C.E.F. Weyse (Christoph Ernst Friedrich; født 5. marts 1774 i Altona i Holsten, død 8. oktober 1842 i København) var guldalderens mest kendte danske komponist og organist. Weyse er først og fremmest kendt for sine melodier til danske fædrelandssange og salmer til tekster af N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann samt julemelodier, men har også skrevet syv symfonier m.m.
Som 15-årig blev Weyse af en onkel i Hamburg sendt til København for at blive uddannet, og her boede han resten af sit liv. 1789-93 var han elev hos komponisten J.A.P. Schultz. I 1794 blev han organist ved Garnisons Kirke. I 1805 organist ved Vor Frue Kirke (fra 1924 Københavns Domkirke). I 1819 blev han hofkomponist, i 1816 titulær professor, i 1830 medlem (ledamot) af den svenske Kungliga Musikaliska Akademien, i 1842 dr.phil. h. c. ved Københavns Universitet.
Weyse lærte Mozarts enke Constanze at kende i de år, hun boede i København (1810-1820) og havde jævnlig kontakt til hendes mand, den danske diplomat og etatsråd Georg Nicolaus Nissen. Constanze Mozart sammenlignede – meget smigrende for Weyse – Weyses musik med sin første mands. Han påbegyndte 1800 syngespillet Sovedrikken, men en ulykkelig forelskelse i sin musikelev Julie Tutein gjorde ham uarbejdsdygtig i flere år. Under indtryk af en opførelse af Mozarts opera Don Juan på Det Kongelige Teater i 1809 genvandt han sin arbejdslyst og færdiggjorde Sovedrikken, der blev opført 1809.
Fra 1825 til sin død 1842 boede han i Kronprinsessegade (i dag nr. 32); H.C. Andersen opsøgte ham der. På husmuren er opsat en mindeplade; han boede i en lejlighed på 2. sal. Weyse blev anset for en af sin tids mest fremragende pianister og særlig hans evner som improvisator var højt værdsat. Han blev fx ofte inviteret til selskab i det københavnske borgerskab i den forventning, at han med sit klaverspil efter maden ville "betale for middagen".
Weyse rejste højst til Roskilde for at besøge familie. Da han som ung sejlede med damper fra Kiel til København, blev han så søsyg, at han var kureret for al rejselyst. Han beskrev gerne i sine meget vittige og interessante breve, hvor mange smukke, fremmede ting han havde i sin lejlighed og kunne afslutte med: ergo behøver ey at reyse – Deres ydmyge C.E.F.Weyse.
Han er begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde (gravmonument)
Liv og gerning thumb|Christoph Ernst Friedrich Weyse, malet af Christian Albrecht Jensen. Opvækst Faderen, Werner Ernst Weyse, urtekræmmer og tidligere borgerkaptain, døde allerede 1780, og moderen, Margaretha Elisabeth født Heuser, der var en snes år yngre end sin mand, giftede sig året efter med A. Weber, der fortsatte handelen, men 1794 måtte erklære sig fallit.Hagen, s. 478 Moderen var meget religiøs og opdrog sine børn i samme retning, men var dog munter og livlig, elskede musik og spillede temmelig godt på klaver.Det i Musikalsk Museum XXIV, nr. 1, s. 2 trykte stykke er ikke af Weyse, men af ældre oprindelse og i virkeligheden "Weyses Moders Bravourstykke". (Note i Salmonsen) Også for musikkens teori synes hun at have haft interesse; i det mindste findes hun blandt subskribenterne på G.M. Telemanns generalbaslære (1773).Hagen, s. 479
Undervisning af morfaderen Weyses morfader, Bernhard Christopher Heuser (død 1799), af hvem der kendes nogle lejlighedskantater, var i sin tid kantor i Glückstadt og blev omkring 1763 forflyttet til hovedkirken i Altona, hvor han tillige var lærer ved det derværende gymnasium Christianeum og underviste i religion, geografi, latin og sang, thi hans disciple var tillige kordrenge, og han måtte med dem på festdage opføre kirkemusik.
