Georg Wilhelm Friedrich Hegel (født 27. august 1770 i Stuttgart, død 14. november 1831 i Berlin) var en tysk filosof.
Hegel har været skoledannende inden for den såkaldte kontinentale filosofi. Hans livsværk bestod i udviklingen af et stort filosofisk system, som han selv betegnede som absolut idealisme.Hegel kan nuancere vores videnskabelige verdensbillede, Kristeligt Dagblad, Hentet den 5. maj 2021 Hegel er blevet kaldt den sidste store systembygger i filosofiens historie (i stil med Thomas Aquinas).De europæiske ideers historie, s. 293 Han skabte med sin filosofi en tankebygning, som han mente dækkede tilværelsen i sin helhed. Det var Hegel, der satte dialektikken i system og foreslog den som strukturen i både den logiske og den historiske udvikling. Hegel kaldes ofte for højdepunktet i den tyske idealisme, der talte så prominente navne som Fichte, Schleiermacher og Schelling. Hans spekulative tænkning, der mere er rettet mod den store helhed end mod de små detaljer, må anbringes i den tyske romantiske tænkning.
Hegels filosofi havde stor indflydelse i samtiden og i eftertiden. Hans skrifter inspirerede talrige retninger inden for filosofien, blandt andre hegelianismen og marxismen.
Biografi thumb|left|Hegels fødested i Stuttgart. Hegel studerede teologi og filosofi i Tübingen mellem 1788 og 1793. Rygterne om den franske revolution nåede Tübingen i 1789. Han læste forbudte franske aviser, sang Marseillaisen og sluttede sig til hemmelige selskaber, hvor man råbte Vive la Liberte! Han boede sammen med Friedrich Hölderlin (1770-1843) fra 1788, og i 1790 flyttede den dengang 15-årige, senere filosof, Friedrich von Schelling (1775-1854) ind. Sammen kom de tre til at præge digtning og tænkning i de næste århundreder. De drak vin, diskuterede og læste højt for hinanden, og sammen skrev de et manifest for den tyske idealisme. De var overbevist om, at de levede i en periode, hvor menneskeheden ville gøre store fremskridt. Deres selskab kaldte de "den usynlige kirke", i modsætning til samfundets "synlige kirke".Rune Lykkeberg om Hegel, Klassekampen 31. juli 2020
Efter sin eksamen arbejdede Hegel som privatlærer for familier i Bern og Frankfurt. Frem til ca. 1800 var han beskæftiget med at udvikle sine tanker om religiøse og sociale emner. Det ser ud til, at han så sig selv i rollen som en slags reformator med forbillede i den tyske oplysningstids store personligheder som Lessing og Schiller. Men omkring 1800 vendte hans interesse sig i stedet mod Immanuel Kant (1724-1804).
I 1801 fik han arbejde på universitetet i Jena, hvor han mødte Schelling igen. I løbet af 1790'erne var Jena blevet et centrum for kantianisme, og Schelling var allerede en af lederne for den romantiske bevægelse, da Hegel kom dertil. Hegel var påvirket af filosoffen Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), som var en af de toneangivende Kant-forskere. Sidst på året 1801 udgav Hegel sit første filosofiske værk, Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie, og til 1803 arbejdede han tæt sammen med Schelling om udgivelsen af et tidsskrift for kritisk filosofi.
Sidst i 1806 afsluttede Hegel sit første hovedværk, Phänomenologie des Geistes (udgivet i 1807), som afveg en del fra hans tidligere mere schellingsk påvirkede skrifter. Schelling var for usystematisk anlagt, mente Hegel. Arne Næss: Filosofiens historie 2, s. 13 Schelling opfattede en kritik i forordet til ”Fænomenologien” som rettet mod sit arbejde, og hans venskab med Hegel sluttede brat. Da Napoleons hær besatte Jena, blev universitetet lukket, netop som Hegel gjorde manuskriptet færdigt. Da han blev forstyrret af franske soldater i sit logi, frygtede han så meget for sit manuskript, at han flyttede ud.
