Inger Dorthe lensgrevinde Wedell(-Wedellsborg), født komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (26. juni 1885 – 12. juli 1975) var en dansk godsejer, arvetagerske, overhofmesterinde og filantrop. Hun var arving til grevskabet Frijsenborg, Danmarks største godskompleks, som hun ejede fra 1923 og bestyrede fra 1929 til 1958, og efter hendes død overgik det til slægten Wedell-Wedellsborg.
Inger blev som ældste datter af Mogens lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs og Fritze Danneskiold-Samsøe født ind i den absolutte top af det danske aristokrati. Hun voksede op i et udpræget selskabeligt miljø, der vekslede mellem vinterresidensen i Barchmanns Palæ i København og storslåede jagter på familiens gods i Østjylland, som i næsten enhver henseende blev betragtet som et af Danmarks mest fornemme og toneangivende. Hendes position som ældste datter gjorde hende i en årrække til centrum for en nationalt omtalt successionsstrid. Da faderen manglede mandlige arvinger, søgte hun at blive anerkendt som hans successor og førte fra 1909 til 1914 sagen helt til Højesteret. Retten fastslog imidlertid, at en fjernere agnatisk slægtsgren havde forrang efter grevskabets erektionsbrev. Takket være Lensafløsningen i 1920 overgik godset imidlertid til fri ejendom, hvilket muliggjorde, at hun ved et testamentarisk skifte alligevel kunne overtage Frijsenborg. Efter faderens død i 1923 og et langvarigt skifte kunne hun derfor i 1929 endeligt overtage Frijsenborg. Allerede i 1907 var hun blevet gift med Julius Wedell til grevskabet Wedellsborg, og ægteskabet forenede dermed landets to største godskomplekser.
I sin tid som godsejer udviste Inger Wedell stor handlekraft under mellemkrigstidens svære konjunkturer. På trods af de store statslige afståelseskrav ved lensafløsningen, herunder en afgift på 5,5 millioner kroner og en udstykning af tusindvis af tønder land til husmandsbrug, arvede hun et gods, der fortsat strakte sig over fire amter. Hun gennemførte en omfattende rationalisering, genoprettede skovene efter voldsomme stormskader og ansatte landets første og eneste kvindelige godsforvalter. For at bevare Frijsenborg og Wedellsborg samlet indgik hun og ægtefællen i midten af 1950'erne en storstilet arve- og jordfordelingsordning med Statens Jordlovsudvalg, hvilket kostede afgivelse af yderligere 20 pct. af jordtilliggenderne. I 1958 overdrog hun Frijsenborg til parrets enearving, grev Tido Wedell, der i 1960 også overtog driften af Wedellsborg og derved blev Danmarks suverænt største godsejer.
Ved siden af godsadministrationen var lensgrevinden en central figur i det højere selskabsliv. Fra 1935 til 1952 beklædte hun embedet som overhofmesterinde for dronning Alexandrine, hvilket var den højeste stilling i den danske hofstat, som kunne betros en kvinde uden for kongefamilien. Hun forblev en nær støtte for kongeparret under Danmarks besættelse og fortsatte sit virke ved enkedronningens hof efter kongens død. Hun ledte hofdamerne og ifølge Dronning Ingrids privatsekretær Sybille Bruun havde hun ry for, at hun var så fornem, at der ikke blev givet hende ordrer. I kraft af sine positioner var hun hyppigt værtinde for prominente udenlandske gæster på Wedellsborg, herunder den britiske prins af Wales (den senere kong Edvard 8.), den svenske kong Gustav 5. og den japanske kronprins (den senere kejser) Akihito. Derudover engagerede hun sig stærkt i humanitært arbejde, og hun stillede bl.a. Frijsenborg til rådighed under Vinterkrigen som opholdssted for evakuerede finske børn.
Tidlige liv Familie og opvækst thumb|350x350px|Lensgreve Mogens Frijs og lensgrevinde Fritze Frijs, Inger Wedells forældre, udgjorde toppen af det danske aristokrati og var kendt for at samle prominente gæster til storslåede jagtselskaber. Billedet viser et sådant selskab på Frijsenborg, hvor blandt andre den britiske tronfølger, Prinsen af Wales (den senere kong Edvard 7.), deltog. Inger Dorthe ses nederst nr. 2 fra højre. Inger Dorthe Wedell-Wedellsborg blev født komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs den 26. juni 1885 på Frijsenborg som datter af politikeren, godsejeren og kammerherren Mogens lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs og hustru Fritze, født komtesse Danneskiold-Samsøe. Kort efter fødslen blev hun hjemmedøbt den 3. juli og efterfølgende fremstillet i Hammel Kirke den 27. september samme år.
