thumb|300px|George B. McClellan og Robert E. Lee var de ledende generaler under Marylandkampagnen
Marylandkampagnen, eller Antietamfelttoget (4. – 20. september 1862) betragtes i almindelighed som et af de større vendepunkter i den amerikanske borgerkrig. Den konfødererede general Robert E. Lees første invasion af Nordstaterne blev slået tilbage af Generalmajor George B. McClellan og hans Army of the Potomac, som afskar Lee og hans Army of Northern Virginia og derpå angreb den ved Sharpsburg, Maryland. Det heraf følgende slaget ved Antietam var det blodigste endagsslag i USA's historie.
__TOC__ Efter hans sejr i Nordlige Virginia kampagnen rykkede Lee den 4. september 1862 nordpå med 55.000 mand gennem Shenandoahdalen. Hans mål var at skaffe sin hær forsyninger fra et område udenfor det krigshærgede Virginia og skade Nordstaternes moral hen mod valget i november. Han foretog den farlige manøvre at dele sin hær, så han kunne fortsætte nordpå ind i Maryland samtidig med at han erobrede det føderale arsenal ved Harpers Ferry. Uheldigvis for Lee fik McClellan fat i en kopi af Lees ordrer til sine underordnede generaler, og han planlagde at isolere og derpå besejre de adskilte dele af Lees hær.
Mens Stonewall Jackson omringede, beskød og erobrede Harpers Ferry (12. – 15. september) forsøgte McClellans hær på 84.000 mand at rykke hurtigt gennem passene ved South Mountain for at komme ind på livet af Lee. Slaget ved South Mountain den 14. september forsinkede McClellans fremrykning af gav Lee tilstrækkelig tid til at samle hovedparten af sin hær ved Sharpsburg, Maryland. Slaget ved Antietam (eller Sharpsburg) den 17. september var den blodigste dag i USA's militære historie med et antal døde og sårede på over 22.000. Mens Lee, som var i undertal 2:1, var hurtig til at flytte rundt på sine styrker og parere alle Unionens fremstød, undlod McClellan at indsætte alle sine reserver for at udnytte de lokale successer, som hans tropper opnåede, og nedkæmpe de konfødererede. Den 18. september gav Lee ordre til tilbagetrækning tilbage over Potomac og den 19. og 20. september afsluttede kampe med Lees bagtrop i Shepherdstown felttoget.
Selv om slaget ved Antietam endte taktisk uafgjort fik Lee ikke opfyldt formålet med felttoget i Maryland. Præsident Abraham Lincoln udnyttede denne sejr som anledning til at bekendtgøre Emancipationserklæringen, som i praksis fjernede enhver risiko for europæisk støtte til Konføderationen.
Baggrund Året 1862 begyndte godt for Unionens styrker i det østlige operationsområde. George B. McClellans Army of the Potomac trængte op gennem Virginiahalvøen under Peninsula-kampagnen og i juni stod hæren få kilometer fra den konfødererede hovedstad Richmond. Da Robert E. Lee overtog kommandoen over Army of Northern Virginia den 1. juni 1862 ændrede situationen sig imidlertid. Lee angreb McClellan aggressivt i Syvdagesslaget, hvilket tog modet fra McClellan og Unionshæren trak sig tilbage ned gennem Virginiahalvøen. Herefter gennemførte Lee Nordlige Virginia kampagnen hvor han udmanøvrerede og besejrede generalmajor John Pope og dennes Army of Virginia først og fremmest i det Andet slag ved Bull Run. Lees felttog i Maryland kan ses som afslutningen på sommeroffensiven i 1862 mod Unionens styrker i det østlige operationsområde.Eicher, pp. 268-334; McPherson, pp. 30-34, 44-47, 80-86.
De konfødererede havde lidt betydelige tab i de to første sommerkampagner, men alligevel besluttede Lee, at hans hær var klar til en stor udfordring: invasionen af Nordstaterne. Hans mål var at trænge ind i de vigtige Nordstater Maryland og Pennsylvania og afskære Baltimore and Ohio Railroad jernbanen, som forsynede Washington, D.C. Hans manøvrer ville udgøre en trussel mod Washington og Baltimore og herved "irritere og genere fjenden."Sears, Landscape, pp. 65-66; Esposito, tekst til kort 65; Eicher, p. 336-37.
