Henrik Heyman Hertz (født 25. eller 27. august 1797/1798 i København, død 25. februar 1870 sammesteds) var en dansk digter og dramatiker.
Hertz var en nær ven af Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg (Se digtet Posthuset i Hirschholm). Til den store skuespillerinde skabte han roller, som passede til hendes evner og personlighed. Hertz' berømteste værker er komedien Sparekassen og den romantiske tragedie Svend Dyrings Huus.
Barndom og ungdom Sygdom Hans forældre var Philip Hertz, først købmand, senere bagermester i København, og Beline født Salomonsen; faren døde, da sønnen kun var 1 1/2 år gammel, og moren overtog med stor dygtighed og tilsvarende fremgang driften af bageriet. ”Efter de Oplysninger, jeg har kunnet indhente”, hedder det i et egenhændigt, biografisk udkast af Hertz, blev han født 25. august 1798 i København. Allerede i sit fjerde år faldt han i en farlig og langvarig sygdom, der truede med at gøre en hurtig ende på hans liv og til sidst opløste sig i to forhærdelser (fortykkelser, knuder), en på hver side af halsen. En operation ansås for nødvendig, men tillige for livsfarlig. Omsider besluttede en af de behandlende læger – om det var Frederik Christian Winsløw eller Diederich Erich Stebuss, erindrer Hertz ikke med sikkerhed – sig til at bruge kniven; men i den visse forventning, at patienten få øjeblikke efter ville opgive ånden, tog han straks efter operationen hat og stok og gik sin vej uden engang at anordne den videre behandlingsmåde. Operationen lykkedes imidlertid, Hertz kom sig, men vedblev i sine tidligere år som følge af sygdommen at være et skrøbeligt væsen, på hvis nerver en mængde ting, børn ellers ikke agte på, gjorde et smerteligt indtryk; han kunne således ikke tåle at se sin mor vinde garn og græd, når hun sang, eller når lirekassen spillede uden for gadedøren om aftenen.Hansen, s. 409
Københavns bombardement Det gode og lykkelige barndomshjems velstand gik til grunde i bombardementet 1807. Moderens bagergård, der vendte ud mod Klosterstræde, Gråbrødrestræde og Ulfeldts Plads, nedbrændte, og kun lidet af indboet reddedes; samme skæbne ramte en bagergård i Skindergade, som den ældste af sønnerne havde købt året i forvejen. Han var nær ved at gå fra vid og sans af fortvivlelse over sit tab, og døde året efter.Hansen, s. 410
Moderen bar sin hjemsøgelse med større fatning trods de fortrykte kår, hun måtte leve under i resten af sit liv. Den næstældste af sønnerne, Salomon Sylvester Hertz (født 1792), senere bekendt som udgiver af Vejle Amtsavis og udrustet med nogen digterisk begavelse, fuldendte sine artiumsstudier 1809. Han forberedte sin yngste broder til optagelse i Metropolitanskolen og vejledede ham samtidig med hensyn til valget af den underholdningslekture, som Hertz’ stadig voksende læselyst eller snarere læsegrådighed fordrede for at mættes, så at han, foruden en utallighed af romaner, gjorde bekendtskab med størstedelen af de bedste danske og tyske digterværker. 13 år gammel kom Hertz i latinskolen og mindedes senere med taknemlighed den undervisning, han nød der af duelige og humane lærere, mest dog den omhu, hvormed det danske sprog, ved hjælp af rektors øvelser, blev dyrket allerede fra de nederste klasser. Da Hertz’ mor døde i 1814, var det tvivlsomt, om den forældreløse dreng ville have kunnet fortsætte skolegangen, hvis ikke daværende grosserer, senere redaktør af Berlingske Tidende, M.L. Nathanson, der viste sig så hjælpsom mod mange talenter, havde taget sig af ham.