Hun voksede op i et udpræget selskabeligt miljø, der centrerede sig omkring familiens palæ ved hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade i København samt på godset Frijsenborg ved Hammel. Som ung deltog hun sammen med sine søstre aktivt i det københavnske aristokratis selskabsliv. Da hendes fader imidlertid ikke efterlod sig nogen sønner, var den fremtidige arvefølge til grevskabet Frijsenborg uklar.
Opdragelse under Fritze Frijs link=https://en.wikipedia.org/wiki/File:Mogens_&_Fritze_Frijs.jpg|thumb|Ingers forældre, lensgreveparret Mogens og Fritze Frijs. Inger voksede op som den ældste af forældrenes fem overlevende døtre, en søskendeflok, der foruden hende selv talte Helle, Daisy, Sophie og Berete. Fraværet af en mandlig arving til grevskabet prægede tidligt familien og var genstand for bevågenhed helt op i de kongelige kredse. For Inger selv medførte situationen en udpræget bekymring for slægtens fremtid, og hun noterede blandt andet sin frygt for, at "navnet Frijs vil uddø".
Ingers barndom var karakteriseret ved en kombination af enorm materiel luksus og streng disciplin. Hendes mor, lensgrevinde Fritze Frijs, var en dominerende og viljestærk skikkelse, der styrede døtrenes liv med hård hånd. Senere vurderinger har beskrevet, at Inger og hendes søstre voksede op i en overflod uden sidestykke i kongeriget, men samtidig blev holdt stramt nede af moderens stærkt kontrollerende væsen. De havde en engelsk nurse kaldet "Mary".
Hendes opdragelse, skolegang og selskabelige optræden blev nøje overvåget for at sikre, at hun til fulde levede op til tidens aristokratiske idealer. Ingers uddannelse foregik dels i hjemmet, dels på eliteskoler for piger i blandt andet Paris. Moderen førte skarp kontrol med Ingers moralske adfærd, frarådede tidlige forlovelser og benyttede faste religiøse og huslige rutiner til at indprente hende ansvarsfølelse og pligt. I kontrast til det strenge moderbillede fremstod hendes far, lensgreve Mogens Frijs, ifølge senere vidnesbyrd som en markant mere overbærende og hengiven figur i Ingers opvækst.
Successionsstriden om Frijsenborg thumb|350x350px|Lensgrevinde Fritze Krag-Juel-Vind-Frijs afmalet med sine fire døtre, komtesserne Inger Dorthe, Helle Vibeke, Anne Margrethe og Agnes Louise. Otto Bache, 1899. I 1909 indbragte grevinde Inger Dorte Wedell-Wedellsborg spørgsmålet om den fremtidige arvefølge til Frijsenborg for domstolene. Hun var ældste datter af grevskabets besidder, lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs, som ikke havde sønner, og krævede at blive anerkendt som hans successor. Justitsministeriet afslog anmodningen, hvorefter hun anlagde sag mod ministeriet. Processen skete efter ønske fra lensgreven og i forståelse med de berørte familiegrene. Formålet var at få arvefølgen bindende fastslået, mens han endnu levede, og ikke at afgøre en personlig familiestrid.
Historisk baggrund og arvekrav Frijsenborg var blevet oprettet som grevskab af Christian 5. den 6. april 1672 for Mogens Friis til Faarsløv. Erektionsbrevet bestemte, at grevskabet skulle arves "fra den ældste til den ældste først udi mandlige Linier, medens nogen findes, og siden paa Qvindelinier, naar ingen paa Sværdsiden mere tilovers er". Den oprindelige Friis-slægt uddøde på mandssiden med Christian Friis i 1763, hvorefter grevskabet efter tur tilfaldt hans tre døtre. I 1799 overgik det til datterdatteren Sophie Magdalene von Gram, hvis søn Frederik Carl Krag-Juel-Vind-Frijs tiltrådte Frijsenborg i 1810. Han var samtidig besidder af Juellinge, og fra hans sønner udgik de senere Frijsenborg- og Juellinge-linjer.
