La Bohème er en opera i fire akter af Giacomo Puccini med italiensk libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa efter Scènes de la vie de bohème af Henri Murger. Uropførelsen fandt sted i Torino den 1. februar 1896 på Teatro Regio med den unge Arturo Toscanini som dirigent. Siden er La Bohème blevet en del af standardrepertoiret og et af de hyppigst opførte værker. Ifølge Opera America er La Bohème den næsthyppigst opførte opera i USA, lige efter en anden Puccini-opera, nemlig Madama Butterfly. I 1946, halvtreds år efter operaens premiere, dirigerede Toscanini en radioopførelse af den med NBC Symphony Orchestra. Den er udgivet på plade og CD. Det er den eneste optagelse af en Puccini-opera, der findes med den dirigent, der også dirigerede ved uropførelsen (se Diskografi nedenfor).
Historiens oprindelse thumb|upright 0.6|Mimis kostume til første akt i La Bohème var ved verdenspremieren designet af Adolf Hohenstein. Librettoen til La Bohème er baseret på Henri Murgers roman, Scènes de la vie de bohème. Den er en samling af vignetter uden en rigtig handling. Lige som skuespillet fra 1849 af Murger og Théodore Barrière fokuserer librettoen på forholdet mellem Rodolfo og Mimì, som slutter med hendes død. Og som i skuespillet slår librettoen to personer fra romanen, Mimi og Francine, sammen til én.
En stor del af librettoen er original. De væsentligste dele af handlingen i anden og tredje akt er Illicas opfindelse med få henvisninger til hændelser og personer, der også optræder hos Murger. Det meste af første og fjerde akt følger romanen og samler episoder fra de forskellige kapitler. Slutscenerne med Rodolfo og Mimì følger både skuespillet og romanen. Historien om, hvordan de mødes, følger nøje kapitel 18 med de to elskende, der bor på kvisten. Det er ikke Rodolfo og Mimì, men snarere Jacques og Francine. Historien om Mimìs død i operaen bygger på to forskellige kapitler i romanen, et om Francines død og et anden om Mimìs.
Den trykte libretto indeholder et notat fra tekstforfatterne, der kort omtaler deres tilpasning af værket. Uden at nævne skuespillet direkte forsvarer de deres sammenfletning af Francine og Mimìs personer: "Chi puo non confondere nel delicato profilo di una sola donna quelli di Mimì e di Francine?" ("Hvem kan ikke sammenblande Francine og Mimì i en enkelt kvindes fine person?") På det tidspunkt var romanen ikke omfattet af ophavsretten, idet Murger var død uden arvinger, men rettighederne til skuespillet blev stadig håndhævet af Barrières arvinger.Julian Budden: "La Bohème", Grove Music Online, red. L. Macy (Besøgt 23. november 2008), Grovemusic.com (kræver abonnement).
Titlens betydning Siden det 16. århundrede er det franske ord bohémien blevet brugt om sigøjnere, baseret på den fejlagtige tro, at de kommer fra Bøhmen.Le Nouveau Petit Robert: Dictionnaire de la langue française, 1993. Eftersom sigøjnere ofte forbindes med et vildt og frit liv adskilt fra det normale samfund, kom navnet i forbindelse med den modkultur, som unge kunstnere og andre oprørere dyrkede i Quartier Latin i det 19. århundredes Paris. Der var altså tale om et dagligdags begreb i Paris, da Henri Murger brugte det i titlen på den samling af historier, der i sidste ende blev grundlaget for operaen. Murgers værk bar brugen af ordet fra Paris og det franske sprog til den øvrige verden; begreber som bohemer og bohemeliv har samme betydning på dansk som på fransk.
I forordet til Scenes de la vie de bohème skrev Murger: " La Bohème, c'est le stage de la vie artistique; c'est la préface de l'Académie, de l'Hôtel-Dieu ou de la Morgue" ("Bohemeri er et stadium i kunstnerlivet, det er forberedelse til Akademiet, til Hôtel-Dieu [dvs. himmerige] eller til lighuset").
Selv om Puccinis opera er på italiensk, fik den en fransk titel, idet Murgers titel blev forkortet til blot La Bohème. Det betyder ikke "Bohème-pigen", der på fransk skulle have være "La Bohèmienne". Titlen henviser heller ikke til det franske ord for "Bøhmen", der er "Bohême". "La Bohème" bruges på fransk om et kollektiv af bohemer, altså svarende til "bohemerne". Ligeledes ses titlen ofte skrevet med stort 'L' og lille 'b', men det er ukorrekt; ifølge franske regler skal titlen skrives La Bohème.Jvf. regler om versaler på fransk (på fransk Wikipedia).
