statsskovridere fra Danmark Kategori:Personer i Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer fra København Kategori:Danskere i 1800-tallet