Han var ludfattig, og hans liv som ungkarl antog en uventet retning, da han gjorde sin værtinde og husholderske gravid. Den 5. februar 1807 fødte Christiane Charlotte Burkhardt (født Fischer) en lille dreng, Georg Ludwig Friedrich Fischer. Barnet blev optaget i huset hos en forlægger i Jena, da Hegel ikke kunne forsørge sig selv, og langt mindre sit barn eller Christiane, som han ikke ønskede at dele sit liv med.Illustrated Hegel Biography V. 1.07.07 - hegel.net
I sin arbejdsløshed blev han avisredaktør i Bamberg, men fra 1808 til 1816 var han rektor og filosofilærer på et gymnasium i Nürnberg. Samtidig blev han gift og fik børn, mens han skrev på sit næste hovedværk, Wissenschaft der Logik.
I 1816 fik han arbejde som professor ved universitetet i Heidelberg, men allerede i 1818 blev han professor i filosofi ved universitetet i Berlin. Det var datidens mest eftertragtede stilling for en filosof. Hegel blev efterhånden meget berømt og var universitets rektor i en periode. Han arbejdede ved Berlins universitet indtil sin død i 1831.
Filosofi Metafysik Metafysik kan defineres som læren om det grundlæggende eller læren om det egentligt virkelige. Hegels begreb om virkelighed hænger tæt sammen med hans begreb om tilværelsen som helhed. Kun tilværelsen som et organisk, sammenhængende hele kan være ubetinget virkelig, siger han. Som han udtrykker det: ”Det sande er det hele.” G.W.F. Hegel: Phänomenologie des Geistes, 24
Hegels filosofi er netop et forsøg på at forklare, hvad tilværelsen er i sin helhed. Han ønsker tilmed at forklare, hvilken plads alle enkeltfænomener har i denne helhed. Han vil bygge et altomfattende filosofisk system, i hvilket ethvert tænkeligt fænomen bliver forklaret som en del af helheden.
Denne helhed er kendetegnet ved fornuft. Det virkelige – helheden – er fornuftigt.Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 190 Tilværelsen i sin helhed er gennemtrængt af en fornuftig orden og struktur.
Hegels filosofi er en idealistisk filosofi; dvs. en filosofi der siger, at virkeligheden egentlig er noget åndeligt, ikke noget materielt. Det er fornuften – Hegel bruger også udtrykket ”ånden” – der er det første og det primære. Fornuften gennemtrænger alt og former alt. Fornuften er den inderste virkelighed, ikke naturen. Men naturen er en manifestation af fornuften.Arne Næss: Filosofiens historie 2, s. 15 og 18
thumb|upright=1.3|En forenklet illustration af den dialektiske bevægelse hos Hegel. En tese giver anledning til en antitese (en modsætning). Tesen og antitesen resulterer i en højere enhed: en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Syntesen bliver til en ny tese, der giver anledning til en antitese, som giver anledning til en ny syntese, osv. Tilværelsens fornuftige struktur former sig dialektisk. Alle områder er præget af dialektik. Det vil sige: Alting udvikler sig gennem modsætninger eller modsigelser. Denne udvikling kan beskrives ved hjælp af skemaet tese – antitese – syntese. Der begyndes med en tese (som kan være et begreb, et synspunkt eller et fænomen). Tesen fører til sin modsætning – antitesen. Ud af antitesen vokser syntesen, der ophæver både tesen og antitesen, og som samtidig indeholder noget af dem begge. Syntesen bliver derefter – på et højere niveau - til en ny tese, som afføder en antitese, som afføder en syntese, osv.Arne Næss: Filosofiens historie 2, s. 18 Se figuren.
Det er ikke Hegel, der har opfundet dette dialektiske skema. Han bruger ikke engang udtrykkene ”tese”, ”antitese” og ”syntese” i sine skrifter (undtagen i en forelæsning, hvor han bruger skemaet om Kants filosofi, ikke sin egen).Walter Kaufmann: Hegel: A Reinterpretation, 1966, s.154.. Det tredelte skema stammer fra den otte år ældre Johann Gottlieb Fichte.Daniel Breazeale: Fichte's ‘Aenesidemus’ Review and the Transformation of German Idealism. The Review of Metaphysics, 34, s. 545–68 Alligevel har skemaet vist sig at være velegnet til at forklare hans filosofi.Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 193
Hegel bruger et eksempel fra naturen til at illustrere dialektikken: Plantens kim indeholder en drift til at udvikle sig. Kimet kan ikke udholde kun at være sig selv som kim. Driften er en modsigelse af kimet som kim: Det vil være noget andet end kim. Modsigelsen er allerede indeholdt i kimet, men den er indhyllet, endnu ikke udviklet.
