Knut Hamsun født som Knud Pedersen (4. august 1859 – 19. februar 1952) var en af Norges fire nobelprisvindere i litteratur, og en af de vigtige forfattere for moderne og ekspressionistisk literatur. Hans gennembrud kom med romanen Sult i 1890, og Hamsun skrev i alt mere end 40 romaner samt skuespil og digtsamlinger. Forfatterskabet kan inddeles i tre faser, en "ny-romantisk" og stærkt subjektiv (1890-98), en periode med afprøving af forskellige genrer (1898-1912) og den afsluttende, socialkritiske fase med satiriske samfundsromaner. Knut Hamsun – Norsk biografisk leksikon
Gården Garmotræet i landsbyen Lom blev længe regnet som hans fødested, men i dag regnes gården Skultbakken i Vågå som mere sandsynligt. Hans forældre oplyste i folketællingerne i 1865 og 1875, at sønnen var født i Vågå. Han blev døbt 28. august 1859 i Garmo stavkirke i Lom. Hamsun selv var usikker og opgav skiftevis Vågå og Lom som sit fødested. https://www.tanum.no/_hamsun-ingar-sletten-kolloen-9788205343405 (s. 453)
For nobelprispengene købte han godset Nørholm i Grimstad. Han var gift to gange, først med den fraskilte Bergljot Goepfert, og efter skilsmissen med skuespillerinden Marie Andersen.Hamsun, Knut | Gyldendal
Opvækst Som voksen iscenesatte Hamsun sig selv ved at fortælle Edvard Brandes, at han "var født paa Havet og opdraget i en norsk Fjeldbygd". Han gjorde sig også et år yngre, end han var, hvilket først blev opdaget til hans 50-årsdag i 1909. Da hans far Peder Pedersen først døde i 1907 og hans mor Tora Olsdatter i 1919, er det forbavsende, at ingen litteraturforsker interviewede dem om sønnen og efterprøvede myterne om Hamsuns baggrund.Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 24-25), forlaget Aschehoug, Oslo 2004, Familien Pedersen levede i små kår, og sommeren 1862 flyttede de til Hamarøy i Salten, hvor faren forpagtede den lille gård Hamsund og foruden at drive den fortsatte sit arbejde som skrædder. Gården, som i dag er fredet, tilhørte Hamsuns morbror, den velstående handelsmand Hans Olsen. Vinteren 1868 begyndte Hamsun i skole, en omgangsskole holdt hos en nabo. I alt fik han 252 dages skolegang, fordelt over 6 år. Fra 12-årsalderen boede han fast hos sin morbror på præstegården og udførte til gengæld forefaldende arbejde, også på kontoret, da drengen havde en smuk håndskrift. Hans Olsen var ungkarl og barnløs, flittig og gudfrygtig og behandlede nevøen strengt. Som voksen beskrev Hamsun ham som sin barndoms "onde ånd", der havde sultet og tyranniseret ham. Hamsuns oprør mod autoriteter kan tilskrives den tid; også hans følelse af at være svigtet af sine forældre. Som 14-årig vendte Hamsun alene tilbage til Lom, hvor han blev konfirmeret og arbejdede som kommis. Alene strejfede han omkring i naturen, og hans senere skildringer af nordnorsk natur og miljø viser hans stærke tilhørsforhold og kærlighed til livet nordpå.
Hamsun sagde, at han af sin æt kun kendte sine forældre, mormor og morfar. "Længre tilbage er det nat." Men både hans søn Tore og Thorkild Hansen, i sin bog Processen mod Hamsun, hævder en angivelig påvirkning fra Hamsuns to morbrødre: Den strenge, rige Hans, der ejede gården på Hamarøy, og forbilledet Ole med sine eventyrlige fortællinger. I virkeligheden kom morbror Ole i fængsel; han fik i løbet af 10 år fire børn uden for ægteskab og formøblede gården, så den måtte tvangssælges i 1861 – hvilket var den egentlige årsag til opbruddet fra Lom og rejsen til Hamarøy, hvor morbror Hans tilbød dem et hjem på sin gård Hamsund. Snarere end et forbillede kan Ole have været årsag til, at Hamsun var så tilbageholdende i forhold til alkohol og kvinder, til han var langt oppe i 30'erne. Den angiveligt strenge morbror Hans hjalp Ole økonomisk til hans død som skandaliseret i 1869; og da Hamsuns forældre fik syv børn, det kneb med at forsørge, tog Hans og stedets jordmor Thora Andersen både Hamsun og hans lillesøster Sophie til sig for at aflaste familien. Hamsun nævner ikke en eneste gang, at han havde sin lillesøster hos sig hos morbroren, eller det sociale løft, opholdet betød. Han fik skolegang, hvor storebroren Peder blev hentet ud af skolen for at hjælpe forældrene; og Sophie (død i 1890) fik læreruddannelse, også betalt af morbror Hans. I 1875 bad Hamsun om en attest, og morbroren skrev, at "Knut Pederson har for mig i noget over 2 Aar fungeret som Postaabner…og at han i den Tid var villig, paapasselig og oprigtig er det mig herved en sand Fornøielse at kunne meddele…samt at han efter min og mange Forstandiges Formening har meget gode Evner." Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 27-29) thumb|Gården Hamsund på Hamarøy i Salten. thumb|Hamsun-centeret på Hamarøy.