Mogens Frijs havde fire døtre: Inger, Helle, Anne Margrethe og Agnes Louise. Inger gjorde gældende, at hun som hans ældste og nærmeste direkte efterkommer var berettiget til grevskabet. Hun henviste navnlig til, at den oprindelige mandsside var uddød i 1763, og at Frijsenborg derefter var overgået til kvindesiden. Efter hendes opfattelse skulle successionen herefter følge den direkte, lineal-kognatiske arvegang. Justitsministeriet anså derimod grev Frederik Krag-Juel-Vind-Frijs (1882–1926), besidder af baroniet Juellinge, for nærmeste arving. Han tilhørte en ubrudt mandlig linje fra Frederik Carl og var gift med Ingers yngre søster Helle Vibeke. Ministeriet fortolkede erektionsbrevet således, at mandlige linjer til enhver tid havde forrang, også når de var opstået inden for en slægtsgren, som tidligere var blevet videreført gennem en kvinde.
Hvis Inger fik medhold, kunne Frijsenborg på længere sigt blive forenet med hendes mands grevskab Wedellsborg. Hvis Juellinge-linjen fik medhold, ville Frijsenborg og baroniet Juellinge blive samlet hos grev Frederik. Uanset udfaldet kunne to betydelige lensbesiddelser således blive forenet hos samme slægtslinje.
Retssagen og dommen i 1913 Den konkrete anledning til sagen var, at Mogens Frijs ved en disposition over grevskabet skulle indhente samtykke fra sin successor. Han fremlagde samtykke fra Inger, men Justitsministeriet nægtede at anerkende hende og forlangte i stedet en erklæring fra grev Frederik. Inger anlagde herefter sag med påstand om at blive anerkendt som successor. Hun blev repræsenteret af højesteretssagfører Otto Liebe, mens overretssagfører Niels Hjort førte sagen for ministeriet og grev Frederik.
Processen varede mere end fire år. Hver side indleverede fire eller fem større indlæg, og det samlede materiale blev anslået til at ville fylde 400–500 trykte sider. Striden koncentrerede sig om betydningen af udtrykkene "mandlige linier", "medens" og "siden" i erektionsbrevet. Fortolkningen blev blandt andet belyst gennem brevets danske og latinske tekst, Griffenfelds sprogbrug i Kongeloven og en udtalelse fra sprogforskeren Verner Dahlerup. Den 10. november 1913 gav Landsover- samt Hof- og Stadsretten Justitsministeriet medhold. Retten fandt, at mandlige efterkommere fortsat havde forrang inden for de kvindelige slægtsgrene, og anerkendte dermed grev Frederik som den fremtidige successor. Frijsenborgs samlede værdi blev i samtidens presse anslået til omkring 16 millioner kroner, svarende til omtrent 1,1 milliard kroner i 2026-priser.
Dommen blev appelleret, fordi alle involverede ønskede en endelig afgørelse af det principielle spørgsmål. Inger og grev Frederik ansøgte samtidig i fællesskab Justitsministeriet om, at den tabende part og dennes børn ved det kommende besidderskifte blev sikret enten en betydelig årlig apanage eller brugsretten til Frijsenborgs sydlige del. Sagen blev optaget på Højesterets sagsliste i juni 1914, men kunne først afgøres efter retsferien, fordi akterne skulle cirkulere mellem rettens assessorer.
Højesterets afgørelse Den 23. december 1914 stadfæstede Højesteret den indankede dom. Retten fandt, at erektionsbrevet foreskrev en agnatisk-kognatisk succession: kvinder var ikke udelukket fra arvefølgen, men mandlige linjer havde vedvarende forrang. Inger gjorde gældende, at "mandlige linier" alene betegnede linjerne efter stifterens sønner. Da disse var uddøde i 1763, var grevskabet efter hendes opfattelse én gang for alle overgået til kvindesiden, hvor den almindelige direkte arvefølge måtte gælde. Hun henviste desuden til almindelige arveregler, litteraturen om kognatiske len, reglerne for stamhuse og en kongelig resolution fra 1802 om forholdet mellem Frijsenborg og Juellinge.