Eksamen I hans velhavende og højtdannede hus blev Hertz en daglig gæst og traf der mange af tidens fremragende mænd. 1817 blev han student og tog året derpå den filosofiske eksamen. Uden Lyst og uden følelsen af et indre kald dertil valgte Hertz jurisprudensen (juraen) til studium, men det gik kun småt og trangt med arbejdet; historisk og æstetisk læsning samt poetiske sysler gjorde store lakuner (huller) i det, og en omveksling i hans velgørers formuesomstændigheder tvang ham til at anvende megen tid på informationer. Da Hertz 1825 omsider tog den juridiske embedseksamen, havde han dog året forinden vundet universitetets guldmedalje for et juridisk prisspørgsmål, som Kolderup-Rosenvinges forelæsninger over den gamle lovhistorie havde givet ham interesse for: en udvikling af læren om infamier efter vore egne ældre og nugældende samt de romerske love; Opgaven forekom ham især interessant ved den måde, hvorpå begreberne om ære og vanære historisk havde udviklet sig hos os fra de ældste tider, og det var også navnlig de fra vore gamle love hentede betragtninger, der skaffede Hertz den hædrende medalje. Kort efter eksamen vandt han en ny for besvarelsen af den æstetiske prisopgave, der fordrede en historisk og filosofisk påvisning af, hvorledes nationerne have virket på deres digtere og disse igen på deres nationer – et spørgsmål, hvis vidtløftighed hans temmelig udbredte læsning hjalp ham til at få bugt med.Hansen, s. 410f
Digterkaldet Tidlige forsøg ”Så vidt jeg erindrer”, siger Hertz i det ovenfor nævnte selvbiografiske manuskript, ”anså jeg det fra mit 11. År eller så for en afgjort Sag, at jeg kunde skrive Vers, når jeg blot vilde. Da min Broder derfor en Gang gav mig en Opgave i Dansk, besvarede jeg den i en lille Komedie med indflettede Sange, om hvilke sidste min Broder påstod, at de måtte være skrevne ud af en Bog, hvilket dog ikke var sket mig bevidst.” I skolen blev han inddraget i en poetisk polemik, som var rettet mod en nylig indkommen discipel – den senere dr. phil. Carl Adolph Thortsen -, hvis gode hoved og store flid truede med at vanskeliggøre kampen for duksepladsen; Hertz skrev flere ”i skarp Skolelud dyppede Stridsbreve”, der aftvang Thortsen en sådan respekt for modstanderens digtergaver, at han nogen tid efter foreslog ham at træde ind som fjerde mand i et poetisk societet, som han havde oprettet sammen med to disciple fra klassen ovenover. I ugentlige møder læste og kritiserede man hinandens poesier, deklamerede udenad lærte digte og oplæste dramatiske scener. Hertz’ lyrik fra denne tidlige tid var stærkest påvirket af B.S. Ingemann; senere indtog Adam Oehlenschläger og Grundtvig forrangen i hans yndest, også Schack von Staffeldt så han op til med beundring, og et ubeskriveligt indtryk modtog han fra William Shakespeare, da han første gang læste ham i Peter Thun Foersoms oversættelse. Han betragtede det imidlertid som en lykke for sig, at den komiske poesi just på denne tid begyndte at blande sin stemme ind i samklangen, og Heibergs Julespøg og Nytårsløjer blev ham en i flere henseender befriende læsning. Som alle de unge var han en begejstret tilhænger af Oehlenschläger og blev personlig bekendt med adskillige af hans partis ordførere; men i andre kredse traf han sammen med Jens Baggesen og hørte ham oplæse flere af sine stridsskrifter.Hansen, s. 411