Adskillige bevæggrunde førte til Lees beslutning om at indlede en invasion. For det første havde han brug for at skaffe forsyninger til sin hær, og han vidste at gårdene i Nordstaterne var forblevet uberørte af krigen, i modsætning til dem i Virginia. Ved at flytte krigen nordpå kunne han lette presset på Virginia. For det andet var var der spørgsmålet om Nordstaternes kampgejst. Lee vidste, at Konføderationen ikke behøvede at vinde krigen ved at besejre Unionen militært, det var nok at nå dertil at befolkningen og regeringen i Nordstaterne ikke længere ville fortsætte kampen. Da valgene til Kongressen i november 1862 nærmede sig, mente Lee, at en invasionshær, som skabte ravage i Nordstaterne, kunne få flertalsforholdene i Kongressen til at skifte til fordel for Demokraterne, hvilket kunne tvinge præsident Lincoln til at forhandle om en afslutning på krigen. Han skrev i et brev den 3. september 1862 til den konfødererede præsident Jefferson Davis at fjenden var "alvorligt svækket og demoraliseret."McPherson, pp. 89-92; Glatthaar, p. 164; Eicher, p. 337.
Der var andre sekundære årsager. Den konfødererede invasion kunne måske udløse en opstand i Maryland, især i betragtning af at det var en stat hvor slaveri var tilladt, og mange af indbyggerne havde en positiv holdning til Syden. Nogle konfødererede politikere, herunder Jefferson Davis, mente at muligheden for fremmed anerkendelse af Konføderationen ville blive styrket ved en militær sejr på Nordstaternes område, men der er intet grundlag for at tro, at Lee mente at Syden skulle basere sine militære planer på denne mulighed. Trods det afstedkom nyheden om sejren i Andet slag ved Bull Run og indledningen på Lees invasion betydelig diplomatisk aktivitet mellem de Konfødererede stater og Frankrig og Storbritannien.McPherson, pp. 91-94; Eicher, p. 337.
Efter at Pope var blevet besejret i Andet slag ved Bull Run vendte Lincoln sig tøvende mod den mand, som tidligere havde fået skik på hæren efter Unionens nederlag i det Første slag ved Bull Run. Han vidste at McClellan var en dygtig organisator og god til at træne tropper, som hurtigere end nogen anden kunne integrere enhederne i Popes hær i Army of the Potomac. Den 2. september 1862 udnævnte Lincoln McClellan til at lede "fæstningerne ved Washington og alle tropper i forsvaret af hovedstaden."Rafuse, p. 268; McPherson, pp. 86-87. Udnævnelsen var kontroversiel i regeringen og de fleste af ministrene underskrev en henvendelse til præsidenten om at "vor overvejede holdning er, at på dette tidspunkt er det ikke sikkert at betro generalmajor McClellan ledelsen af De Forenede Staters hær."Sears, McClellan, p. 260. Præsidenten indrømmede, at det var som at "kurere et hundebid med hårene fra hunden", men Lincoln sagde til sin sekretær John Hay, "Vi må bruge de værktøjer vi har. Der er ingen i hæren som kan bemande disse befæstninger og få styr på disse tropper halvt så godt som han. Selv om han ikke selv kan kæmpe, er han godt til at gøre andre klar til kamp."Bailey, Bloodiest Day, p. 15.
Modstående styrker Konfødererede Konfødererede korpschefer
General Robert E. Lees Army of Northern Virginia var opdelt i to store infanteri korps med en effektiv kampstyrke på ca. 55.000 mand i begyndelsen af september.Eicher, p. 337; O.R. Series 1, Vol. XIX part 2 (S# 28), p. 621; Luvaas and Nelson, pp. 294-300; Esposito, map 67; Sears, Landscape, pp. 366-72. Selv om de fleste beskrivelser, herunder Official Records of the American Civil War, omtaler disse enheder som korps, blev denne betegnelse ikke formelt anvendt før den 6. november 1862, efter felttoget i Maryland. Longstreets enhed blev kaldt for Højre fløj, mens Jacksons kaldtes venstre fløj i det meste af 1862. (Gen. Lee omtalte i officielle breve disse som "commands". Se, f.eks. Luvaas and Nelson, p. 4.) Harsh, Sounding the Shallows, pp. 32-90, skriver at D.H. Hill midlertidigt havde ledelsen af en "Center Wing" med sin egen division (i starten under ledelse af brigadegeneral Roswell S. Ripley og divisionerne under generalmajor Lafayette McLaws og brigadegeneral John G. Walker. De øvrige henvisninger omtaler ham udelukkende som divisionschef.
