Slaget om Singapore blev udkæmpet i Sydøstasien under 2. verdenskrig, da Kejserriget Japan invaderede de Allieredes fæstning i Singapore. Singapore var den største britiske militærbase i Fjernøsten og fik tilnavnet "Østens Gibraltar". Kampene i Singapore varede fra den 8. til den 15. februar 1942.
Det resulterede i Singapores fald til japanerne og den største overgivelse af britisk-ledede tropper i historien. Omkring 80.000 britiske, australske og indiske soldater blev krigsfanger, og sluttede sig til de 50.000 der var taget til fange af japanerne i den malajiske kampagne. Storbritanniens premierminister Winston Churchill kaldte det forsmædelige fald af Singapore til japanerne den "værste katastrofe" og "største kapitulation" i britisk historie.
Baggrund Japan valgte at invadere Malaya, fordi de havde brug for de værdifulde naturressourcer i Malaya, som kunne gøres nyttige i Stillehavskrigen mod de Allierede, pga. handelssanktionerne, der var udstedt af de Allierede (som et svar på japanernes invasion af Kina).Thompson, s. 92–94. Singapore var forbundet til Malaya via Johor-Singapore Causeway. Japanerne så dette som en port, der kunne bruges som et afsæt mod andre allierede interesser i området.
Japanerne ville også fjerne de kræfter i Singapore, der støttede Kina i den 2. kinesisk-japanske krig. De etniske hankinesere i Malaysia og Singapore havde gennem finansielle og økonomiske midler støttet kineserne i deres forsvar mod japanerne. Støtten blev ramt af splittelse, fordi midlerne blev fordelt mellem de stridende parter i den igangværende kinesiske borgerkrig. På trods af Xi'an-episoden, der angiveligt havde forenet både det regerende Kuomintang-parti og Kinas kommunistiske parti mod japanerne, var kampe mellem dem stadig almindelige. Midlerne blev yderligere opdelt, da noget blev brugt til humanitær nødhjælp til den kinesiske civilbefolkning ud over støtten til Kuomintang og det kommunistiske parti. En sådan støtte havde bidraget til forsinkelsen af den japanske fremrykning i Kina. Tan Kah Kee var en fremtrædende filantrop i Singapores kinesiske samfund, og var en stor finansiel bidragyder med mange hjælpeaktioner organiseret i hans navn. Støtte til Kina fra befolkningen i Singapore i dens forskellige former blev en del af Kejserriget Japans casus belli motivation til at angribe Singapore gennem Malaya.
Invasionen af Malaya
Den japanske 25. armé invaderede Malaya fra Fransk Indokina og rykkede ind i det nordlige Malaysia og Thailand ved amfibieangreb den 8. december 1941. Det var næsten samtidig med det japanske angreb på Pearl Harbor, der skulle forhindre USA i at gå ind i krigen. Japanske tropper i Thailand tvang den thailandske regering til at lade japanerne bruge thailandske militærbaser til invasionen af andre lande i Sydøstasien og gik derefter over den thailandsk-malayiske grænse for at angribe Malaya. På dette tidspunkt begyndte japanerne at foretage strategiske bombninger af Singapore, selv om luftværnsild holdt de fleste af de japanske bombefly fra totalt at ødelægge kolonien, så længe der var ammunition nok.
Den japanske hær mødte modstand i det nordlige Malaya af III Corps fra den indiske hær, og flere bataljoner fra den britiske hær. Selv om 25. armé var i undertal mod de allierede styrker i Malaya og Singapore, koncentrerede de japanske ledere deres styrker. Japanerne var overlegne i tæt luftstøtte, kampvogne, koordination, taktik og erfaring. Desuden blev britiske styrker gentagne gange udsat for bagholdsangreb, fordi de troede – trods gentagne flankerende angreb af japanerne – at den malayiske jungle var ufremkommelig. Junglen var efterhånden omdannet til fremkommelige gummiplantager. Den kejserlige japanske hærs luftvåben var mere talrig og bedre trænet end deres modstandere, der kun havde fået tildelt uøvede piloter og ringe allieret udstyr til Malaya, Borneo og Singapore. Japanernes overlegne jagerfly, især Mitsubishi A6M Zero, hjalp japanerne med at få luftherredømmet. De Allierede havde ingen kampvogne, kun nogle få pansrede køretøjer, som satte dem i en alvorlig underlegenhed.