Lystspilsdigter thumb|200px|Henrik Hertz i 1834. Efter maleri af Ditlev Blunck. I den unge æstetiserende klub drejede diskussionen sig ofte om muligheden af at få et dansk lystspil med levedygtighed bragt til veje. Hertz, hvis digteriske produktion hidtil udelukkende havde været lyrisk og haft en afgjort tungsindig karakter, var vel nu og da falden på den tanke at skrive et skuespil, men det var da altid tragedien, der foresvævede ham som det eneste rette og mulige. Under påvirkning af lystspildebatterne gjorde han sig lidt efter lidt fortrolig med tanken om en komisk skuespildigtning og lagde planen til en komedie, der skulle skildre de grasserende privatteatres udskejelser.Hansen, s. 411f Det var hans agt at udføre den med de holbergske masker og i Holbergs sprog; denne mislige idé opgav han dog snart, men da stykket – Hr. Burchard og hans Familie, lystspil i fem akter – længere hen (i den første halvdel af 1826) blev skrevet, beholdt det dog i dialog og i skildringen af et par af hovedpersonerne stærke spor af den oprindelige hensigt. Imidlertid havde Heibergs vaudeville brudt isen, der forstenende lå om den danske skueplads, og for en frisk brise kunne en national lystspildigtning styre i havn. Hertz indleverede – anonymt, ligesom de nærmest følgende arbejder -- sit stykke til teatret, det blev antaget og opførtes første gang 14. marts 1827, i alt seks gange. Hans næste lystspil, Flyttedagen (1828), ligeledes i fem akter og ligeledes en lokalkomisk satire, viser en voksende teknisk færdighed og en stræben bort fra den direkte holbergske påvirkning, om det end er mere gammeldags i form og sprog end den tid, det vil skildre. Det tredje femakts-lystspil, Emma, med dets analyse af en interessant personlighed og en ejendommelig situation anså Hertz derimod så vel i de forhold, det støtter sig på, som i karakter og dialog for en Datter af vor egen Tid og stillede det i henseende til disse egenskaber som jævnbyrdigt med sine bedste arbejder.Hansen, s. 412
Men endnu inden han havde fuldendt dette lystspil – opført først 1834 og kun fire gange -, var Casimir Delavignes L’École des vieillards falden Hertz i hænderne og havde forbavset ham ikke mindre ved sin fortræffelige karaktertegning end ved sin ypperlige dialog, den fine tankegang og de lette, elegante vers, hvorigennem den slyngede sig. Et par af Molières versificerede komedier forstærkede yderligere den impuls, han havde modtaget til at skrive et dansk lystspil på rimede vers; Stoffet voldte det ham ikke besvær at finde, det ordnede sig så at sige af sig selv, men vanskeligheden lå i at finde en passende versform. Alexandrineren forekom ham at hindre en naturlig og tvangfri udvikling af dialogen og krævede desuden stor kunst i fremsigelsen; han valgte da den femfodede jambe, dog således, "at Rimene ikke efter en fast Lov fulgte efter hverandre, men dannede metriske Perioder, hvis Længde og Korthed og karakteristiske Egenskaber kunde afpasses efter Indholdet". Hertz tilskriver valget af dette versemål for en meget væsentlig del den lykke, som Amors Genistreger gjorde straks ved sin første opførelse 31. marts 1830, og som vedvarende har fulgt dette vor litteraturs klassiske værk gennem dets langt over 100 fremstillinger på scenen; men han tilstår også, at udarbejdelsen har voldt ham de største bryderier, i det han gør Wielands ord til sine: ”Ich habe oft drittehalb Tage über eine einzige Strophe zugebracht, wo im Grunde die ganze Sache auf einem einzigen Worte, das ich brauchte und nicht finden konnte, beruhte”. To følgende lystspil i et lignende Metrum ere det langtfra efter fortjeneste påskønnede En Dag på Øen Als, der 1832 kun nåede fem opførelser, og den med des større bifald optagne graciøse spøg Den eneste Fejl (1835).Hansen, s. 412f
Henrik Hertz' skuespil findes bevaret i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.
Oehlenschläger og Baggesen-fejden thumb|Gjenganger-Breve af Henrik Hertz fra 1831. Her tog Hertz Jens Baggesen (og dermed også Johan Ludvig Heiberg) i forsvar overfor Oehlenschlägers tilhængere.