Første korps under generalmajor James Longstreet bestod af divisionerne under generalmajor Lafayette McLaws, generalmajor Richard H. Anderson, brigadegeneral David R. Jones, brigadegeneral John G. Walker, brigadegeneral John Bell Hood samt en uafhængig brigade under brigadegeneral Nathan G. "Shanks" Evans.
Det andet korps under generalmajor Thomas J. "Stonewall" Jackson bestod af divisionerne under brigadegeneral Alexander R. Lawton, generalmajor A.P. Hill (den lette division), brigadegeneral John R. Jones og generalmajor D.H. Hill.
De resterende enheder var kavalerikorpset under generalmajor J.E.B. Stuart og reserveartilleriet under ledelse af brigadegeneral William N. Pendleton. Andet korps havde artilleri tilknyttet hver division i modsætning til Først korps, som havde artilleriet placeret på korpsniveau.
Unionen Unions korpschefer Generalmajor George B. McClellan's Army of the Potomac, som var udvidet med enheder fra John Popes opløste Army of Virginia, bestod af seks infanterikorps med ca. 84.000 mand.Eicher, p. 338.
Første Korps under generalmajor Joseph Hooker bestod af divisionerne under brigadegeneralerne Rufus King, James B. Ricketts og George G. Meade.
Andet Korps under generalmajor Edwin V. Sumner bestod af divisionerne under generalmajorerne Israel B. Richardson og John Sedgwick samt brigadegeneral William H. French.
Femte Korps under generalmajor Fitz John Porter bestod af divisionerne under genralmajor George W. Morell og brigadegeneralerne George Sykes og Andrew A. Humphreys.
Sjette Korps under generalmajor William B. Franklin bestod af divisionerne under generalmajorerne Henry W. Slocum og William F. "Baldy" Smith samt en division fra Fjerde Korps under generalmajor Darius N. Couch.
Niende Korps under generalmajor Ambrose E. Burnside bestod af divisionerne under brigadegeneralmajorene Samuel D. Sturgis og Isaac P. Rodman samt Kanawha Divisionen, under brigadegeneral Jacob D. Cox.
Tolvte Korps under generalmajor Joseph K. Mansfield bestod af divisionerne under brigadegeneralerne Alpheus S. Williams og George S. Greene samt kavaleridivisionen under brigadegeneral Alfred Pleasonton.
Undervejs nordpå til Maryland ændrede McClellan opbygningen af sin hær ved at udpege ledere for tre fløje: den venstre under William B. Franklin bestod af dennes eget Sjette Korps plus divisionen under Darius Couch; midterfløjen under Edwin Sumner bestod af dennes Andet Korps og Tolvte Korps. Den højre fløj under Ambrose Burnside bestod af dennes Niende Korps (midlertidigt under kommando af generalmajor Jesse L. Reno) og Første Korps. Denne fløjorganisation blev ophævet umiddelbart inden starten på Slaget ved Antietam.Sears, Landscape, p. 102.
Indledende manøvrer thumb|400px|3. - 15. september 1862 Den 3. september, blot to dage efter Slaget ved Chantilly, skrev Lee til præsident Davis, at han havde besluttet at krydse grænsen ind i Maryland med mindre præsidenten havde indvendinger. Samme dag begyndte Lee at flytte sin hær nord og vest på fra Chantilly mod Leesburg, Virginia. Den 4. september trængte de forreste enheder af Army of Northern Virginia ind i Maryland fra Loudoun County. Hærens hovedstyrke rykkede ind i Frederick, Maryland den 7. september. Den 55.000 mand store hær var blevet forstærket med tropper, som havde forsvaret Richmond – divisionerne under generalmajorerne D.H. Hill og Lafayette McLaws samt de to brigader under brigadegeneral John G. Walker, men de fyldte blot hullet efter de 9.000 mand, som var gået tabt ved Bull Run og Chantilly.Sears, Landscape, p. 69.