Sophie blev født i 1864 med en hofteskade, der fik hende til at græde uophørligt. Deres mor Tora havde netop mistet sin egen mor, som havde været hendes vigtigste støtte. Belastningen med et kronisk sygt barn blev for meget for Tora med sine anlæg for tungsind. Det blev derfor besluttet, at Sophie ville få det bedre hos morens bror Hans. Når Hamsun som voksen skiftede mellem stor ømhed og iskold afstand til sine koner, gentog han, hvad hans mor havde gjort over for ham. Tora var ofte afvisende eller løb ud på vejen og skreg i hysteriske anfald. Sønnen havde gode evner og havde lært at læse af sine tre ældre brødre, inden han begyndte i skole som otteårig. Hans kønne håndskrift blev også bemærket, og da morbror Hans var ramt af den frygtede "rystende syge" med gradvis forværring, tog han også drengen til sig. Kontrasten mellem den omsorg, der blev vist Sophie, og strengheden over for hendes bror, fik ham til løbe hjem til forældrene flere gange, men de sendte ham hver gang tilbage til morbroren. Tora kom godt nok til præstegården for at besøge sin søn, men ville ikke have ham med hjem. Det lastede Hamsun aldrig sin mor for, men var desto mere bitter på morbror Hans. Følelsen af at være hjemløs pinte ham hele livet. Hamsun brugte stor energi på at komme væk fra Hamarøy, og der gik 21 år, inden han vendte tilbage. Da havde han flere gange ændret sit navn, og Knud Pedersen var blevet til Knut Hamsun, uden "d", hvilket var hans egen opfindelse. Anne Hege Simonsen: Kjærlighet og mørke (s. 130-31), forlaget Res Publica, Oslo 2018,
Holger Drachmann skrev træffende om Hamsuns baggrund: Dit hjerte, Knut, hvor har du gemtdet dybt i skoven inde! Dit fugle-garn, hvor har du skræmtmed det i natlig narre-skæmt dig selv og mangen kvinde!Thi kvinden ruger i dig selv, der raser hun som fos og elv,så godt hun har sig gemt. Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 415)
På rejsefod thumb|upright|Knut Hamsun på Tranøy som 14-15-årig i 1874. Fra 1879 til 1895 boede Hamsun på mindst 50 forskellige adresser http://knutmichelsen.no/wp-content/uploads/2009/03/hvordan-sult-ble-til.pdf (s. 5) i sit omflakkede liv som havnearbejder, handelsrejsende, skomagerlærling, lensmandsbetjent og skoleholder. Mens hans naturoplevelser som teenager gav stof til de senere nordlandsromaner, var det hans rastløse ungdom, der gav liv til de mange landstrygere i hans bøger. Først ville han til København, Nordens åndelige centrum, og for at skaffe rejsepenge skrev han et flot tiggerbrev til købmanden Erasmus Zahl, der stod model for skikkelsen Mack i romaner som Pan, Sværmere, Benoni og Rosa. Hamsun omtalte sig selv som "en 20-årig yngling, men ingens yndling" med "glimrende evner", og bad om 1.600 kroner til rejsen, en betydelig sum i 1879. Zahl sendte ham pengene, og Hamsun købte pænt tøj samt monokkel og brød aftalen ved i stedet for København at rejse til Øystese i Hardanger (inspireret af Henrik Wergelands Den engelske Lods). Zahl gik til sidst rettens vej for at få sine penge tilbage, men tabte, fordi Hamsun ikke havde været myndig (21 år), da han modtog pengene. Fant 125 år gamle ukjente Hamsun-brev – NRK Nordland – Lokale nyheter, TV og radio