Den lille Weyse havde en smuk og omfangsrig diskantstemme og blev derfor tit benyttet til solistpartier, og den gamle bedstefader, der var en fyrig musikentusiast og var henrykt over at have opdaget drengens store musikalske begavelse, gav ham fra 1782 af undervisning på violin og klaver, så godt han formåede; efter Weyses sigende var bedstefaderen ikke videre dygtig på klaveret. Men Weyse øvede sig meget flittig på dette instrument og opnåede snart en så betydelig færdighed, at han alle vegne blev vist frem som et musikalsk vidunderbarn.
Særlig forbavsedes man over hans evne til at kunne spille alt fra bladet, selv i det hurtigste tempo. Da hændte det en dag, at en alvorlig musikelsker, daværende syndikus, senere borgmester i Altona, Caspar Siegfried Gaehler (1791-1825), der selv havde lært at spille af den berømte Philipp Emanuel Bach, forelagde Weyse et præludium af Johann Sebastian Bach. Her kom vor unge vens færdighed til kort, men dette havde den gode følge, at hans øjne åbnedes for, at der eksisterede anden og højere musik end datidens modekompositioner, og han lånte af Gaehler alt, hvad denne besad af J.S. Bach og P.E. Bach.
Uden at kende videre til musikkens teori komponerede Weyse i sit 13. år nogle småsange og et par klavertrioer, som han selv syntes klang godt; også hans senere så eminent udviklede gave til at kunne improvisere på klaver begyndte at vise sig. I øvrigt levede han i sin fritid et fantastisk drømmeliv, skrev komedier for sit marionetteater og læste romaner i smug. Men nu stundede den tid til, da han skulle konfirmeres og derefter vælge sig en levevej. Musikus ville han være, og han fik medhold af bedstefaderen og til dels også af moderen.
Moderens død – i købmandslære uden succes Kort efter konfirmationen døde moderen (juli 1789), og den snusfornuftige stedfader satte da igennem, at Weyse blev anbragt i købmandslære. Efter otte dages forløb fik han dog sin afsked, thi købmanden så hurtig, at den unge mand ikke egnede sig til at være handelsmand. Stedfaderen skændte, og Weyse græd sine modige tårer.Hagen, s. 480
I denne nød og kvide traf Weyse en dag hos Gaehlers den bekendte musikskribent og professor i Kiel Carl Friedrich CramerCarl Friedrich Cramer 1752-1807, var søn af J.A. Cramer – Side om Cramer fra Det Kongelige Bibliotek der hørte ham spille og improvisere og øjeblikkelig var på det rene med, at det ville være synd, om et sådant geni ikke skulle ordentlig vejledes; den rette mand dertil ville Cramers gode ven, kapelmester Schulz i København være. Da Cramer tilmed lovede at befordre Weyse fra Kiel til København og anbefale ham til andre gode venner i hovedstaden som daværende kancellist Peter GrønlandGrønland, Peter, 1761-1825, musikamatør, blev født 15. oktober 1761 i Wilster. ... Som medarbejder ved C.F. Cramers Magazin der Musik, Kunzens og Reichardts Studien für Tonkünstler u. Musikfreunde, Kjøbenhavnske lærde Efterretninger og Allgemeine Musikalische Zeitung skrev han en del musikalske recensioner og afhandlinger [...] Ved sin kritiske sans og alsidige dannelse [har han] udøvet en betydelig indflydelse på de personer, han har været i nærmere berøring med, hvorom Weyses udtalelser i hans selvbiografi giver et smukt vidnesbyrd(DBL: VI, 268), gav stedfaderen sit samtykke til rejsen.
Til København for at blive musikus Tarvelig forsynet med klæder og rejsepenge, men med desto rigeligere formaninger fra stedfaderen om at være sparsommelig, kørte Weyse med posten til Kiel, hvor han traf Cramer, men måtte vente nogle dage på grund af modvind. Endelig gik skibet, og efter fem dages sejlads, hvor Weyse døjede meget af søsygen, hvilken han senere altid erindrede med gru, kom han til København 30. oktober.
Tre års ophold hos J.A.P. Schultz Modtagelsen hos Grønland var meget venlig; derimod var Schulz til at begynde med noget reserveret, hvad der ellers ikke lignede denne hjertensgode mand. Men da han nærmere havde forhørt sig om Weyses forhold og ved en eksamination opdaget, hvor mangelfulde Weyses teoretiske kundskaber var, begyndte han straks at undervise ham i den elementære harmonilære, gav ham koraler at sætte bas til osv.