Slagskibet HMS Prince of Wales og HMS Repulse og fire destroyere (Force Z) nåede Malaya, før japanerne begyndte deres luftangreb. Denne styrke blev anset for at være afskrækkende for japanerne. Men japanske fly, sænkede de store skibe og efterlod den malayiske østkyst ubeskyttet, og tillod japanerne at fortsætte deres amfibielandgange. left|thumb|Udsigten over den sprængte bro mellem Singapore og Malaysia, med et synligt hul i midten, der forsinkede den japanske krydsning af vandet i over en uge til den 8. februar. Japanske styrker isolerede, omringede og tvang indiske enheder, der forsvarede kysten, til at overgive sig hurtigt. De rykkede ned ad Malayahalvøen og overvældede forsvarerne på trods af numerisk underlegenhed. De japanske styrker brugte også cykelinfanteri og lette kampvogne, der tillod hurtig fremrykning gennem "junglen".
Selv om flere allierede enheder, heriblandt nogle fra den australske 8th Division, sluttede sig til kampagnen, forhindrede japanerne de allierede styrker i at omgruppere. De japanske styrker indtog byer og rykkede frem mod Singapore. Byen var central for driften af American-British-Dutch-Australian Command (ABDACOM), den første allierede fælleskommando i 2. verdenskrig. Singapore kontrollerede også den vigtige sejlrute mellem det Indiske Ocean og Stillehavet.
Den 31. januar forlod de sidste allierede styrker Malaya, og allierede ingeniørtropper sprængte Johor Causeway-broen, der forbandt Johor og Singapore. Japanske agenter – mange forklædt som singaporeanske civile – krydsede Johorstrædet i oppustelige gummibåde kort tid efter.
Forberedelserne 325px|thumb|Singapore i starten af februar 1942: fordelingen af de allierede landstyrker er med rød. Den vigtigste nord-syd transportkorridor, der dannes af Woodlands Road og jernbanen og forbinder byens centrum (i sydøst) og The Causeway (centralt nord), er den sorte linje, der løber gennem midten af øen. Sarimbun er i det nordvestlige hjørne af øen; Bukit Timah ligger tæt på centrum ved trafikkorridoren; Pasir Panjang ligger mellem byens centrum og det sydvestlige hjørne af øen og "Jurong Line" er de parenteslignende linjer i rødt, lige vest for Woodlands Road. I ugerne forud for invasionen led de allierede styrker under en ødelæggende uenighed blandt de øverste chefer,Thompson, s. 103–130. samt pres fra den australske premierminister, Robert Menzies.Thompson, s. 60–61. Generalløjtnant Arthur Percival, chef for garnisonen, havde 85.000 soldater, svarende, på papiret, til lidt over fire divisioner. Der var omkring 70.000 soldater i felten fordelt på 38 infanteribataljoner – 13 britiske, 6 australske, 17 indiske og 2 malayiske – og 3 maskingeværbataljoner. Den nyankomne britiske 18. infanteridivision under generalmajor Merton Beckwith-Smith var ved fuld styrke, men manglede erfaring og relevant træning, de fleste af de øvrige enheder var underbemandede. Et par var lagt sammen på grund af store tab som følge af kampagnen på fastlandet. De lokale bataljoner havde ingen erfaring og i nogle tilfælde ingen træning.
Percival gav generalmajor Gordon Bennetts to brigader fra den australske australske 8th Division ansvaret for den vestlige del af Singapore, herunder de vigtigste invasionspunkter på den nordvestlige del af øen. Her var mest mangrovesump og jungle, delt af floder og åer. I hjertet af det "vestlige område" var RAF Tengah, Singapores største flyveplads på det tidspunkt. Den australske 22nd Brigade blev tildelt en 16 km bred sektor i vest, og den 27th Brigade havde ansvaret for en 3.650 m zone lige vest for Causeway. Infanteriets stillinger blev forstærket af den nyligt ankomne australske 2/4th Machine-Gun Battalion. Også under Bennetts kommando blev den indiske 44th Infantry Brigade tildelt.