Opførelseshistorie Første succes Verdenspremieren på La Bohème fandt sted i Torino den 1. februar 1896 på Teatro Regio og blev dirigeret af den unge Arturo Toscanini. Operaen blev hurtigt populær i hele Italien og blev sat op af Teatro di San Carlo (14. marts 1896 med Elisa Petri som Musetta og Antonio Magini-Coletti som Marcello), Teatro Comunale di Bologna (4. november 1896 med Amelia Sedelmayer som Musetta og Umberto Beduschi som Rodolfo), Teatro Costanzi (17. november 1896 med Maria Stuarda Savelli som Mimì, Enrico Giannini-Grifoni som Rodolfo og Maurizio Bensaude som Marcello), Teatro alla Scala (15. marts 1897 med Angelica Pandolfini som Mimì, Camilla Pasini som Musetta, Fernando De Lucia som Rodolfo og Edoardo Camera som Marcello), Teatro La Fenice (26. december 1897 med Emilia Merolla som Mimì, Maria Martelli som Musetta, Giovanni Apostolu, Franco Mannucci som Rodolfo og Ferruccio Corradetti som Marcello), Teatro Regio di Parma (29. januar 1898 med Solomiya Krushelnytska som Mimì, Lina Cassandro som Musetta, Pietro Ferrari som Rodolfo og Pietro Giacomello som Marcello) og på Teatro Donizetti di Bergamo (21. august 1898 med Emilia Corsi som Mimì, Annita Barone som Musetta, Giovanni Apostolu som Rodolfo og Giovanni Roussel som Marcello).
Den første opførelse af La Bohème uden for Italien var på Teatro Colón i Buenos Aires i Argentina den 16. juni 1896. Operaen blev opført i Alexandria, Lissabon og Moskva i begyndelsen af 1897. Den engelske premiere fandt sted på Theatre Royal i Manchester den 22. april 1897 i en opsætning af Carl Rosa Opera Company under Puccinis tilsyn.Manchester Guardian, 23. april 1897, side 6. Denne opførelse blev sunget på engelsk og med Alice Esty som Mimì, Bessie McDonald som Musetta, Robert Cunningham som Rodolfo og William Paull som Marcello. Den 2. oktober 1897 gav samme selskab operaen på Royal Opera House i London og den 14. oktober 1897 i Los Angeles, hvilket markerede operaens amerikanske premiere. Operaen nåede til New York den 16. maj 1898, hvor den blev opført på Palmo's Opera House med Giuseppe Agostini som Rodolfo. Den første opførelse som Royal Opera House selv stod bag gik over scenen den 1. juli 1899 med Nellie Melba som Mimì, Zélie de Lussan som Musetta, Fernando De Lucia som Rodolfo og Mario Ancona som Marcello.
La Bohème fik premiere i Tyskland på Krolloper i Berlin den 22. juni 1897. Den franske premiere var på Opéra-Comique den 13. juni 1898 i Théâtre des Nations. Produktionen benyttede en fransk oversættelse af Paul Ferrier med Julia Guiraudon som Mimì, Jeanne Tiphaine som Musetta, Adolphe Maréchal som Rodolfo og Lucien Fugère som Marcello.
20. århundrede La Bohème fortsatte med at vinde international udbredelse i det 20. århundrede. I løbet af 1903 spillede den 100 gange alene på Opéra-Comique. Den belgiske premiere fandt sted på La Monnaie den 25. oktober 1900 i Ferriers franske oversættelse med Marie Thierry som Mimì, Léon David som Rodolfo og Eugène-Charles Badiali som Marcello og kulisser af Devis, Lynen, og Dubosq; Philippe Flon dirigerede. På Metropolitan Opera kom værket første gang på scenen den 26. december 1900 med Nellie Melba som Mimì, Annita Occhiolini-Rizzini som Musetta, Albert Saléza som Rodolfo, Giuseppe Campanari som Marcello og Luigi Mancinelli som dirigent.
Operaen blev første gang opført i Brasilien på Teatro Amazonas i Manaus den 2. juli 1901 med Elvira Miotti som Mimì, Mabel Nelma som Musetta, Michele Sigaldi som Rodolfo og Enrico De Franceschi som Marcello.