I Øystese skrev Hamsun fortællingen Frida (der senere er gået tabt), som han personligt ville overrække Frederik Hegel på Gyldendal forlag. Der blev ballade i Øystese, hvor han startede sin karriere som polemiker med et avisindlæg, der kritiserede menighedens salmesang. Da han troppede op på Gyldendal lige før julen 1879, blev Frida straks afvist. Skuffet slog han sig ned i Kristiania, hvor han lejede et hummer i Tomtegaten 11 og gennemlevede en tid med sult og fattigdom, der danner det selvbiografiske grundlag for romanen Sult, hvis hovedperson også bor i Tomtegaten 11. (Huset er revet ned, men skal have ligget, hvor Burger King på Oslo S er i dag.)Hamsun bodde på Burger King – NRK Østlandssendingen – Lokale nyheter, TV og radio Et af hans forbilleder var Bjørnstjerne Bjørnson, og Hamsun opsøgte ham på hans gård Aulestad, angiveligt efter at være gået til fods hele vejen fra Kristiania. Imidlertid havde Bjørnson ingen tro på Hamsuns talent; han blev også taget for at være fuld, efter at han gled på vej op til gården. Han prøvede så at kontakte kong Oscar 2., hvor kongens kammerherre i stedet skaffede ham ind ved vejvæsenet på Toten. I to år var Hamsun vejarbeider på egnen og skrev under pseudonymet "Ego" litterære anmeldelser i Gjøviks Blad. Kredsen omkring tændstikfabrikant Nils Frøisland skaffede ham rejsepenge til Amerika. I januar 1882 tog Hamsun til Hamburg og derfra med oceanlineren Oder til New York.Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 34-37) I Wisconsin havde hans ældste bror Peder slået sig ned, og med et anbefalingsbrev fra Bjørnson begyndte han et nyt liv i det fremmede som landarbejder og handelsbetjent. Iblandt græd han af hjemve, og hans madmor lærte ham ordet homesick. På et lejet værelse tegnede han med blyant "nattens engel" i loftet og virkede deprimeret.https://munin.uit.no/bitstream/handle/10037/1462/thesis.pdf?sequence=1 (s. 44-46) Senere rejste han rundt som foredragsholder med litterære og religiøse emner på programmet. Han vakte opsigt og holdt også prædikener på vegne af unitarpræsten Kristofer Janson, når denne var ude at rejse. Den unge Hamsun var optaget af religiøse spørgsmål, selv om årene hos morbroren havde afskrækket ham, når det gjaldt pietismen. Derimod syntes han om unitarismen og fandt meget af interesse i Jansons bibliotek, fra de store russiske romanforfattere til indisk og kinesisk filosofi samt amerikansk samtidslitteratur. Efter gennem flere måneder at have lidt under hårdnakket bronkitis, vendte han i august 1884 tilbage til Norge. Han frygtede at have fået "løbsk tæring", men kom sig i bjergluften i Valdres, hvor han også fik skrevet en del. Derefter rejste han til Chicago; i maj 1887 drog han til Minneapolis og Janson og hans kreds af litterært interesserede. Hamsun var optaget af realismen og naturalismen og nærede endog anarkistsympatier. Sommeren 1888 sejlede han tilbage til Europa med det danske skib Thingvalla med sørgebånd på jakken til ære for to henrettede anarkister.
Sult thumb|upright|Hamsun som sporvognskonduktør i Chicago i 1884. thumb|Edvard Munchs tegning af Hamsun, 1896. Hamsun gik i land i København 17. juli 1888 og pantsatte sin frakke for seks kroner, hvorpå han lejede et værelse i Sankt Hans Gade 18 på Nørrebro og levede i den yderste fattigdom, mens han forfattede romanen Sult. I dag er en mindetavle opsat på ejendommen. Hamsun beskrev boligforholdene i et brev 2. december 1888: "Jeg kan ikke arbejde, ikke godt, ikke fint. Jeg sidder her paa en Kvist, hvor det blæser gennem Væggene; her er ingen Ovn, næsten intet Lys, blot en eneste liden Rude oppe i Taget. Jeg kan heller ikke godt gaa ud nu, siden det blev koldt, det er for smaat med Klæder." Men straks han havde penge mellem hænderne, kunne han feste i flere døgn, og tyggede rå kaffebønner mod sine tømmermænd.Hamsun på livet løs - Dagbladet