Også for Weyses materielle fornødenheder sørgede Schulz. Da han ikke kunne finde et passende logi til Weyse, optog han ham i sit hus som en søn og holdt ham frit med alt i over tre år, indtil Weyse kunne ernære sig selv. Dette må så meget mere påskønnes, som Schulz’ formuesomstændigheder på den tid ikke var bedre, end at han i juni 1792 måtte optage et lån på 2000 daler (Dlr.) i Zahlkassen.
I sommeren 1790 boede Schulz på Frederiksdal, og her komponerede Weyse en stor fantasi og en sonate, som læreren var tilfreds med, og som Weyse ved Schulz’ indflydelse kom til at foredrage ved en hofkoncert; til sin usigelige glæde tjente Weyse her sit første honorar. I øvrigt var Schulz streng og kasserede ofte et helt stykke, fordi enkelte partier deri ikke behagede ham. Her var Grønland en stor trøst for Weyse, i det han med sin fine kritiske sans forstod at fremdrage lyspunkterne i arbejdet og opmuntre Weyse. Dette var netop, hvad Schulz i sit hjerte ønskede, thi han følte ved sig selv, at hans da begyndende sygelighed tit gjorde ham pirrelig og ikke fuldt retfærdig. Ikke desto mindre var forholdet mellem lærer og elev hjerteligt og varmt, hvorom mange vidnesbyrd findes.
Andre lærere: Tiemroth og Zinck Schulz skaffede Weyse en udmærket violinlærer i koncertmester Johan Henrik Christian Tiemroth. Af syngemester H.O.C. Zinck lærte han at spille på orgel, Weyses senere hovedinstrument. Både Grønland og Schulz ledede også Weyses smag for læsning i den rigtige retning og lagde derved grundvolden til dennes senere så alsidige dannelse. Weyse, som i Harmonien og andre private musikalske klubber ofte spillede Mozarts klaverkoncerter og improviserede, blev derved bekendt som en ypperlig klaverspiller, og da han 1791 fik gode informationer i grev Bernstorffs hus og 1792 ved Schulz’ hjælp blev vikar hos organist Johann Philip Klieme (ca. 1721-94, også Klime eller Kliim) ved Reformert Kirke, kunne han i 1793 flytte fra Schulz og sørge for sig selv. 1794 døde den gamle organist, og Weyse blev hans efterfølger indtil 1805, da han blev forflyttet til Frue Kirke.Hagen, s. 481
1793: seks "Allegri di bravura" som de først udgivne Fra 1793 stammer Weyses første udgivne arbejde, seks "Allegri di bravura", hvortil den preussiske kapelmester Johann Friedrich Reichardt (1752-1814), der da besøgte København og var fortryllet af Weyses spil, skaffede en forlægger i Berlin 1796; senere blev de optrykt i schweizeren Nägelis (måske Hans Georg Nägeli 1773-1836) store samling: Répertoire des clavicinistes, 7. suite (1803) og meget rost i Allgemeine Musikalische Zeitung,Allgemeine Musikalische Zeitung (kort AMZ) hører ved siden af Neuen Zeitschrift für Musik til 1800-tallets betydeligste musiktidsskrifter. Det blev grundlagt 1798 af Friedrich Rochlitz og musikforlæggeren Gottfried Christoph Härtel. hvor den for recensenten "ganske ubekjendte Komponist" sammenstilles med selve Händel. Blandt dem findes den ved sine ustandselige modulationer karakterfulde og humoristiske allegro i d-mol, som A. Winding omkring 100 år senere har udgivet med fingersætnings- og foredragsbetegnelser.
Fra overvejende klaverkomponist til instrumentation Hidtil havde Weyse nærmest været klaverkomponist; han lagde sig nu efter instrumentationen, studerede den praktisk som ivrig deltager i det af Zinck stiftede Musikøvende Selskab og komponerede i årene 1795-99 ikke mindre end syv symfonier hvoraf to først udkom i begyndelsen af 1900-tallet. Den ene (nr. 6 i c-mol) er trykt omkring 1800 i København på Constantin Bruns bekostning, den anden (i es-dur, med variationer) er udkommet i Wien. Af de andre brugte han senere to satser – i omarbejdet skikkelse – som ouverturer til Balders Død og til Macbeth-musikken.