Andre premierer fulgte snart efter:
Melbourne: 13. juli 1901, Her Majesty's Theatre; første opførelse i Australien.Eric Irvin: Dictionary of the Australian Theatre 1788-1914. Monaco: 1. februar 1902, Opéra de Monte-Carlo i Monte Carlo med Nellie Melba som Mimì, Enrico Caruso som Rodolfo, Alexis Boyer som Marcello og Léon Jehin som dirigent. Prato: 25. december 1902, Regio Teatro Metastasio med Ulderica Persichini som Mimì, Norma Sella som Musetta, Ariodante Quarti som Rodolfo og Amleto Pollastri som Marcello. Catania: 9. juli 1903, Politeama Pacini med Isabella Costa Orbellini som Mimì, Lina Gismondi som Musetta, Elvino Ventura som Rodolfo og Alfredo Costa som Marcello. Østrig: 25. november 1903, Wiener Staatsoper i Wien med Selma Kurz som Mimì, Marie Gutheil-Schöder som Musetta, Fritz Schrödter som Rodolfo, Gerhard Stehmann som Marcello og Gustav Mahler som dirigent. Sverige: 19. maj 1905, Dramaten i Stockholm på Kungliga Operan med Maria Labia som Mimì.
Danske opførelser Det danske operapublikum har også kunnet høre La Bohème,Afsnittet bygger i hovedtræk på oplysninger fra Gerhard Schepelern (1996): Operabogen, 11. udgave, 2. oplag, Munksgaard, 2. bind, side 591-596.. Den danske premiere var tre år efter den svenske og 12 år efter den italienske urpremiere: Det Kongelige Teater opførte operaen første gang den 22. oktober 1908 i en oversættelse af Salomon Levysohn og med Vilhelm Herold som Rodolfo. Oversættelsen blev meget dygtigt og morsomt revideret af Holger Boland i 1973, men synges nu på italiensk med danske overtekster. Den Kongelige Opera har spillet værket 502 gange indtil 1994; i sæsonen 2010-2011 kunne den igen opleves i København i en opsætning af Mikael Melbye med den russiske verdenssopran Anna Netrebko som gæst ved to af forestillingerne i december.Se Det Kongelige Teaters præsentation af forestillingen . Operaen i Midten er desuden på landsturné med en opsætning, der er en genopsætning af en forestilling fra 2008. Den Fynske Opera og Den Jyske Opera har også opført operaen. Opera Hedeland har den 2017.
Roller thumb|Kostumer til anden akt til "la rappezzatrice" (syersken (Mimì)) ved verdenspremieren. Rolle Stemmetype Originalbesætning, 1. februar 1896(Dirigent: Arturo Toscanini)Rodolfo, en digter Tenor Evan Gorga Mimì, en syerske Sopran Cesira Ferrani Marcello, en kunstmaler Baryton Tieste Wilmant Musetta, en sangerinde SopranCamilla Pasini Schaunard, en musiker Baryton Antonio Pini-Corsi Colline, en filosof Bas Michele Mazzara Benoît, deres husvært Bas Alessandro Polonini Alcindoro, et byrådsmedlem Bas Alessandro Polonini Parpignol, en legetøjssælger Tenor Dante Zucchi En tolderBas Felice Fogli Studerende, arbejdende piger, byfolk, handlende, gadesælgere, soldater, tjenere, børn
SynopsisSynopsen er baseret på The Opera Goer's Complete Guide af Leo Melitz (1921). Tid: Omkring 1830 Sted: Paris
Stykket handler om syersken Mimì og digteren Rodolfos kærlighed. De bliver næsten med det samme forelsket, men Rodolfo vil forlade Mimì på grund af hendes flirten. Da Mimì bliver dødssyg, føler Rodolfo sig skyldig, da deres liv sammen har forværret hendes tilstand. De genforenes for et kort øjeblik, før Mimi udånder.
Første akt Marcello er ved at male, mens Rodolfo stirrer ud af vinduet. For at holde varmen på deres kvistværelse i Paris brænder Rodolfo manuskriptet til sit drama. Filosoffen Colline kommer ind rystende af kulde og brokker sig over ikke at kunne pantsætte nogle bøger. Musikeren Schaunard kommer så med mad, brænde, vin, cigarer og penge og forklarer, at han har fået arbejde for en excentrisk engelsk gentleman. De andre lytter næppe til hans historie, mens de kaster sig over maden. Schaunard afbryder dem og erklærer, at de alle skal fejre hans held ved at spise middag på Cafe Momus her, juleaften.
Mens de drikker, kommer husværten Benoît for at opkræve husleje. De smigrer ham og byder ham på et glas eller to. I sin fuldskab fortæller han om sine kærlighedseventyr, men da han kommer for skade at røbe, at han er gift, smider de ham ud – uden at give ham lejen – i foregiven forargelse. De deler pengene mellem sig før deres lystige aften i latinerkvarteret.