Det indiske 3. korps under generalløjtnant Sir Lewis Heath, herunder den indiske 11. infanteridivision (generalmajor B. W. Key), den britiske 18th Division og 15. infanteridivision, blev tildelt den nordøstlige sektor, der blev kendt som "Northern Area". Det omfattede flådebasen ved Sembawang. "Southern Area", herunder de største byområder i den sydøstlige del, var under kommando af generalmajor Frank Keith Simmons. Hans styrker bestod af omkring 18 bataljoner, herunder den malayiske 1. infanteribrigade, Straits Settlements Volunteer Force-brigaden og den indiske 11. infanteribrigade.
Fra rekognosceringsfly, spejdere, spioner og højdedragene på den anden side af strædet, herunder Sultanen af Johors palads, fik general Tomoyuki Yamashita og hans stab indgående kendskab til de allierede stillinger. Fra den 3. februar blev de Allierede angrebet af japansk artilleri.
thumb|150px|En af Singapores 15-inch kystartilleri klar til skydning.
Japanske luftangreb på Singapore blev intensiveret over de næste fem dage. Luft- og artilleribombardementer forstyrrede alvorligt kommunikationen mellem allierede enheder og deres ledere og påvirkede forberedelserne til forsvaret af øen.
Singapores berømte store-kaliber kystkanoner – som inkluderede et batteri af tre 15-tommer (381 mm) kanoner og en med to 15-tommer (381 mm) kanoner – blev for det meste forsynet med panserbrydende (AP) granater og få højeksplosive (HE) granater. AP-granaterne var designet til at trænge ind i skroget på svært pansrede krigsskibe og var ineffektive mod landtropper. Det siges ofte, at kanonerne ikke kunne skyde på de japanske styrker, fordi de var blevet konstrueret til at vende mod syd, men det var ikke tilfældet, selvom manglen på HE-ammunition var en fejl af samme slags og muligvis på grund af den overbevisning, at en invaderende hær ikke kunne komme fra nord. Selvom de var placeret for at skyde på fjendtlige skibe mod syd, kunne de fleste af kanonerne dreje mod nord, og de åbnede ild på angriberne. Militære analytikere anslog senere, at hvis kanonerne havde været velforsynet med HE-granater, ville de japanske angribere have lidt store tab, men invasionen ville ikke have været forhindret af den grund.
Yamashita havde lidt over 30.000 mand fra tre divisioner: Den Kejserlige garde under generalløjtnant Takuma Nishimura, den 5. division under generalløjtnant Takuro Matsui og den 18. division under generalløjtnant Renya Mutaguchi. Eliteenheder fra de kejserlige gardeenheder inkluderede en let kampvognsbrigade.
Japansk landgang right|thumb|Kort over den japanske landgang på Singaporeøen.
Sprængningen af broen forsinkede det japanske angreb i over en uge. Klokken 20:30 den 8. februar åbnede australske maskingeværskytter ild mod fartøjer, der transporterede den første bølge af 4.000 soldater fra det 5. og 18. division til Singaporeøen. Japanerne angreb Sarimbun Beach, i den sektor, der var kontrolleret af den australske 22nd Brigade under brigadegeneral Harold Taylor.
Voldsomme kampe rasede hele dagen, men i sidste ende betød de voksende japanske styrker – og overlegenhed i artilleri, fly og militære efterretninger – at de fik overtaget. I den nordvestlige del af øen udnyttede de hullerne i de tyndt bemandede, allierede linjer. Ved midnat havde de to australske brigader mistet kontakten med hinanden, og 22nd Brigade blev tvunget til at trække sig tilbage. Omkring kl. 1 gik yderligere japanske styrker i land på den nordvestlige del af øen, og de sidste australske reserver gik ind i kampen. Mod daggry den 9. februar blev dele af 22nd Brigade løbet over ende eller omringet, og 2/18th Australian Infantry Battalion havde mistet mere end halvdelen styrken.
Luftkrigen thumb|Brewster Buffalo-kampfly i Sembawang Airfield. Den britiske luftstøtte blev leveret af kun ti Hawker Hurricane-jagerfly fra Royal Air Force No. 232 Squadron, som havde base på Kallang Airfield. Dette skyldtes, at Tengah, Seletar og Sembawang var inden for rækkevidde af japansk artilleri ved Johore Bahru. Kallang Airfield var den eneste operative flyveplads tilbage. De overlevende eskadriller blev trukket tilbage i januar for at styrke Hollandsk Ostindien.