Modsigelsen resulterer nu i et tredje element: en ny plante. Den nye plante afføder et nyt kim, som har en drift til at udvikle sig. Modsigelsen mellem dette nye kim og dens iboende drift resulterer i en ny plante, osv.G.W.F. Hegel: Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, 41 Kimet er altså tesen, driften er antitesen, og planten er syntesen, der bliver til en ny tese: et nyt kim.
Den dialektiske bevægelse findes blandt andet i den filosofiske begrebsanalyse, siger Hegel. For ham er det mest grundlæggende begreb væren. Alle værende ting – bordet i stuen, koen på marken, månen på himlen, ideologierne i det politiske landskab, forestillingerne i religionerne – alle har det tilfælles, at de er. Det mest almene ord må være ordet væren, for i det ord mødes alle de ting, der er.De europæiske ideers historie, s. 294
Men hvordan skal man egentlig definere ”væren”? Man må se bort fra alt det, der er specielt for de enkelte ting. Når man skal definere bordets væren, må man se bort fra bordets farve, dets form, dets kemiske sammensætning, osv. Men hvad bliver der så tilbage? Der bliver tilsyneladende intet tilbage.Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 192 Hvis man ser bort fra, hvad et eller andet er, og blot henholder sig til, at det er, så bliver det tilsyneladende tomt, uden indhold, intet. Det er ikke defineret ved noget, det har ingen bestemmelser. Det mest positive (bekræftende) ord ”væren” slår ligesom over i det mest negative (benægtende) ord af alle: ”intet”. Tesen fører til sin modsigelse: antitesen.
Men analysen af begreberne ”væren” og ”intet” fører i kraft af fornuften eller tankens logik frem til et begreb, der indeholder dem begge. Det er begrebet tilblivelse. Når noget bliver til, så både er det og er det endnu ikke. Det vil sige: Begrebet tilblivelse indeholder både væren og intet. Tesen og antitesen bliver ophævet i syntesen: tilblivelsen. At de bliver ”ophævet” har en dobbelt betydning; dels at de bliver annulleret som selvstændige enheder, dels at de bliver sammenfattet og bevaret i syntesen, som befinder sig på et højere niveau.
Ad ofte snørklede veje og uden at bruge det treleddede skema konsekvent fortsætter Hegel sin dialektiske analyse af begreberne, indtil han til sidst når frem til begrebet det absolutte. Det er begrebet om det ubegrænsede og altomfattende.
Hegel begynder altså med det mest primitive begreb – væren – og ender med det mest avancerede begreb – det absolutte. Det mest primitive begreb har ingen bestemmelser. Det mest avancerede begreb har derimod alle bestemmelser. Det er altomfattende.Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 194
Den dialektiske begrebsudvikling kan forklares således: Ethvert begreb (undtagen begrebet det absolutte) er begrænset. At forstå et begreb er blandt andet at forstå, at der er begrænset, og at forstå, hvordan det er begrænset. Det er det, der ligger i ordet ”definition”, som betyder ”afgrænsning”. Et ords betydning bliver i en definition afgrænset i forhold til det, som det ikke betyder. Forståelsen af et begreb indebærer med andre ord forståelsen af, hvad begrebet ikke betyder. Hvad et begreb ikke betyder, ligger allerede i selve begrebet. Heri ligger en tilskyndelse til den dialektiske bevægelse – som til sidst fører frem til det begreb, som ikke er begrænset: det absolutte.
Historiefilosofi Hegel var en af de første, der havde en historiefilosofi. Hans historiefilosofi er - som hans øvrige filosofi - karakteriseret ved dialektik. Han ser historiske begivenheder forløbe efter et dialektisk skema.
Han nævner situationen omkring den franske revolution som et eksempel. Før den franske revolution havde Frankrig den enevældige styreform. Det var tesen: enevælden. Så kom selve revolutionen, oprøret mod enevælden. Det var antitesen: revolutionen.